Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

SJETTE KAPITEL
"Paa Grund af hans Paatrængenhed"

Og Han sagde til dem: Hvem af eder har en Ven ½og kommer til ham ved Midnat og siger til ham: Kære, laan mig tre Brød, for en Ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at sætte for ham, - og "han derindefra vil svare og sige: Vold mig ikke Besvær; Døren er lukket, og mine Børn er med mig i Seng, jeg kan ikke staa op og give dig det! - Jeg siger jer, at vil han ikke staa op og give ham det, fordi det er hans Ven, der beder, saa vil han gøre det for hans Paatrængenheds Skyld. Han vil staa op og give ham alt, hvad han behøver.” (Luk. 11,5-8).

Den første Undervisning af Mesteren til Hans Disciple blev givet i Bjergprædikenen. Det var næsten et Aar senere, at Disciplene bad Jesus om at lære dem at bede. Til Svar gav Han dem Fadervor, for at de kunde lære, hvad de skulde bede om. Derefter talte Han til dem om, hvorledes de bør bede, og gentog, hvad Han før havde sagt om Guds Faderlighed og om, hvor visse de kan være paa at faa et Svar. Men ind imellem føjede Han denne skønne Lignelse om Vennen: ved Midnat for at lære dem denne dobbelte Lektie, at Gud ønsker ikke alene, at vi skal bede for os selv, men ogsaa for de lidende omkring os, og at det ofte er nødvendigt, at vi er meget "paagaaende" i Udøvelsen af en saadan Forbøn, og at denne "Paatrængenhed" behager Gud! Denne Lignelse er meget lærerig. -— Der er først Tale om Kærligheden, som søger at hjælpe dem , der trænger til det: "Min Ven er kommet til mig." - Saa er der Nøden, der faar dette Raab frem: "Jeg har intet at sætte for ham". - Saa følger Tilliden til, at Hjælp kan faaes: "Hvem af eder har en Ven og siger til ham: Ven, laan mig tre Brød". - Men saa kommer det uventede Afslag: "Jeg kan ikke staa op og give dig det". - Derefter Udholdenheden, der ikke vil tage imod noget Afslag - - - "Paa Grund af hans Paatrængenhed", - og til sidst Svaret paa en saadan Bøn: "Han vil give ham saa meget, som han har Brug for", - En vidunderlig Fremadskriden i Tro og Bøn, hvorved Guds Velsignelse saa ofte er blevet søgt og fundet.

Lad os nu betragte denne vigtige Tanke: Bøn med Paaberaabelse af Guds Venskab, - og vi skal finde, at her er særlig lagt Vægt paa to Ting, vi skal lære. Den ene er denne, at hvis vi er Guds Venner og som saadanne kommer til Ham, saa maa vi nødvendigvis ogsaa være deres Venner, som er i Nød! Guds Venskab over for os og vort over for andre Mennesker gaar Haand i Haand.

Den anden Tanke er denne, at om vi kommer til Gud paa denne Maade, saa har vi Lov til med stor Frimodighed at vente, at Han skal svare os.

Der er en dobbelt Brug af Bøn. Den ene Maade er at opnaa noget for os selv i vort eget Liv, - den anden, som ligger paa et højere Plan, er denne, at Jesus har taget os ind i Fællesskabet med Sig selv for at lære os Forbønnen, hvor Guds-Barnet for andres Skyld benytter sig af sit kongelige Præsteskab. Vi ser i Skriften, hvorledes det var ved at øve Forbøn, at Abraham, Moses, Samuel og Elias sammen med mange andre hellige Mænd havde Magt og Indflydelse hos Gud.

Det er, naar vi giver os selv hen til at blive en Velsignelse, at vi i særlig Grad kan regne med Guds Velsignelse i vort eget Liv. Det er, naar vi nærmer os Gud som Ven af de fattige og elendige, at vi i særlig Grad selv kan regne med Guds Venskab. Dette giver vidunderlig Frihed i Bøn. "Herre, jeg har en Ven, som jeg maa hjælpe. Som hans Ven har jeg paataget mig at hjælpe ham. — I Dig har jeg en Ven, hvis Godhed og Rigdom, jeg ved, er uendelig. Jeg er sikker paa, Du vil give mig, hvad jeg beder om! Hvis jeg, der er ond, er rede til at gøre for min Ven, hvad jeg kan, hvor meget mere vil Du, min himmelske Fader nu gøre for Din Ven, hvad han beder om!".

Det Spørgsmaal kunde melde sig: hvorfor der her er mere Tale om Guds Venskab end om Hans Faderlighed! Paa en Maade er en Fader mere end en Ven, og dog er det, som dette "Venskabsforhold" til Gud aabenbarer nye vidunderlige Muligheder for os. At et Barn opnaar, hvad det beder sin Far om, er saa fuldstændig naturligt; vi synes næsten, det er Faderens Pligt at give, - men med en Ven synes det, som om Godheden og Imødekommenheden er mere frivillig", - ikke grundet paa et "naturligt" Forhold, - men paa Sympati og Karakter. Barnets Stilling er den afhængige. To Venner er mere paa "lige Fod". Og saaledes søger Herren at aabne Bønnens Hemmeligheder for os ved at vise os, at de, hvis Tænkemaade og Liv er i Harmoni med Ham, kan regne med Guds Venskab.

Men vi maa leve som Hans Venner. Jeg er stadig Barn, selv om jeg bærer mig galt ad; men Venskab er afhængigt af min Opførsel. "I er mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder", siger Jesus. Troen bliver fuldkommen gennem Gerninger, og Skriften bliver opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud - og han blev kaldt Guds Ven".

Det er Aanden, den samme Aand, som vidner om, at vi er antagne af Gud, der hjælper os i Bøn. Det er Livet som Guds Venner, der giver os en vidunderlig Frihed til at sige: Jeg har en Ven, som jeg kan gaa til selv ved Midnat! -

Naar jeg kommer frem for Gud i Forbøn, ser Han altid efter, hvad mit Motiv er. Hvis det blot er at tilfredsstille mig selv, modtager jeg ikke noget. Men hvis jeg kan sige, at det er for at Han maa blive herliggjort, idet jeg faar Lov at hjælpe andre, da skal jeg ikke bede forgæves. - Eller, hvis jeg beder for andre, men ønsker at vente med at hjælpe dem, til Gud har gjort mig saa rig, at det intet Offer eller ingen Troshandling vilde være at hjælpe dem, da opnaar jeg heller ikke Bønnesvar. Men kan jeg sige, at jeg allerede har taget mig af min trængende Vens Sag, og at i min Fattigdom er jeg allerede begyndt et Kærligheds Værk over for ham, fordi jeg ved, jeg har en Ven, som vil hjælpe mig, da skal min Bøn blive hørt. O, vi ved slet ikke, hvor virkningsfuld Bøn er! Venskabet paa Jorden ser i sin Nød op til Venskabet i Himlen, og Vennen dér vil give alt, hvad der behøves.

Men ikke altid straks. Den ene Ting, hvormed vi Mennesker kan ære Gud, er Tro. Forbøn er en af de Ting, hvori der undervises i Bønnens Skole. Der bliver vort Venskab over for Gud og over for Mennesker prøvet. Der viser det sig, om mit Venskab over for de nødstedte er saa ægte, at jeg vil tage mig Tid, ofre min Hvile, vil gaa i Forbøn - selv midt om Natten - og ikke give tabt, før jeg har opnaaet det, de trænger til.

Der viser det sig ogsaa, om mit Venskab med Gud er i Orden, saa jeg kan regne med, at Han ikke vil sende mig tomhændet bort - og derfor holder jeg ud i Bøn, til jeg faar.

O, hvilket Mysterium er ikke dette: Gud, som har lovet at give, som ønsker at give, hvis Hensigt det er at give, Han holder alligevel tilbage! Det er uendelig vigtigt for Ham, at Hans Venner paa Jorden skal kende og fuldt ud forlade sig paa deres rige Ven i Himlen. Derfor tøver Han med Sine Svar, saa de rigtig kan komme til at forstaa, hvilken mægtig Magt, der er i Forbøn, naar de virkelig hengiver sig til den.

Der er en Tro, der ser Løfterne og rækker efter dem, - men dog ikke modtager. Men naar Bønnesvaret ikke kommer, og naar de Løfter, vi afgjort regnede med, synes at blive uopfyldte, da er det, den Tro, som er mere dyrebar end Guld, fremkommer.

Det er i Prøvelsestiden, Troen renses og lutres, og vi forberedes til dette hellige, personlige Venskabsforhold til Gud, - og vi skal se Hans Herlighed.

Maa hvert Guds Barn, som udøver Kærlighedens Tjeneste, fatte Mod! Faderen over for sit Barn, Læreren over for sine Elever, Bibelkredslederen med sin Kreds, Præsten med sine Tilhørere, hver, som i sin lille Cirkel bærer Byrden af de hungrige og døende Sjæle, maa de alle fatte Mod! Det synes saa fremmed og mærkeligt for os, at Gud kræver paatrængende Bøn, at der maa være virkelig Nød paa vore Hjerter, for at Han vil give os, hvad vi beder om. Og for at lære os dette fortæller Mesteren os denne Lignelse. Hvis Uvilligheden hos en jordisk, selvisk Ven kan overvindes ved "Paatrængenhed", hvor meget mere vil den da ikke opnaa hos den himmelske Ven, som elsker at give, men bliver hindret deri af vor Uegnethed og Udygtighed til at tilegne os, hvad Han har til os! O, lad os takke Ham, der ved at holde Sit Svar tilbage opdrager os til vor sande Stilling og opøver os til Fællesskabet med Ham selv, saa vi kommer ind i et Liv, hvor vi i Sandhed er "Venner med Gud" Og lad os holde fast ved dette trefoldige Forbund, som aldrig kan brydes:

Vennen, der behøver Hjælpen,
den Ven, der gaar i Forbøn,
og den mægtige Ven, der elsker at
give alt, hvad der behøves!