Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

SYVENDE KAPITEL
Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?

"Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" (Mark. 10.51).

Den blinde Mand havde raabte saa højt, han kunde: "Du, Davids Søn, forbarm Dig over mig!" Raabet havde naaet Jesu Øren. Han vidste, hvad Manden ønskede, og var rede til at hjælpe ham, - men førend Han gjorde det, stillede Han ham et Spørgsmaal: "Hvad vii du, at jeg skal gøre for dig?" - Jesus ønsker at høre ikke blot en almindelig Begæring om Naade og Barmhjertighed, men en ganske bestemt Udtalelse om, hvad han ønskede. Førend den fremkom, blev han ikke hjulpet.

Ogsaa i vor Tid er der mange, der raaber om Hjælp, til hvem Herren kunde have nødig at stille det samme Spørgsmaal. - Vore Bønner er ofte saa "svævende"; i Stedet for skulde de give klart Udtryk for, hvad det er, vi vil.

Det er jo ikke saadan, at Herrens kærlige Hjerte ikke forstaar, hvad vi behøver, - men for vor egen Skyld ønsker Han, at vi skal sige Ham klart og bestemt, hvad det er, vi begærer; thi saaledes lærer vi selv bedst at forstaa vor Nød.

Det kræver Tid og Selvransagelse at udfinde, hvad der egentlig er vort største Behov.

Det vil vise, om vore Begæringer er reelle og alvorlige, saa vi er rede til at holde ud. Det leder os til at forstaa, om vore Ønsker er i Overensstemmelse med Guds Ord, og om vi virkelig tror, at vi skal modtage de Ting, vi beder om. Det hjælper os til at forvente et afgjort Svar og forstaa det, naar det kommer. -

Og dog, - hvor mange af vore Bønner er egentlig slet ikke rettet mod noget bestemt Maal! Nogle raaber om Barmhjertighed uden at gøre sig klart, hvad Barmhjertighed i dybeste Forstand vil betyde. Andre beder om Frigørelse fra Synd, men nævner ikke den enkelte Synd, som de trænger til Udfrielse fra, ved Navn. Andre igen beder om Velsignelse for deres Omgivelser eller om Guds Aands Udgydelse over deres Land eller over Verden, - men de har ikke noget specielt Omraade, hvor de forventer Svarene, venter af se Opfyldelsen af deres Bønner.

Til alle disse siger Herren nu: Hvad er det egentlig, du ønsker, jeg skal gøre for dig?

Hvert troende Menneske har sit specielle Arbejdsomraade, - og saaledes ogsaa i Bønnen. Hver har sin egen Kreds, sin Familie, sine Naboer, sine Venner. Hvis han vilde tage disse en efter en ved Navn, saa vilde han finde, at dette vilde føre ham ind i en Bønnens Skole, hvor hans Tro blev opøvet, og det vilde give ham Lejlighed til en forunderlig fortrolig Omgang med Gud. Det er, naar vi saaledes i Tro klynger os til Løfterne og modtager Svar paa vore direkte Henvendelser, at ogsaa de Bønner, vi beder i al "Almindelighed", bliver virkningsfulde Troens Bønner. Saa længe vi i Bøn blot udøser vore Hjerter i en Mængde forskellige Begæringer uden at tage os Tid til at undersøge, om hver Bøn bliver opsendt med det Maal for Øje at faa et Svar - vil mange af vore Bønner ikke være virksomme.

Men hvis vi i Stilhed for Herrens Ansigt spørger os selv: Hvad er det nu egentlig, jeg vil, - beder jeg om det i Tro, - forventer jeg at modtage, - er jeg rede til at efterlade denne Begæring hos Herren, - og er det en afgjort Sag mellem Gud og mig, at jeg faar et Svar? - da lærer vi at bede saaledes, at baade Gud og vi selv ved, hvad det virkelig er, vi vil.

Jesus advarer os mod de mange Gentagelser: "Brug ikke overflødige Ord som Hedningerne, der tror, at de bliver bønhørt for de mange Ords Skyld". Vi hører ofte Bønner, der bliver bedt i stor Alvor, men i hvilke en Mængde Anmodninger bliver fremført paa en saadan Maade, at Herren uden Tvivl vil sige: "Hvad er det, du vil, jeg skal gøre for dig?"

Hvis jeg er i et fremmed Land, ansat i min Faders Forretning, vil jeg skrive to forskellige Slags Breve hjem. Der vil være de personlige Breve, i hvilke jeg giver Udtryk for min Kærlighed og Hengivenhed for dem derhjemme, og der vil være Forretningsbreve, der indeholder Besked om, hvad jeg behøver i Forretningen, - og der vil muligvis ogsaa være Breve, der indeholder begge Dele. Svarene vil passe til Brevene. Paa hver Sætning i de personlige Breve venter jeg ikke et bestemt Svar, men for hver Ordre, jeg har sendt hjem i Forretningsbrevene venter jeg at faa at vide, om de bestemte Ting er blevet afsendt.

I vore Henvendelser til Gud maa denne "Forretningsside" ikke mangle! Naar vi overfor Ham taler om vor Nød og vor Mangel paa Tro og Kærlighed, maa vi gøre det paa en Maade, der ganske klart udtrykker, hvad vi forventer at modtage. Det er gennem Svarene, vor Fader elsker at meddele os, at Han billiger vore Anmodninger.

Men vor Mesters Ord har mere at lære os. Han siger ikke: "Hvad er det, du ønsker?" - Men: "Hvad er det, du vil?" - Man kan undertiden ønske sig noget uden absolut at ville have det! Jeg ønsker mig f. Eks. en bestemt Ting, men finder Prisen for høj og bestemmer mig derfor til ikke at købe den. Jeg ønskede den, men vilde ikke for den høje Pris have den. Den dovne ønsker at blive rig, - men han vil ikke. Mange ønsker at blive frelst, men gaar fortabt, fordi de ikke vil frelses. Viljen regerer Hjertet og Livet. Hvis jeg virkelig vil have noget, som er inden for min Rækkevidde, hviler jeg ikke, før jeg har det. Naar Jesus derfor siger til os: "Hvad vil du?" saa spørger Han os, om det nu er Sandhed for os, at vi for enhver Pris vil have, hvad vi beder om, selv om det skal kræve Offer. Hvis du saaledes virkelig vil have det, du beder om, og Herren tilsyneladende holder det tilbage, saa bi blot, indtil Svaret kommer. Det vil komme! Aa, hvor mange Bønner er i Virkeligheden kun Ønsker, opsendt i et kort Tidsrum og derpaa glemte, - eller maaske opsendt Aar efter Aar som en Slags Pligtbønner, - medens vi er ganske tilfredse uden Svar!

Men nogle vil maaske spørge: "er det da ikke bedst at lade vore Ønsker blive kendt af Gud og saa overlade til Ham at gøre, hvad der er bedst, uden at vi prøver paa at hævde vor Vilje?" - Paa ingen Maade! Jesus ønskede at lære Sine Disciple Troens Bøn, der ikke blot fremfører Ønsket for Gud. I Tilfælde, hvor vi ikke kender Hans Vilje, maa vi naturligvis være besjælede af den rette "Underkastelses-Aand", der regner med, at saadan, som Herren ordner Sagen, er det bedst for os. Men Troens Bøn finder Guds Vilje, som den er udtrykt i et Løfte i Hans Ord, og beder vedholdende, til Svaret kommer.

I Matt. 9, 28 læser vi, at Jesus siger til den blinde Mand: "Tror du, at jeg kan gøre dette?" Her i Markus siger Han: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" I begge Tilfælde siger Jesus, at Troen har frelst dem. Og til den syrofønikiske Kvinde siger Han: "Stor er din Tro, dig ske, som du vil!"

Tro er intet andet, end at Viljen bestemmer sig til at hvile paa Guds Ord og siger: jeg maa have det!

At tro afgjort er at ville ubetinget! Men det er kun, naar Barnet har overgivet sin egen Vilje helt og holdent til at være eet med Faderens, at det fra sin Fader modtager Frihed og Magt til at kunne bede paa denne Maade og faa, hvad det vil. Har den troende antaget Guds Vilje saaledes, som den er aabenbaret i Ordet ved Aanden, som sin Vilje, saa er det Guds Mening, at Hans Barn skal bruge denne fornyede Vilje i Herrens Tjeneste. Viljen er den største Magt i Sjælen. Stor Naade behøves, for at denne Vilje kan helliges.

Ligesom en Søn, der kun lever for sin Faders Interesser, ikke søger sin egen, men Faderens Vilje gennemført, kan forlade sig paa Faderen med Hensyn til Forretningen, saaledes taler Gud til Sit Barn og siger: "Hvad vil du?" Det er ofte aandelig Dovenskab under Skin af Ydmyghed, der giver sig ud for ingen Vilje at have, fordi vi frygter det Besvær, det vil være at udfinde Guds Vilje, - eller naar den er udfundet - Anstrengelsen ved at holde ud i Tro. Sand Ydmyghed er altid i Familie med stærk Tro, - som søger at kende, hvad der er i Overensstemmelse med Guds Vilje, og derefter frimodigt forventer Opfyldelsen af Jesu Ord: "Bed om hvad som helst I vil, - og det skal blive eder til Del!" (Joh. 15. 7).