Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

NIENDE KAPITEL
Bær frugt!

"I har ikke udvalgt mig; men jeg har udvalgt eder og har sat eder til, at I skal gaa hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen kan give eder, hvad som helst I beder om i mit Navn" (Johs.15, 16).

"En retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig" (Jak. 5, 16).

Løftet om, at Faderen vil give, hvad som helst vi beder om, er her fornyet for at vise, hvem det er, der loves en saa vidunderlig Indflydelse hos Gud. Det er nemlig til de frugtbærende, Mesteren siger: "hvad som helst I beder om i mit Navn". Dette er blot et fuldere Udtryk for, hvad Han har udtalt i Ordet: "Hvis I bliver i mig", Jesus taler om denne "Forbliven" i Ham som en Tilstand, der fører til at bære Frugt, mere Frugt og megen Frugt. Paa denne Maade vil Faderen blive herliggjort, og den er Kendetegnet paa Discipelforholdet. Intet Under, at Han nu tilføjer, at Frugt i Overflod kvalificerer os til at bede paa en saadan Maade, at vi faar, hvad vi beder om! Udelt Samling om Opfyldelsen af vort Kald er Betingelsen for virkningsfuld Bøn, det er Nøglen til ubegrænsede Velsignelser og Opfyldelsen af Jesu vidunderlige Bønne-Løfter.

Der er Kristne, som ikke synes, at denne Lære kan forenes med Læren om den frie Naade, - men det kan den, naar vi forstaar Udtrykket: den frie Naade - paa rette Maade, og at det er rigtigt, gives der ogsaa mange Steder Udtryk for i den hellige Skrift. Tag f. Eks. Ordet fra 1. Joh. 3, 18: "Lad os ikke elske med Ord og Tunge, men i Gerning og Sandhed", - derved skal vi stille vore Hjerter tilfreds for Hans Aasyn - og hvad vi end beder om, faar vi af Ham, fordi vi holder Hans Befalinger og gør det, som er velbehageligt for Ham. Eller tag det ofte anvendte Ord fra Jak. 5, 16: "En retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig." - En retfærdig er en, om hvem det kan siges: han gør Retfærdighed og er retfærdig, som Jesus er det. Læg Mærke til den Tone, der gaar igennem saa mange af Salmerne, naar der henvises til den bedendes Renhed og Retfærdighed. I Sal. 18 siger David: "Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed har Han belønnet mig. Jeg var oprigtig og bevarede mig selv fra Uretfærdighed, derfor har Herren gengældt mig i Forhold til min Retfærdighed." -

Hvis vi omhyggeligt betragter saadanne Udtalelser i Ny Testamentes Lys, vil vi finde dem i fuldkommen Harmoni med Udtrykket.i vor Frelsers Lære, naar Han siger: "Hvis I holder mine Befalinger, skal I blive i min Kærlighed", - "I er mine Venner, hvis I gør, hvad jeg befaler eder." Ordet er i Sandhed ment bogstaveligt: "eg har udvalgt eder og sat eder til, at I skal gaa hen og bære Frugt, - for at Faderen kan give eder, hvad som helst I beder om i mit Navn."

Lad os søge at forstaa Aanden i, hvad vor Frelser mener. Der er en Fare i vor evangeliske Lære, nemlig, at vi kan lægge for stærk Vægt paa de Erfaringer, der opnaaes ved Bøn og Tro alene. Der er en anden Side, som Guds Ord udtaler sig meget tydeligt om, nemlig Lydigheden, som Vejen til Velsignelsen. Hvad vi behøver at blive klar over, er, at i vort Forhold til Gud, som har skabt og genløst os, bør det staa meget klart for os, at Underkastelse eller Overgivelse til Hans Suverænitet, Hans Ære, Hans Vilje, Hans Velbehag bør være det første og højeste for os. Spørgsmaalet er ikke først og fremmest, hvorledes vi kan nyde Hans Naade og Velsignelse; thi saa er Selvet i første Række. Hvad Gud ønsker og i Sandhed har Ret til er, at Hans Ære og Velbehag skal være vort Maal. Overgivelse til Hans fuldkomne Vilje, et Liv i Tjeneste og Lydighed, det er Himlens Velsignelse og Herlighed.

Tjeneste og Lydighed var det første for Sønnen, da Han levede her paa Jorden. Tjeneste og Lydighed maa være det første ogsaa for os, - mere end Hvile, Lys, Glæde eller Styrke. Gennem Tjeneste og Lydighed vil vi finde Vejen til alle de store Velsignelser, der er henlagt til os. - Læg Mærke til, hvilken fremtrædende Plads Mesteren giver disse to Ting, ikke alene i Joh. 15. Kap. i Forbindelse med vor "Forbliven" i Ham, men ogsaa i det 14. Kap., hvor Han taler om den treenige Guds Iboen. I Vers 15 har vi det: "Hvis I elsker mig, da hold mine Befalinger, - og Faderen vil sende eder Helligaanden." Vers 21. "Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig, og min Fader skal elske ham. Og i Vers 23, et af de højeste og vidunderligste Løfter: "Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit Ord, og Faderen og jeg vil komme og tage Bolig hos ham."

Kan Ord sige det tydeligere, - at Lydighed er Vejen til at have Aanden i os, som vil herliggøre Jesus for os og berede os, saa vi bliver en værdig Bolig for Herren. Guds Iboen er de lydiges Arv.

Lydighed og Tro er i Virkeligheden blot to Sider af den samme Sag - Overgivelse til Gud og Hans Vilje. Ligesom Tro gør os stærke, saa vi kan lyde, saaledes er ogsaa det omvendte Tilfældet, at Lydighed styrker Troen. Troen bliver fuldkommen gennem Gerninger. - Der er Grund til at betænke, om vor Anstrengelse for at tro ikke ofte har været forgæves, fordi vi slet ikke har været i den Stilling, hvor det var muligt virkelig at tro, - nemlig en Stilling, hvor vi er fuldt overgivet til Guds Ære og Vilje, Det er den, der har overgivet sig helt, som vil faa Kraft til at tro alt, hvad Gud har lovet.

Jeg udvalgte eder, siger Jesus, og satte eder til at gaa hen og bære Frugt, megen Frugt, - og eders Frugt skal blive ved, saa eders Liv maa være et stadigt frugtbærende Liv, saa Grenene paa mig maa være fyldt af Frugt, - saaledes, at Faderen kan give eder, hvad som helst I beder om i mit Navn. -

O, hvor ofte har vi ikke prøvet at bede om, at vi maa komme til at bære Frugt og har undret os over, at det ikke kom! Det var, fordi vi vendte op og ned paa Guds Orden. Vi ønskede at have Trøsten, Glæden og Styrken først, saa vi med Lethed kunde udføre vort Arbejde uden at have Følelsen af, at det var vanskeligt og krævede Selvfornægtelse. Og Herren ønskede, at vi skulde leve i Tro uden at tænke paa, om vi følte os svage eller stærke, om Arbejdet var let eller svært, - - men blot i Troens Lydighed udføre, hvad Han befalede os. Naar vi bar Frugt, vilde vi have været i Stand til at bede og faa, hvad vi bad om.

Lydighed er den eneste Vej, paa hvilken vi kan herliggøre Gud. Ikke Lydighed i Stedet for Tro, - ikke Lydighed, der kan supplere vor Tro, naar den kommer til kort, men Troens Lydighed giver Adgang til alle Guds Velsignelser: Faderens, Sønnens og Aandens Iboen, Forbliven i Kristi Kærlighed, Privilegiet af Hans Venskab, Magt i Bøn, - alt dette venter paa den lydige. Lad os tage denne Lektie til os.

Nu ved vi Hovedgrunden, hvorfor vi ikke har haft Magt til at bede igennem til Sejr. Vore Liv var ikke, som de skulde være, - simpelthen lagt ned i Lydighed. Stadig Frugt-Bæren var ikke dets Kendemærke. Vi maa indrømme, at den guddommelige Ordning er denne, at Mennesker, som Gud kan give en saadan Indflydelse, at deres Bønner altid bliver hørt, og at som Svar paa disse Bønner finder Ting Sted, som ellers ikke vilde være sket, - det er Mennesker, som gaar paa Guds Viljes Vej, som har trænet sig op til Lydighed, og om hvis Loyalitet og Overgivelse der ikke kan være Tvivl. Vor hele Sjæl anerkender denne Lov: Lydighed og Frugtbæren er Vejen til sejrende Bøn. Og med Skam erkénder vi, i hvor ringe Grad vort Liv endnu har baaret dette Stempel. Lad os gaa ind paa dette, som Mesteren vil lære os! Lad os ikke begynde hver ny Dag med først at tænke paa at søge Trøst, Glæde eller Velsignelse for os selv. Maa vor første Tanke være: Jeg tilhører Mesteren! Hvert Øjeblik maa jeg handle i Overensstemmelse med dette, Ja, som en Del af Ham selv, - som én, der kun søger at kende Hans Vilje og at udføre den, - - en Tjener, ja en Slave af Jesus Kristus. Maa dette være den Aand, der besjæler os! Naar Han siger: "Jeg kalder eder ikke længere Tjenere, - men eder har jeg kaldt Venner," - lad os saa modtage Vennens Plads! "I er mine Venner, naar I gør, hvad jeg befaler eder" - og den ene Ting, Han befaler os som Grene, er, at vi bærer Frugt. - Lad os leve for at velsigne andre, - vidne om det Liv og den Kærlighed, der er i Jesus! - Lad os i Tro og Lydighed indvie vort Liv til dette, som er Jesu Mening med os, - at vi skal bære Frugt! Naar vi tænker paa Hans Udvælgelse af os og tager vort Kald fra Ham, som altid giver, hvad Han befaler, vil vi styrkes til med Frimodighed at regne med, at et saadant Liv er inden for vor Rækkevidde. Og vi skal forstaa, hvorfor dette frugtbærende Liv alene kan være Vejen til sejrende Bøn. Det er for den, som ved Lydighed beviser, at han vil gøre Guds Vilje, at Faderen vil gøre, hvad som helst han beder om.

"Hvad som helst vi beder om, det faar vi af Ham, fordi vi holder Hans Befalinger og gør det, som er velbehageligt for Ham."