Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

ELLEVTE KAPITEL
Fader, jeg vil. —!

"Fader, jeg vil, at de, som Du har givet mig, skal være, hvor jeg er" (Joh. 17, 24).

I Sin Afskedstale giver Jesus Sine Disciple det fulde Indblik i, hvordan deres ny Liv skal blive, naar Guds Rige kommer med Kraft. Med Aandens Iboen, i Forening med Ham, som er Vintræet, vil de gaa ud i Hans Kraft for at vidne om Ham og lide for Ham, og deri vil de finde deres Kald og Velsignelse.

Under denne Fremstilling af deres ny Liv giver Herren gentagne Gange de mest vidunderlige Løfter med Hensyn til, hvilken Magt deres Bønner vil have. - Og til Slut giver Herren Sig til at bede selv. For at give Sine Disciple den Glæde at faa Indblik i, hvad Hans Forbøn i Himlen vil betyde, lader Han dem lytte til denne vidunderlige ypperstepræstelige Bøn. Han gør det, fordi de som Præster skal dele Hans Arbejde i Bøn og for at lære dem, hvorledes de kan fuldføre dette vidunderlige og hellige Arbejde. - Af Herrens Undervisning paa denne sidste Aften har vi forstaaet, at disse forbavsende Bønne-Løfter ikke er givet os, for at vi skal benytte os af dem i egen Interesse, - men i Guds og Hans Riges Interesse. Det er af Herren alene, vi kan lære, hvad Bøn i Hans Navn betyder, og hvad der kan opnaaes igennem den. Vi har forstaaet, at det at bede i Hans Navn er at bede i fuldkommen Harmoni med Ham selv. Den ypperstepræstelige Bøn vil lære alle, at Bønnen i Jesu Navn kan regne med Svar.

Denne Bøn bliver sædvanligvis delt i tre Afsnit. Herrren beder først for Sig selv, derefter for Sine Disciple og til sidst for alle troende gennem alle Tidsaldre. Jesu Efterfølgere, som giver sig selv til Forbønnens Tjeneste og gerne vil prøve, hvor megen Velsignelse de kan drage ned paa Jorden over deres Kreds i Jesu Navn, vil i al Ydmyghed lade sig lede af Aanden til at studere denne vidunderlige Bøn som en af de vigtigste Lektier i Bønnens Skole. Først af alt beder Jesus om, at Han maa blive herligjort, saa Han kan herliggøre Sin Fader. "Fader, herliggør Din Søn!" "Og nu, Fader, herliggør mig!" - Og Han fremfører Sine Grunde til at bede saaledes. En hellig Pagt var indgaaet i Himlen mellem Faderen og Sønnen. Faderen havde lovet Ham Magt over alt Kød som Belønning for Hans Gerning. Nu havde Jesus udført Sit Arbejde, Han havde herliggjort Faderen, og Hans eneste Maal er stadig at herliggøre Ham. Med den største Frimodighed beder Han derfor Faderen om at herliggøre Ham, saa Han nu kan blive og gøre for Sit Folk, hvad Han har paataget Sig. Jesu Disciple! Her har I den første Lektie, I maa lære i eders Forbøns-Tjeneste. I kan lære den ved den store Ypperstepræsts Eksempel: At bede i Jesu Navn er at bede i fuld Harmoni med Ham.

Som Sønnen begynder Sin Bøn med klart at sige, at Hans Forhold til Faderen er helt i Orden, og kan pege paa Sin Lydighed og Troskab i Gerningen, - saaledes maa det ogsaa være med eder. Træd frem for Faderen og nærm jer til Ham gennem Jesus. Paaberaab jer Hans fuldbragte Værk; sig, at I er eet med det, at I forlader jer paa det, lever i det! Sig, at I har hengivet jer selv til at fuldende den Gerning, Faderen har givet jer at gøre, og til at leve alene for at herliggøre Ham. Og bed saa frimodigt om, at Sønnen maa blive herliggjort i jer! Dette er Bøn i Jesu Navn, i Jesu Aand, i Forening med Jesus selv. Saadan Bøn har Magt. Hvis du sammen med Jesus herliggør Faderen, vil Faderen herliggøre Sønnen ved at gøre, hvad du beder om i Hans Navn!

Det er kun, hvis dit personlige Forhold til Gud paa dette Punkt er i Orden, hvis du vil herliggøre Ham, saadan som Jesus ønskede det, og du søger Hans Ære, - at du vil have Magt som Forbeder.

Herren beder derefter for Sine Disciple. Han taler om dem som dem, Hans Fader har givet Ham. Deres Kendemærke er, at de har modtaget Hans Ord. Han siger, at ligesom Faderen har sendt Ham til Verden, saaledes sender Han nu dem, og Han beder om to Ting for dem: At Faderen vil bevare dem fra det onde og hellige dem i Sit Ord, fordi Han helliger Sig selv for dem.

Ligesom Herren har hver troende sin nære Kreds, som hans Forbøn først og fremmest maa gælde. Forældre har deres Børn, Lærere deres Elever, Præster deres Menighed; alle troende har nogle, som særlig ligger dem paa Hjerte. Det er ganske naturligt, at Forbøn er personlig præget og begrænset, - og vor første Bøn for vore kære maa være, at de maa tage imod Jesu Ord. Men denne Bøn vil ingen Vægt have, med mindre vi kan sige ligesom Jesus: "Jeg har givet dem Dit Ord." Det er dette, som giver os Frihed og Magt i vor Forbøn, at vi ikke alene har bedt, men ogsaa har talt Guds Ord til dem! Og naar de har modtaget Ordet, lad os saa bede om, at de maa blive bevaret fra det onde, og at de maa blive helligede gennem Ordet. I Stedet for, at vi paa en haabløs eller dømmende Maade opgiver dem, som falder, lad os da bede: "Fader, bevar dem i Dit Navn! Hellige dem i Sandheden!" Bøn i Jesu Navn formaar meget. Hvad du vil, skal du faa!

Og saa følger Herrens Bøn for en endnu videre Kreds. "Jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ved deres Ord skal komme til at tro paa mig."

Hans præstelige Hjerte udvider Sig til at kunne rumme alle Steder og alle Tider, og Han beder om, at alle de, der hører Ham til, maa blive eet som Bevis for Verden paa, at Faderen har sendt Ham, - og om, at de skal komme, hvor Han er, - og at indtil da, den Kærlighed, hvormed Du har elsket mig, maa være i dem og jeg i dem." -

Den Jesu Discipel, som først i sin egen Kreds har erfaret, hvilken Magt Forbøn er, kan ikke blive ved at være tilfreds med kun at udøve den der. Han vil bede for Menigheden i det store og hele og for de forskellige Grene af den. Han beder om Aandens Enhed der og en Udgydelse af Guds Kærlighed i Hjerterne, - beder om, at Guds Børn maa være eet, saa Verden kan se, at Jesus kan virke dette Under og sejre over Selviskhed og over alt det, som vil skille, - at denne Jesus i Sandhed er Guds Søn, sendt fra Himlen! Enhver troende bør bede meget om denne Enhed i Kristi Menighed.

Saa vidt angaaende Bønnens Emner.

Nu vil vi betragte den Maade, vi maa bede paa.

Jesus sagde: "Fader, jeg vil!"

Paa Grund af Sin Ret som Søn og paa Grund af Faderens Løfte til Ham og for Sit fuldendte Arbejde kan Han gøre det. Faderen havde sagt til Ham: "Begær af mig, og jeg vil give Dig!" Han benyttede Sig simpelthen af Faderens Løfte. Jesus har givet os et lignende Løfte: "Bed om hvad som helst I vil, og det skal gives eder!" Han beder mig om i Sit Navn at sige, hvad jeg vil. Idet jeg bliver i Ham, i en levende Forening med Ham, hvor jeg er intet, og Kristus er alt, har jeg Frihed til at regne med det Ord af min store Ypperstepræst, - og som Svar paa Spørgsmaalet: "Hvad vil du?" kan jeg sige: "Fader, jeg vil, alt det, Du har lovet." Dette er sand Tro, dette er at ære Gud, at være fuldt forvisset om, at hvad jeg beder om, bliver hørt og bønhørt. I første Øjeblik bæver vore Hjerter næsten ved dette Udtryk, og vi føler hverken Frihed eller Magt til at tale saaledes. Det er Ord, der kun kan tilegnes af dem, der har faaet Naade til helt at opgive deres egen Vilje og gaa op i Guds Vilje. Den, som opgiver sin egen Vilje, skal finde den igen, fornyet og styrket med guddommelig Styrke. "Fader, jeg vil," - dette er Nøgleordet til den stedsevarende, stadig virksomme og alt formaaende Forbøn, som vor Frelser udøver i Himlen. Det er kun i Forening med Ham, at vor Bøn udretter noget. I Forening med Ham formaar den meget. Hvis vi forbliver i Ham og udfører alt i Hans Navn og kommer med vore Begæringer - prøvede efter Hans Ord og ved Hans Aand - og kaster dem i denne mægtige Strøm af Forbøn, der udgaar fra Ham og bliver baaret ind foran Faderen, da kan vi med fuld Fortrøstning regne med, at vi skal faa, hvad vi beder om. Dette: "Fader, jeg vil," bliver aandet ind i os af Helligaanden. Gaar vi helt op i Ham og bliver selv intet, da vil vi finde, at vi i vor Intethed har Magt.

Jesu Disciple! - kaldte til at blive lig Jesus i Hans præstelige Tjeneste, - hvornaar, o, hvornaar skal vi vaagne og se den Herlighed, det er, at vi maa bede sammen med Jesus for døende Menneskesjæle! Hvornaar vil vi ryste den Dovenskab, som kalder sig "Ydmyghed", af os og helt hengive os til Guds Aand, at Han maa fylde vor Vilje med Lys og Kraft til at kende og til at tage i Besiddelse alt, hvad Gud venter paa at give til en Vilje, der er helt eet med Hans?

O, velsignede Ypperstepræst, hvem er jeg, at Du saaledes kalder ad mig til at dele Din Magt i Bøn med Dig, - - - og hvorfor, Herre, er jeg saa langsom til at forstaa og til at tro og udøve denne vidunderlige Gerning, til hvilken Du har udvalgt Dit Folk! O, Herre, giv Naade til, at defte maa blive min Livsgerning, - i Bøn at drage Himlens Velsignelse ned paa Jorden til dem, der omgiver mig! Velsignede Herre, jeg kommer nu for at tage dette Kald op! For dette vil jeg forsage alt og følge Dig. I Dine Hænder vil jeg overgive hele mit Liv. Dan mig, inspirér mig til at blive en af dem, der tilhører Din Bønnehær, en, der kæmper, vaager og strider i Bøn, en af Israels Guds Fyrster, som har Magt og Indflydelse! Tag mit Hjerte i Besiddelse og fyld det med Ønsket om at herliggøre Dig! Tag mit Sind og min Tanke, og giv mig Visdom til at kende, naar Bøn kan bringe en Velsignelse! Tag mig helt og dan mig til en Præst, der staar for Dit Ansigt og derfor kan velsigne andre i Dit Navn! Velsignede Herre, lad det blive saadan, at Du bliver alt og jeg intet, og maa det blive min Erfaring, at den, der ikke søger noget for sig selv, modtager alt, - endogsaa denne vidunderlige Naade at maatte dele Din Forbøns-Tjeneste med Dig!