Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

TRETTENDE KAPITEL
Et helligt præsteskab

"Et helligt Præsteskab til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus" (1. Pet.2, 5).

"I skal kaldes Herrens Præster" (Es. 6).

"Herrens Aand er over mig, fordi Han har salvet mig." Disse er Jesu Ord, udtalt gennem Esajas. Som en Frugt af Hans Værk er alle genløste til at være Præster og meddelagtige i Hans Salvelse med Aanden. "Som den gode Olie paa Hovedet, hvilken nedflyder paa Arons Skæg, der gaar ned over Sømmen af hans Klædebon."

Ligesom enhver af Arons Sønner, saaledes har hvert Lem paa Kristi Legeme Ret til Præsteembedet. Men ikke alle udøver det. Mange er fuldstændig uvidende om denne Ret eller ignorerer den. Og dog er det et Guds Barns højeste Privilegium, og det som kendetegner Ligheden med Ham, der altid lever for at bede. Tvivler du om, at det virkelig er saaledes? Tænk paa, hvad Præsteskab vil sige. Først er der Gerningen. Den har to Sider, en, der vender mod Gud, og en, der vender mod Mennesker. "Enhver Præst er indsat for Mennesker til Tjenesten for Gud" (Hebr. 5. 1) eller, som det siges hos Moses "Herren udskilte Levi Stamme til at staa for Gud, til at tjene Ham og til at velsigne i Hans Navn." Præsten havde Ret til at komme i Guds Nærhed, til at dvæle i Hans Hus og til at frembære for Ham Ofre af Blod eller den brændende Røgelse. Dette Værk udførte han imidlertid ikke for sig selv, men for Folkets Skyld, hvis Repræsentant han var. Han modtog fra Folket deres Ofre, frembar dem for Gud, og saa kom han ud for at velsigne i Guds Navn, for at forsikre dem om Hans Naade og lære dem Hans Lov.

En Præst er saaledes et Menneske, der slet ikke lever for sig selv. Han lever med Gud og for Gud. Hans Arbejde er som Guds Tjener at tage Vare paa Hans Hus, Ære og Tjeneste, og at gøre Mennesker bekendt med Hans Kærlighed og Vilje. En Præst lever med Mennesker og for Mennesker (Hebr. 5, 1). Hans Gerning er at frembære deres Synder og deres Nød for Gud, at ofre i deres Sted og at opnaa Tilgivelse og Velsignelse for dem og saa gaa ud og velsigne dem i Guds Navn.

Dette er enhver troendes Kald. En saadan ærefuld Tjeneste har hver af Hans hellige. De er blevet genløste for denne Sags Skyld, at de skal leve midt imellem de døende Millioner i Verden som Guds Præster.

Som Gud er hellig, saaledes maa Præsterne i særlig Forstand være hellige. Dette betyder ikke alene adskilte fra alt urent, men hellige for Gud, - sat til Side til Hans Brug alene. Adskillelsen fra Verden og Helligelsen til Gud var synlig paa flere Maader. Det kunde ses paa Klædedragten, - det hellige Klædningsstykke, forfærdiget efter Guds egen Anordning, kendetegnede dem som hørende Herren til. - - Det kunde ses af de Befalinger, der var givet angaaende deres Renselse, og dette, at de ikke maatte komme i Berøring med Død og Besmittelse. Meget, der var tilladt for en almindelig Israelit, var forbudt for Præsterne. Og Præsterne fik ingen Arv mellem de andre Stammer. Gud var deres Arv. Deres Liv skulde være et Liv i Tro, sat til Side for Gud. De maatte leve af Ham saa vel som for Ham. Alt dette er Symbolet paa, hvorledes Ny Testamentes Præster skal være. Vor præstelige Indflydelse hos Gud afhænger af vort personlige Liv og vor Vandring. Vi maa være mellem dem, om hvis Vandring paa Jorden Jesus siger: "De har ikke besmittet deres Klæder."

Ved vor Overgivelse af, hvad der maaske kan være lovligt for andre, og i vor Adskillelse fra Verden maa vi bevise, at vor Indvielse til den hellige Gud er helhjertet. - Ligesom Præsterne i den gamle Pagt skulde være uden Lyde, saaledes maa vi findes "uden Plet og Rynke" - et Guds-Menneske, dygtiggjort til al god Gerning — — — fuldkomne som dem, der ikke staar tilbage i noget. Og vi maa være villige til at opgive alt jordisk, villige til ligesom Jesus at forsage alt og kun have Gud selv som vor Del, — at besidde, som om vi ikke besad noget, og hellige alt til Herren, - dette er Kendetegnene paa en sand Præst, - et Menneske, der lever for Gud alene og for sine Medmennesker. Og nu Vejen til dette Præsteskab! I Aron havde Gud udvalgt alle hans Sønner til at blive Præster, - enhver af dem var Præst i Følge sin Fødsel. Og dog kunde han ikke tiltræde sit Embede uden en speciel Indvielse. Ethvert Guds Barn er Præst paa Grund af sin Fødsel, han er i Slægt med den store Ypperstepræst, bundet til Ham med Blodets Baand, — men dette er ikke nok. Han vil kun kunne udøve sin Præstetjeneste, hvis han modtager den og bliver indviet til den. Med Aron og hans Sønner gik det til paa denne Maade: Efter at de var blevet renset med Vand og iført Dragten, blev. de salvet med den hellige Olie. Ofre blev derefter bragt, og med Ofrenes Blod blev deres højre Øre, den højre Haand og den højre Fod bestrøget. Og saa blev de og deres Klædebon bestænket med Blod og Olie. - Og saaledes er det, naar Gudsbarnet fuldere end før tilegner sig, hvad Blodet og Aanden, i hvilke han allerede har Del, - er for ham, - at han faar Magt til at blive en hellig Præst for Herren. Blodet vil borttage enhver Følelse af Uværdighed, - Aanden enhver Fø- lelse af Uduelighed. -

Lad os lægge Mærke til, hvad der var nyt i den Maade, Blodet blev anvendt paa overfor Præsterne! Hvis han før i Anger havde bragt et Syndoffer, idet han søgte om Tilgivelse, var Blodet blevet stænket paa Altret, men ikke paa hans Person. Men nu ved hans Indvielse til Præst maatte han i en inderligere Forbindelse med Blodet; Øre, Haand og Fod blev ved en speciel Handling bragt ind under Blodets Magt, og han blev helt taget i Besiddelse af og indviet til Gud. Saaledes erkender den troende ogsaa, - der før har været tilfreds med, at Blodet har sonet hans Synd, - at en inderligere Forening med Blodet er nødvendig, før han kan indtræde i sit hellige Embede, han maa erfare Blodets Kraft til Renselse fra en ond Samvittighed, - at det renser fra al Synd. Og det er, naar han tilegner sig dette, at han faar fuld Forvisning om, at hans Forbøn har Magt hos Gud. Blodet giver Retten, og Aanden giver Magten og gør os tjenlige til denne Gerning. Han aander ind i os denne præstelige Aands brændende Nidkærhed for Guds Ære og for Sjæles Frelse. Han gør os saaledes til eet med Jesus, at Bøn i Hans Navn bliver en Virkelighed. Han styrker os til troende Bøn der formaar noget. Jo mere den troende er fyldt af Kristi Aand, desto mere helhjertet vil han hengive sig til et Liv i Forbønnens Tjeneste.

Elskede Medkristne! Gud behøver virkelige Præster, der vil leve i Hans Nærhed, og som vil lade deres Forbøn hente Hans Velsignelser ned til andre. Og Verden behøver i høj Grad Præster, der vil bære de døendes Byrder og frembære deres Behov for Gud.

Er du villig til at hengive dig selv til denne hellige Tjeneste? Du ved, det betyder intet mindre, end at du ligesom Kristus maa opgive alt, for at Guds Frelse og Kærlighed kan blive kendt mellem Mennesker. O, bliv ikke ved med at være mellem dem, som er tilfreds med selv at være frelst og lige akkurat kan opholde Livet. Lad intet holde dig tilbage fra at blive en virkelig Præst, intet mindre end en af den Højeste Guds Præster! Følelsen af Uværdighed eller Udygtighed behøver ikke at hindre dig. Ved Blodet virker Genløsningen i dig, — ved Aanden er et guddommeligt Liv sikret dig. Blodet sørger for, at din Bøn gælder hos Gud, og Aanden lærer dig at bede efter Hans Vilje. Gennem Blodet og Aanden har du fuld Forvisning om, at alle de vidunderlige Løfter, der knytter sig til Bøn i Jesu Navn, vil blive opfyldt for dig. Idet du bliver i Forbindelse med din store Ypperstepræst, kan du bede om, hvad du vil, og det skal blive dig til Del. Du vil have Magt til at bede en retfærdigs Bøn, der formaar meget. Du vil ikke alene bede i al Almindelighed for Verden, men du vil være i Stand til i din egen Kreds at gøre en Præsts Gerning, - at træde frem for Gud og modtage fra Ham, hvad du beder om, og gaa ud og velsigne i Hans Navn.

Kom og bliv Præst, helhjertet Præst! Søg at vandre for Guds Ansigt i fuld Bevidsthed om, at du er blevet sat til Side til Forbønnens hellige Tjeneste.

Herre, lær os at bede!

O, Du min velsignede Ypperstepræst, modtag min Adskillelse for Dig, med hvilken min Sjæl nu besvarer dette Budskab! Jeg tror paa Dine helliges Præsteskab, - og at ogsaa jeg er Præst, saa jeg kan træde frem for Din Fader og med den Bøn, som formaar meget, kan hente Velsignelse ned. til Mennesker omkring mig. Jeg tror paa Blodets Kraft til at rense fra al Synd, og som giver mig Frimodighed over for Gud, og at jeg i Troens fulde Forvisning kan vente, at min Bøn bliver hørt. Jeg tror paa Aandens Salvelse, som vil hellige mig og fylde mig med Bevidstheden om mit høje Kald og med Kærlighed til Sjæle, og som vil undervise mig om Guds Vilje og lære mig at bede i Overensstemmelse med den, — bede Troens Bøn.

Jeg tror, at ligesom Du, min Herre Jesus, i alle Ting er mit Liv, saaledes er Du ogsaa med mig i min Bøn og vil selv drage mig helt ind i Fællesskabet med Dig og den Gerning, Du udøver som Forbeder.

I denne Tro overgiver jeg mig selv denne Dag til Dig, min Gud, til at blive en af Dine salvede Præster, til at staa for Dit Ansigt og øve Forbøn for Syndere og til at gaa ud og velsigne i Dit Navn.

Hellige Herre Jesus, modtag og besegl min Indvielse! Læg Dine Hænder paa mig og indvi Du mig selv til denne hellige Tjeneste! Og giv mig Naade til at færdes mellem Mennesker med Bevidstheden om, at jeg er den højeste Guds Præst, og maa min Karakter være et Vidnesbyrd om det!

"Han, som elskede os og rensede os fra vore Synder ved Sit Blod og har gjort os til et Kongerige af Præster for Gud, - Ham være Ære i Evigheders Evighed, Amen!"