Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

FJORTENDE KAPITEL
Paa den dag. Helligaanden og bøn

"Paa den Dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvad som helst I beder Faderen om i mit Navn, vil Han give eder. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit Navn; bed, og I skal faa, for at eders Glæde kan blive fuldkommen. Paa den Dag skal I bede i mit Navn, og jeg siger ikke, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder." (Joh. 16, 23-26).

"Bed i Hellig-Aanden, bevar saaledes eder selv i Guds Kærlighed!"

Ordene i 1. Joh. 2. 12-14 til Børnene, de Unge og Fædrene fastslaar den Tanke, at der i Kristenlivet er tre Stadier i Erfaringen. Det første - den nyfrelstes, som særlig er præget af Frelsesvished og Glæden over Syndsforladelsen. - Det andet, de Unges, som kendetegnes af Kamp og Vækst i Kundskab og Styrke. De Unge vokser - Guds Ord gør sin Gerning i dem og giver dem Sejr over den Onde. - Og saa endelig det sidste Stade, Fædrenes, som er naaet ind til det dybe Kendskab til og Fællesskab med den Evige.

Af Herrens Undervisning om Bøn fremgaar det, at der paa lignende Maade findes tre Stadier. - I Bjergprædikenen samler Hans Undervisning sig om Navnet Fader. "Bed til din Fader", - din Fader ser, din Fader hører, din Fader ved og vil svare, - meget mere end en jordisk Fader! Vær blot barnlige og tillidsfulde! - Senere kommer vi til et andet Stade i Bønnen, der, hvor vi mødes af Konflikter og Kamp. Vi har Udtryk for det i disse Ord: "Denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste" - eller: "Skulde Gud ikke skaffe Sine udvalgte Ret, de, som raaber til Ham Dag og Nat!" - Og saa har vi i Jesu Afskedsord et højere Stade! Børnene er blevet Mænd, de er nu Mesterens Venner, for hvem Han ingen Hemmeligheder har, og til hvem Han siger: "Alt, hvad jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder", - og til hvem Han i det ofte gentagne: "Hvad som helst I vil" rækker Nøglen til Sit Kongerige. Nu er Tiden kommet til, at Magten til at bede i Hans Navn skal prøves.

Modsætningen mellem dette sidste Stade og de forberedende Stadier udtrykker vor Frelser meget tydeligt i Ordene: "Hidtil har I ikke bedt om noget i mit Navn" - og "paa den Dag skal I bede i mit Navn." Vi ved, hvad den Dag betyder. Det er den Dag, hvor Helligaanden udgydes.

Det store Værk, Kristus skulde udføre paa Korset, den mægtige Kraft og den fuldstændige Sejr, som skulde bekræftes ved Hans Opstandelse og Himmelfart, gav sig Udslag i, at Aanden kom herned fra Himlen paa en Maade som aldrig før for at herliggøre Gud og bo i Mennesker. Den herliggjorte Jesu Aand var kommet for at blive Hans Disciples Liv. Og et af Kendetegnene paa denne vidunderlige Meddelelse af Aanden var en hidtil ukendt Magt i Bøn, - Bøn i Jesu Navn, saa de kunde faa, hvad som helst de vilde, som en Stadfæstelse paa, at Helligaanden virkelig boede i dem.

For at vi kan forstaa, hvorledes Helligaandens Komme i Sandhed betød en ny Epoke i Bønslivet, maa vi huske, hvem Han er, hvad Hans Værk er, og hvorfor Han ikke blev sendt, før Jesus var herliggjort. Gud er Aand. Det var ved Aanden, Sønnen blev født, det er ved Aanden, Faderen og Sønnen er eet. Den evige, aldrig svigtende Given til Sønnen, som er Faderens Forret, og den stadige Bøn og Modtagen, som er Sønnens Ret og Velsignelse, hele denne Forening af Liv og Kærlighed er virket af Aanden. Saaledes har det været fra Evigheden af. Det er det paa en særlig Maade nu, da Sønnen som vor Midler stadig lever for at gaa i Forbøn. Det store Værk, som Jesus begyndte paa Jorden ved i Sit eget Legeme at forene Gud og Mennesket, det vedbliver Han med i Himlen. Paa Korset blev Forholdet mellem Guds Retfærdighed og Synden klaret, og saa opfor Han til Himlen, for at Han i hvert Lem paa Sit Legeme kunde føre denne Befrielse fra Syndens Magt ud i Praksis og saaledes stadfæste den Sejr, Han havde vundet. Det er for at udføre dette, at Han lever altid for at bede for os. Ved denne stadige Forbøn lever Han i Samfund med Sine genløste, som beder. Eller rettere sagt: det er Hans stadige Forbøn, som kommer frem i deres Bøn og giver dem en Magt, som de aldrig havde forhen.

Den herliggjorde Jesu Aand var ikke og kunde ikke være, førend Han blev herliggjort. Faderens Gave var noget ganske nyt, helt forskellig fra, hvad Gl. Testamentes hellige havde kendt. Det Værk, Blodet havde udrettet, da Kristus kom tilbage til Himlen, var noget helt nyt, - vor menneskelige Naturs Genløsning til Samfund med Hans Opstandelseskraft var saa virkelig, - dette, at vi forenes med den treenige Gud, var en Begivenhed af saa ufattelig en Betydning, at Helligaanden maatte komme for at stadfæste i vore Hjerter, hvad Kristus havde opnaaet; - og dette var i Sandhed ikke længere kun, hvad Han havde været i Gl. Testamente. Det er »bogstavelig" sandt, at "Helligaanden var der ikke endnu, fordi Kristus ikke var blevet herliggjort. Nu er Han den herliggjorte Jesu Aand. Ligesom Sønnen, der fra Evighed var Gud, men havde levet paa en ny Maade som Menneske og var vendt tilbage til Himlen med, hvad Han ikke havde haft før, saaledes kom den velsignede Helligaand, hvem Sønnen ved Sin Tilbagekomst modtog fra Faderen, til os med nyt Liv, som Han ikke før havde været i Stand til at meddele.

I det Gl. Testamente kaldtes Han Guds Aand; ved Pinsen kom Han ned som den herliggjorte Jesu Aand, idet Han bragte med Sig og meddelte til os Forløsningens fulde Kraft. - Det er ved Kristi Forbedergerning, at den fortsatte Virkning af Hans Forløsning bliver opretholdt. Og det er ved Helligaanden, der kom ned fra Ham til os, at vi bliver draget ind i Kristi Bøns stadig flydende Strøm. Aanden tager os paa en vidunderlig Maade ind i dette Treenigheds Liv. Ved Aanden bliver Kristi Bønner vore, og vore bliver Hans. Vi beder om, hvad vi vil, og det bliver givet os. Vi forstaar da af Erfaring, hvad disse Ord betyder: "Hidtil har I ikke bedt om noget i mit Navn; - paa den Dag skal I bede i mit Navn."

Brødre! Hvad vi behøver at bede om i Jesu Navn, hede om at maatte modtage, saa vor Glæde kan blive fuldkommen, er Daaben med Helligaanden. Dette er mere end (uds Aand i det Gamle Testamente. Det er mere end den Omvendelses- og Fornyelses-Aand, som Disciplene havde før Pinsen. Det er den hellige Aand, den herliggjorte Jesu Aand i Hans ophøjede Kraft, der kommer over os og ind i os som den iboende Jesus, og som aabenbarer Faderen og Sønnen i os (Joh. 14,16-23). Det er, naar Aanden ikke alene er til Stede i vore Bedetimer, men i hele vort Liv og vor Vandring, naar Aanden herliggør Jesus for os ved at aabenbare Hans fuldkomne Værk og gør os fuldkommen til eet med Ham og lig Ham, at vi kan bede i Hans Navn.

Saaledes er det, at vi har den umiddelbare nære Adgang til Faderen, - om hvilken Jesus siger: "Jeg siger ikke, at jeg vil bede Faderen for eder; - thi Faderen selv elsker eder." -

O, vi behøver at forstaa og tro, af det af blive fyldt med denne Aand er de troendes største Behov! Da skal vi opleve, hvad det vil sige med al Bøn og Paakaldelse at være bedende til enhver Tid i Aanden, - hvad det er at bede i Helligaanden og bevares i Guds Kærlighed.

Og saa kommer Lektien: Hvad vi kan opnaa ved vor Bøn afhænger af, hvad vi er, og hvorledes vort Liv er. Det er det at leve i Jesu Kristi Navn, der er Hemmeligheden ved at kunne bede i Jesu Navn. Det er vor Forbliven i Kristus, der giver os Ret til at bede om, hvad som helst vi vil. I samme Grad som vi forbliver i Ham, i samme Grad vil vi have Magt i Bøn. Det er Aanden i os, der beder, ikke altid i Ord, men i Sukke, dybere end vi kan give Udtryk for. Just saa meget, som der er i os af Kristi Aand - saa megen virkelig Bøn vil der være.

O, lad vore Liv blive fyldte af Kristus, fyldte af Hans Aand, da vil de vidunderlige, ubegrænsede Løfter angaaende Bøn ikke være fremmede for os!

"Hidtil har I ikke bedt om noget i mit Navn. Bed, og I skal faa, for at eders Glæde skal blive fuldkommen ! - Paa den Dag skal I bede i mit Navn. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvad som helst I beder Faderen om i mit Navn, skal Han give eder!"

Herre, lær os at bede!