Morgen og aften-vagter af J R Macduff

2den aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

Du bliver den Samme. Ps. 102, 28.

Hvilken Trøstekilde ligger der ikke i Guds Uforanderlighed ! Den kan ikke rokkes det allerringeste ved Noget. Dersom han var foranderlig, saa vilde Han ophøre at være et fuldkomment Væsen, ophøre at være Gud.

Foranderlighed er vor Lod herneden. Om alle jordiske Ting hedder det: de skulde forgaa. (Ebr. 1, 11). Himlene over os, Jorden under og og Clementerne, som omgive os, - Alt dette opløses" (2 Petr.3, 11). Det, som var os kjærest herneden, er forbifaret, de Venner, som ved deres Nærværelse forsødede os vor Pilegrimsgang, ere vandrede herfra. Men her er en fast og sikker Ankergrund midt under alle Omvexlinger paa denne Verdens urolige stormfulde Hav. "Du er den Samme." Alt er foranderligt undtagen Han, den ene Uforanderlige. De jordiske Støtter kunne vakle og falde, men det levende Tempel er urokkeligt. Røret kan bøies af Vinden, men den levende Klippe modstaar og trodser alle Storme.

Hvor saligt især at betragte vor store Ypperstepræsts Uforanderlighed! "Jesus Christus er igaar og idag den Samme, ja til evig Tid," (Ebr. 13, 8). I en vis Forstand er han vistnok forandret; Han er ikke længer en "Mand fuld af Piner" (Esai, 53, 3) - den hjemløse Vandringsmand; Han sidder nu paa Thronen i den himmelske Herlighed. Serapher prise Ham - Hellige tilbede Ham, men Hans Hjerte kjender ingen Forandring. Hans Himmelfarts Herlighed har ikke udslettet Hans ømme Medfølelser for den arme Menneskeslægt. Vi kunne tænke os Ham, da han modtog arme fortabte Syndere, tænke paa Ham ved Nains Porte eller fældende Medlidenhedens Taarer over den fortabte Stads eller Deeltagelsens Taarer ved Lazarus's Grav og sige: "Du er den Samme." Det Navn, som Han ved Engle gav sig selv for sin Kirke indtil Han kommer igjen, er "den samme Jesus." Hvad han aabenbarede for Johannes paa Patmos, forkynder han fremdeles til evig Tid: "Jeg er den Levende." (Aab.1, 18).

Du troende Sjæl! har du nogensinde fundet Ham forunderlig mod Dig? Er du kanske nu i denne Stund bedrøvet over, at han unddrager dig sit Ansigts Lys, der var din største Glæde? Siger du i dit Hjertes Bitterhed: "haver Gud glemt at være naadig? (Ps. 77, 10). Forandringen er hos dig selv, ikke hos Gud. Det er dig, som er gaaet bort fra Ham, medens Hans Kjærligheds Sol skinner ligesaa klart, som nogensinde. "Han kan ikke blive træt, ei heller vansmægte." (Esai. 40, 28).

Eller kanske det er andre Prøvelser, som trykke dig, din Guds Haand hviler kanske tungt paa dig? Du nærer kanske i dit stille Sind den Tanke, at Han kunde have sparet dig for en eller anden Taare - at Tugtelsen ikke havde behøvet at være saa streng - at Han kunde have afvendt eller idet mindste mildnet det Tab, som rammede dig. Sku opad og siig med Psalmisten: "jeg vil komme Herrens Gjerninger iHu, sandelig jeg vil komme dine underlige Ting i Hu fra fordums Tid." (Ps.77, 12). Betænk, at Han, hvis Haand blev naglet til Korset for dig, er den, som nu taler din Sag for Naadens Throne, at Han er den, som tilskikker dig enhver Prøvelse, og kom i Hu disse Apostelens Ord: "Han, som ikke svarede sin egen Søn, men gav Ham hen for os alle, hvorledes skulde Han ikke ogsaa skjænke os alle Ting med Ham?" (Rom. 8, 32). O! naar du saaledes kan hvile dit Hoved ved Jesu Uforanderlighed, da vil du midt under denne foranderlige Verdens haarde Slag og Prøvelser den ene Aften efter den anden, indtil den Morgen bryder frem, da der ikke mere følger nogen Nat eller Omvexling, kunne sige: I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du, Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.