Morgen og aften-vagter af J R Macduff

5te morgen
Herre! Du skal (tidlig) om Morgenen høre min Rost; jeg vil beskikke mig (tidlig) om Morgenen for Dig.

Naar jeg Vandrer mit i Angest, skal Du holde mig ilive. Ps. 138. 7.

Velsignede Herre og Frelser, som atter forunder mig at træde frem for Din Naades Throne, oplys Du mit Hjerte i denne Dag. Lad mig udføre mit Dagværk og møde alle Prøvelser med en Sjæl, der midt under alle Bekymringer har Fred og Hvile, fordi den har Fred med Dig.

Lovet være Du, fordi jeg kan "synge om Miskundhed og Ret." (Ps.101, 1). Du kunde have handlet med mig i Vrede, men jeg veed, at det er af Naade og Kjærlighed, naar Du sender mig de strengeste Tugtelser. O, at de maatte have den tilsigtede Virkning: at drive mig til at søge den eneste sande Hvile for min Sjæl i min Frelsers Arme. Naar den ene Støtte og Tilflugt efter den anden svigter mig, maatte jeg da lære at skatte Dig, min eneste sikkre Tilflugt, saameget høiere.

Hvor ofte sender Du ikke Prøvelser, for at Dit Folk maa lære bedre at see Din naadige Haand! Naar Alt er uroligt og stormer omkring os, hvor ofte fornemme vi ikke just da Din Nærhed, Din opholdende Naades og Barmhjertigheds Rigdom. Min inderlige Bøn er, at enhver Prøvelse maatte gjøre Dig, Herre Jesus, saa meget mere dyrebar for mig. Naar den ene jordiske Støtte efter den anden vakler og falder, maatte jeg da kjende hvad det er at støtte mig ene og alene til Dig, at overgive al min Sag til Dig, idet jeg holder mig til Dig, den Ven, som hænger fastere ved end en Broder" (Ordspr. 18, 24), betro til Dit medfølende Hjerte al min Trang og Nød og med fuld Fortrøstning støtte mig til og sinde Hvile ved Din opholdende og aldrig svigtende Arm.

O, min velsignede Frelser, hvad er min Nød, mine bittreste Taarer og Smerter i Sammenligning med alt det, som Du saa frivilligen har baaret for mig. Maatte Erindringen herom bringe mig til med Taalmodighed at bære Alt, hvad Du maatte finde tjenligt at paalægge mig. Giv mig Naade til bestandig at see, at min bittreste Smerte er min Synd, at mit tungeste Kors er, at mit Hjerte er saa utro, saa ustadigt. Naar jeg tænker paa hiin salige Tid, da Gud skal aftørre hver Taare, maatte jeg da især fryde mig over, at der da ikke mere skal være nogen Synd, som kunde volde nogen Taare.

Jeg vil ligge ydmygt ved min Frelsers Fødder og ikke fortrøste mig til noget Andet, end til Ham alene, til Hans fuldkomne Retfærdighed og Forløsningsværk. Jeg fryder mig ved at tænke paa den gjenløste Skare "hvilken Ingen kan tælle" (Aabenb. 7,9), som staar for Hans Throne," og paa, at Han fremdeles er lige mægtig og villig til "fuldkommelige nat gjore dem salige, som komme til Gud formedelst Ham." (Ebr 7, 25).

Skjænk, o Herre, Din rigeste Velsignelse til alle mine Kjære. Maatte alle de, som ved Naturens Baand ere knyttede til mig, høre Dig til, saa at vi kunde blive Eet i Dig. Maatte vi om vi end heri Livet skulde vandre adskilte fra hverandre, dog glæde os ved Tankes om, at vi Alle vandre den samme Vei Veien til Zion, og at de Baand, som ere os de kjæreste og dyrebareste, ved Enden af den usikre og ustadige Vandring gjennem Livet ville styrkes og vare for Evigheden, da vi skulle skue Dig Ansigt til Ansigt.

Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa Dig.