Morgen og aften-vagter af J R Macduff

7de aften
Jeg vil eitertænke om Dig i Nattevagterne.

Retfærdighed og Dom er Din Thrones Befæstelse. Ps. 89, 14.

Lader os skue hen til det Sted, hvor Guds Retfærdighed og Hellighed paa den mest høitidelige og alvorsfulde Maade er os aabenbaret. Det hedder hos Propheten: "O Sværd! vaagn op over min Hyrde og over den Mand, (som er) min Næste." (Sach.13, 7). Dette er bleven fuldbyrdet. - Hyrden er bleven slagen. Tusinders og atter Tusinders evige Fordømmelse kunde ikke saa alvorligen have vidnet om Guds uforanderlige Retfærdighed, som den ene Røst, der paa Golgatha's Kors opsendte det Smertens Raab: "Min Gud, min Gud! hvorfor haver Du forladt mig?" (Matth. 27, 46).

Fryd dig min Sjæl! Den Retfærdighed, som krævede Fuldbyrdelsen af den velfortjente, Fordømmelse af Millioner Fortabte, kan nu ved Forsoningens Naade stikke Hævnens Sværd i Skeden og fryde sig over Tusinder og atter Tusinder af Gjenløste. Den Lov, der erklærede den hele Verden skyldig for Gud, kan nu fryde sig over at see ethvert af dens Bud adlydt, enhver af dens Fordringer opfyldt. Lovgiveren, den Retfærdige selv, er bleven Retfærdiggjøreren, borttager Fordømmelsens Lænker og forkynder sit "Ikke skyldig". "O Lov!" siger Luther, "jeg druknet min Samvittighed i Jesu Christi Saar, Blod, Død, Opstandelse og Seier!"

Forunderlige Tanke! Retfærdigheden, som netop udelukker Synderen, er den første som slaar Døren viid aaben for ham og byder ham velkommen, idet den forkynder, at den uendelige Fortjeneste har udslettet den uendelige Skyld - at den uendelige Hellighed har skjult den uendelige Synd. Da "Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Befæstelse," er der naadigen bleven sørget for "at Miskundhed og Sandhed" - i fuld Overensstemmelse hermed - "gaa frem for Hans Ansigt." (Ps. 89, 15).

Læser! det er dig gavnligt ret ofte med hellig Bæven at dvæle ved og betragte din Guds ubøielige Retfærdighed. Det vil lære dig at skatte høiere Hans Naades Rigdom og Forløsningens Herlighed, det vil gjøre Jesus ret kostelig for din Sjæl. Dersom Synderen skal frelses, saa maa Herren "sætte Ret til Maalesnoren og Retfærdighed til en Vægt" (Esai.28, I7). "Den Syndfrie" siger Lefevre, "maatte fordømmes, dersom den Skyldige skulde gaa fri. Den Velsignede maatte bære Forbandelsen, dersom de Forbandede skulde kunne faa nyde Velsignelsen. Livet maatte dø, dersom de Døde skulde saa Livet". - "Da jeg en Aften bad," siger Henry Martyn, "stod Guds forfærdelige Dom over Syndere i Helvede saa levende for mig, at jeg bævede af Rædsel. Jeg flyede skjælvende til Jesus, som om Flammerne vare nær ved at gribe mig. O! Christus vil i Sandhed frelse mig; ellers maatte jeg forgaa."

Min Sjæl! grib og hold fast ved den af Retfærdigheden selv beseglede Forsikkring, at "hver den, som troer paa Ham, ikke skal fortabes" (Joh. 3, 15).

Ikke fortabes! Det er Retfærdighedens Gud selv, som forkynder saa stor en Frelse - Frelse fra den overtraadte og krænkede "Lovs Trudsler - Befrielse fra den betyngede Samvittigheds Anklage - Fred i Døden - Naade her - Herlighed hisset! O! hvad mere skulde vel Synderen kunne tiltrænge eller Synderens Gud skjænke ham.

I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.