Morgen og aften-vagter af J R Macduff

8de aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

Gud er Kjærlighed. 1 Joh. 4, 16.

Den største Hemmelighed i Bibelen, siger en gammel Forfatter, er Kjærlighedens "Saa haver Gud elsket Verden, at Han haver givet sin Søn, den eenbaarne." (Joh.3, 16.). Hvorledes for en elendig, fortabt Verden forlod Livets Fyrste den Herlighed, Han havde i Faderens Skjød fra Evighed af, og udaandede sit Liv ved en skjændselsfuld Død paa Korsets Træ! O, hvilken uforklarlig, uudsigelig Kjærlighed! Er det ikke næsten alt for stort, altfor godt til virkelig at være sandt? Den uendelige Kraft og Herlighed ynkes over den uendelige Skrøbelighed! Himmelens store Sol, det endnu ufødte Lys's Kilde maatte formørkes for at vort Livs Lys ikke for evig skulde slukkes. "Saa elskede Gud Verden!" Denne Kjærlighed er et Dyb, som Mennesket aldrig vil kunne udgrunde, ja selv i Evigheden, hvor vi skulle gaa fra Lys til Lys, fra Herlighed til Herlighed ville vi dog komme til at maatte bekjende, at Christi Kjærlighed "overgaar Kundskaben." (Ephes.3,19).

Min Sjæl! søg at trænge ind i denne din tilbedede Frelsers Kjærligheds Hemmelighed. Inden Tiden endnu skabtes var denne Kjærlighed til. "Der Han beskikkede Jordens Grundvolde, da var jeg hos Ham, (som) den,der opfostrer, og var (Hans) store Lyst hver Dag, som legede altid for Hans Ansigt." (Ordspr. 8. 29, 30). Og uagtet Han forudsaa alle de Lidelser, som ventede Ham, saa kunde dog Intet afskrække Ham fra at betræde sin Trængsels Sti, der Tidens Fylde kom. "Han vendte stadelig sit Ansigt til Jerusalem." (Luc. 9, 51); ja som om Han længedes efter Seierens Stund, udraabte Han: "Jeg maa døbes med en Daab, og hvor bange er jeg, indtil den bliver fuldbragt!" (Luc. 12, 50).

Tænk paa denne Kjærlighed De glødende Kul i Røgelsekarret ere kun et svagt Billede paa den brændende Kjærlighed, som vor store Ypperstepræst indenfor Forhænget har til sit Folk. Der bærer Han hver Enkelts Navn uudslettelig indgravet paa sin Brystplade. Som Han elskede dem i Begyndelsen, saaledes vil Han elske dem lige indtil Enden. Den jordiske Kjærlighed kan blive kold og foranderlig ja endog dø. Men ikke saaledes med Hans Kjærlighed, Vennens fremfor alle Venners. Den er stærk, som Døden - overlever Døden - ja den er udødelig som Evigheden. Hør, hvorledes Han selv taler om den: "Ligesom Faderen haver elsket mig, saaledes haver og jeg elsket Eder." (Joh.15, 9). "Du seer i Ham," siger en from Forfatter, "et Hav af Kjærlighed uden Bund, uden Skranker, som flyder over Himmelens Bredder og strømmer ned over denne arme Verden, for at aftoe al Menneskets syndige Besmittelse."

Velsignede Jesus! hvor kold, ustadig og forgjængelig har ikke min Kjærlighed til Dig været i Sammenligning med Din Kjærlighed til mig! O drag mig mere ind under dens tvingende Magt! Maatte jeg baade i Ord og Tanker, ja ved Alt, hvad jeg foretager mig, bestandig komme ihu, at jeg ikke er min Egen, men tilhører Dig, Herre! Hvorledes skal jeg kunne elske Dig nok, Du, der har en saa ubegribelig Kjærlighed til mig! Maatte mit hele Liv herefter være en eneste Lov og Taksigelse for Din Kjærlighed og Naade!

Idet jeg nu i denne Aftenstund staaer ved Bredden af dette uoverskuelige Hav og betragter dets Længde og Bredde, medens hver Bølge hvisker: "Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed!" (Luc. 2, 14), kan jeg i salig Fortrøstning til Dig sige:

I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.