Morgen og aften-vagter af J R Macduff

8de morgen
Herre! Du skal (tidlig) om Morgenen høre min Røst; jeg vil beskikke mig (tidlig) om Morgenen for Dig.

Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og hvorfor bruser du over mig? Bi efter Gud. Ps. 43, 5.

O Gud, i Din uendelige Forbarmelse har Du atter opholdt mig og tillader mig at træde frem for Dig. Maatte hver Morgen finde mig bedre forberedt for Udødelighedens herlige Morgen, da Dagen skal bryde frem og alle Jordens Skygger skulle forsvinde.

Maatte jeg i denne Dag søge mere at vandre i et nyt Levnet og blive mere hellig, mere himmelsk sindet.

Du minder mig bestandig ved Dine Førelser med mig om, at jeg ikke her paa Jorden har noget blivende Sted. Det er godt, Herre, at Du ved Din kjærlige, for mig saa nødvendige Tugt lærer mig at vogte mig for Verdens forføreriske Magt og drager mit Sind bort fra dens forfængelige og forgjængelige Ting.

O min Gud, jeg føler mig haardt trykket af min Synd ; jeg er bedrøvet over min syndige Tilbøielighed til at give efter for Fristelsen. Ak hvor meget er der ikke, som alt for ofte vil drage mig bort fra Dig og leder mig til, at søge min Lykke og Glæde i de skabte Ting, istedetfor i Dig, den uendelige Kilde til al Glæde og Herlighed. Hvor bedrøvelige ere ikke mine Afvigelser fra Dig, hvor ofte har jeg ikke brudt mine høitideligste Løfter til Dig ! hvorledes har ikke Synden, som jeg havde forsaget og forsvoret, truet med atter at tage Herredømmet over mig! hvor har min Samvittighed ikke været lidet øm! hvor liden Frygt for Ustadighed i min Gang! Hvor ofte har jeg ikke istedetfor, opfyldt af hellig Lov og Priis og Kjærlighed, at hænge ved Dig med mit hele Hjerte, været tilbøielig til at vandre efter fremmede Guder!

Herre, naar jeg betragter mig selv, da har jeg vistnok god Grund til Forsagthed og Frygt. Min Samvittighed udtaler atter og atter Fordømmelsdommen over mig, og jeg finder Intet hos mig selv at undskylde min Synd med. Hvor skal jeg fly hen? Til hvem uden til Dig, Du Guds Lam, Du som har baaret og forlader mig alle mine Synder.

Giv mig Naade til hver Stund at leve mere af Din Naade, til med mere barnlig Fortrolighed at støtte mig til Din Arm, med mere enfoldig Tro at skue hen til det fuldendte Forsoningsværk, idet jeg slipper al Tiltro til mig selv og som en fattig elendig Tigger overgiver mig ganske til Dig, som har gjort Alt, lidt Alt og baaret Alt for mig. Naar Mørke og Angest vil overfalde mig, naar Trængslerne blive mange og den jordiske Glædes Kilde er udtørret, maatte jeg da, idet jeg fuld af Fortrøstning hviler i Dine Arme, eie det, som rigeligen erstatter Tabet af alle jordiske Ting: "Din Miskundhed, der er bedre end Livet." (Ps. 63, 4). "Jeg vil gaa ind i Herrens Kraft.« (Ps.·71,16). "Vil Han slaa mig ihjel, skulde jeg dog ikke haabe?" (Job. 13, 15).

Herre, vær Du med alle mine Kjære, maatte alle mine Slægtninge faa Deel i Dig, saa at disse jordiske Hengivenheds Baand, som før eller senere maa briste, kunde fornyes og vedvare i al Evighed for Din Throne.

Forbarm Dig over alle Sørgende, Trøst alle bekymrede Sjæle. Maatte Herrens Glæde være deres Styrke (Neh. 8, 10). Herre, forlæng den kostbare Naadetid. Maatte de, som skulle dø, være beredte til denne store Overgang; O Alt hvad jeg beder om er for Jesu Skyld. Amen.

Lad mig aarle høre Din Miskundhed; thi , jeg haver forladt mig paa Dig.