Morgen og aften-vagter af J R Macduff

10de aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

Han skal føde som en Hyrde sin Hjord, samle Lam i sin Arm og bære dem i sit Skjød, Han skal lede de (Faar), som ere med Lam. Esai. 40, 11.

Hvor godt er det ikke i Sorgens, Smertens og Savnets Stund at have en øm og deeltagende jordisk Ven. Min Sjæl, de ovenanførte Ord tale til dig om En, som er dig nærmere, som elsker dig inderligere end nogen jordisk Ven - en Ven, som aldrig svigter, den kjærlige Gud! Hvormange dyrebare Navne har ikke Jesus givet sig selv, for at fremstille sin ømme Kjærlighed og Hengivenhed for sit Folk! vaager ikke en Hyrde med stor Omhu over sin Hjord? "Herren er min Hyrde." (Ps. 23, 1). Viser ikke en Fader den kjærligste Omsorg for sine Børn? "Jeg vil være Eders Fader." (2 Cor. 6, 18). Pleier ikke en Moders Kjærlighed at fremstilles som et Billede paa den inderligste Ømhed? "Som En, hvem en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste Eder. (Esai. 66, 13). Er ikke Øiestenen den mest ømfindtlige Deel af det fineste legemelige Organ? Han bevarer dem, "som sin Øiesten." (5 Moseb. 32, 10).

"Han skal ikke sønderbryde et knuset Rør." (Esai. 42, 3). Naar Sjælens Hyrde og Tilsvnsmand" (1 Pet.2,25) finder den arme Synder som et fortabt Faar, vandrende omkring paa vildsomme Bjerge, hvor kjærligt handler Han ikke da med det. Der er intet Vredens Blik - intet bebreidende Ord - i stum Kjærlighed "lægger Han det paa sine Skuldre med Glæde." (Luc.. 15, 5).

Da Petrus faldt, saa vilde Frelseren ikke saare ham mere end nødvendigt. Han kunde have sendt ham mange af de gjennemtrængende Blik, der bragte Petrus's Angerstaare til at rinde; men Han saa kun een Gang paa Petrus med dette Blik; og om Han end en Gang senere minder Petrus om hans tre Gange gjentagne Fornegtelse, saa sker dette ved tre Gange at gjentage det ømmeste af alle Spørgsmaale: "Glsker du mig?" (Joh. 21, 15-17).

Min Sjæl! er du bedrøvet over, at din Tro er saa svag, din Kjærlighed saa kold, over dine mange aandelige Brøst? Frygt ikke! "Han kjender Din Skabning." (Ps.103,14). Han vil fare ømt og varligt med din svage Tro, Han vil "bære i sine Arme" dem, som ikke formaa at gaa, og lede de arme, nedbøiede og forsagte Sjæle ad en mindre ujævn og tornefuld Vei end de Andre. Naar "Løven" eller "Bjørnen" kommer, da kan du trygt stole paa Ham, den sande David, den ømmeste af Hyrder. Lider du under ydre Trængsler eller Prøvelser? Fortrøst dig til Ham, som vil føre dig ømt og kjærligt. Han fører ikke Riset med nogen haard Haand; Han forbarmer sig inderligen over sine Børn, just naar Han tugter dem. Den ømmeste jordiske Fader kan maaske nogen Gang tale et haardt, et mere end nødvendigt haardt Ord, men ikke saaledes med Gud. Han kan maaske synes ligesom Josef at "tale haarde Ting" (1 Moseb. 42, 7); men der er dog ligefuldt Kjærlighed i Hans Hjerte. Han vil ikke uden Nødvendighed bruge sin Gartnerkniv, eiheller vil han skjære for dybt. Prøvelsernes Ild skal ikke brænde hedere end nødvendigt. Din ømme, kjærlige Gud er den, som selv afpasser den.

Og hvad er det, du troende Sjæl, som har forhvervet dig al denne kjærlige Omhu? Det er Jesus, Gudmennesket, Midleren, Han, som forener Guddommens Almagt med en Kjærlighed, der er større end vi kunne fatte eller forstaa. Er dit Hjerte knust af Sorg og Smerte? det er Hans Hjerte ogsaa. Er dine Øine formørkede af Taarer? det var Hans Øine ogsaa. "Jesus græd." (Joh. 11, 35). Han, som engang var den dybt Bedrøvede, men nu er i Herlighed, Han har endnu en Broders Hjerte. Andre kunne maaske ikke forstaa din bybe Smerte, men Han kan det.

Naar jeg har en saadan øm og kjærlig Gud, som har Omhu for mig og sørger for mig, som vaager over min Vandring om Dagen og vogter mit Leie om Natten, da vil jeg

I Fred lægge mig og sove tillige; thi Du, Herre, alene stal lade mig bo tryggeligen.