Morgen og aften-vagter af J R Macduff

10de morgen
Herre! Du skal (tidlig) om Morgenen høre min Røst; jeg vil beskikke mig (tidlig) om Morgenen for Dig.

Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed 2 Cor. 12, 9.

O, Du "Høie og Ophøiede, som boer evindeligen, og hvis Navn er helligt," (Esai. 57, 15) værdiges at høre en arm, elendig Synder, som atter i denne Morgenstund vover at nærme sig Din Thrones Skammel. Forund mig nu Din Helligaands Hjælp, saa at jeg netop paa Grund af min Skrøbelighed maa blive stærk. Det er Din egen naadige Forsikring, at "de som forvente Herren, skulle fornye deres Kraft". (Esai. 40, 31). Jeg vil fortrøste mig til min trofaste Guds naadige Forjættelser. Maatte min egen Tomhed drive mig til Dig, i hvem al Fylde boer. Maatte Bevidstheden om min egen Svaghed lære mig at slippe alle jordiske Støtter, al jordisk Tilflugt og Fortrøstning, og at "bo i den Høiestes Skjul." (Ps. 91, 1).

Herre, jeg bekjender idag for Dig med Skamfuldhed og mit Ansigts Blussel mine mangehaande Skrøbeligheder, min Kulde og Lunkenhed, min Mistro til Dit Forsym min Ufølsomhed for Din Kjærlighed, min Knurren over Dine Førelser, min Underhandlen med Synden og min Modstand mod Din Naade. Hvor ofte har jeg ikke ligesom det svage Rør bøiet mig for Fristelsens Vind, saa at mine bedste Beslutninger have været "som en Sky om Morgenen og som den Dug, der kommer aarle." (Hos.13, 3).

Og dog Herre! har Du endnu ikke sønderbrudt "det knusede Rør" ei heller "udslukket den rygende Hør". (Esai. 42, 3), men hidindtil naadigen sparet mig. Dine Veie ere ikke som Menneskets Veie (Esai. 55, 8.), ellers vilde Du for længe siden være bleven træt af mig. Men Du, evige Gud, "kan ikke blive træt, eiheller vansmægte." (Esai.40, 28). Jeg "haver faaet dobbelt af Herrens Haand for alle mine Synder." (Esai. 40, 2).

Jeg fryder mig ved at vide, at det især er det Nedtrykte, som Du har lovet at "lede sagteligen." (Ps. 2, 23). Du vil ikke føre mig paa nogen tungere Vei end Du finder nødvendig for mig. "Herre! vær Borgen for mig." (Esai. 38, 14). Maatte jeg i denne Dag fortsætte min Vandring gjennem dette Livs Ørken med en mere enfoldig, barnlig og stadig Fortrøstning til Dig. Læg du denne nye Sang imin Mund: Herren er "min Miskundheds Gud og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig." (Ps.144, 2). Siig Du til mig midt under al min Skrøbelighed: Frygt ikke, du Orm, Jakob ! Idet jeg fortrøster mig til, at Du stedse er mig nær, vil jeg gaa fra Kraft til Kraft.

Bevar mig i denne Dag for Synden. Maatte ingen daarlige Tanker, forfængelige Indbildninger eller bedragelige Lyster hindre min Vandring med Gud. Maatte en bestandig Erkjendelse og Fornemmelse af min egen Skrøbelighed holde mig nær til Dig og Din Forsonings Offer. Velsignede Jesus, maatte min hjælpeløse Sjæl bestandig hænge fast ved Dig.

See i Naade ned til alle dem, der ved Naturens Baand ere knyttede til mig. Lad Din Velsignelse hvile over dem Alle. Maatte vi Alle være paa den rette Vei til Zion, og blive saaledes løfte fra de jordiske Baand, at vi kunde fornemme, at Zion er vort rette Hjem.

Om vi end vandre paa forskjellige Stier og ere adstilte, kanske fjernt fra hverandre, maatte dog vor Vandring saa den samme velsignede, salige Ende. Maatte vi Alle mødes i Herligheden, mødes hos Dig. Og Alt hvad jeg beder om er for Jesu Skyld. Amen

Lad mig aarle høre Din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa Dig.