Morgen og aften-vagter af J R Macduff

11te aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

Taalmodighedens Gud. Rom. 15, 5.

Der er Intet mere forunderligt end denne Guds Langmodighed. Tænk hvorledes den har vedvaret gjennem alle Tiders Løb i 6000 Aar. Tænk, hvormange Millioner efter Millioner have været Gjenstand for denne Taalmodighed. Tænk, hvor mange store og afskyelige Synder i denne lange Tid have prøvet og trættet Hans Langmodighed! Verdens Historie er en fortløbende Række af Uretfærdighed, som har sat den Almægtiges Overbærelse paa Prøve. Guds Kirke er ligesom en skrøbelig Ark, omtumlet paa Vantroens mægtige Hav, og dog er Verden endnu sparet, dog er "Hans Haand endnu udrakt" (Esai. 5, 25.) for at udøve Barmhjertighed.

Og hvem er denne Taalmodighedens Gud? det er Herren, den Almægtige, der kunne knuse alle disse Millioner i et Øieblik, som ved et Pust kunde tilintetgjøre hele Verden, ja som ikke behøvede Andet end at unddrage den sin mægtige, opholdende Arm for at bringe den til at styrte sammen. Visselig, naar vi betragte alle Guds Egenskaber, saa er der neppe nogen mere forunderlig end Hans store Langmodighed. Han er "naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed." (Neh. 9, 17). Han "hjemsøger Misgjerninger paa Børn, paa dem i tredie og paa dem i fjerdeLed." (2 Moseb. 20, 5.), men Han "gjør Miskundhed mod tusinde Led." (6V.). I 1500 Aar ligefra Moses's til Jesu Tid, har han baaret over med Israels Vantro, og dog taler Han - som en from Forfatter bemærker - som om det kun var en Dag. "Jeg udbredte mine Hænder den ganske Dag, til et gjenstridigt Folk." (Esai.65, 2;Rom. 10, 21). Hvorledes skulle vi forklare os denne uendelige Kjærlighed? "Mine Tanker ere ikke Eders Tanker, og Eders Veie ere ikke mine Veie sagde Herren." (Esai. 55, 8). Min Sjæl! hvor har ikke Guds Taalmodighed været stor imod dig, da du i din uomvendte Tilstand vandrede bort fra Hans Hjord? med hvilken utrættelig Kjærlighed gik Han da ikke efter dig! Uagtet al din Egensindighed ophørte Han dog ikke at søge efter dig, før Han fandt dig. Tænk paa al din Daarlighed og Skrøbelighed ogsaa senere, paa al din Ubestandighed i at søge Ham. Hvor ustadig din Kjærlighed end har været til Ham, hvormeget du end haver fortjent at blive overgivet til din egen forvendte Villie, saa lyder dog Hans Ord til dig, "hvorledes skulde jeg hengive dig?" (Hos. 11, 8). Under hele dit Liv har din Frelser staaet for dit Hjertes Dør og banket, og saaledes staaer Han endnu: "See, jeg staaer for Døren og banker." (Aabenb. 3, 20).

O, hvor burde ikke Jesu Taalmodighed bevæge mig til ydmyg Underkastelse i Prøvelsens Stund! naar Han saalænge har baaret over med mig, skulde jeg da ikke være villig til at bære hvad Han finder tjenligt at paalægge mig? naar jeg tænker paa Hans Taalmodighed, hvorledes han ikke knurrede under et langt tungere Kors, skulde da jeg knurre under mit! Nei, jeg vil stræbe at dæmpe enhver saadan utilbørlig Tanke, idet jeg med tillidsfuld Fortrøstning skuer op til "Taalmodighedens Gud."

I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du, Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.