Morgen og aften-vagter af J R Macduff

17de morgen
Herre! Du skal (tidlig) om Morgenen høre min Røst; jeg vil beskikke mig (tidlig) om Morgenen for Dig.

De skulle see et langt fraliggende land. Esai 33,17.

O Gud, af din store naade og miskundhed har du atter ladet mig opleve en ny dag. Maatte nu syndens og vantroens skyer mere og mere drives bort fra min sjæl. Lad mit øie faa skue nogle glimt af din herlighed - en sød forsmag paa de glæder,m som "intet øie har seet og intet øre har hørt." (1 Cor 2.9).

Her, Herre! har jeg ikke nogen "blivende stad" (Ebr 13,14) - forandring er min lod i denne min pillegrims bolig - her vilde jeg ikke ønske at leve bestandig. Jeg har "mere behag i at vandre bort fra legemet og være hjemme hos Herren." (2 Cor 5,8). Drag mit sind og mit hjerte bort fra denne usikre verden og lad mig have den tilkommende stadig for øie. Jeg fryder mig ved at tænke paa de salige mange tusinder, som allerede ere i herligheden, iførte lange hvide klæder, og palmegrenene i deres hænder, (Aabenb 7,9) trygge mod enhver fare hos den Herre, som de elske, og som har aftørret hver taare fra deres øie. Jeg fryder mig ved at tænke paa, at det blod og den naade, der har forhvervet dem deres kroner, tilbydes mig ligesaa frit, som nogensinde. O, maatte jeg faa naade til med tillidsfuld fortrøstning at turde sige: "Iøvrigt er retfærdighedens krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer skal give mig paa hiin dag." (2 Tim 4,8).

Maatte tanken paa denne uendelige, fra synd og sorg befriede udødelighed bringe mig til villigen at bære de tungeste prøvelser her i dette liv. Naar jeg har en saadan krone i vente, vil jeg ikke knurre under det tungeste kors. Lad mig villigen gaa endogsaa gjennem den hedeste prøvelsernes smelteovn for at blive lutret og renset for denne "evige og over al maade vigtige herlighed." (2 Cor 4,17) og med stille hengivelse i din naadige villie bære alt, hvad du finder det tjenligt at paalægge mig. "Om aftenen (ja)natten igjennem skeer graad, men om morgenen frydeskrig." (Ps 30,6).

Herre, hjælp, at tanken paa, at evigheden nærmer sig, maa tilskynde mig til en større flid i din tjeneste. Maatte jeg have mine lænder ombundne, min lampe brændende. Maatte jeg benytte hver dag, ogsaa denne dag, som om den skulde være min sidste. Naar aftenens skygger leire sig omkring mig, maatte jeg da føle at denne dag er anvendt for Herren. Jeg vil være een dag nærmere døden, maatte jeg da ogsaa være een dag nærmere himmelen.

Hvad jeg beder om for mig selv, vil jeg ogsaa bede dig om for alle mine elskede venner. Bestænk hvert hjerte med din pagts blod. Maatte hvert øie blive ledet til Jesus hvert et skridt vendt mod himlen. Om vi end nu ere adskilte fra hverandre, maatte vi dog alle findes samlede paa hiin store dommens og høstens dag.

Herre, foreen dine børn mere og mere inderligt med hverandre. Hvorfor skulde vi dog være saa fremmede for hverandre og mødes og atter mødes her paa livets vei med fremmede, ja vel endog stundom avinsyge blikke, naar vi dog bekjende, at vi ere bestænkede med det samme blod, bære det samme navn og ere arvinger til den samme arv? Lad mig leve i nær forening med Jesus, saa skal jeg og leve i et inderligt samfund med hans folk og med længsel skue fremad mod den salige tid, da vi ret skulle see og kjende hverandre, da ikke mere nogen uenighedens mislyd skal forstyrre den evige lovsang: "Ham, som sidder paa thronen, og Lammet være velsignelsen og prisen og æren og kraften i al evighed!" (Aabenb 5,13).

Lad mig aarle høre din miskundhed; thi jeg have forladt mig på dig.