Morgen og aften-vagter af J R Macduff

20de aftem
Jeg vil eftertænke om dig i nattevagterne.

Hvem Herren elsker, den revser han. Ebr 12,6.

Revselse! Det er kjendetegnet, pantet paa, at vi ere børn, det er en forret, vi nyde som saadanne. "Eder er der forundt at lide for hans skyld." (Phil 1,29). Bekymringer og møie, siger en gudfrygtig mand, findes optegnet i Guds register over hans naadesbevisninger. Smerter og prøvelser siger en anden, ere arbejdere, som Gud tager i sin tjeneste, for at harve og pløie jorden.

Du troende sjæl! hviler Herrens haand tungt paa dig? Har han sønderbrudt de brønde, du haver hugget dig (Jer 2,13), har han bragt det kikajon til at visne (Jonas 4,7) eller forbitret din dyrebareste jordiske glædes kilde? Seer du langt mere mørke end lys omkring dig? Har den ene taare hurtigt maattet efterfølge den anden? Du har kanske maattet erfare mange tunge prøvelser? Du har kanske maattet prøve sygdom, forladthed, fattigdom? Vær stille! Dersom du er et Guds barn, da maa du ikke vente dig fritaget for tugten. Riset er i din Faders haand; om det end tykkes dig, at han taler haardt til dig, saa er det dog en øm og kjærligh haand, der fører riset. Om end luttringens og prøvelsens ovn forekommer dig nok saa heed, saa er dog hank, som luttrer dig nær. Hans hensigt er ikke, at ilden skal fortære dig, men at han skal rense dig. Misforstaa dog ikke hans førelser med dig. Det tungeste, som møder dig, sendes dig dog kun af naade. Vore deiligste kilder næres af de mørke tunge skyer. Om end dit øie ikke endnu formaar at opdage det, saa kan du være ganske vis paa, at du vil faa see, at alt er af kjærlighed. Den gamle Jacob udraabte først: "det gaaer altsammen over mig" (1 Moseb 42,36), men til slutning kunde han dømme med mere ro, dømme rettere; "Jacobs aand blev levende" (1 Moseb 45,27). "Ved aftens tid blev der lys." (Zach 14,7). Den hellige paa jorden kan med tro og fortrøstning sige om sine prøvelser: "Herre! jeg veed, at dine domme ere retfærdighed." (Ps 119,75). Den hellige i himlens herlighed kan gaa et skridt og sige: O Herre! jeg seer, at det er saaledes. Hans tab vil da vise sig at være hans rigdom. Du troende sjæl, naar du kaster et roligt tilbageblik paa dine tungeste prøvelser, siig mig da, vare de unødvendige? Var denne (som Augustinius kalder den) "Guds strenge naadens tugt" altfor streng? Mindre vilde nok ikke have udrettet det. Ligesom Jonas vilde du kanske aldrig være bleven vakt op uden ved stormen. Han har kanske ført dig til >arepta (smelteovnens sted), men det er for at vise dig een, hvis "skikkelse e ligesom en Guds Søns." (Dan 3,25). Naar var Gud nogensinde saa nær dig eller du saa nær ham, som under prøvelsens tid? Naar var Jesu nærhed, hans kjærlighed og medlidenhed dig saa kostelig? Naar "din kjæreste" stiger ned med fra sin "have" ere der nogle planter, af hvilke han ingen vellugt kan faa uden ved at knuse dem. De kryderier, som brugtes i det gamle tempel, bleve stødte. Guldet i dets sexarmede lysestage var drevet (hamret) guld, det var, naar dit hjertes Marahkilde (2 Moseb 15,23) var bleven bitter af synden, at han kastede i det et eller andet kors, eller anden prøvelse, "saa blev vandet sødt. (V.25)."

Min sjæl, vær stille! Prøvelsen er for dig bleven et middel til at forherlige din Gud, et middel, som englene i den verden, hvor der ei er sorg, ikke have: Taalmodighed under korset, hengivelse i din himmelske Faders villie. Ved ikke om at blive forskaanet for smerten og prøvelsen, men om naade til at være frimodig derunder, saa at du kan forherlige Gud endogsaa "i ilden" (Esai 24,15), Idet du kommer ihu, at "om aftenen (ja) natten igjennem skeer graad, men om morgenen frydeskrig," (Ps 30,6), saa luk dine øine og siig:

I fred vil jeg lægge mig og sove tillig; thi du, Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.