|
Gamle tekster
Morgen og aften-vagter af J R Macduff
22de aften
Jeg vil eitertænke om Dig i Nattevagterne.
Trøster, trøster mit Folk, skal Eders Gud sige. (Esai. 40, 1).
Guds Folk er ofte tilbøieligt til at blive "bekymret paa Veien." (4 Moseb. 21,4). I deres Sjæls Bitterhed ere de ofte tilbøielige til at sige med det modlase Israel: "nu haver Herren forladt os" (Dom.6, 13) eller med den i Troen svage Prophet: "Det er mig bedre at dø end at leve." (Jonas 4, 3).
Men den Christne har ogsaa sin Trøst og det en mægtig Trøst. Den "stille, sagte Lyd" (1 Kong. 19, 12) blander sig med den brusende Storm. Tornebusken brænder i Ilden, og dog bliver Tornebusken ikke fortæret, fordi Herren var i den. (2 Moseb. 3, 2). "Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe skal ophøies." (2 Sam. 22, 47).
Jordisk Trøst kan hjælpe til at aftørre een Taare, men snart flyder igjen en ny; Gud derimod borttørrer alle Taarer. Der er ingen Mangel eller Trang i den arme Synders bange bedravede Hjerte som ikke Han kan afhjælpe.
Er det Naade til Syndsforladelse, jeg tiltrænger? Jeg kan skue op til den allerhøieste Guds Throne og see Hellighed og Retfærdighed, Ret og Sandhed i den herligste Forening, og min bedrøvede Sjæl hører de trøstefulde Ord: "Det er en troværdigTale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden, for at gjøre Syndere salige." (1 Tim. l, 15).
Trænger jeg til Hjæle? Jeg kan skue op til den samme Throne og see min store Ypperstepræst siddende paa den, en Fyrste, som har Magt hos Gud, og fra hvis Læber der udgaae en bestandig Bøn for Hans Folk. Naar Satan søger at "sigte" dem paa Jorden, saa beskytter Hans mægtige Kraft dem i Himmelen. Naar Fristelserne under deres jordiske Strid og Prøvelser storme ind paa dem, da staaer Han, den sande Moses paa Bjerget med opløftede Hænder, der aldrig trættes og hjælper dem, saa at de "mere end seire." (Rom. 8, 37). Naar Prøvelserne true med at overvælde dem, saa stiller Han sig frem for deres Sjæls Øie og lader dem see hen til de Lidelser og Smerter, som Han udstod for dem, og viser dem, hvor ringe endogsaa de allerbittreste Smerter paa Jorden ere i Sammenligning med disse. Selv over Gravens mørke Port skriver Han: "salige ere de Døde, som dø i Herren." (Aabenb. l4, 13). Han alene følte Dødens Virkelighed - Hans Folk fornemme kun dens Skygge, og de kunne frimodigen sige med den hellige David: "Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi Du er med mig; Din Kjep og Din Stav de skulle trøste mig." (Ps. 23, 4).
Min Sjæl! er du nedbøiet og træt? Trykket Korset dig? Blive Prøvelserne dig for store? Har du en Torn i "Kjødet, (2 Cor. 12, 7) som ængster og plager dig? Vær stille! Han vil lade "sin Naade være Dig nok." (V. 9). Dersom Han har ledet dig ud i Ørkenen, saa vil Han ogsaa tale trøsteligen til dig. Han har Balsom for den Saarede, Lægedom for den Syge, Trøst for enhver Smerte. "Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede Din megen Trøst min Sjel." (Ps. 94, 19).
I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du, Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.
|