Morgen og aften-vagter af J R Macduff

23de aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare Hans Pagt og Hans Vidnesbyrd. (Ps. 25, 10).

"Alle Stier!"" Der skal ingen ringe Kraft til at sige dette, til, under Modgangens Storme, naar Alt synes mørkt for os, naar vore kjæreste Venner blive os berøvede, at kunne sige: "Alt, Alt er Naade! Alt, Alt er vel!"

Men det er Herrens Stier, og Du kan være forvisset om, at Han vil "føre sit Folk paa ret Vei." (Ps.107, 7). Det er nok muligt, at det ikke er den Vei, som de selv vilde vælge; det er kanske den Vei, de allermindst vilde vælge. Men, naar Han leder sine Faar, "gaaer Han foran dem." (Joh. 10, 4). Hyrden udvælger selv Græsgangen og leder selv sine Faar paa den. Han vil ikke lede dem paa nogen besværligere Vei, end Han finder nødvendig for dem. Mon en Fader lader sit Barn gaa dets egen Vei? Nei, thi det vilde være til Barnets Fordærvelse. Mon Gud vil overlade os til vor egen daarlige Villie, der ikke er saa tilbøielig til Noget, som til at føre os paa Afveie og bort fra vor Hyrde? Nei, Han kjender os bedre - Han elsker os for meget til saaledes at overlade os til os selv.

Min Sjæls Det er Troens herligste Seier og Forret saaledes ikke at have nogen egen Vei, men med barnlig Enfoldighed og Fortrøstning at sige: "Herre, lad mig kjende Dine Veie, lær mig Dine Stier." (Ps. 25, 4). "Vær Borgen for mig." (Esai. 38, 14). Led mig saaledes, som Du finder det tjenligst for mig, skulde det end være paa den mørkeste, meest eensomme og tornefulde Vei, naar den kun maa bringe mig nærmere til Dig.

O, at vi kunde lære ikke at fæste vort Øie saa meget paa vor ofte tornefulde Vei, som paa dens lyse Maal! Naar vi engang ved Herrens Naade have naaet dette, da skulle vi med tilbedende Forundring see tilbage paa den Vei, ad hvilken vor Gud har ledet os, og opdage, hvorledes Gud ikke har sendt os nogen Prøvelse, ikke ladet os udgyde en eneste Taare, uden fordi det maatte saa være; og til det Spørgsmaal: "er det vel?" hvortil vi, her paa Jorden ofte ere saa tilbøielige til at give et undvigende Svar, skulle vi da uden Betænkning svare: Ja Alt er vel. I hvilket straalende Lys skulde de ikke da staa for os disse tre ofte hemmelighedsfulde Ord: "Gud er Kjærlighed" (1Johs. 4, 16). Da i det mindste skulle vi blive i Stand til at sige: "Vi have erkjendt og troet den Kjærlighed, som Gud haver til os." (l Johs. 4, 16).

Imidlertid; min Sjæl! hvis du her maa betræde Sorgens Vei, saa lad den Tanke opmuntre dig, at din Herre og Mester, har betraadt den samme Vei før dig. Betragt, hvorledes det just var Hengivelsen i Hans himmelske Faders Villie, som opholdt og styrkede Ham under Hans møisommelige og tornefulde Vandring herneden. "Skee ikke min Villie, men Din." (Luc. 22, 42). "Jeg forlader mig paa Dig Herre!" Du er min Gud (Ps.31,15). Det var dette, som styrkede den hellige David i hans mørke Prøvelses Stund. Troende Sjæl! dersom det er din Gud, der leder efter dig, hvad Mere kan du da forlange? Hans Veie ere Retfærdighed og Sandhed. Han vil lede dig ved sit Raad og hisset modtage dig i sin Herlighed.

Min Gud! Naar dette er Hensigten med Dine Førelser og Tugtelser, da kan jeg trøstigen sige:

I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; "thi Du Herre, alene skal lade mig bo tryggeligen.