Morgen og aften-vagter af J R Macduff

27de aften
Jeg vil eftertænke om Dig i Nattevagterne.

De skulle være mine, sagde den Herre Zebaoth, paa den Dag, naar jeg vil gjøre mig en synderlig Eiendom. (Mal. 3, 17.)

"En synderlig Eiendom!" om hvilke høit benaadede skabte Væsener er det, Herren taler saaledes? Er det om Serapherne, om Englene? Det synes mig, at endogsaa de ved en saadan Benævnelse maatte tilhylle deres Ansigter, bøie sig i Støvet og raabe: "ureen! ureen!" Men, o Under over alle Undere! det er de gjenløste Syndere, det er Menneskenes arme, faldne Børn, der i al deres syndige Elendighed og Vederstyggelighed laa i den "brusende Grav, det skidne Dynd," (Ps.40, 3), der saaledes ere opsøgte af Naade, gjenløste af Kjærlighed, og som i al Evighed skulle straale som Juveler i Herrens egen Herligheds Krone.

"Herrens Deel er Hans Folk." (5 Moseb. 32, 9). O hvor forunderligen aabenbares os ikke her Guds Kjærlighed Stort, usigelig stort, er det, at den Troende kan skue op til den store, den uendelige Jehovah og sige; "Herren er min Deel". (Ps. 119, 57). Men hvad er alligevel dette i Sammenligning med den Almægtiges Svar til Støvets arme Barn. "Du er min!"

Min Sjæll har du lært at stamme paa disse Ord: "Min Kjæreste er min, og jeg er Hans?" (Høis. 2, 16). O, hvormange forunderlige Benævnelser har ikke Gud givet sine Hellige i sit eget Ord! Han kalder dem Sønner og Døttre ligesaa ofte som Syndere! Brødre! Fyrster! Venner! Arvinger; han kalder dem sin synderlige Eiendom! sin Deel! Sine!

Og naar var det, at de bleve Ham saa kjære? Synder! da du græd ved Jesu Kors og tilegnede dig Hans Forsoning, Hans Retfærdighed, da blev du Hans synderlige Eiendom. Han har endogsaa elsket dig med en evig Kjærlighed (Jer. 31, 3). Vistnok er du endnu ikke føiet til Hans Krone; her maa du endnu først luttres og renses; her maa du endnu først gjennemgaa Lidelsernes, Trængslernes Skole, for at beredes til hiin store Herlighed. Men, hvilken salig Tanke! "Den, som beredte os, just til dette, er Gud." (2 Cor. 5, 5).

Ja, det er Gud selv, Han som skattede denne jordiske Perle saa høit, at Han vilde give for den Himmelens "kostelige Perle". (Matth. 13, 46). Han selv er det, som nu bereder dig til din himmelske Herlighed.

Og hvor er nu det Gjemmested, hvor disse Juveler bevares indtil Herlighedens store Dag, da de skulle føies til Hans Krone? Det er Han, deres Gjenløser, Han, hvem de tilhøre, som bevare dem. De bevares "ved Guds Magt." (1 Pet. 1, 5). Vor store Ypperstepræst, den sande Aron, har dem i sin Brystplade; Han bærer dem paa sit eget Hjerte hver Gang han træder frem for dem. De ere kostelige Stene, indfattede i » — 222 — Guld paaHans Livkjorteh og skjønt Synden hos Guds Folk og Satans listige Anslag forene sig sor, at rive dem bort fra Ham og føre dem i Fordærvelse, saa erklærer Han dog: »De skulle slet ikke fortabes evindelig, og ingen skal rive dem af min Haand.« (Joh. 10, 28). En Juvel i Jmmanuels Kronel Ikke alene »ophøiet af Skarnet og sat hos Fyrsterne«, (1Sam. 2, 8) men sat til i al Evighed at pryde den Pande, der engang for mig var bekrandset med Torne! Skal jeg, kan jeg da knurre over Nogetsomhelst af hvad min Frelser finder tjenligt, for at berede mig til en saadan Herlighed? Lad mig synke ned paa mit natlige Leie, overvældet as denne Tanke; og naar jeg hører min Gud hviske migiØret: ,,du er min,« da kan jeg trøstigen svare: J Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi Du, Herre, alene skal lade mig bo tryggeligenz