Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Første Kapitel.

Pilegrimmens Syndenød, Flugt og Vejviser.

Paa min Vandring gennem denne Verdens Ørken skete det, at jeg kom til et Sted, hvor der Var en Hule. Her lagde jeg mig ned for at sove. Mens jeg sov, drømte jeg, at jeg saa en pjaltet klædt Mand, der stod med Ansigtet vendt bort fra sit eget Hus; han havde en Bog i Haanden og en stor Byrde paa Ryggen.

Jeg iagttog ham og saa ham aabne Bogen og læse i den. Mens han læste, græd han og bævede og brød til sidst ud i et Jammerskrig: "Hvad skal jeg gøre?"

I denne Tilstand vendte han om og gik hjem, idet han søgte saa længe som muligt at skjule sin Kummer for Hustru og Børn. Men ret længe kunde han ikke tie, fordi hans Kvaler øgedes, hvorfor han til sidst aabenbarede sin Sindstilstand og begyndte at tale til dem:

"O, min kære Hustru, og I, mine Hjertens Børn, jeg, jeres kære Ven, er helt sønderknust af en tung Byrde, der hviler paa mig, og ydermere er jeg helt vis paa, at denne vor By vil blive ramt af Himmelens Ild og opbrændt. Under denne skrækkelige Ødelæggelse vil baade jeg og du, min Hustru, og I, mine søde smaa, ynkeligt omkomme, medmindre der findes en Vej, ad hvilken vi kan undfly og blive frelste. Dog, jeg kan ingen Redmng se."

Ved denne hans Tale blev de meget forfærdede, ikke fordi de troede, at det var sandt, hvad han sagde, men fordi de tænkte, at en eiler anden Sygdom havde gjort ham forstyrret i Hovedet. Imidlertid lakkede det mod Natten, og i Haab om, at Søvnen vilde berolige hans syge Hjerne, skyndte de sig at faa ham i Seng. Men om Natten var han lige saa urolig som om Dagen, og i Stedet for at sove sukkede han og græd. Henad Morgenstunden spurgte de, hvorledes han havde det. Han svarede: "Værre og værre" og begyndte atter at tale til dem, men de forhærdede deres Hjerter.

De søgte nu at fordrive hans Sygdom ved Haardhed; snart skændte de paa ham, snart lo de ad ham, og undertiden ænsede de ham slet ikke. Af den Grund trak han sig tilbage til sit eget Værelse for at bede for sine Omgivelser og ynkes over dem og for at klage over sin egen Elendighed. Nu og da gik han ene ud i marken, snart læsende og snart bedende. Saaledes gik nogle dage for ham.

Engang saa jeg ham gaa ude paa Marken og læse i sin Bog, som han pleiede; jeg kunde se, at han var meget ulykkelig, og idet han læste, raabte han som før: "Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?"

Jeg lagde ogsaa Mærke til, at han saa snart til den ene, snart til den anden Side, som om han vilde løbe bort; endnu stod han stille, fordi han, som jeg mente, ikke kunde bestemme sig for, hvilken Vej han vilde gaa. Nu kom der en Mand ved Navn Evangelist hen til ham og spurgte: "Hvorfor raaber du?" Han svarede: "Herre, jeg forstaar af denne Bog, jeg har i min Haand, at jeg er dømt til at dø, og efter Døden kommer Dommen, men jeg vil ikke dø, og jeg kan ikke staa over for Dommen."

Da sagde Evangelist: "Hvorfor er du ked af at dø, da dette Liv dog er fuldt af saa meget ondt?" Manden svarede: "Fordi ieg er bange for, at den Byrde, der hviler paa mig, vil sænke mig ned under Graven, dybt ned til Pinestedet. Og er jeg ikke skikket til at gaa i Fængsel, da er jeg heller ikke skikket til at træde frem til Dommen og derfra til Straffen. Tanken paa disse Ting tvinger Nødraabet frem over mine Læber." "Men naar du nu er saa ulykkelig, hvorfor bliver du da staaende?" "Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal gaa hen." Evangelist rakte ham nu en Pergamentrulle, hvorpaa der stod skrevet: "Fly fra den kommende Vrede!" Manden læste det, saa opmærksomt paa Evangelist og sagde: "Men hvor skal jeg fly hen?" Evangelist svarede, idet han pegede ud over en vidtstrakt Mark : "Kan du se den snævre Port der henne?" »Nej, jeg kan ikke." "Kan du da ikke se det skinnende Lys?" "Jo, jeg synes, at jeg kan skimte det." "Nu vel," sagde Evangelist, "hold dig dette Lys for Øje og gaa lige efter det, saa vil du snart kunne se Porten, og naar du banker paa, vil man sige dig, hvad du skal gøre."

Manden begyndte nu at løbe, men han kom ikke langt bort fra Hjemmet, inden hans Hustru og Børn opdagede det og raabte efter ham, at han skulde vende tilbage. Manden holdt sig imidlertid for Ørene og løb videre, idet han raabte: "Liv, Liv, evigt Liv!" Han saa sig altsaa ikke tilbage, men løb hurtig fremad mod Maalet.

Naboerne kom ogsaa ud for at se efter ham, og nogle gjorde Nar af ham og spottede hans Færd, andre truede ham, og atter andre raabte, at han skulde vende tilbage. Mens de raabte, var der to af de tilstedeværende, der besluttede at bringe ham tilbage med Magt. Den ene hed Genstridig, og den anden hed Føjelig.

Skønt Manden var kommet et godt Stykke bort, satte de alligevel efter ham, og de indhentede ham ogsaa snart. "Hvorfor følger I efter mig, Naboer?" spurgte Manden. "For at overtale dig til at gaa tilbage med os," svarede de.

"Nej," sagde Manden, "det kan paa ingen Maade lade sig gøre, I bor jo i Fordærvelsens By - den By, i hvilken ogsaa jeg er født -, og naar I dør der, enten det nu sker om kortere eller længere Tid, vil I synke dybere end Graven, ned til et Sted, hvor det brænder med Ild og Svovl. Kom I derfor hellere, gode Naboer, og gaa med mig!"

"Hvad," spurgte Genstridig, "skal vi forlade vore Venner og alle Livets Behageligheder?"

"Ja," sagde Manden, hvis Navn var Kristen, "fordi alt dette ikke i nogen Maade kan sammenlignes med blot en lille Smule af den Herlighed, jeg søger at komme i Besiddelse af; og hvis I vil gaa med mig, vil I faa samme Løn; thi der, hvor jeg gaar hen, er der nok, ja endog Overflod. Kom derfor og se, om jeg taler Sandhed."

"Hvad er det da, du søger, siden du forlader hele Verden for at finde det?" spurgte Genstridig.

"Jeg søger en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er opbevaret i Himlene, og som til den bestemte Tid bliver skænket til dem, der flittig søger den. Hvis du vil, kan du selv læse det her i min Bog."

"Aah", Snak," saqde Genstridiq, væk med din Bog! Vil du gaa tilbage med os eller ej?"

"Nej," svarede Kristen, "jeg gør det ikke, jeg har nu engang lagt min Haand paa Ploven."

"Kom da Nabo Føjelig, lad os vende om og gaa hjem uden ham. Der er jo altid en hel del overspændte Narre, der fanger Griller og i deres egen Indbildning er langt klogere end alle andre."

"Gør ikke nar af ham, " sagde Føjelig, "thi hvis det er sandt, hvad den gode Kristen siger, saa er de Ting, han søger, bedre end vore, og i mit Hjerte føler jeg mig tilfkyndet til at følge ham."

"Hvad, endnu flere Daarer! Nej, det er dog for galt! Ret dig dog efter mig og gaa tilbage. Hvem ved, hvor dette vanvittige Menneske vil føre dig hen. Vær dog fornuftig og gaa tilbage."

"Kom kun med mig, Nabo Føjelig, der er virkelig saadanne Ting i Vente, som jeg har sagt, og endnu større Herlighed. Hvis du ikke vil tro mig, kan du jo selv læse i denne Bog. Bogens Forfatter har med sit Blod bekræftet dens Indhold."

"Far vel, Nabo Genstridig, jeg har nu bestemt mig for at følge med Kristen og dele Skæbne med ham. Men, min gode Kammerat, kender du Vejen til dette attraaværdige Sted?" spurgte Føjelig.

"En Mand ved Navn Evangelist har paalagt mig at gaa til en snæver Port, som sindes der langt henne. Der vil vi faa nærmere Underretning om Vejen."

"Kom da, gode Nabo," sagde Føjelig, "og lad os gaa."

Derpaa gik de begge fremad.

"Og jeg vil gaa hjem," sagde Genstridig, "jeg skal ikke have noget af at være sammen med saadanne vildledte Sværmere."

Nu saa jeg i min Drøm, at Genstridig gik tilbage, mens Kristen og Føjelig gik fremad tværs over Marken og begyndte at tale sammen.

"Hvorledes har du det, Nabo Føjelig? Jeg er glad ved, at du beslutttede dig til at slaa Følge med mig; havde Genstridig blot følt det usynliges Magt og Rædsel, som jeg har følt det, vilde han ikke saa let have vendt os Ryggen."

"Da vi nu er ene, Nabo Kristen, fortæl mig saa mere om, hvad det er for Ting, vi søger, og hvorledes vi kan komme i Besiddelse af dem."

"Det er saadanne Ting, som man bedre kan fatte med Hjertet end forklare med Munden. Men siden du ønsker at faa noget at vide, vil jeg læse om dem af min Bog."

"Og du tror, at Bogens Ord er virkelig sande?"

"Ja, visselig, thi de er skrevne af Ham, der ikke kan lyve."

"Godt, men hvad findes der da?"

"Der er et evigt Kongerige at bo i, og der gives os et evigt Liv, for at vi stedse kan være i Kongeriget."

"Er der mere endnu?"

"Vi faar Herlighedens Kroner og Klæder, der straaler som Solen paa Himmelhvælvingen."

"Det vil blive skønt, men hvad ellers?"

"Der skal ingen Graad være og ingen Sorg; thi Herren paa dette Sted vil borttørre Taarerne af vore Øjne."

"Og hvem skal vi være sammen med?"

"Vi skal være sammen med Serafim og Kerubim, herlige Væsener, der vil blænde dine Øjne, naar du ser paa dem. Vi skal ogsaa mødes med Tusinder og Titusinder, der er gaaet forud for os. Alle er de fri for Synd, elskelige og hellige vandre de for Guds Aasyn, antagne af Ham til evig Tid. Med faa Ord: Der skal vi se de ældste med gyldne Kroner, de hellige Jomfruer med deres Guldharper, og vi skal se Mennesker, der af Kærlighed til Stedets Herre har ladet sig sønderhugge af Verden, Martyrer, der led Døden i Flammerne, blev kastet for de vilde Dyr og opædte eller blev druknede i Havet. Der er alt godt, og alle er iførte Udødelighedens hvide Klædebon."

"Hvad jeg her har hørt, er nok til at fængsle Hjertet, men kan man virkelig faa alle disse Ting, og hvorledes skal vi faa Del i dem?" spurgte Føjelig.

"Laadets Herre har nedskrevet det i denne Bog, hvis Hovedindbold er, at han vel skænke os det alt sammen af Naade, naar vi kun af hele vort hjerte begærer det."

"Det et godt, min kære Kammerat, jeg er glad ved at høre disse ting. Kom, lad os skynde os."

"Jeg kan ikke gaa saa hurtigt som jeg har Lyst til, paa Grund af den Byrde, der hviler paa mig."

" min Drøm saa jeg nu, at de nærmede sig et Morads, det strakte sig tværs gennem Marken. Det kaldtes Modløshedens Sump. Da de var alt for ligegyldige, faldt de begge i Sumpen.

Eftet at de en Tid havde kæmpet for at komme op og var blevet tilsølede af det skidne Dynd, begyndte Kristen, der jo havde sin Byrde paa Ryggeen, at synke ned i Dyndet.

"Ak, Nabo Kristen," raabte Føjelig, "hvor er vi nu?"

"Jeg ved det virkelig ikke," svarede Kristen.

Da blev Føjelig meget vred og spurgte ærgerlig: "Er det den Lyksalighed, du hele Tiden har talt om? Gaar det os saa daarligt i Begyndelsen, hvad kan vi da ikke vente, inden vi naar Rejsens Maal? Kan jeg blot slippe her fra med Livet, saa maa du for mig gerne beholde det herlige Land." Føjelig gjorde nu nogle fortvivlede Anstrengelser og kom derved op af Sumpen paa den Side, der var nærmest ved hans Hjem; saa gik han bort, og Kristen saa ham aldrig mere.

Nu laa Kristen alene i Modløshedens Sump. Han kastede sig hid og did, men søgte dog at komme op til den Side, der var nærmest ved den snævre Port og længst borte fra hans eget Hus. Det lykkedes ham dog ikke, fordi han havde den tunge Byrde, men jeg saa nu i min Drøm, at der kom en Mand ved Navn Hjælp til ham og spurgte: "Hvad bestiller du der?"

"En Mand, der hed Evangelist," sagde Kristen, "har paalagt mig at gaa denne Vej til den snævre Port, for at jeg kan undfly den kommende Vrede. Men nu er jeg paa Vejen derhen faldet i denne Sump."

"Men hvorfor gav du ikke Agt paa Fodsporene?"

"Frygten drev mig til at gaa den nærmeste Vej, og da faldt ieg i Sumpen."

"Giv mig din Haand," sagde Hjælp. Kristen gav ham Haanden, og Hjælp drog ham op, satte ham paa fast Grund og lod ham gaa videre.

Derpaa gik jeg selv hen til den Mand, der hjalp ham op, og sagde: "Herre, denne Vej fører fra Fordærvelsens By til den snævre Port, men hvorfor bliver Vejen over Sumpen dog ikke gjort farbar, saa at fattige rejsende kan gaa over den med større Sikkerhed?" Han svarede mig: "Dette Morads kan ikke fyldes op. Det er en Beholder for al den modbydelige Urenhed, der flyder af den dybe Syndserkendelse. Derfor hedder det Modløshedens Sump. Naar Synderen vaagner og ser, at han er fortabt, opstaar der Frygt og Tvivl og alle Haande Ængstelser i hans Sjæl; alt dette er samlet her og gør Stedet saa farligt. Det er dog ikke med Kongens gode Vilje, at det skal være saaledes. Hans Arbeidere har under hans egen Ledelse i over seksten Hundrede Aar været optagne af dette Steds Udbedring. Ja, saa vidt jeg ved, er der væltet mindst tyve Tusind Læs ned i denne Sump, og den har slugt Millioner af gode og gavnlige Lærdomme, der til alle Tider og fra alle Kongens Riger og Lande er sendte hertil i den Hensigt at faa den fyldt op. Folk, der kender det, siger, at saadanne Lærdomme er det bedste Materiale til at danne en fast Grund af. Men den er endnu Modløshedens Sump, og det vil den vedblive at være, hvad der end gøres.

Der findes imidlertid efter Lovgiverens Befaling en Del Fodspor med gode og faste Trin midt igennem Sumpen. Men undertiden, naar der opstiger Taage og Dunster af Urenhed, og det sker gerne ved Veirforandring, er disse Trin neppe til at se; det sker ogsaa tidt, at nogle paa Grund af Svimmelhed træder udenfor, og da bliver de tilsølede, til Trods for, at de har Trinene. Er man først kommet inden for Porten, saa er Grunden fast."

Føjelig var imidlertid kommet hjem igen, og hans Naboer kom for at se til ham. Nogle af dem kaldte ham en fornuftig Mand, fordi han kom tilbage, andre kaldte ham en Tosse, fordi han var gaaet med Kristen, atter andre gjorde Nar af hans Fejghed, idet de sagde: "Har du først indladt dig paa noget, skulde du være saa simpel at give effer for saa faa Vanskeligheder." Føjelig sad helt forknyt iblandt dem, men han fik mere Mod, da Samtalen blev drejet hen paa den stakkels Kristen, og de begyndte da at spotte denne. Saa meget angaaende Føjelig.