Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Andet kapitel

Pilgrimmens vildfarelse, anger og omvendelse.

Mens nu Kristen gik videre alene, fik han langt borte Øie paa en Mand, der kom tværs over Marken, og de mødtes netop, hvor de to Veje krydsede hinanden. Den Mand, han mødte, hed Verdensklog; han boede i Forslagenhed, en meget stor By i Nærheden af Kristens Fødeby. Verdensklog havde lidt Kendskab til Kristen, hvis Flugt fra Fordærvelsens By ikke alene var blevet bekendt der men ogsaa kom paa Tale og blev drøftet andre Steder. Saa snart Verdensklog saa, hvor møjsommeligt Kristen gik, og hørte hans Sukke og Klager, styrkedes hans Formodning, og han begyndte at tale til ham:

"Hvor skal du hen, gode Ven, med den tunge Byrde?"

"Du har Ret i at kalde det en tung Byrde, aldrig har et stakkels fattigt Menneske vel haft større Byrde. Du spørger mig: Hvorhen? Jeg er undervejs til den snævre Port der henne; det er bleven mig sagt, at der vil jeg faa at vide, hvorledes jeg skal komme af med Byrden."

"Har du ikke Kone og Børn?"

"Jo, jeg har, men jeg er saa betynget, at jeg slet ikke har den samme Glæde af dem som før; det er næsten, som om jeg hverken havde Kone eller Børn."

"Vil du høre paa mig, naar jeg giver dig et godt Raad?"

"Ja, gerne, hvis det virkelig er godt. Det er netop noget, jeg trænger til."

"Søg da snarest muligt at komme af med din Byrde; thi du vil ikke faa Fred i din Sjæl, og du kan heller ikke glæde dig ved Guds rige Velsignelse, før dette sker."

"Det er Fred og Glæde, jeg søger, for at blive befriet fra Byrden, men ved egen Kraft formaae jeg intet, og der er ikke et Menneske i min Fødeby, der kan tage den af mine Skuldre. Derfor bar ieg nu givet mig paa Vandring, for om muligt at blive friet for Byrden."

"Hvem hat raadet dig til at gaa denne Vei for at komme af med Byrden?"

"En Mand, det forekom mig at være en meget hæderlig og retskaffen Mand. Hans Navn er Evangelist."

"Gid han maa faa en Ulykke! Den Vej, han har vist dig, er den farligste og besværligste i hele Verden. Det skal du nok faa at se, hvis du vil vedblive at gøre, som han har sagt. Jeg formoder, at du allerede har haft megen Modgang Jeg ser saaledes, at du er tilsølet af Dynd fra Modløshedens Sump, men den Mose er kun som en Indledning til de Sorger, der møder Vandreren paa denne Vej. Hør nu paa mig, jeg er ældre end du. Paa den Vej, du følger, vil du udsætte dig for at møde Besværlighed, Smerte, Sult, Fare, Nøgenhed, Saar, Løver, Drager, Mørke, kort sagt Døden og alt, hvad den fører med sig. Alt dette er virkeligt og bekræftet af mange. Og hvorfor skal dog et Menneske saa uforsigtigt give sig alle de Ulykker i Vold for at følge en fremmed Mands Raad?"

"Hvorfor, Herre! Fordi denne Byrde er frygteligere for mig end alle de Ting, du har nævnt. De volder mig ingen Uro, naar blot jeg kan blive befriet fra min Byrde."

"Hvordan er du kommet til at føle denne Byrde?" spurgte nu Verdensklog.

"Ved at læse i den Bog, jeg har her."

"Ja, tænkte jeg det ikke nok! Og det er gaaet med dig som med andre enfoldige Mennesker, der ved at give sig af med Ting, som ligger alt for højt for deres Fatteevne, har faaet Ufred i Sindet og er blevet sindsforvirrede. Denne Ufred gør ikke alene en Mand til en modløs Kælling, som du vist er bleven, men den faar ham tii at styrte sig ud i farlige Eventyr for at vinde noget, som han ikke ved, hvad er."

"Jeg ved nok, hvad jeg vil: Befrielse fra min Byrde."

"Men hvorfor vil du absolut søge Befrielse paa denne Vej, hvor der et saa mange Farer, tilmed da jeg, hvis du har Taalmodighed til at høre paa mig, kan hjælpe dig til at opnaa, hvad du ønsker, uden at du behøver at udsætte dig for alle disse Farer. Ja, Midler er lige ved haanden og i Stedet for Farer vil du kun nyde Sikkerhed, Venskab og Tilstedshed."

"Ak, kære Herre, aabenbar mig dog denne Hemmelighed!"

"Nu ja, gaa blot hen til den By, du ser der. Den hedder Sædelighed. Det bor en indsigtsfuld og anset Mand ved Navn Lovmæssig, hin kender den Kunst at hjælpe Folk af med saadanne Byrder. Jeg ved, at han har gjort meget godt paa dette Omraade. Og ydermere kan han helbrede dem, der er blevet forstyrede i Hovedet paa Grund af deres Byrde. Til den Mand skal du gaa, og du bliver hjulpet med det samme. Det er kan en lille Fjerdingvej til hans Hus, og hvis han ikke selv er hjemme, træffer du nok hans Søn, en udmærket ung Mand, der hedder Høflig og er lige saa dygtig som Faderen. Der kan du blive fri for din Byrde, og hvis du ikke har Lyst til at komme tilbage til dit Hjemsted, hvad jeg heller ikke vil tilraade dig, kan du sende Bud efter Kone og Børn og blive boende der. Der er netop for Tiden flere Huse ledige, og du vil uden Tvivl kunne leje et billigt. Alle Levnedsmidler er billige og gode der i Byen, og det vil sikkert hjælpe til din Lykke, at du kommer til at leve æret og anset blandt hæderlige Folk."

Kristen vidste nu ikke straks, hvad han skulde gøre, men han tænkte som saa: Hvis det er sandt, hvad denne Herre siger, er det nok klogest at følge hans Raad, og han spurgte derfor: "Hvilken Vei skal jeg gaa for at komme til denne Hædersmands Hus?"

"Ser du det høie Bjerg der?"

"Ja, ganske tydeligt."

"Du gaar saa blot hen til det Bjerg, og det første Hus, du ser, er hans."

Nu forlod Krisien den rette Vei for at søge Hjælp hos Lovmæssig. Men da han kom nær til Bjerget, syntes det ham meget høit, og den Side, der var nærmest Veien, hang saaledes ud over denne, at han ikke turde gaa videre af Frygt for at blive knust under Bjerget. Derfor stod han stille og vidste ikke, hvad han skulde gøre. Hertil kom, at hans Byrde syntes ham meget tungere, end da han var paa den rette Vei. Nu slog der Ildsluer ud af Bjerget, og Kristen frygtede for at blive brændt, han røstede og bævede af Skræk. Og han begyndte bitterligt at angre, at han havde fulgt Verdensklogs Raad. Pludselig saa han Evangelist komme hen imod sig, og han blev helt rød af Skam. Evangelist kom nærmere og nærmere, og da han kom helt hen til Kristen, saa han paa ham med et straffende Blik og begvndte at gaa i Rette med ham: "Hvad bestiller du her, Kristen?"

Kristen vidste ikke, hvid ban skulde svare hertil.

Evangelist vedblev: "Er du ikke den Mand, jeg fandt raabende uden for Fordærvelsens By?"

"Jo, det et mig."

"Viste jeg dig ikke Veien til den snævre Port?"

"Jo, kære Herre," svarede Kristen.

"Hvorfor har du da saa hurtigt forladt Vejen? Nu er du jo belt borte fra den."

"Da jeg var kommet igennem Modløshedens Sump, mødte jeg en Mand, der overtalte mig til at gaa til den By derhenne; der vilde jeg finde en Mand, som kunde befri mig fra denne Byrde."

"Hvad var det for en Mand?"

"Han saa ud til at være en fornem Herre. Han talte meget med mig og fik mig til sidst til at give efter. Og nu er jeg her. Men da jeg saa Bjerget hænge ud over Vejen, standsede jeg af Frygt for, at det skulde falde ned over mit Hoved."

"Hvad sagde den Mand til dig?"

"Han spurgte mig, hvor jeg skulde hen, og det sagde jeg ham."

"Hvad sagde han ellers?"

"Han spurgte mig, om jeg havde Familie; jeg sagde ja og tilføjede, at jeg ikke havde samme Glæde af den som før, fordi jeg var saa betynget. Han raadede mig til at kaste Byrden af mig saa hurtigt som muligt. Det var jo netop det, jeg vilde, og fortalte ham, at jeg var paa Vei til hin Port for der at faa Mere Underretning om, hvor jeg kunde finde Befrielse. Saa sagde han, at han kunde vise mig en Vei, der var mere farefri end den Vei, du viste mig. Denne Vei, sagde han, vil føre dig til en anset Mand, som kan befri dig fra dig fra Byrden. Jeg troede ham og vendte mig fra hin Vei til denne for dog snart at kunne blive befriet. Men da jeg kom herhen og saa dette Bjerg, standsede jeg af Frygt for Faren. Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre."

"Staa stille lidt, saa skal jeg vise dig Guds Ord."

Kristen stod skælvende, og Evangelist fortsatte:

"Ser til, at I ikke beder eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bad sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skal vi det meget mindre, naar vi vender os bort fra ham, der taler fra Himlene." Han sagde endvidere: "Min retfærdige skal leve af Tro, og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham." Han anvendte nu disse Ord paa Kristen. "Du er Manden, der gaar ind til al denne Elendighed. Du har begyndt at forskyde den Høiestes Raad og har Vendt dine Fødder fra Fredens Vei. Det vil føre til din Sjæls Fortabelse."

Da faldt Kristen som død ned for ham og raabte: "O ve, o ve, jeg forgaar."

Evangelist greb nu hans højre Haand og sagde: "Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, Vær ikke vantro, men troende!"

Dette livede Kristen lidt op igen, og han stod op, skælvende som før, foran Evangelist, som fortsatte: "Giv alvorlig Agt paa de Ting, jeg vil tale med dig om. Jeg vil nu vise dig, hvem det var, der bedrog dig, og hvem det var, du blev sendt til. Den Mand, der mødte dig, hedder med Rette Verdensklog; thi han finder kun Behag i denne Verdens Klogskab - derfor gaar han ogsaa altid i Kirke i Byen Sædelighed - og den befrier ham fra Korsets Forfølgelse. Fordi han har dette verdslige Sind, søger han at drage dig bort fra min Vei, skønt den er den rette. Nu er der tre Ting ved denne Mands Raad, som du særlig maa afsky:

1. Han lokkede dig bort fra Veien.

2. Han stræbte efter at gøre dig Korset forhadt.

3. Han førte dine Fødder paa den Vei, der fører til Døden.

For det første maa du afsky, at han drog dig bort fra den Vei, jeg viste dig, men du maa ogsaa afsky din egen Lyst til at gaa bort, fordi det er at forkaste Guds Raad for et verdensklogt Menneskes Raad. Jesus siger: "Kæmper for at komme ind gennem den snævre Port, den Port, hvortil jeg har sendt dig, tbi den Port er snæver og den Vei er trang, som fører til Livet, og de er faa, som finder den." Denne ugudelige Mand har ledet dig bort fra den snævre Port og fra Veien, der fører til den, og har ført dig næsten i Fordærvelse. Afsky derfor hans Lokketoner, der vil drage dig fra Veien, og afsky dig selv, fordi du har hørt efter ham.

For der andet maa du afsky hans Bestræbelser for at faa dig til at hade Korset. Korset maa du foretrække fremfor Ægyptens Skatte. Desuden har Herlighedens Konge jo sagt dig, at "den, som vil frelse sit Liv, skal miste det", og at den, som ikke hader "sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan ikke være min Discipel." Jeg siger dig derfor, at det vil blive din Død, hvis du hører efter denne Mand og hader det Kors, uden hvilket du ikke kan blive salig. Sandheden har selv sagt det, og du maa derfor afsky Verdensklogs ære.

For det tredie maa du hade ham, fordi han ledede dine Fødder hen paa Dødens Vei. Og i Sammenhæng hermed maa du betænke, hvem det var, han sendte dig til, og hvor umuligt det var for den Person at fri dig fra din Byrde.

Hans Navn er Lovmæssig, han er Søn af en Trælkvinde, der er i Slaveriet med sine Børn, og hun er paa underlig Vis selve Bjerget Sinai, som, du var bange for, vilde knuse dig. Naar nu hun med sine Børn selv er i Trældom, hvorledes kan hun da befri dig? Lovmæssig kan hverken befri dig eller nogen anden. Ingen kan blive retfærdiggjort ved Lovens Gerninger, og følgelig er Verdensklog en Daare og Lovmæssig en Bedrager. Hans Søn Høflig er en Hykler og kan ikke hjælpe dig. Tro mig, al den Snak, du har hørt af disse Taaber, har kun til Hensigt at bedrage dig for din Salighed ved at lokke dig bort fra den Vej, jeg har anvist dig." Derpaa kaldte Evangelist Himmelen til Vidne paa, hvad han havde sagt, og straks hørtes en Røst, og Flammerne stod ud af det Bjerg, Kristen stod under. Haarene rejste stg paa hans Hoved af Rædsel. Røsten sagde: "Saa mange, som holder sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse; thi der er skrevet: Forbandet hver den, som ikke bliver i alle. de Ting, som er skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem."

Nu saa Kristen ikke andet end Døden, og han brød ud i høie Veraab og forbandede den Time, da han mødte Verdensklog. Han kaldte sig selv den største Daare, fordi han havde hørt efter saa daarlige Raad, og følte sig dybt beskæmmet over, at Verdensklogs kødelige Grunde havde kunnet faa ham til at forlade den rette Vej. Han sagde nu til Evangelist: "Herre, hvad tænker du? Er der noget Haab? Tør jeg nu gaa tilbage og gaa til den snævre Port? Vil jeg ikke blive forskudt paa Grund af mit Feiltrin og med Skam blive vist bort? Jeg er inderlig bedrøvet over, at jeg har lyttet til denne Mands Raad. Er der Tilgivelse for min Synd?"

"Din Synd er meget stor, thi du har syndet dobbelt. Du har forladt den rette Vej for at vandre paa forbudne Stier. Men Manden ved Porten vil tage imod dig, fordi han har Lyst til Menneskene Pas nu paa, at du ikke kommer bort fra Veien, at hans Vrede ikke skal optændes."

Efter at Evangelist havde kysset ham og ønsket ham en lykkelig Reise, gjorde Kristen sig rede til at vende tilbage. Han gik nu hurtigt af Sted og indlod sig ikke i Samtale med nogen paa Veien. Han gik som en, der traadte paa forbuden Grund, og følte sig ikke sikker, før han atter var kommet ind paa den Vei, som Verdensklog havde faaet ham til at forlade.