Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tredie Kapitel.

Pilrgrimmens Ankomst til Porten og hans Indgang gennem den.

Endelig kom Kristen til Porten. Oven over den stod der skrevet: Banker paa, saa skal der lukkes op for eder. Han bankede derfor paa gentagne Gange og sagde:

Maa jeg gaa indenfor? Vil han derinde modtage mig, den Stakkel, som i Blinde hans Vilje trodsed? Da til evig Tid jeg prise vil hans Navn af al min Flid.

Til sidst kom en alvorlig Mand, der hed Velvillie, og spurgte ham, hvem han var, hvor han kom fra, og hvad han vilde.

"Jeg er en stakkels bebyrdet Synder, der kommer fra Fordærvelsens By og skal til Zions Bjerg, for at jeg kan blive frelst fra den kommende Vrede. Jeg har faaet at vide, at Vejen gaar gennem denne port, og jeg vil derfor bede dig lukke op for mig."

"Det vil jeg Hjertens gerne," sagde Velvillie, aabnede Porten og ligefrem rev Kristen indenfor.

"Hvad skal det betyde?"

Velvillie svarede: "Et lille Stykke fra Porten er der en stærk Fæstning hvor Djævelen er Herre, og han og hans Medbjælpere retter deres Pile mod alle, der kommer til Porten, for om muligt at dræbe dem, inden de kommer ind gennem den."

"Jeg er baade glad og bedrøvet", sagde Kristen.

Da de nu var komne ind, spurgte Velvillie: "Hvem har vist dig hertil?"

"Evangelist paalagde mig at gaa tildenne Port og banke. Saa vilde du sige mig, hvad jeg skulde gøre."

"Der staae en Dør aaben for dig, og intet Menneske kan lukke den.

Nu kan ieg begynde at høste Løsnnen for min Dumdristighed."

"Men hvorledes kan det være, at du kommer alene?"

"Det er, fordi ingen af mine Naboer saa Faren, som jeg saa den."

"Vidste de, at du gik bort."

"Ja, min Hustru og mine Børn saa mig og kaldte paa mig. Ogsaa nogle af mine Naboer raabte efter mig; jeg hørte ikke efter dem, men løb min Vej."

"Fulgte ingen af dem med dig for at overtale dig til at vende tilbage?"

"Jo, baade Genstridig og Føjelig, men da de saa, at det intet nvttede, gik Genstridig spottende tilbage. Føjelig gik endnu et Stykke med mig."

"Hvorfor fulgte han dig ikke hele Vejen?"

"Vi fulgtes ad, indtil vi kom til Modløshedens Sump, der faldt vi i begge to, og det gjorde min Nabo saa bange, at han ikke turde fortsætte. Han arbejdede sig op til den anden Side og raabte da til mig, at jeg for ham gerne maatte tage det herlige Land i Besiddelse alene. Vi gik saa hver sin Vei. Han gik efter Gensiridig, og jeg gik til denne Port."

"Ak, den stakkels Mand, agtede han den himmelske Herlighed saa ringe, at han ikke vilde udsætte sig for nogle faa Besværligheder for at komme i Besiddelse af den?"

"Ja, jeg har virkelig sagt Sandheden om Føjelig, og naar jeg skal sige den om mig selv, saa er jeg slet ikke bedre end han. Det er vel sandt, at han gik tilbage til sit Hus, men jeg gik til Gengæld ind paa Dødens Vej og lod mig lokke af Verdensklogs kødelige Raad."

"O, har du truffet ham? Han vilde vel have dig til at søge Lettelse hos Lovmæssig? De er begge store Bedragere. Men fulgte du hans Raad?"

"Ja, saa langt jeg turde; jeg gik for at søge Lovmæssig, til jeg naaede Bjerget ved hans Hus. Saa blev jeg bange, at det skulde knuse mig, og standsedse."

"Dette Bjerg er blevet manges Død, og det vil blive endnu fleres. Det var godt, at du flygtede, da du ellers vilde være bleven knust."

"Jeg ved virkelig ikke, om det ikke ogsaa vilde være sket med mig, hvis ikke Evangelist lykkeligvis havde mødt mig midt i min elendige Stilling. Men det var Guds Barmhjertighed, at han atter kom til mig; ellers var jeg aldrig kommet herhen. Nu er jeg dog kommet, saaledes som jeg er, skønt jeg snarere fortjente at blive knust under Bjerget end at staa her og tale med dig. Men ak, hvilken Venlighed er det dog ikke, at jeg alligevel har faaet Adgang her."

"Vi nægter ingen Adgang, uanset hvad de har øvet, inden de kom her, og ingen kastes ud herfra. Og derfor, kære Kristen, kom lidt med mig, saa vil jeg vise dig, hvilken Vej du skal gaa."

"Se der fremad! Ser du den smalle Vej? Det er den Vei, du skal gaa. Den er anlagt af Patriarker og Profeter, af Kristus og hans Apostle, og den er saa lige som en Snor. Den Vej skal du gaa."

"Men," spurgte Kristen, "er der da ingen Afveje eller Krogveje, som en fremmed kan blive ledet ind paa?"

"Jo, der er mange andre Veje, men de gaar neden for denne, og de er alle bugtede og brede. Den rette Vej er trang og lige, derpaa kan du kende den."

I min Drøm saa jeg nu, at Kristen spurgte, om Velvillie ikke kunde hjælpe ham af med den tunge Byrde. Thi endnu var han ikke blevet den kvit, og det kunde heller ikke ske uden Hjælp.

Velvillie svarede: "Bær din Byrde taalmodigt, indtil du kommer til Forløsningsstedet, der vil den falde ned af sig selv."

Nu gjorde kristen sig rejsefærdig. Men inden han gik bort, sagde Velvillie til ham, at naar han var kommen et stykke fra porten, vilde han komme til Fortolkerens hus. Her skulde han banke paa, og han vilde da faa herlige ting at se.

Saa tog Kristen afsked med Vennen, og denne ønskede ham Guds fred paa rejsen.