Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Fjerde Kapitel.

Pilgrimmen i Fortolkerens Skole.

Derpaa gik Kristen videre, indtil han naaede Fortolkerens Hus. Her bankede han paa gentagne Gange, indtil der kom en til Døren og spurgte, hvem det var.

"Jeg er en rejsende. En bekendt af Husets Herre har anbefalet mig at tage ind her, og jeg vil derfor gerne tale med Herren."

Saa kaldte Manden paa Herren, der kom efter kort Tids Forløb og spurgte Krisien, hvad han vilde.

"Jeg kommer," sagde Kristen, "fra Fordærvelsens By og skal til Zions Bjerg, og den Mand, der stod ved Porten, sagde til mig, at naar jeg gik ind her, vilde du vise mig herlige Ting, der kunde hjælpe mig paa Rejsen."

"Godt," sagde Fortolkeren, "jeg vil vise dig noget, du kan have Gavn af." Derpaa befalede han sin Tjener at tænde et Lys og bad Kristen følge med. Først førte han ham ind i et Værelse og bød Tjeneren aabne en Dør. Kristen saa nu paa Væggen et Portræt af en meget ærværdig Mand. Hans Øjne var løftede mod Himmelen, han havde den bedste Bog i Haanden, Sandhedens Lov var skrevet paa hans Læber, denne Verden havde han bag ved sig, og en Guldkrone hang over hans Hoved. Han stod, som om han havde Lyst til at tale til Menneskene.

"Hvad skal dette Billede forestille?"

"Den Mand, du ser der, er een af de Tusinde, han kan blive Fader til Børn, arbejde med dem og ernære dem, naar de er fødte. At hans Øjne er løftede mod Himmelen, at han har den bedste af alle Bøger i Haanden, og at Sandhedens Lov er skrevet paa hans Læber, skal vise dig, at det er hans Gerning at forklare de dunkle Ting for Syndere. Derfor staar han ogsaa, som vilde han gerne tale til Menneskene. Naar du endelig ser, at Verden er ligesom kastet bag hans Ryg, da betyder dette, at Kærligheden til hans Herre lader ham ringeagte denne Verdens Goder. Guldkronen over hans Hoved viser, at han til Gengæld er sikker paa en Plads i Himmelen. Nu har jeg allerførst vist dig dette Billede, fordi den Mand, som det forestiller, er den eneste, der har faaet Magt til at føre dig gennem de Vanskeligheder, du vil møde paa din Vej. Læg derfor vel Mærke til, hvad jeg har vist dig. Og husk paa det, naar du paa din Vej møder nogen, som vil lede dig ind paa de Veje, der kun fører til Døden."

Derpaa tog han Kristen ved Haanden og førte ham ind i en stor Sal, der var fuld af Støv, fordi der aldrig blev gjort rent. Efter at han havde set sig lidt om, kaldte Fortolkeren paa en Tjener og bød denne støve af. Neppe havde han begyndt, før Luften blev saa fuld af Støv, at Kristen var nær ved at kvæles. Fortolkeren sagde nu til en Kvinde, som stod der: "Tag noget Vand og stænk det ud over Gulvet." Da hun havde gjort det, blev Værelset hurtigt fejet og prydet.

"Hvad skal dette betyde?" spurgte Kristen.

"Denne Sal forestiller et Menneskehjerte, der aldrig er blevet helliget ved Evangeliets søde Naade. Støvet er Arvesynden og Hjertets Fordærvelse, der har gennemtrængt hele Mennesket. Det var Loven, der først begyndte at gøre rent, men det var Evangeliet, der tog Vand og stænkede det ud over Salen. Du saa, at den første ikke kunde faa gjort rent. Jo mere han arbejdede, jo værre blev det. Det kan lære dig, at Loven ikke kan rense Hjertet, men kun gøre Synden levende, give den Kraft og virke, at den bliver mægtig i Hjertet ved at blive aabenbaret. Lige saa lidt giver Loven Kraft til at overvinde Synden. Kvinden, der overstænkede Gulvet med Vand, hvorefter Salen blev renset, saa det var en Lyst, skal vise dig, at ligesom hun dæmpede Støvet med Vand, saaledes overvindes og undertrykkes Synden, naar Evangeliet med dets søde og vidunderlige Virkninger kommer ind i Hjertet. Først da bliver Hjertet ved Troen renset og prvdet, saaledes at Herlighedens Konge kan tage Bolig i det."

Nu saa jeg i min Drøm, at Fortolkeren tog ham i Haanden og førte ham ind i et lille Værelse, hvor der sad to smaa Børn, hvert paa sin Stol. Det ældste af dem hed Heftig, den. anden Taalmodig. Heftig saa meget utilfreds ud, men Taalmodig var rolig og stille. Kristen spurgte: "Hvorfor er Heftig saa misfornøjet?"

"Hans Formynder vil have, at han skal vente paa de bedste Gaver til næste Aar, men han vil have dem straks. Taalmodig er derimod villig til at vente."

Imidlertid saa jeg, at der kom en med en Pose fuld af Kostbarheder og lagde den for Heftigs Fødder. Denne tog dem straks op og glædede sig over dem, mens han lo ad Taalmodig og spottede ham. Kort Tid efter havde han bortødslet alt og havde kun Pjalter tilbage.

Kristen bad om en Forklaring paa dette.

"Begge disse Børn," sagde Fortolkeren, "maa opfattes billedligt. Heftig er et Billede paa denne Verdens Børn, Taalmodig forestiller den kommende Verdens Børn. Men som du her ser, at Heftig vil have alt i dette Aar, det vil sige i denne Verden, saaledes vil denne Verdens Børn have alle deres Gaver i dette Liv; de kan ikke vente til næste Aar, det vil sige til den næste Verden, med at faa deres Goder. Ordsproget: "Een Fugl i Haanden er bedre end ti paa Taget," er for dem mere værd end alle Guds Vidnesbyrd om den kommende Verdens Goder. Men ligesom Heftig hurtigt forødte alt og kun beholdt nogle Pjalter tilbage, saaledes vil det gaa alle saadanne Mennesker indtil Verdens Ende."

"Nu ser jeg, at Taalmodig i mere end een Henseende er den klogeste. Han vil vente paa de bedste Gaver, og han vil have Herlighed, naar de andre kun har Pjalter."

"Ja, og saa maa du endda føje til, at den kommende Verdens Herlighed er evig, mens denne Verdens Glæder hurtig forsvinder. Derfor har Heftig ikke saa megen Grund til at udle Taalmodig, som denne har til at udle ham, fordi han fik først; thi det første hører op, naar det sidste begynder, og det sidste hører aldrig op. Hvem, der faar sin Del først, maa nødvendigvis tidligere eller senere øde den, men den, der faar sin Del sidst, beholder den i al Evighed. Derfor blev der sagt til den rige Mand: Du har faaet dit gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det onde; men nu trøstes han her, og du pines."

"Nu mærker ieg, at det er bedre at vente paa de kommende Herligheder end at begære denne Verdens Goder."

"Det har du Ret i. Thi de synlige Ting "er timelige, men de usynlige er evige." Imidlertid maa du huske paa, at de timelige Ting og det kødelige Sind er nære Naboer, hvorimod de evige Ting og det kødelige Sind er fremmede for hinanden. Derfor slutter de første saa let Venskab med hinanden, mens der vedbliver at være Afstand mellem de sidste."

Nu saa jeg, at Fortolkeren tog Kristen og førte ham hen til et Sted, hvor der brændte en Ild op ad en Mur, og der stod en Mand og kastede Vand paa Ilden for at stukke den. Men Ilden brændte stadig høiere og stærkere.

"Hvad betyder dette?" spurgte Kristen.

Fortolkeren svarede:

"Denne Ild er Guds Naades Arbejde i Menneskehiertet, og det er Djævelen, der hælder Vand paa for at slukke Ilden. Jeg skal vise dig, hvorfor den alligevel stadig brænder højere og stærkere."

Han tog nu Kristen med om bag ved Muren, hvor de saa en Mand med en Oliedunk, hvis Indhold han uafladelig men i al Hemmelighed gød ud over Ilden.

"Hvad betyder dette?"

"Det er Kristus, der med sin Naades Olie nærer den Ild, han selv har tændt i Hjertet. Paa den Maade kan hans Folk - til Trods for alle Djævelens Snigløb - blive staaende i Naaden. At Manden staar bag ved Muren, kan lære dig, at det er svært for den anfægtede Sjæl at se, hvorledes Naadens Gerning i Hjertet vedligeholdes."

Jeg saa nu, at Fortolkeren atter tog ham ved Haanden og førte ham til et skønt Sted, hvor der var bygget et prægtigt Palads. Paa Paladsets Tag saa han Mennesker, der var iført Klæder af Guld. Dette Syn fyldte ham med Glæde.

"Tør vi ogsaa gaa derop?" spurgte han.

Fortolkeren førte ham hen til Døren, hvor der stod en Mængde Mennesker, der gerne vilde ind, men ikke turde. Lige inden for Døren sad der en Mand med en Bog og Pen og Blæk for at skrive deres Navne op, som vilde ind. Kristen saa ogsaa, at der i Forhallen stod mange væbnede Mænd, hvis Opgave det synes at være at slaa de indtrængende ned. Herover blev Kristen meget bange. Mens de nu alle trak sig tilbage af Frygt for Mændene, saa Kristen en modig Mand komme frem og gaa hen for at faa sit Navn skrevet. Da det var sket, drog Manden sit Sværd, satte en Hjælm paa Hovedet og styrtede ind paa de væbnede Mænd, der modtog ham med Dødsforagt. Han lod sig dog ikke skrække, men slog om sig af al Magt, og dækket af Saar naaede han endelig ind i Paladset, hvor de tilstedeværende modtog ham med Sang:

Kom ind, kom ind! Derinde
skal du en evig Krone vinde.

Han fik nu en Klædning paa som alle de andre. Da smilede Kristen og sagde: "Jeg tror nok, at jeg ved, hvad dette betyder."

Han vilde gaa videre, men Fortolkeren bad ham vente, til han havde faaet noget mere at se. Saa først kunde han faa Lov at gaa. Han tog ham atter ved Haanden og førte ham ind i et mørkt Værelse, hvor der sad en Mand i et Jernbur. Denne Mand saa meget ulykkelig ud, han saa mod Jorden, Hænderne var foldede, og han sukkede, som om Hjertet skulde briste. Da Kristen nu spurgte, hvad det skulde betyde, bad Fortolkeren ham selv tale med Manden.

"Hvad er du for en Mand?" spurgte han.

"Jeg har ikke altid været, hvad jeg nu er," svarede Manden, "engang var jeg en god Kristen baade i mine egne og i andres Øjne. Jeg troede, jeg var velskikket til Guds Rige og glædede mig endogsaa til at komme der."

"Men hvad er du da nu?"

"Jeg er nu kun et fortvivlet Menneske, og jeg er indesluttet i Fortvivlelsen som i dette Bur. Jeg kan ikke komme ud mere."

"Men hvorledes er du kommet i den Tilstand?"

"Jeg undlod at vaage og være ædru. Jeg lod mine Lyster faa Magten og syndede mod Ordets Lys og mod Guds Kærlighed. Jeg bedrøvede den Helligaand, og han forlod mig. Jeg fristede Djævelen, og han kom til mig. Jeg fremkaldte Guds Vrede, og han forlod mig. Jeg har hærdet mit Hjerte og kan ikke angre mere."

"Er der da intet Haab om, at du kan komme ud af Fortvivlelsens Jernbur?"

»For mig er der slet intet Haab."

"Men Guds Søn er dog fuld af Forbarmelse."

"Jeg har korsfæstet ham paa ny; jeg har foragtet ham og hans Retfærdighed, jeg har ringeagtet hans Blod og haanet Naadens Aand. Jeg har lukket mig ude fra alle Forjættelser, og der er kun Trusler tilbage for mig, frygtelige Trusler om en uafvendelig Dom og om en brændende Vrede, der vil fortære mig."

"Hvad bragte dig i denne Stilling?"

"Denne Verdens Lyster, Glæder og Fordele, som jeg troede kunde tilfredsstille mig. Men nu piner alt dette mig og nager mig som en gnavende Orm."

"Kan du da ikke angre nu og omvende dig?"

"Gud har nægtet mig Angeren, og hans Ord giver mig ikke Mod til at tro. Han har selv indesluttet mig i dette Jernbur, og ingen Magt i Verden kan hjælpe mig ud. O, Evighed! Evighed! Hvorledes skal jeg udholde denne Jammer og Kval i al Evighed?"

Fortolkeren sagde nu til Kristen:

"Husk altid paa denne Mands Elendighed og lad den tjene dig til Advarsel."

"Ja, dette er forfærdeligt; Gud hjælpe mig til at vaage og være ædru, at jeg kan undgaa alt, hvad der har bragt ham i Elendighed! Men er det nu ikke paa Tiden for mig at gaa videre?"

"Vent, til jeg faar vist dig en Ting endnu, saa kan du rejse."

Nu tog Fortolkeren igen Kristen ved Haanden og førte ham ind i et Værelse, hvor en Mand var ved at staa op af Sengen, og mens han trak Klæderne paa, rystede han og bævede.

Fortolkeren bad ham fortælle, hvorfor han rystede saaledes, og Manden fortalte følgende:

"Mens jeg sov i Nat, drømte jeg, at Himmelen blev ganste mørk, det tordnede og lynede saa frygteligt, at jeg blev dødelig angst; Skyerne for hen over Himmelen, og der lød et vældigt Trompetstød. Paa en Sky sad en Mand omgivet af Himmelens Hærskarer. De stod som i et Flammehav, og hele Himmelen stod i Flammer. Da hørte jeg en vældig Røst, der sagde: I døde, staar op og kommer til Dommen. Og straks revnede Klipperne, Gravene aabnedes, og de døde kom frem. Nogle af dem var jublende glade og saa opad, mens andre søgte at skjule sig under Bjergene. Nu saa jeg, at Manden paa Skyen aabnede en Bog og bød Verden at træde frem for sig. Der udgik en vældig Ild fra ham, og den holdt de fremtrædende i en passende Afstand. Jeg hørte nu, at Manden, der sad paa Skyen, sagde: "Samler Ukrudtet, Avnerne og Straaet sammen og kaster det i Ildsøen." En bundløs Afgrund aabnede sig for mine Fødder, og op af den steg en tyk Røg, og brændende Kulstykker fløj op med stort Spektakel. Der blev ogsaa sagt: Samler Hveden i Lade, og straks saa jeg mange blive løftet op og taget bort i Skyerne, men jeg blev tilbage. Jeg søgte da at skjule mig, men kunde ikke, thi Manden paa Skyen saa stadig fast paa mig; alle mine Synder randt mig i Hu, og min Samvittighed anklagede mig. Og derpaa vaagnede jeg."

"Men hvorfor blev du saa bange ved dette Syn?" spurgte Kristen.

"O, jeg tænkte, at Dommens Dag var kommen, og jeg var ikke beredt. Det, der gjorde mig mest forskrækket, var dog, at Englene tog adskillige op og lod mig tilbage, og saa tillige det, at Helvedes Afgrund aabnede sig netop lige ved mine Fødder. Deriil kom, at min Samvittighed nagede mig, og jeg syntes, at Dommeren hele Tiden med Uvillie og Vrede havde sit Blik fæstet paa mig."

"Har du nu nøje overvejet alle disse Ting?" spurgte Fortolkeren Kristen.

"Ja, og de har fyldt mig baade med Haab og Frygt."

"Godt, saa behold alle disse Ting i dit Hjerte, at de maa drive dig frem paa den Vej, du skal gaa paa."

Kristen bandt nu op om sine Lænder og gjorde sig færdig til sin Rejse.

Til Afsked sagde Fortolkerem "Trøftermanden være med dig, gode Kristen, og ledsage dig paa den Vei, der fører til den himmelske Stad." Saa gik Kristen sin Vei, idet han sagde ved sig selv:

Her har jeg skuet Ting af sælsom Art,
som gennem Fryd og Rædsel tegner klart
det Maal, jeg har mig foresat at naa.
Lad mig betænke dem og grant forstaa,
hvorfor de blev mig vist, og lad saa mig
en ærlig Tak, Fortolker, bringe dig.