Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Femte Kapitel.

Pilegrimmens Erfaringer ved Korsets Fod.

Nu saa jeg i min Drøm, at den smalle og stejle Vei, Kristen skulde vandre ad, paa begge Sider var omgivet af en Mur, der kaldtes Frelse. Paa Grund af Byrden gik det kun smaat fremad og opad. Han blev dog ved at løbe, til han kom til en lille Høi, hvor der stod et Kors, og neden for Korset var der en aaben Grav. Da Kristen nu kom op til Korsets Fod, løsnede Byrden sig, faldt ned fra hans Ryg og blev ved at rulle, til den faldt ned i Graven, og jeg saa den aldrig mere.

Da blev Kristen glad og let om Hjertet, og i sin Lykke sagde han: "Kristus har ved sin Sorg givet mig Glæde og ved sin Død Liv." Han stod endnu lidt stille og undrede sig over, at Synet af Korset kunde befri ham fra den tunge Byrde. Han stirrede paa Korset og blev ved at stirre, indtil Taarernes Kildevaeld brød frem. Mens han stod og græd, kom der tre skinnende Engle til ham og hilste ham med et: Fred være med dig. Den første sagde til ham: Dine Synder er dig forladte. Den anden tog hans snavsede Pjalter af ham og iførte ham en ny Klædning, den tredie satte et Tegn paa hans Pande og gav ham en Pergamentrulle med et Segl ved. Den skulde han læse i undervejs og aflevere ved den himmelske Port.

Men Kristen sprang af Glæde og gik videre, idet han sang:

Saa langt jeg med min Syndebyrde gik, og ingen Lindring for min Kval jeg fik, til ieg kom hid; o, hvilket herligt Sted! Skal her jeg finde Vejen til min Fred? Skal her min Byrde tages fra mig bort, og briste alle Baand, der voldte Tort? Velsignet Kors og Grav! Velsignet han, der bar min Synd og Skam, den Smertens Mand!

Han gik nu videre, indtil han kom til en Dal. Lidt borte fra Vejen saa han tre Mænd, der laa og sov. De havde Lænker om Fødderne. Deres Navne var Dum, Doven og Indbildsk. Da Kristen saa dem ligge der, gik han hen for at vække dem. Han raabte:

"I ligner Mænd, der sover paa en Mastetop, og under eder er det døde Hav, et bundløst Dyb. Vaagn op og gaa bort, og hvis I ønsker det, vil jeg hjælpe eder as med Lænkerne."

Han talte ogsaa til dem om ham, der gaar omkring som en brølende løve, og hvis sikre Bytte de vilde blive. De saa kun paa ham og svarede ham følgende:

Dum: Der er ingen Fare; Doven: Jeg vil sove lidt endnu; Indbildsk: Enhver maa hytte sig selv. Saa lagde de sig atter til at sove, og Kristen maatte gaa videre.

Det smertede ham at tænke paa, at disse Mænd havde tilbagevist hans venlige Tilbud om Hjælp. Pludselig opdagede han to Mænd, der satte over Muren paa Veiens venstre Side. Den ene hed Uniform-Kristen, og den anden hed Hykler. De kom hen og gav sig i Ordskifte med ham.

"Hvorfra kommer I, og hvorhen gælder Rejsen?" spurgte Kristen.

"Vi er født i Landet Forfængelig-Ære og er undervejs til Zions Bjerg for at høste Berømmelse."

"Hvorfor er I ikke kommet ind ad Porten? Ved I ikke, at der staar skrevet: "Den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andetsteds over, han er en Tyv og Røver?"

"Alle vore Landsmænd fandt, at det var alt for stor en Omvei, naar man skulde gaa gennem Porten for at komme hertil. Hos os er det Skik og Brug at forkorte Veien ved at stige over Muren."

"Er det da ikke at krænke Herskeren i den By, vor Rejse gælder, saaledes at handle mod hans aabenbarede Villie?"

"Det behøver du saamænd ikke at bryde dig om. Hvad vi har gjort, er gammel Sædvane, og vi kan bevise, at sligt er sket i over tusinde Aar."

"Men tror I nu ogsaa, at eders Opførsel kan forsvares, naar den skal vejes paa Lovens Vægt?"

"Ja, en Skik, der er over tusinde Aar gammel, vil utvivlsomt af en upartisk Dommer blive erkendt for lovlig. Og hvad har det overhovedet at sige, paa hvilken Maade vi er kommet herind, naar vi nu er paa Veien. Du, der er kommen ind ad Porten, er ikke mere eller bedre paa Vejen end vi andre, der er kommet over Muren. Hvorfor er saa din Stilling bedre end vor?"

"Jeg gaar efter min Herres Paabud, og I gaar efter eders eget Hoved. Allerede nu kalder Vejens Herre eder for Tyve, og jeg tvivler om, at I vil blive godkendte som redelige Mænd ved Vejens Ende. I kom ind af jer selv uden hans Førelse, og I vil komme til at gaa ud uden hans Naade."

Derpaa kunde de ikke svare noget videre, og de bad nu Kristen passe sig selv. De gik derfor alle tre videre uden at tale sammen, indtil Uniform-Kristen og Hykler sagde: "Hvad Love og Forordninger angaar, saa tvivler vi paa, at du holder dem bedre. Derfor ser vi ikke, hvori Forskellen mellem os bestaar. Det skulde da være i den Klædning, du har paa, og som du vel har faaet af en Nabo for at skjule din Nøgenheds Skam."

"Ved Love og Forordninger bliver I ikke frelste, naar I ikke er kommet igennem den snævre Port. Og hvad Klædningen angaar, da er den skænket mig af den Herre, hvis Land vi søger, og ganske rigtig til at skjule min Nøgenhed med. Men det tager jeg som et Tegn paa hans Naade imod mig, thi før havde jeg kun Pjalter.

Og desuden er det mig til stor Trøst sikkert at vide, at naar jeg kommer til Stadens Port, saa vil Herren kendes ved mig, fordi jeg har hans egen Kjortel paa, den gav han mig af uforskyldt Naade, da han tog mine Pjalter.

Og saa har jeg desuden et Tegn paa min Pande, som I maaske slet ikke har set. Det har en af min Herres fortrolige sat paa mig den Dag, da Byrden faldt fra mine Skuldre. Jeg fik ogsaa en Rulle med Segl ved til at læse i og trøste mig ved paa Vejen. Jeg fik Ordre til at aflevere den ved den himmelske Port som et sikkert Tegn paa, at jeg har Lov til at komme ind. Jeg tror, at I mangler alle disse Ting, og I mangler dem, fordi I ikke kom ind gennem Porten."

Til alt dette sagde de intet, men saa kun paa hinanden og lo. Nu gik de alle fremad. Kristen var altid foran. Nu og da talte han med sig selv, snart med Suk og snart med Sang. Han læste tidt i Rullen, som Engelen gav ham, og blev altid opmuntret derved.