Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Sjette Kapitel.

Pilegrimmens Oplevelser paa Besværligheds Bjerg.

Jeg saa nu, at de alle gik videre, indtil de kom til Foden af Bjerget Besværlighed, hvor der var en Kilde. Der var paa dette Sted to Veie foruden den, som kom lige fra Porten. Den ene gik til højre, den anden til venstre, langs med Bjergets Fod, men den trange Vej gik lige op over Bjerget og kaldtes Besværlig. Kristen gik nu hen til Kilden og drak for at forfriske sig, og derpaa begav han sig op ad Bjerget, idet han sagde:

Den høje Top jeg stræbe vil at naa,
og ingen Hindringer mig standse maa;
for Livets Vej, forstaar jeg, ligger her -
fat Mod, mit Hjerte, il til denne Færd!
Bedre den rette Vej, er den end trang,
end den, som fører jævnt til Undergang!

De to andre kom ogsaa til Bjergets Fod, men da de saa, at Vejen var stejl og lang, og da der jo var andre magelige Veje, der sikkert vilde støde sammen med Kristens Vej paa den anden Side Bjerget, besluttede de at gaa til hver sin Side. Den ene as disse Veie hed Fare, og den anden hed Fordærvelse. Han, der valgte Fare, blev ført ind i en stor Skov, og den anden, der valgte Fordærvelse, blev ført til en stor Mark, omgiven af mørke Fjelde, hvor han snublede og faldt for aldrig mere at rejse sig.

Nu vendte jeg mig til Kristen for at se paa hans Vandring. Han slog snart over fra Løb til Gang, og til sidst maatte han krybe paa alle fire, fordi Veien var saa steil. Da han havde tilbagelagt Halvveien til Toppen, kom han til en dejlig Løvhytte, som Bjergets Herre havde opført til Hvile for trætte rejsende. Kristen naaede den endelig og lod Hvilen falde paa sig. Han tog Rullen frem og læste i den til stor Trøst; derefter tog han den Dragt nærmere i Øiesyn, som han havde faaet ved Korset. Saaledes fornøjede han sig en kort Tid, men slumrede saa ind og faldt snart i en dyb Søvn, der varede til langt ud paa Aftenen, og i Søvne tabte han sin Rulle. Mens han nu sov, kom der en og vækkede ham med de Ord:

"Du lade, gak til Myren, se dens Veje og blivvis." Kristen kom nu op i en Fart og skyndte sig af Sted, indtil han naaede Bjergets Top. Her kom to Mænd løbende ham i Møde. Den ene hed Frygtsom, og den anden hed Mistillid.

"Hvad er der i Veien?" spurgte Kristen, "I løber jo den forkerte Vei." Frygtsom svarede, at de var paa Veien til Zions Bjerg. Nu var de kommet forbi det vanskelige Sted, men jo længere de kom frem, desto flere Farer mødte de, derfor var de vendte om og gik nu ned igen.

"Ja," sagde Mistillid, "lige foran os ligger der to Løver paa Veien. Vi ved ikke, om de er vaagne, men naar vi kommer nær til dem, vil de nok sønderrive os."

"I gør mig meget bange," sagde Kristen, "hvor skal jeg da søge Redning? Vender jeg tilbage til mit eget Land, vil ieg omkomme ved Ild og Svovl, men kan jeg først naa den himmelske Stad, da er jeg i Sikkerhed. Jeg maa vove det; at gaa tilbage er den visse Død. Døden kan vel ramme mig, naar ieg gaar fremad, men saa faar jeg et evigt Liv efter den. Altsaa fremad!" - De to andre gik ned ad Bjerget, og Kristen gik videre. Da han atter kom til at tænke paa, hvad de to Mænd havde sagt, greb han efter sin Papirrulle for at søge Trøst i den, men han fandt den ikke. Man tænke sig hans Skræk. Han vidste ikke, hvad han skulde gøre nu, da det var borte, der saa tidt havde trøstet ham, og desuden skulde det tjene ham som Adgangstegn til den himmelske Stad. Han blev helt forstyrret og vidste ikke, hvad han skulde gøre. Til sidst kom han i Tanker om, at han havde sovet i Løvhytten, og da faldt han paa Knæ og bad Gud om Tilgivelse for sin Ligegyldighed. Han gik nu tilbage for at lede efter Rullen. Hans Hjerte var fuldt af Sorg, snart sukkede han, og snart græd han, og han bebrejdede sig bittert, at han havde ladet sig overrumple af vanen paa et Sted, der kun var bestemt til en kort Hvile for trætte rejsende. Paa Tilbagevejen ledte han omhyggeligt efter Papirrullen, der saa tidt havde trøstet ham paa Rejsen. Han gik saaledes, til han fik Øje paa Hytten, hvor han havde sovet. Dette Syn øgede hans Sorg og rev Saaret op paa ny. Han klagede over sin syndefulde Søvn og sagde: "O, hvilken Usling jeg er, at jeg kunde sove ved højlys Dag, at jeg kunde sove midt under mine Anstrengelser, at jeg kunde pleje min Magelighed og tilfredsstille mit Køds Lyst paa dette Sted, der kun er bestemt til Vederkvægelse for min Sjæl! Hvor mange modige Timer har jeg dog ikke gaaet forgæves! Saaledes gik det Israels Børn, da de for deres Synders Skyld blev sendte tilbage til det røde Hav, og den Vei, jeg kunde have gaaet med Glæde, maa jeg nu slide med Sorg. Hvor langt kunde jeg ikke have været nu. Tre Gange maa jeg gaa den Vei, jeg ellers kun skulde have gaaet een Gang. Og nu er Dagen snart til Ende, og Nattens Mørke overfalder mig. O, havde jeg dog ikke sovet!"

Imidlertid kom han tilbage til Løvhytten, hvor han satte sig for at græde ud. Mens han sad her, fik han endelig Øje paa Rullen, skælvende af Sindsbevægelse tog han den hurtig op og gemte den paa sit Bryst. Hans Glæde var ubeskrivelig, thi Rullen var jo hans Pant paa det evige Liv og hans Adgangstegn til Frelsens Havn. Derfor takkede han Gud, fordi hans Øje var faldet paa det rette Sted, og med Glædestaarer fortsatte han sin Vandring. Hvor let gik nu ikke Vejen opad! Solen var dog gaaet ned, inden han naaede Bjergets Top. Dette fik ham igen til at mindes sin Daarskab, og han begyndte at klage: "O, du syndige Søvn, for din Skyld kommer Natten nu over mig, Solens Lys er borte, Mørket vil skjule mine Fodspor, og jeg skal høre paa Nattens Dyrs sørgelige Skrig!" Nu mindedes han, hvad Mistillid og Frygtsom havde fortalt ham om Løverne. Da sagde han til sig selv: "Netop om Natten gaar disse vilde Dyr paa Rov, og hvis de møder mig i Mørket, hvorledes skal jeg da undfly dem? Hvorledes kan jeg undgaa at blive sønderrevet af dem?" Saaledes gik han videre, men mens han jamrede over sit ulykkelige Fejltrin, fik han pludselig Øje paa et herligt Palads. Dets Navn var Skønhed, og det laa lige ved Siden af Vejen.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media