Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Syvende Kapitel.

Pilegrimmens Oplevelser i Paladset Skønhed.

Derpaa saa jeg i min Drøm, at han skyndte sig for om muligt at faa Natteophold der. Inden han var kommet ret langt, befandt han sig i en snæver Gyde et lille Stykke fra Portnerboligen, og mens han ængsteligt spejdede efter noget mistænkeligt, saa han de to løver paa Veien. "Nu," tænkte han, "kan jeg se den Fare, der drev Mistillid og Frygtsom bort." Løverne var lænkede, men han kunde ikke se Lænkerne og blev derfor meget bange, ja, tænkte endog paa at gaa tilbage, fordi han kun saa Døden for sig. Portneren, hvis Navn var Aarvaagen, havde imidlertid lagt Mærke til, at Kristen standsede, som om han vilde vende om. Han raabte til ham og sagde: "Er du saa bange? Frygt ikke for Løverne, thi de er lænkede og staar der kun for at prøve Troen, hvor den findes, og for at aabenbare, hvor der ingen Tro er. Hold dig kun midt paa Vejen, og der skal intet ondt vederfares dig."

Kristen gik nu fremad, skælvende af Frygt for Løverne. Han fulgte omhyggeligt Portnerens Raad; Løverne brølede vel, men de gjorde ham ingen Fortræd. Nu klappede han i Hænderne og ilede hen til Portnerboligen. "Hvis Hus er det?" spurgte han Portneren, "og kan jeg bo her i Nat?"

"Dette Hus er bygget af Bjergets Herre til Hvile og Sikkerhed for Pilegrimme." Portneren spurgte ham nu, hvorfra han kom, og hvor han skulde hen.

"Jeg kommer fra Fordærvelsens By og skal til Zions Bjerg, men da det nu er mørkt, vil jeg gerne have Lov til at bo her i nat."

"Hvad er dit Navn?"

"Mit Navn er nu Kristen. Engang hed jeg Naadeløs."

"Hvorfor kommer du saa sent? Solen er allerede gaaet ned."

"Jeg havde været her før, hvis jeg elendige Menneske ikke havde sovet i Løvhytten paa Bjergets Side, og jeg vilde endda have været her meget før, hvis jeg ikke i Søvne havde tabt mit Pas. Jeg kom helt op paa Bjergets Top, inden jeg mærkede, at jeg havde tabt det. Med Hjertet fuldt af Sorg maatte jeg gaa tilbage, hvor jeg sov. Der fandt jeg det, og nu er jeg her."

"Godt, jeg vil kalde paa en af Kvinderne, og hvis hun synes om din Tale, vil hun, som det er Skik her, føre dig ind til Familien." Aarvaagen ringede paa en Klokke, og straks kom en alvorlig og skøn Kvinde ved Navn Beskeden ud og spurgte, hvorfor man kaldte paa hende.

Portneren svarede: "Denne Mand er paa Rejse fra Fordærvelsens By til Zions Bjerg, men da han er træt, og det er sent, har han bedt om Ly for Natten. Jeg har sagt ham, at jeg vilde kalde paa dig, for at du efter at have talt med ham kan behandle ham efter Husets Lov, som du synes."

Hun spurgte ham nu, hvor han var fra, og hvor han skulde hen, hvorledes han var kommet ind paa Vejen, og hvem han havde set og mødt paa den. Han besvarede disse Spørgsmaal. Til sidst spurgte hun om hans Navn. "Mit Navn er Kristen, og jeg vil meget gerne blive her i Nat, da jeg hører, at Bjergets Herre netop har opført dette Hus til Vederkvægelse og Sikkerhed for Pilegrimme." Skønt Taarerne stod hende i Øjnene, smilede hun og sagde lidt efter: "Jeg vil kalde paa nogle af Familien."

Hun løb hen til Døren og kaldte paa Klogskab, Fromhed og Kærlighed. Efter en kort Samtale tog de ham ind til Familien, og mange af dem, han mødte paa Trapperne, sagde: "Kom ind, du Herrens velsignede! Dette Hus har Bjergets Herre netop bygget for slige trætte Pilegrimme." Han bøiede sit Hoved og fulgte dem. Saa snart han var kommet til Sæde, gav de ham noget at drikke. Mens Aftensmaden blev lavet, skulde nogle af dem for at nytte Tiden tale med Kristen. Hertil blev valgt Fromhed, Klogskab og Kærlighed. De begyndte som følger:

"Da du nu skal bo her i Nat, kære Kristen, vil du maaske være saa god at fortælle os lidt om din Vandring, og hvad du har oplevet paa den. Det kan maaske opbygge os," sagde Fromhed.

"Det vil jeg meget geme, og det glæder mig, at I har Lyst til at høre derpaa."

"Hvad har først faaet dig til at leve en Pilegrims Liv?"

"En skrækkelig Røst der uafbrudt lød i mit Øre, drev mig bort fra mit Hjemland. Hvis jeg blev, hvor jeg var, var jeg. prisgivet til Ødelæggelse."

"Men hvorfor forlod du dit Hjemland netop ad denne Vej?"

"Det var Guds Villie; thi midt i Angsten for Ødelæggelsen vidste jeg ikke, hvor jeg skulde gaa hen. Netop som jeg bævede og græd, kom der en Mand ved Navn Evangelist, og han viste mig den snævre Port, som jeg ellers aldrig havde fundet, og førte mig derved ind paa den Vei, der omsider har ledet mig til dette Hus."

"Men kom du ikke forbi Fortolkerens Hus?"

"Jo, og jeg saa der saadanne Ting, at Mindet om dem vil følge mig hele Livet. Jeg saa: 1) hvorledes Kristus, til Trods for Satans Magt, vedblivende gør sin Gerning i Hjertet; 2) Manden, der for sine Synders Skyld havde mistet alt Haab om Guds Naade, og 3) ham, der i sin Drøm troede at Dommens Dag var kommen."

"Fortalte han dig sin Drøm?"

"Ja, og det var frygteligt at høre paa. Mit Hjerte bævede, da han talte, men nu er jeg glad over, at jeg har hørt det."

"Saa du ikke andet i Fortolkerens Hus?"

"Nej, men han tog mig med til et prægtigt Palads. Alle Folkene gik i Klæder af skinnende Guld. Han viste mig ogsaa en modig Mand, der banede sig Vej gennem de væbnede Mænd, der stod ved Døren for at holde ham ude, og jeg saa, han vandt det evige Liv. Mit Hjerte var henrykt over alle de Ting, jeg saa, og jeg kunde gerne have opholdt mig i den gode Mands Hus et helt Aar, hvis jeg ikke havde vidst, at jeg skulde af Sted."

"Hvad saa du ellers paa Veien?"

"Jeg gik videre og saa en Mand, der hang blødende paa et Kors, og ved Synet deraf faldt den tunge Byrde, jeg hidtil havde baaret, fra mig. Det var vidunderligt at se for mig, der aldrig havde set noget lignende før. Og mens jeg stod og saa, kom der tre skinnende Engle. En af dem gav mig den Forjættelse: Dine Synder er dig forladte, en anden tog mine skidne Pjalter og gav mig den broderede Klædning, jeg nu har paa, og den tredie gav mig et Tegn paa min Pande, som I vel har set, og denne Pergamentrulle med Kongens Segl."

"Men du saa mere end dette, gjorde du ikke?"

"Hvad jeg har fortalt nu, var det bedste, men jeg saa dog ogsaa andet. Jeg faa nemlig tre Mænd, hvis Navne var Dum, Doven og Indbildsk. De laa lidt fra Vejen og sov, da jeg kom; alle havde de Lænker om Fødderne. Det var mig ikke muligt at vække dem. Endvidere saa jeg Uniform-Krisien og Hykler sætte over Muren for, som de sagde, at komme til Zion, men de gik snart fortabte, hvad jeg forgæves advarede dem imod. Værst af alt var det dog at komme op ad dette Bjerg og forbi Løvernes Gab, og hvis ikke den gode Portner havde været, havde jeg maaske vendt om. Nu takker jeg Gud, at jeg er her, og eder takker jeg, fordi I har modtaget mig."

Nu talte Klogskab til ham:

"Tænker du undertiden paa dit Hjemland?"

"Det gør jeg, men med Skam og Afsky. Hvis min Hu havde staaet til det, vilde jeg nok have fundet Leilighed til at komme tilbage, men nu søger jeg kun efter mit himmelske Fædreland."

"Bærer du nu slet ingen af de Ting hos dig, der før klæbede ved dig?"

"Jo, men meget imod min Villie, det er særlig mine kødelige Tanker og Begæringer, som jeg fandt saa stort Behag i blandt mine Landsmænd. Nu volder alle disse Ting mig kun Kval, og havde jeg Evne, som jeg har Villie, vilde jeg aldrig tænke paa dem mere. Men naar jeg vil gøre det gode, staar det onde mig i Vejen."

"Vinder du da aldrig Sejr over disse Ting, der gør Livet saa besværligt?"

"Jo, men det sker kun sjældent, det hører til mine bedste Timer, naar det lykkes mig."

"Ved du, hvoraf det kommer, at du undertiden synes at besejre dine Fristelser og Anfægtelser?"

"Det skee, naar jeg tænker paa, hvad jeg saa ved Korsets Fod, naar jeg ser paa min Festdragt, naar jeg læser i Rullen, jeg har paa mit Bryst, og naar mit Hjerte varmes ved Tanken paa mit høje Maal."

"Hvorfor har du saa stor Lyst til at komme til Zions Bjerg?"

"Der haaber jeg at faa se ham, der hang død paa Korset, der haaber jeg at blive fri for alle de Ting, der her daglig plager og anfægter mig. Der er ingen Død mere, og der skal jeg være sammen med de andre Mennesker, jeg elsker. Og for at sige dig alt, saa elsker jeg Ham, fordi han befriede mig fra min Byrde, og jeg er træt af mit Hjertes Sygdomme. Jeg vil hen, hvor jeg ikke skal dø mere, og hvor jeg kan være med i Skaren, der raaber: "Hellig, Hellig, Hellig!" "

Derpaa spurgte Kærlighed: "Er du gift? Har du Familie?"

"Jeg er gift og har fire smaa Børn."

"Hvorfor har du ikke taget Familien med dig?"

Da græd Kristen og sagde: "O, jeg vilde saa gerne have haft dem med, men de havde saa meget imod min Pilegrimsfærd."

"Men du burde have talt med dem og vist dem den Fare, der var ved at blive tilbage."

"Det sagde jeg dem ogsaa og fortalte dem tillige om, hvad Gud havde vist mig om vor Bys Ødelæggelse. Men de lo mig kun ud og troede mig ikke."

"Bad du ogsaa til Gud, at han vilde velsigne dine Ord?"

"Ja, af mit ganske Hjerte, thi du kan tro, at min Hustru og mine Børn var mig meget dyrebare."

"Fortalte du dem ikke om din egen Sorg og Frygt for Undergangen? Jeg antager da, at du selv var klar over den."

"Jo, mange Gange sagde jeg det. De kunde læse Frygten i mit Ansigt, de saa ogsaa mine Taarer og min Rædsel for det Dommens Sværd, der hang over vore Hoveder. Men intet kunde formaa dem til at følge mig."

"Men hvilke Indvendinger havde de at gøre imod dig?"

"Min Hustru var bange for at miste denne Verden, og mine Børn hengav sig til Ungdommens daarlige Fornøjelser. Af disse Grunde lod de mig gaa alene."

"Men har du da ikke ved dit Liv udvisket Indtrykket af de Ord, der maaske ellers kunde have faaet dem til at følge dig?"

"Mit Liv fortjener ikke Ros, og jeg er mig mange Fejltrin bevidst. Og jeg ved ogsaa, at et Menneske ved sit Liv snart kan omstyrte, hvad han ved gode Grunde og alvorlig Bevisførelse har bygget op. Jeg passede dog godt paa, at jeg ikke ved en usømmelig Handling skulde holde dem borte. Ja, de sagde selv, at jeg, hvad disse Ting angik, var alt for nøjeregnende, og at jeg for deres Skyld forsagede Ting, som de intet ondt saa i. Ja, jeg tror at turde sige, at hvis noget hos mig blev en Hindring for dem, var det min store Omhu for ikke at synde mod Gud og for ikke at gøre min Næste Uret."

"Ja, du ved, at Kain hadede Abel, fordi hans egne Gerninger var onde, men hans Broders gode, og hvis din Familie er stødt bort af samme Grund, da er det af Fjendskab, da har de ikke villet tage mod det gode, og deres Blod kommer ikke over dit Hoved."

Saaledes talte de nu videre, indtil Aftensmaden var færdig, og de spiste da sammen. Bordet var forsynet med kostelige Retter og gode Vine. Al Tale ved Bordet drejede sig om Bjergets Herre, om, hvad han havde gjort, hvorfor han havde bygget dette Hus. Af deres Tale forstod jeg, at han var en stor Stridsmand, der havde kæmpet mod den vældige Død og overvundet den. Denne Kamp havde været meget farefuld for ham selv, men det fik mig til at elske ham endnu højere. Som de sagde - og det troede Kristen - kostede denne Kamp meget Blod. Han gjorde det ene af Forbarmelse mod Menneskene, og det kronede hans Gerning med Naade og Herlighed. Tilmed var der nogle af de tilstedeværende, der havde set og talt med ham, efter at han var død paa Korset, og de havde af hans egen Mund erfaret, at han elskede stakkels Pilegrimme med en Kærlighed saa stor som fra Østen til Vesten. Som Bevis paa hans Kærlighed fortalte de, at han havde frasagt sig al sin Herlighed i Himmelen for at kunne gøre dette mod fattige Syndere, og de havde hørt ham sige, at han ikke vilde bo alene paa Zions Bjerg. Ydermere fortalte de, at han gjorde fattige Pilegrimme til Fyrster, selv om de var fødte som Tiggere, og selv om deres Fødested var en Mødding.

De talte sammen om disse Ting til langt ud paa Natten, og efter at de havde befalet sig i deres Herres Varetægt, gik de til ro.

Pilegrimmen fik et stort Værelse ovenpaa mod Solsiden. Værelsets Navn var Fred. Her sov han, til Dagen brød frem, og da han vaagnede, sang han:

Hvor er jeg nu? Har Jesu Kærlighed
den arme Pilegrim skænket denne Fred,
at Synden er mig for Hans Skyld tilgivet,
og jeg alt her oplever Himmellivet?

Da de alle var staaede op, sagde de. ham, at han ikke maatte rejse videre, inden han havde set Seværdighederne. Og saa førte de ham først ind i Læseværelset, hvor de viste ham ældgamle Beretninger, blandt andet Bjergets Herres Slægtregister, der viser, at han er født af Evighed og er en Søn af den gamle af Dage. Her var ogsaa berettet om de mange, han havde taget i sin Tjeneste, om deres Navne og deres Daad, disse Tjenere, han havde anvist en Bolig, som Tidens Tand ikke kan ødelægge. Derpaa læste de for ham om de mindeværdige Gerninger, som mange af hans Tjenere havde øvet, om hvorledes de "ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnaaede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, slukkede Ilds Kraft, undslap Sværdets Od, blev stærke efter Svaghed, blev vældige i Krig, bragte fremmede Hære til at vige."

Siden læste de i en anden Beretning om, hvor villig deres Herre i Naade modtog enhver, selv om de før foragtede hans Person og hans Gerninger. Her fik Kristen ogsaa Underretning om mange mærkelige Ting fra ældre og nyere Tid som og Forudsigelser om Ting, der siden vil blive opfyldte og fylde Fjenderne med Rædsel, men oplive og styrke Pilegrimmene.

Den følgende Dag førte de Kristen ind i Rustkammeret, hvor de viste ham alle de Rustninger og Forsvarsredskaber, som deres Herre havde skaffet til Brug for Pilegrimme. Der var Sværd, Skjolde, Hjelme, Pansere, Bønnens Vaaben og Sko, der aldrig slides op. Og af alle disse Ting var der saa meget, at der var nok til at udruste en Hær, selv om der i den var saa mange Mand, som der er Stjerner paa Himmelhvælvingen.

De viste ham ogsaa nogle Redskaber, som enkelte af Herrens Tjenere havde udført underfulde Gerninger med. De viste ham Mose Stav, den Hammer og den Nagle, Jael slog Sisera med; de Krukker, Trompeter og Blus, med hvilke Gideon slog Midianitternes Hær paa Flugt, den Oksedriverstav, med hvilken Samgar slog seks Hundrede Filistre, det Kæbeben, med hvilket Samson udrettede saa kraftige Gerninger, Slyngen og Stenen, som David brugte mod Goliath, og det Sværd, hvormed deres Herre vil dræbe det Syndens Menneske paa den Dag, da han vil gøre Bytte. Desuden saa han til sin store Glæde endnu mange andre Ting. Herpaa gik de atter til ro.

Om Morgenen stod Kristen op for at gaa videre, men de bad ham vente til næste Dag. Hvis det blev klart Veir, vilde de vise ham de yndige Bjerge. Dette vilde yderligere styrke ham paa hans Vandring, da disse Bjerge laa hans Bestemmelsessted betydeligt nærmere end hans nuværende Opholdssted. Da det blev lyst, førte de ham op paa Husets Tag og bad ham se mod Syd. Det gjorde han, og i det fjerne fik han Øje paa et herligt Bjerglandskab med Skove, Vingaarde, alle Slags Frugttræer og Blomster, Kilder og Brønde, alt saare skønt at skue. Han spurgte om Landets Navn. De svarede: "Det hedder Immanuels Land, og det er ligesom dette Bjerg tilgængeligt for Pilegrimme og bestemt for disse. Naar du først er i dette Land, kan du se den himmelske Stads Port, og de Hyrder, som bor der, vil vise dig den."

Nu mente han, at han burde af Sted, og de gav ham Ret heri. Dog førte de ham først ind i Rustkammeret, iførte ham en Rustning fra Isse til Fodsaal og gav ham de mest udmærkede Vaaben, for at han kunde forsvare sig, hvis han skulde blive angrebet undervejs.