Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Ottende Kapitel.

Pilegrimmen i Ydmygelsens Dal.

Kristen gik nu med sine Venner ud gennem Porten, hvor han spurgte Portneren, om der var gaaet en Pilegrim forbi. Portneren svarede ja.

"Kendte du ham?"

"Jeg spurgte om hans Navn, og han sagde, at han hed Trofast."

"O, ham kender jeg, han er fra mit Hjemsted og er en af mine Naboer. Hvor langt kan han vel være borte?"

"Han kan vel lige være nede af Bjerget."

"Tak, kære Portner, Herren velsigne dig for al din Venlighed mod mig."

Nu begyndte han at ile fremad, men Beskeden, Klogskab, Fromhed og Kærlighed vilde ledsage ham til Bjergets Fod.

Saa gik de da videre og talte sammen.

"Lige saa besværligt, det var at komme op," sagde Kristen, "ligesaa farligt er det nok at gaa ned." "Ja," sagde Klogskab, "saaledes forholder det sig virkelig ogsaa, det er en vanskelig Sag for et Menneske uden at falde at stige ned i Ydmygelsens Dal, som du nu maa gøre det. Derfor er vi gaaede med dig ned ad Bjerget."

Kristen gik nedad med stor Forsigtighed, men gled desuagtet et Par Gange.

Da hans kære Ledsagere nu skiltes fra ham ved Bjergets Fod, gav de ham et Brød, en Flaske Vin og nogle tørrede Druer og derpaa gik han videre alene.

I denne Ydmygelsens Dal blev den stakkels Kristen sat paa en haard Prøve. Han havde kun gaaet et lille Stykke Vej, da han opdagede, at en farlig Fjende, Apollyon - Fordærveren - kom hen imod ham. Da blev Kristen bange og begyndte at overveje, om han skulde gaa tilbage eller tage Kampen op. Han kom dog i Tanker om, at hans Ryg var ubeskyttet, og at han saaledes vilde-give Fjenden en alt for stor Fordel ved at vende om. Han vilde da let blive gennemboret af Fjendens Pile. Han besluttede da at blive og forsvare sig. Thi, sagde han, selv om jeg ikke havde noget højere Maal end det at redde Livet, vilde det vist være bedst at blive.

Saa gik han da fremad, og Apollyon kom ham stedse nærmere. Han var et Uhyre og var skrækkelig at skue. Han var beklædt med Skæl som en Fisk, og de var hans Stolthed. Han havde Vinger som en Drage og Fødder som en Bjørn; der stod Ild og Røg ud af hans Hals, og hans Mund var som en Løves Gab. Da han kom nær til Kristen, saa han foragteligt paa ham og spurgte:

"Hvorfra kommer du, og hvorhen skal du?"

"Jeg kommer fra Fordærvelsens By, hvor alt det onde har Tilhold, og skal til Zions Bjerg."

"Saa kan jeg skønne, at du er en af mine Undersaatter, thi hele Landet er mit, jeg er dets Fyrste og dets Gud. Hvorfor er du løbet bort fra din Konge? Havde jeg ikke det Haab, at du skulde komme til at tjene mig igen, saa slog jeg dig til Jorden med et eneste Slag."

"Ja, jeg er jo født i dit Rige, men din Tjeneste var for haard, og Lønnen, du gav, saa lille, at man ikke kunde leve af den; thi "Syndens Sold er Død." Da jeg kom til Skelsaar og Alder, gjorde jeg som andre betænksomme Mennesker: jeg søgte at bedre min Stilling."

"Der er ingen Fyrste, der saaledes giver Slip paa sine Undersaatter, og jeg vil heller ikke slippe dig. Men siden du nu klager over din Tjeneste og Løn, saa vil jeg give dig af alt, hvad vort Land kan frembringe, hvis du vil give dig tilfreds og vende om."

"Men jeg har taget Tjeneste hos Kongernes Konge; kan jeg saa som en ærlig Mand gaa med dig tilbage?"

"Du er rigtignok, som man siger, kommen fra Dynen og i Halmen. Men i Regelen gaar det saaledes, at de, der kalder sig hans Tjenere, efter kort Tids Forløb forlader ham og kommer til mig igen. Det kan du ogsaa gøre, og alt vil blive godt."

"Jeg har givet ham min Tro og lovet ham Lydighed. Hvorledes skal jeg da kunne svige ham uden at gøre mig fortjent til Forræderens Død i Galgen?"

"Du har jo gjort det samme med mig, og jeg vil dog se gennem Fingre med det, naar du nu kun vil gaa tilbage igen."

"Jeg var umyndig, da jeg gav dig et Løfte, og desuden tror jeg, at den Fyrste, under hvis Banner jeg nu tjener, er villig til at frikende mig, ja, han vil endog tilgive mig, at jeg har staaet i din Tjeneste. Hertil kommer, du Fordærver, at jeg i Sandhed holder af at være i hans Tjeneste; hans Løn, hans Tjenere, hans Regering, hans Selskab og hans Land er alt sammen bedre end dit. Du kan derfor spare din Tale: Jeg er hans Tjener, og jeg vil følge ham."

"Overvej dog endnu en Gang koldsindigt, hvad der rimeligvis vil møde dig paa den Vej, du vandrer paa. Du ved, at hans Tjenere tiest faar en sørgelig Død, fordi de har forsyndet sig mod mig og forladt mine Veje. Hvor mange af dem maa ikke lide en skændselsfuld Død? Du holder hans Tjeneste for bedre end min til Trods for, at han aldrig forlader sit Opholdssted for at rive sine Tjenere ud af Fjendehaand, hvorimod jeg, som al Verden ved, med List eller Vold befrier mine tro Tjenere fra ham og hans, skønt han har taget dem. Og saaledes vil jeg ogsaa befri dig."

"Han befrier dem maaske ikke straks, fordi han vil prøve deres Kærlighed, om den er stærk nok til, at de vil blive tro indtil Døden. Den vanærende Død, du taler om, er i deres Øjne den herligste. De venter heller ikke øjeblikkelig Befrielse, men de venter paa deres Herres Genkomst, da vil han med alle sine hellige Engle dele sin Herlighed med dem."

"Du har jo allerede været utro i din Tjeneste, hvor kan du da tænke paa at faa Løn?"

"Hvormed har jeg gjort mig skyldig i Utroskab mod ham, Apollyon?"

"Ved Rejsens Begyndelse var du bange, da var du jo nær bleven siddende i Modløshedens Sump. Du gik ad de brede Veje for at blive din Byrde kvit i Stedet for at vente, til din Herre tog den. Du gav dig hen til en syndefuld Søvn og tabte dit bedste Klenodie. Du var nær ved at vende om ved Synet af Løverne. Og naar du taler om din Rejse og om, hvad du har set og hørt, er dit Hjerte fuldt af din egen forfængelige Ære."

"Alt det er sandt, og du har endda glemt en hel Del. Men den Herre, jeg tjener og ærer, er barmhjertig og villig til at forlade. I øvrigt herskede alle disse Ting over mig i dit Land, netop der drak jeg disse Gifte ind med Modermælken; jeg har sukket under dem, har angret dem og har ogsaa faaet Tilgivelse for dem hos min Herre."

Nu brød Apollyons Raseri frem i al sin Frygtelighed: "Jeg er din Herres Fjende, jeg hader ham selv, hans Love og hans Folk. Jeg er kommet her for at fælde dig."

"Tag dig i Agt for, hvad du gør, jeg er paa Kongens Landevej, paa Hellighedens Vej!"

Apollyon skrævede over Vejen i hele dens Bredde og sagde: "Det bryder jeg mig ikke om, jeg frygter ingen, bered dig paa at dø. Jeg sværger ved Helvedes Afgrund, at du ikke skal komme bort herfra. Her vil jeg ødelægge dig." Med disse Ord kastede han en gloende Pil mod Kristens Bryst, men denne opfangede den i sit Skjold og afvendte derved Faren.

Nu drog Kristen sit Sværd, da han saa, at det var paa Tide at tage kraftigt fat. Apollyon var ligesaa hurtig og kastede en Regn af Pile mod ham. Skønt Kristen dækkede sig, blev han saaret i Hovedet, i Haanden og i Foden. Dette gjorde, at Kristen veg lidt tilbage, og Apollyon var ikke sen til at forfølge stn Seir. Imidlertid fattede Kristen atter Mod og værgede sig af alle Kræfter. Denne heftige Kamp varede over en halv Dag, og Kristen var da dødtræt. Hans mange Saar svækkede ham efterhaanden mere og mere.

Apollyon, der snart saa dette, trængte stærkere og stærkere ind paa ham og begyndte at brydes med ham, til han faldt. Han slog i Faldet Sværdet ud af Kristens Haand. Triumferende raabte Apollyon: "Nu har jeg dig sikkert!" Og han pressede ham saa haardt mod Jorden, at han var nær ved at kvæles. Guds Godhed afvendte Faren, thi mens Apollhon vilde give Kristen Dødsstødet, lykkedes det denne at faa fat i sit Sværd, og med Raaben "Glæd dig ikke over mig, min Modstander, thi er jeg falden, skal jeg staa op igen," rettede han et kraftigt Stød mod Apollyon, der veg tilbage, som om han havde faaet sit Banesaar. Kristen lagde Mærke hertil, for ind paa ham og sagde: "I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os."

Da bredte Apollyon sine Dragevinger ud og fløj bort, og Kristen saa ham aldrig mere.

Man maatte - som jeg var det - være Vidne til denne Kamp for at kunne forestille sig, hvilke forfærdelige Brøl Apollyon udstødte under hele Striden. Som hans Brøl var frygtelige, saa var Kristens Sukke kvalfulde, da han var ved at bukke under. Først da han havde saaret Fjenden med sit tveæggede Sværd, kom der et Smil frem paa hans Ansigt, og han løftede Blikket opad. Det var ogsaa den frygteligste Kamp, jeg nogen Sinde har set. Da nu Kampen var udfægtet, sagde Kristen:

»Her vil jeg takke ham, der frelste mig fra Løvens Klør, og ham, der hjalp mig mod Apollyon."

Det gjorde han med følgende Ord:

Beelzebub, Drot over denne Fjende,
mig vilde knuse. Derfor lod han sende
ham frem, at han med Helvedsraseri
mig skulde tvinge ud af Livets Sti.
Sankt Mikael dog hjalp mig, saa jeg kunde
med Sværdets Od afværge Dødens Bunde.
Derfor hans Navn, det hellige, med Flid
jeg bringer Lov og Tak til evig Tid.

Da viste der sig en Haand med Blade af Livets Træ. Kristen lagde dem paa de Saar, han havde faaet i Kampen, og de heledes straks. Han satte sig ned paa Stedet for at spise og for at drikke af den Flaske, han havde faaet for kort Tid siden. Efter at han havde styrket sig ved Brødet og Vinen, fortsatte han sin Rejse med draget Sværd, thi, som han sagde: "Jeg ved ikke, om jeg ikke snart kan møde en anden Fjende." Men han fik Lov at vandre i Fred for Apollyon gennem hele Dalen.