Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Niende Kapitet

Pilegrimmen i Dødens Skygges Dal.

Et Stykke borte udmundede Ydmygelsens Dal i en anden Dal, som kaldtes Dødens Skygges Dal. Kristen maatte nødvendigvis igennem den, naar han vilde blive paa Veien til den himmelske Stad. Denne Dal er uhyggeligt øde. Profeten Jeremias skriver følgende om den: "En Ørken i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igennem, og hvor intet Menneske havde boet."

Her var Kristen endnu værre stillet end i Kampen med Fordærveren, hvad vi skal se i det følgende.

Jeg saa nu, at da Kristen kom til Grænsen af Dødens Skygges Dal, mødte han to Mænd, der var Efterkommere af dem, om hvem det staar skrevet, at "de bragte ondt Rygte over Landet." De gik tilbage. Kristen spurgte dem: "Hvor skal I hen?" "Tilbage! Tilbage! Og hvis du har Liv og Lykke kær, maa du ogsaa gaa tilbage."

"Hvorfor? Hvad er der i Veien?"

"I Veien," sagde de, "vi gik paa Veien, som du nu gaar paa, og gik saa langt frem, som vi turde, ja, næsten for langt frem til at kunne gaa tilbage. Hvis vi imidlertid var gaaede længere frem, kunde vi ikke nu have advaret dig."

"Men hvad har I da mødt?"

"Vi var nær komne ind i Dødens Skygges Dal, men heldigvis saa vi os godt for og opdagede Faren, inden vi kom ind i den."

"Hvad har I da set?"

"Først Dalen selv, den er sort som Graven. Dernæst saa vi Spøgelser, Trolde og Afgrundens Drager. Længere borte hørte vi stærke Angstskrig og Hyl som af Mennesker, der var i en frygtelig Elendighed. Over Dalen hang Forvirringens Skyer, og Dødens Engel spredte sine Vinger over dem. Kort og godt, det er et frygteligt Sted, et Sted, hvor Lyset er Mørke."

"Trods alt dette," sagde Kristen, "kan jeg dog ikke tro andet, end at jeg skal den Vej for at komme til Maalet."

"Maaske det er din Vei, men vi vil ikke vandre paa den."

Saa skiltes de, og Kristen gik videre, men han gik stedse med draget Sværd, fordi han var bange for at blive angrebet.

Til højre i Dalen strakte der sig en meget dyb Grøft, det er i den Grøft, saa mange er ynkeligt omkomne, fordi en blind har villet lede en blind. Paa venstre Side var der en meget farlig Sump. Selv om det var et godt Menneske, der faldt heri, kunde han ikke faa Bund. Kong David faldt engang i denne Sump, og uden Tvivl vilde han være bleven stikkende i den, hvis ikke den Mægtige havde draget ham op.

Stien var her meget snæver, hvorfor det kneb for Kristen at komme frem. Naar han i Mørket søgte at undgaa Grøften paa den ene Side, var han nær ved at falde i Sumpen paa den anden Side. Dog gik han fremad, men jeg hørte ham udstøde dybe Suk. Nu blev det tilmed saa mørkt, at han ikke kunde se en Haand for sig.

Jeg saa nu, at omtrent midt i Dalen var Helvedes Svælg, lige ved Siden af Vejen. "Hvad skal jeg nu gøre?" tænkte Kristen. Nu og da brød Flammer og Røg frem i vældige Masser, ildsprudende og med en frygtelig Larm. Og disse Ting brød sig ikke noget om Kristens Sværd. Dette maatte han stikke i Skeden og gribe til et andet Vaaben, der hed: Uafladelig Bøn. Jeg hørte, at han raabte: "Herre, jeg bønfalder dig, frels min Sjæl!" Saaledes blev han længe ved, men stadig kom Flammerne ham nærmere og nærmere. Han hørte ogsaa jamrende Stemmer og jagende Skridt, saa at han til sidst troede, at han skulde blive sønderrevet eller traadt under Fødder af de ilende Skarer. Flere Mil maatte han høre og se paa dette skrækkelige og da han kom til et Sted, hvor han syntes, han blev forfulgt af en Fjendeflok, standsede han og overvejede, hvad han skulde gribe til. Tanken om at vende om for ham gennem Hovedet, men saa skønnede han, at han allerede maatte have tilbagelagt Halvdelen af Veien gennem Dalen. Han vidste jo ogsaa, at han havde overvundet mange Farer, og maaske var der større Fare ved at gaa tilbage end ved at gaa frem. Han besluttede at fortsætte. Fjenden kom nærmere og nærmere, men da de var komne ham lige ind paa Livet, brød han ud med høi Røst: "Jeg vil vandre i Gud Herrens Kraft." Saa trak de sig tilbage og kom ikke igen.

Een Ting maa jeg fortælle: Jeg lagde Mærke til, at den stakkels Kristen nu var saa forvirret, at han ikke kunde kende sin egen Stemme. Da han nemlig var kommet hen ved det brændende Svælg, kom der en af de onde Aander bag paa ham og hviskede ham frygtelige Bespottelser i Øret, og han troede, at de steg frem af hans eget Hjertedyb. Herover blev Kristen mere fortvivlet end over noget andet; at han kunde bespotte Ham, han før havde elsket saa højt! Han følte, at han ikke havde villet gøre det, hvis han kunde have undgaaet det, men han havde ikke engang Omtanke nok til at tilstoppe sine Øren eller til at undersøge, hvorfra Bespottelserne kom.

Da Kristen en lang Tid havde vandret i denne sørgelige Stilling, syntes han at høre en Røst fra en Mand, der gik foran: "Skal jeg end vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig."

Nu blev han glad.

Først fordi han sluttede, at der dog ogsaa maatte være andre gudfrygtige i denne Dal, og saa ogsaa, fordi han kunde skønne, at Gud var med dem trods deres fortvivlede Stilling. Hvorfor skulde han ikke være med mig, skønt jeg paa Grund af Vanskelighederne ikke kan se det, tænkte han.

Nu haabede han ogsaa at faa godt Rejseselskab paa Veien.

Saa gik han videre og kaldte paa ham, der var foran, men denne svarede ikke, fordi han troede sig ene. Nu brød Dagen frem. Da sagde Kristen: "Han omskifter Dødens Skygge til Morgen."

Han kastede et Blik tilbage, ikke for at vende om, men for at se de overvundne Farer ved Dagens Lys, og han saa da ganske tydeligt Grøften til højre og Sumpen til venstre, ligesom han ogsaa saa, hvor trang Stien var. Han saa ogsaa Dragerne og Troldene, men alle langt borte, thi ved Dagens Frembrud turde de ikke komme ham nær. Han saa dem kun efter Ordet: "Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset."

Kristen var dybt grebet, fordi han var undsluppet Farerne paa den ensomme Vei, disse Farer, som han havde frygtet saa meget, og som han nu saa klart saa i Dagens fulde Lys. Nu stod Solen op, og det var atter Naade mod Kristen. Thi vel var den første Del af Veien tilbagelagt, men den anden Del var om muligt endnu farligere. Fra det Sted, hvor han var nu, var Resten af Veien fuld af Snarer, Sakse, Fælder og Garn paa den ene Side og fuld af Faldgruber, Huler og bratte Skrænter paa den anden Side. Havde det nu været lige saa mørkt som før, vilde han uundgaaeligt have mistet Livet, ja havde han end haft tusinde Liv, vilde han have mistet dem alle. Men nu stod Solen op, og han sagde lovprisende: "Hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys."

Ved dette Lys naaede han endelig Dalens Ende. Her saa jeg, at der laa Blod, Ben, Aske og lemlæstede Lig, ogsaa af Pilegrimme, der havde vandret denne Vej. Mens jeg tænkte over, hvad Grunden kunde være hertil, saa jeg lidt foran mig en Hule, hvor der i gamle Dage boede to Kæmper, Pave og Hedning. Ved disse to Kæmpers Magt og Tyranni var de Mænd blevne dræbte, hvis Lig jeg saa. Til min store Forundring kom Kristen uskadt forbi dette Sted. Siden har jeg faaet at vide, at Hedning for længst er død, og at Pave, der vel endnu er levende, paa Grund af Alderdom og paa Grund af alle de Angreb, han har været udsat for i sine yngre Dage, er blevet saa stiv i alle Lemmer, at han nu kun kan sidde i sin Hules Indgang og skære Ansigter ad de Pilegrimme, der gaar forbi, og bide sine Negle, fordi han ikke kan komme efter dem. Kristen gik ogsaa forbi. Han vidste ikke, hvad han skulde tænke ved Synet af den gamle Mand, der ikke kunde følge ham. Pave sagde: "I vil aldrig blive bedre, inden endnu flere af eder bliver brændt." Kristen tav og gik rolig sin Vej, idet han sang:

O Under, som kun ved Guds Haand forklares,
at i slig Nød jeg maatte dog bevares,
som nys jeg stedtes i! Pris være ham,
der redded' mig for Nederlagets Skam!
Al Mørkets Farer Djævle, Helved, Synd
omsværmede min Sjæl fra Dybets Dynd;
ja, lumske Garn og Fælder laa omkring
min Sti, at fange mig i deres Ring
og styrte mig, den stakkels Daare, ned.
Dog lever jeg. Pris Gud i Evighed!