Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tiende Kapitel.

Pilegrimmens Rejsefælle.

Nu gik Kristen videre, til han kom til en lille Høj, der var lavet til et Udsigtspunkt for Pilegrimme. Han steg op paa den, og et Stykke foran saa han Trofast. Kristen raabte efter ham: "Vent lidt, saa kan vi følges ad." Trofast saa sig tilbage, og Kristen raabte igen: "Vent, til jeg kommer hen til dig!" Men Trofast svarede: "Nej, mit Liv er i Fare, Blodhævnerne forfølger mig." Kristen blev lidt gnaven herover, og ved at anstrenge sig naaede han snart Trofast, ja kom endog forbi ham, saa den sidste blev den første. I sin forfængelige Stolthed smilede Kristen nu, fordi han var kommet foran sin Broder, men da han ikke saa sig for, snublede han og faldt og kunde ikke rejse sig, inden Trofast kom og hjalp ham op.

De gik nu videre og talte venligt sammen om alt, hvad de havde mødt paa deres Reise. Kristen begyndte: "Min ærede og elskede Broder Trofast, jeg er glad over, at jeg har indhentet dig, og over, at Gud har indvirket saaledes paa vore Hjerter, at vi kan følges ad som Venner paa den gode Vei."

"Jeg havde tænkt, kære Ven, at vi kunde have staaet Følge helt fra vor By, men du havde faaet for stort Forspring, og saa maatte jeg jo gaa alene."

"Hvor længe blev du i Fordærvelsens By, inden du drog ud efter mig?" spurgte Kristen.

"Jeg blev der, indtil jeg ikke kunde holde det ud længere. Efter din Afrejse blev der talt meget om, at vor By snart vilde blive antændt af Himmelens Ild og gaa fuldstændig til Grunde."

"Hvad, sagde Naboerne virkelig det?"

"Ja, en Tid talte alle derom."

"Var der da ikke andre end dig, der søgte at undfly Faren?"

"Nej, thi skønt der var megen Tale om Ødelæggelsen, var der dog vist ingen, der fæstede synderlig Lid til den; selv naar de talte ivrigst om den, spottede de dig, og din ubesindige Reise, som de kaldte det. Men jeg troede og tror det endnu, at vor By vil blive opbrændt af Himmelens Ild, og derfor er jeg flyet bort."

"Hørte du intet om vor Nabo Føjelig?"

"Jo, jeg hørte, at han havde fulgt dig til Modløshedens Sump. Efter hvad der blev sagt, faldt han i Sumpen, men dette vilde han ikke selv indrømme, skønt jeg er sikker paa, at han var tilsmudset af Dyndet derfra."

"Og hvad sagde Naboerne til ham?"

"Siden han kom tilbage, har han været Nar for dem alle sammen. De haaner og foragter ham og vil ikke give ham Arbejde. Han er mange Gange værre stillet, end før han forlod Byen."

"Men hvorfor er de saaledes imod ham, da de dog selv foragter den Vej, han vendte tilbage fra?"

"O," raaber de, "hæng ham, han er en Vendekaabe, han er ikke tro mod fin Bekendelse!" Jeg tænker, Gud har ophidset hans Fjender imod ham og gjort ham til en Forhaanelse, fordi han vendte tilbage fra den rette Vej."

"Talte du ikke med ham, før du rejste?"

"Jeg mødte ham en Gang paa Gaden, men han vendte sig til den anden Side, som om han skammede sig, saa jeg talte ikke med ham."

"Ved Begyndelsen af min Rejse havde jeg godt Haab om den Mand, men nu er jeg bange for, at han vil gaa fortabt, thi det er jo sket med ham som der staar: Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen."

"Ja, jeg er ogsaa bange for, at det vil gaa saaledes, men vi kan jo ikke hindre det."

"Lad os nu, Nabo Trofast, forlade ham og tale om Ting, der angaar os selv. Fortæl mig, hvad du har mødt paa Vejen. Du har sikkert mødt adskilligt, ellers vilde det da være et Under."

"Jeg undgik den Sump, du faldt i, og naaede uden Fare Porten. Kun mødte jeg en Kvinde, der hed Letfærdig. Hun havde nær ført mig i Fordærvelse."

"Det var da godt, at du undflyede hendes Garn. Josef blev sat paa en svær Prøve af hende, men han undslap ogsaa. Dog havde det nær kostet ham Livet. Hvad vilde hun dig egentlig?"

"Du kan ikke tænke dig, hvilken lokkende Tunge hun havde. Hun plagede mig haardt for at følge sig og lovede mig alle kødelige Glæder."

"Men dog vel ikke en god Samvittigheds Glæde?"

"Nej, kun sanselige og kødelige Glæder."

"Tak du Gud, at du undslap hende, thi det er sagt, at "den, Herren er vred paa, skal falde i hendes Grav"."

"Jeg er dog ikke sikker paa, at jeg helt undslap hende."

"Hvorledes? Jeg er da vis paa, at du ikke gav efter for hendes Overtalelser."

"Nej, ikke saa vidt, at jeg besmittede mig, thi pludselig kom jeg i Tanker om et Sted i en gammel Bog, hvor der staar: "Hendes Fødder gaar nedad til Døden, hendes Skridt stunder mod Dødsriget." Jeg lukkede Øinene for ikke at blive fortryllet af hendes Blik. Da gjorde hun Nar af mig, og jeg gik min Vej."

"Var der ellers ingen andre, der angreb dig?"

"Da jeg kom til Bjerget Besværlighed, mødte jeg en meget gammel Mand, der spurgte mig, hvem jeg var, og hvor jeg skulde hen. Jeg fortalte ham, at jeg var en Pilegrim, der var paa Vejen til den himmelske Stad. Da sagde den gamle Mand: Du ser ud til at være en flink Fyr. Vil du ikke blive her hos mig og tjene mig for den Løn, jeg vil give dig? Jeg spurgte ham, hvad han hed, og hvor han boede. Han sagde, at han hed Den gamle Adam og boede i Byen Svigefuld. Jeg spurgte ham nu om hans Forretning og om den Løn, han vilde give. Hans Arbejde var mange Forlystelser, og som Løn for min Medhjælp skulde jeg arve ham. Jeg spurgte ham fremdeles ud om, hvorledes han havde det i sit Hjem, og hvor mange Tjenere han havde. Han sagde mig, at hans Bord var dækket med Verdens mest udsøgte Lækkerier, og at hans Tjenere alle var af hans egen Familie. Derpaa spurgte jeg ham, hvor mange Børn han havde. Han svarede, at han havde tre Døtre: Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed. Hvis jeg havde Lyst, kunde jeg blive gift med dem alle tre. Til sidst spurgte jeg, hvor længe jeg skulde tjene ham, og han svarede mig: Saa længe jeg lever."

"Naa, hvilket Resultat kom I saa til?"

"Ja, i Førstningen følte jeg Lyst til at følge ham for hans gyldne Løfters Skyld, men saa kom jeg til at se paa hans Pande, og der stod skrevet: Aflæg det gamle Menneske med dets Gerninger."

"Og hvad saa?"

"Da blev jeg pludselig hed om Ørene, thi jeg vidste nu, at hvor meget han end lokkede og smigrede mig, vilde han dog sælge mig som Slave, naar han først havde faaet mig i sin Vold. Jeg bad ham derfor holde op med sine Overtalelser, thi jeg vilde ikke sætte min Fod over hans Dørtærskel. Saa skældte han mig naturligvis ud og truede med at sende en efter mig, der skulde bestrø Veien med Trængsler for min Sjæl. Jeg vendte mig nu fra ham og vilde gaa min Vei, men saa greb han fat paa mig, og han tog saa haardt, at jeg tænkte han havde beholdt et Stykke af mig. Med det Raab: O, jeg elendige Menneske! sled jeg mig løs fra ham og kom op paa Bjerget. Da jeg var kommen halvvejs op, saa jeg mig tilbage og opdagede da, at der kom en ilende efter mig med Stormskridt. Han naaede mig lige ved Bænken."

"Det var netop der," sagde Kristen, "hvor jeg satte mig ned for at hvile mig. Saa faldt jeg i Søvn og tabte min Pergamentrulle."

"Hør efter, gode Broder, hvad der videre hændte. Saa snart Manden naaede mig, og inden jeg kunde faa sagt et Ord, gav han mig et Slag, saa jeg styrtede som død til Jorden. Lidt efter kom jeg til mig selv igen og spurgte ham, hvorfor han behandlede mig saaledes. Han sagde, at det var Straf for min hemmelige Lyst til at følge Den gamle Adam. Før havde han slaaet mig bagfra, og nu gav han mig et Stød for Brystet, saa at jeg atter faldt om som død. Da jeg kom til mig selv igen, anraabte jeg ham om Barmhjertighed. Men han sagde: Jeg viser ingen Barmhjertighed, og blev ved at slaa løs paa mig, Han vilde utvivlsomt have gjort det af med mig, hvis der ikke var kommet en, der bød ham holde op."

"Hvem var det?"

"I Begyndelsen kendte jeg ham ikke, men da han gik forbi mig, opdagede jeg Naglegabene i hans Hænder og Spydstikket i hans Side, og jeg kunde da nok tænke, at det var vor Frelser. Saa gik jeg videre op ad Bjerget."

"Den Mand, der overfaldt dig, var Moses. Han kender ikke til Skaansel og viser ikke Barmhjertighed mod den, som overtræder hans Lov."

"Ja, jeg ved Det nok. Det er ikke første Gang, jeg har mødt ham. Han kom til mig, da jeg boede fredeligt i mit Hjem og truede mig med at ville brænde Huset af over Hovedet paa mig, hvis jeg blev boende der."

"Saa du ikke Huset paa Bjergets Top?"

"Jo, jeg saa baade det og Løverne. Men Løverne sov vist, da det var lige i Middagstiden. Da jeg havde Dagen for mig, gik jeg forbi Portneren og ned ad Bjerget."

"Han sagde mig ogsaa, at du var gaaet forbi. Jeg kunde ønske, at du var gaaet indenfor. Du vilde have faaet mange Ting at se, som du aldrig kunde glemme. Men sig mig, mødte du ingen i Ydmygelsens Dal?"

"Jo, der mødte jeg en, som hed Misfornøjet. Han vilde have mig til at gaa tilbage, fordi der ingen Ære var at opnaa i denne Dal. Ved at fortsætte vilde jeg ogsaa fornærme mine Venner: Stolthed, Overmod, Indbildlk, Verdslig Ære og mange andre, der vilde blive i høj Grad forargede, hvis jeg var saa taabelig at gaa igennem Ydmygelsens Dal."

"Hvad svarede du ham?"

"Jeg svarede, at selv om disse Mænd var mine kødelige Slægtninge, saa havde de fornægtet mig, siden jeg blev en Pilegrim, og jeg havde ogsaa brudt med dem. De var derfor fremmede for mig nu. Jeg sagde ham endvidere, at med Hensyn til Dalen var han ogsaa slet underrettet, thi Skriften siger, at Ydmyghed staar for Ære, og Hovmod staar for Fald. Derfor vil jeg hellere gaa gennem Dalen efter den Ære, som de viseste skattede saa højt, end jeg Vilde følge ham og de Ting, Han satte Pris paa."

"Mødte du ellers ingen i Dalen?"

"Jo, jeg mødte en Mand, som hed Skam, men den Mand svarede kun meget daarligt til sit Navn. Andre, jeg mødte, lod sig dog tale til Rette, men den frække Skam var der intet at stille op med."

"Hvad sagde han da til dig?"

"Hvad han sagde? Han var fjendsk stemt imod al Religion. Han sagde, at det var jammerligt og nedværdigende for en Mand at have noget med Religion at gøre. Man gjorde sig kun latterlig for Verden ved at vaage over sine Tanker og Handlinger og ved ikke at nyde den Frihed, som Tidens store Aander praediker og hengiver sig til. Han fremførte ogsaa, at kun faa rige, mægtige og vise var af min Mening, og at kun enkelte af disse lod sig overtale til den Daarskab, det var at kaste alt bort for noget, som ingen kendte. Han sagde, at Pilegrimmene altid kun havde været Folk af lav Herkomst og daarlig Opdragelse, og at de intet Kendskab havde til Videnskaberne. Af den Slags Paastande fremførte han adskillige. Blandt andet sagde han, at det var en Skam at give sig til at græde under en Prædiken, en Skam at komme sukkende og nedbøjet hjem til sit Hus, en Skam at bede sin Nabo om Forladelse for Smaating, en Skam at erstatte, hvad man uretmæssigt havde tilvendt sig. Han sagde ogsaa, at Evangeliet fik Folk til helt at afbryde Omgangen med de store for nogle smaa Fejls Skyld og til at agte Smaafolk og vedkende sig disse som Brødre, og det er dog en stor Skam, sluttede han sin lange Tale."

"Og hvad svarede du ham?"

"I Begyndelsen tabte jeg helt Mælet. Hans Frækhed drev Skam rødmen frem paa mine Kinder, og denne falske Skam havde nær overrumplet mig. Endelig randt det mig i Hu, at alt, hvad der agtes høit af denne Verden, er en Vederstyggelighed for Herren, og videre kom jeg i Tanker om, at Skam vel sagde mig, hvorledes Menneskene var, men ikke hvorledes Gud og Guds Ord var. Jeg vidste, at vi paa Dommens Dag ikke skal dømmes af denne Verdens vise eller efter deres Love, men efter den Højestes Lov. Følgelig, tænkte jeg, er og bliver det bedste det, som Gud kalder saaledes, hvad saa end Mennesker siger. I fuld Erkendelse af, at sand Gudsfrygt er Herren velbehagelig, og at de, som gør sig til Daarer for Himmeriges Riges Skyld, er klogere end denne Verdens vise, og at den fattige, som elsker Jesus, er rigere end den rigeste Mand i Verden, som hader ham, sagde jeg: "Vig bort, Skam! Du er min Saligheds Fjende. Skal jeg holde paa dig fremfor paa min Frelser? Hvorledes skulde jeg da kunne møde ham ved hans Genkomst? Skulde jeg nu skamme mig over hans Vej og over hans Tjenere, hvorledes skulde jeg da kunne vente Velsignelse?" Men denne Skam var virkelig en uforskammet Karl. Jeg kunde næsten ikke blive ham kvit. Han løb efter mig og tudede mig Ørene fulde om Religionens Svagheder og Ufuldkommenheder. Endelig fik jeg sagt ham, at alt hans Arbejde var forgæves, thi de Ting, han foragtede, holdt jeg for større end al Verdens Herlighed, og saa blev jeg da til sidst fri for denne frække Karl. Da jeg var blevet ham kvit, istemte ieg en Sang:

De Prøvelser, der stedse møde skal
den Mand, som lydig er mod Himlens Kald,
er mange Slags og daarer let vort Kød;
bestandig de paa ny os volder Nød,
saa vi i ubevogtet Øjeblik
kan overraskes af de lumske Stik.
O, lad da hver en Pilgrim holde Stand
og være vaagen, te sig som en Mand!

"Jeg er glad ved, kære Broder," sagde Kristen, "at du holdt Stand over for den Skurk. Thi du kan tro, han bærer sit Navn med Urette. Han hedder Skam og er dog saa skamløs at forfølge os alle Vegne for at beskæmme os for Verden og faa os til at skamme os ved alt godt. Hvis han ikke netop var saa uforskammet, som han er, vilde han aldrig vove at gøre, hvad han nu gør. Lad os altid staa fast imod ham, thi med alle sine Storskryderier vil han dog kun fange Taaber. Salomon siger: "De vise skal arve Ære, men Daarerne skal faa Skam til Del."

"Det er min Tro, at vi for at værge os mod Skam maa kalde paa ham, der vil have os til at kæmpe for Sandhed og Ret her paa Jorden."

"Det har du fuldtud Ret i. Men mødte du ellers intet i Dalen?"

"Nej, slet intet, thi jeg havde Solskin Resten af Vejen gennem denne Dal, saavelsom gennem Dødens Skygges Dal."

"Vær du glad ved det. Jeg forsikrer dig, at jeg havde det anderledes. Jeg havde straks en frygtelig Kamp med vor grusomme Fjende Apollyon. Jeg troede, at jeg havde maattet bukke under. Da han slog mig til Jorden, fløi Sværdet ud af min Haand, og han sagde da, at han var sikker paa mig. Men jeg raabte til Gud, og han friede mig ud af min Nød. Derpaa kom jeg ind i Dødens Skygges Dal, hvor jeg maatte vandre Halvdelen af Vejen i Mørke, Gang efter Gang ventede jeg her Døden, men endelig brød Dagen frem, og Solen stod op, saa jeg kunde tilbagelægge den øvrige Del af Veien i Fred og Ro."