Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Ellevte Kapitel.

Endnu en Rejsefælle.

Nu saa jeg i min Drøm, at mens de vandrede fremad, kom Trofast til at vende sig til Siden, hvor han fik Øie paa en Mand ved Navn Snakkesyg, som gik et Stykke borte. Han var en stor og svær Mand, der dog saa bedst ud paa Afstand. Da han kom nærmere, talte Trofast til ham:

"Ven, hvor skal du hen? Er du maaske ogsaa undervejs til det himmelske Land?"

"Ja, netop. Det er mit Bestemmelsessted"

"Saa vil jeg haabe, at vi faar en lykkelig Rejse sammen."

"Ja, jeg vil meget gerne følges med eder."

"Kom da nærmere og lad os bruge Tiden til nyttigt Ordskifte."

"Jeg vil gerne tale om alt godt med dig og andre, og jeg er glad ved at have truffet Folk, der har Lyst til at føre en alvorlig Samtale. Thi, sandt at sige, gives der ikke mange, der vil bruge deres Tid paa den Maade, naar de er paa Rejse.

De sidste fører kun unyttig Tale, hvad jeg tidt har været ked af."

"Ja, det er i Sandhed sørgeligt. Thi hvad kan et Menneske bedre bruge sin Mund og Tunge til end til at tale om Gud i Himmelen."

"Hvad du siger er fuldstændig rigtigt og træffende, og jeg vil kun tilføje: Hvad er.i Virkeligheden saa behageligt og udbytterigt som at tale om aandelige Ting? Hvad er saa fornøjeligt for et Menneske, der har Øjet aabent for Naturens Vidundere? Holder man af Historie, ønsker man at kende Naturens skjulte Kræfter, eller vil man se Undere og Tegn, hvor finder man da en rigere Kilde end i den hellige Skrift?"

"Det er vel sandt, men Hensigten med alle disse Ting er dog, at de skal tjene til vor Opbyggelse og Fremgang."

"Det er netop ogsaa min Mening. Ved at tale om disse Ting kan man faa Kendskab til Jordelivets Forfængelighed og til de himmelske Tings uforgængelige Værdi. I Særdeleshed kan man lære om Genfødelsens Nødvendighed, om vore egne Gerningers Utilstrækkelighed, om Jesu Kristi Retfærdighed o.s.v. Desuden kan man lære, hvad Anger, Tro, Bøn, Lidelse og lignende er for noget. Til Beroligelse og Trøst lærer man Evangeliets herlige Forjættelser at kende. Endvidere kan man lære at gendrive falske Lærdomme, forsvare Sandheden og oplyse de uvidende."

"Det er alt sammen rigtigt, og det glæder mig at høre dig sige det."

"Ak, netop fordi mange kun taler saa lidt om dette, er der saa stor Uvidenhed om Troens Nødvendighed og om Naadens Gerninger i Menneskehjertet. Mange gaar og træller under Loven, og dog kan intet Menneske blive saligt ved Lovens Gerninger."

"Men Erkendelsen af disse Ting er dog Guds Naadegave. Ingen kan komme til Erkendelsen ved egen Flid eller ved blot at høre Tale herom."

"Det ved jeg saare godt. Et Menneske kan ikke tage noget af sig selv, men faar alt fra oven. Alt sker af Naade, ikke ved Gerninger Det kan jeg bevise dig med over hundrede Skriftsteder."

"Godt," sagde Trofast, "men hvad skal vi nu særlig tale om?"

"Det maa du bestemme. Jeg kan tale med dig om himmelske eller om jordiske Ting, om Lov eller om Evangelium, om aandelige eller om verdslige Ting, om Fortiden eller om Fremtiden, om væsentlige eller om uvæsentlige Ting, blot det, vi taler om, bliver os til Gavn."

Dette Svar forbavsede Trofast. Han gik hen til Kristen, der havde holdt sig for sig selv, og sagde ganske sagte: "Hvilken fortræffelig Rejsefælle vi dog har faaet. Han vil sikkert blive en trofast Pilegrim."

Med et sørgmodigt Smil sagde Kristem "Denne Mand som du er saa indtaget i, kan med sit Snakketøj besnære alle, der ikke kender ham."

"Kender du ham da?"

"Ja, det kan du tro. Bedre, end han kender sig selv."

"Men hvem er han da?"

"Hans Navn er Snakkesyg; han bor i vor By. Det er mærkeligt, at du ikke kender ham, men vor By er jo ganske vist stor."

"Hvis Søn er han, og hvor omtrent bor han?"

"Han er Søn af God-Snak og bor i Sladrestræde. Han er godt kendt under Navnet Snakkesyg fra Sladrestræde, men til Trods for sin slebne Tunge er han et stakkels forblindet Menneske."

"Men han synes virkelig at være et udmærket Menneske."

"Det synes alle, der ikke kender ham fuldt ud; ude er han god nok, men hjemme er han et afskyeligt Menneske. Han minder mig om de Malerier, der kun tager sig ud paa Afstand."

"Du smilede før, og jeg er nu nær ved at tro, at du ikke taler alvorligt."

"Har jeg end smilet, saa er det dog alt andet end Spøg, og jeg vil heller ikke føre falsk Vidnesbyrd mod et Menneske. Jeg vil vise dig, hvorledes han er. Han passer til hvilket som helst Selskab og kan tale om hvad som helst. Som han taler med dig, vil han tale, naar han sidder paa Kneipen, og jo mere han har i Hovedet, jo mere har han ogsaa i Munden. Kristendommen har ikke Plads i hans Hjerte, i hans Hus eller i hans Vandel. Alt, hvad han har, er kun tomme Ord, og hans Religion er kun til at vække Opsigt med."

"Hvis det er sandt, har jeg rigtignok taget meget fejl af denne Mand."

"Ja, det kan du tro, du har. Tænk paa, hvad der staar: "De siger det vel, men gør det ikke", og "Guds Rige bestaar ikke i Ord men i Kraft." Han taler sandt om Bøn, om Anger, om Tro og om Genfødelse, men han kan kun tale derom.

Jeg har været hos ham i hans Hjem og har lagt Mærke til ham hjemme og ude, og jeg er fast overtydet om, at dette er Sandhed. I hans Hus er der lige saa lidt Gudsfrygt, som der er Honning i en Tudse. Der er ingen Bøn, intet Tegn til Anger over hans Synd, ja, et Umælende Dyr tjener paa sin Vis Gud bedre, end han gør det. Han er en Skamplet paa Kristendommen og en Anstødssten for alle, der kender ham. Det er hans Skyld, at der i hele den Bydel, i hvilken han bor, ikke tales et godt Ord om Kristendommen. Folk, der kender ham, kalder ham en Helgen ude og en Djævel hjemme. Hans stakkels Familie faar det at føle. Han er en rigtig Tølper, der skælder sine Tjenestefolk ud baade tidlig og sent, saa de knap ved, hvad de maa gøre og hvad ikke. Hvem, der har haft med ham at gøre, siger, at man bliver redeligere behandlet af en Tyrk end af ham. Snakkesyg vil altid, saa godt han kan, bedrage og narre Folk. Han opdrager sine Sønner til at træde i hans Fodspor, og opdager han hos en af dem Spor af Samvittighed - hvad han kalder Taabelighed - saa skælder han ham ud for en Nar og en Dosmer og vil ikke give ham Arbejde længere eller anbefale ham til andre. Jeg tror, at den Mand ved sin daarlige Vandel har faaet mange til at snuble og falde, og at han endnu kan blive Aarsag til manges Fald, hvis Herren ikke standser ham."

"Jeg maa virkelig tro dig, kære Broder, ikke alene fordi du siger, at det er sandt, men ogsaa fordi jeg ved, at naar du omtaler andre Mennesker, taler du som en Kristen. Naar du derfor har sagt det, maa det virkelig forholde sig saaledes."

"Havde jeg ikke kendt ham bedre end du, vilde jeg maaske til en Begyndelse have haft samme Mening. Ja, havde han blot faaet det Skudsmaal af Evangeliets Fjender, vilde jeg have holdt det for vantro Menneskers Bagtalelse. Men alle disse Ting og endnu meget andet har jeg selv set og kan overbevise ham om. Alle troende Mennesker skammer sig over ham og kan hverken kalde ham Broder eller Ven. Hans bekendte skammer sig næsten, naar hans Navn nævnes."

"Nu ser jeg klart, at Snak og Daad er to forskellige Ting, og jeg skal nok i Fremtiden lægge bedre Mærke til denne Forskel."

"Ja, i Sandhed er det forskellige Ting. Lige saa forskellige som Sjæl og Legeme. Thi som Legemet uden Sjæl kun er et Lig, saaledes er Tale uden Handling kun Dødens Tegn. Sjælen i Kristendommen er Gjerning. "En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden." Alt dette tænker Snakkesyg slet ikke paa. Han tror, at det at høre og at tale gør en god Kristen, og dermed bedrager han sig selv. At høre er kun som Sæden, der saas. Talen er intet Bevis for, at Sæden har baaret Frugt i Hjerte og Liv. Og vi kan være vis paa, at Menneskene paa Dommens Dag skal dømmes efter Frugterne. Da vil det ikke blot hedde: "Hvad har du troet?"" og ikke blot: "Hvad har du sagt?" men ogsaa: "Hvad har du gjort?" og i Svarene herpaa vil Dommen ligge. Verdens Ende lignes ved Høsten, og du ved, at man i Høsttiden kun ser efter Frugterne. Det skal ikke forstaas saaledes, at Gerninger uden Tro er velbehagelige for Gud, men jeg siger dig det for at vise, hvor lidt Snakkesygs Bekendelse vil veje paa den Dag."

"Det minder mig om, hvad Moses skriver om de urene Dyr. Det er de Dyr, som har spaltede Klove, og som tygger Drøv. Ikke de Dyr, som har spaltede Klove alene, eller de Dyr, som blot tygger Drøv. Haren tygger Drøv, men er dog et urent Dyr, fordi den ikke har spaltede Klove. Snakkesyg ligner Haren. Han tygger Drøv, han søger Kundskab, han tygger paa Ordet, men han har ikke Klovene. Han gaar ikke bort fra Synderes Vej, men ligesom Haren beholder han Hundens eller Bjørnens Fod og er derfor uren."

"Jeg tror, at du har udtalt dig rigtigt om dette Spørgsmaal, og jeg vil kun tilføje: Apostelen Paulus kalder enkelte Mennesker, navnlig saadanne store Talere, for "lydende Malm og klingende Bjælder", det er, som han et andet Sted har sagt: Ting der giver Lyd, men er uden Liv, Mennesker uden den sande Tro og uden Evangeliets Naade, og som følgelig aldrig vil faa Plads i Himmelen, hvor Livets Børn skal være, selv om deres Klang, det vil sige deres Tale, toner som Engletunger eller som Englestemmer."

"Den Glæde, jeg i Begyndelsen fandt ved hans Selskab, var ikke saa stor som det Mishag, jeg føler nu. Hvad skal vi gribe til for at komme af med ham?"

"Følg mit Raad, saa vil han snart være lige saa ked af dit Selskab som du af hans, hvis Herren ikke faar rørt ved hans Hjerte, saa han omvender sig."

"Hvad skal jeg da gøre?"

"Tal med ham om Troens Kraft og spørg ham rent ud, om denne Kraft viser sig i hans Hjerte, i hans Hus og i hans Liv."

Trofast gik nu hen til Snakkesyg og sagde: "Hvorledes har du det?"

"Tak, rigtig godt. Jeg troede, vi skulde have haft en lang Samtale nu."

"Hvis du har Lyst, lad os saa kun tale sammen, og siden du har ladet mig vælge Emne, saa lad os tale om, hvorledes Guds saliggørende Naades Arbejde i Menneskehjerter aabenbares."

"Jeg mærker, at vor Tale vil dreje sig om Tingenes Kraft. Det er et godt Spørgsmaal, og jeg er villig til at svare. Mit Svar er da kortelig: Hvor Guds Naade er i Menneskehiertet, foraarsager den for det første, at man taler ivrigt imod Synden, og for det andet -"«"

"Nei, stands lidt. Lad os tage een Ting ad Gangen. Jeg mener, du hellere maa sige, at den aabenbarer sig ved, at Sjælen faar Afsky for Synden."

"Hvad Forskel er der da paa at tale imod Synden og at afsky den?"

"Der er en meget stor Forskel. Et Menneske kan tale om Synden og være imod den af ren Verdensklogskab, men afsky den kan han kun ved Guds Kraft. Jeg har hørt mange fra Prædikestolen tale imod Synden, og ikke desto mindre taaler de samme Mennesker den i deres Hjerter, Hus og Tale. Potifars Hustru raabte ogsaa med høj Røst, som om hun var meget kysk, og dog havde hun i sit Hjerte Lyst til at bedrive Utugt med Josef. Andre gør som en Moder, der med sit Barn paa Skødet i det ene Øjeblik skælder det ud for en vanartet Unge, i næste Øjeblik kæler for det og kysser det."

"Jeg mærker nok, at du vil fange mig."

"Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil kun stille Sagen i det rette Lys. Dog, hvad er saa den anden Ting, der viser Naadens Arbeide i Menneskehjertet?"

"Stort og indgaaende Kendskab til Evangeliets Hemmeligheder."

"Dette Tegn burde komme først. Men selv da er det galt. Thi man kan erhverve sig et indgaaende Kendskab tii Evangeliets Hemmeligheder og Kundskab om disse uden at have Naaden i Hjertet. Et Menneske kan have al Kundskab og dog være intet og selvfølgelig ikke et Guds Barn. Naar Kristus siger til sine Disciple: "Naar I ved dette, er I salige, om I gør det," da er Gerningen - ikke det at vide - Betingelse for Velsignelsen. Thi der er en Kundskab uden Gerning, saaledes som med "den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie." Et Menneske kan have en Engels Kundskab og dog ikke være en Kristen. Derfor er det Kendetegn, du angiver, falsk. At vide rigtig Besked er noget, der behager en Snakker og en Pralhans, men at handle rigtigt behager Gud. Jeg vil ikke sige, at Hjertet kan være godt uden Kundskab, thi uden den er det mørkt, men der er to Slags Kundskab. Der er den Erkendelse, der fremkommer ved Betragtning af selve Tingene, og den Erkendelse, forenet med Naadens Tro og Kærlighed, der faar Mennesket til af Hjertet at gøre Guds Villie. En Mundkristen er tilfreds med den første Slags Kundskab eller Erkendelse, men en sand Kristen kan ikke nøjes med mindre end den sidste. "Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte"."

"Nu vil du igen fange mig. Det tjener os ikke til Opbyggelse."

"Hvis du ønsker det, fremfør da et andet Tegn paa Naadens Gerning i Hjertet."

"Nej, jeg vil ikke, thi vi kan ikke blive enige alligevel."

"Hvis du ikke vil, saa maa jeg nok have Lov at vise det?"

"Gør for mig, hvad du synes."

"Naadens Gerning i Sjælen aabenbarer sig altid for Mennesket selv eller for Omgivelserne. Den overbeviser Mennesket om Synd, om det naturlige Menneskes Fordærvelse, om Vantroens Synd og om Fortabelsens Vished, hvis man ikke finder Naade hos Gud ved Troen paa Jesus Kristus. Denne Overbevisning og denne Følelse virker Sorg og Skam over Synden. Dernæst ser han, at Verdens Frelser aabenbarer sig i Synderhjertet, og mærker, hvor nødvendigt det er for ham at slutte sig til denne Frelser for hele Livet. Derved opstaar den forjættelsesrige Hunger og Tørst hos Synderen. Eftersom nu hans Tro er stærk eller svag, vil hans Fryd og hans Fred, hans Kærlighed og hans Lyst til Hellighed og til at tjene være større eller mindre. Men selv om det aabenbarer sig saaledes for ham, er han ikke altid selv i Stand til at kunne se, at det er Naadens Gerning. Hans syndefulde Tilstand faar ham let til at dømme urigtigt. Derfor kræves der af den, i hvem Naaden er virksom, en meget sund Dømmekraft, for at han med Vished skal kunne se, om det er Naadens Gerning For Omgivelserne aabenbarer det sig saaledes:

1) Gennem en paa Selvoplevelse grundet Bekendelse af Troen paa Jesus Kristus.

2) Ved et Liv, som svarer til denne Bekendelse. Det er: Et helligt Liv, som det hellige Hjertes Frugt, en hellig Vandel, ikke blot i Familiekredsen, men overhovedet i Omgængelsen med andre Mennesker. I Herrens Skole lærer han nu at afsky al Synd og at afsky sig selv for Syndens Skyld. Ikke med Munden alene som Hyklere eller Navnekristne, men ved at bøje sig under Guds Ord i Kærlighed og Tro. Hvis du nu har noget at indvende mod denne korte Beskrivelse af Naadens Gerning og af den Maade, hvorpaa Naadens Kraft i Hjertet aabenbarer sig, saa sig til. Hvis ikke, da lad mig foreslaa dig et andet Spørgsmaal."

"Nu vil jeg kun høre, ikke tale, kom derfor med Spørgsmaalet."

"Det er da dette: Har du selv erfaret, hvad jeg talte om først? Og er dit Liv og din Vandel et Bevis herfor? Eller bekender du kun Kristus med Ord og med Tunge? Men ikke i selv Gerning og Sandhed? Vil du svare mig herpaa, men sig ikke mere, end du kan staa ved, og som Gud i Himmelen kan sige Amen til, thi ikke den, der roser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren roser. Desuden er det urigtigt at sige: Jeg er baade saadan og saadan, naar min Vandel og alle mine Naboer siger, at jeg lyver."

Ved disse Ord blev Snakkesyg rød af Skam, men han tog sig snart sammen og svarede: "Du kommer nu til Erfaringen, til Samvittigheden og til Gud og paaberaaber dig ham. Jeg maa tilstaa, at jeg ikke havde ventet sligt. Jeg har ikke Lyst til at svare paa dine Spørgsmaal, og jeg har heller ingen Forpligtelse i den Retning, undtagen du vil være min Præst, men selv da kan jeg ikke anerkende dig som Dommer. Hvad er i det hele taget Meningen med at rette slige Spørgsmaal til mig?"

"Jeg hørte jo, at du blev ved at tale, men jeg vidste dengang ikke, om det kun var Ord. Jeg kan godt sige dig rent ud, hvad jeg har hørt om dig, nemlig, at du er en Mand, hvis Kristendom kun bestaar i Ord, og at dit Liv gør din Bekendelse til Løgn. Man siger, at du gør Guds Rige stor Skade ved dit ugudelige Liv. Mange er forargede over din Ryggesløshed, og flere staar i Fare for at blive ledet i Fordærvelse ved dig. Din Kristendom kan forliges med dine Knejper, med Gerrighed, Vellyst, Sværgen og Løgn og med dit daarlige Selskab. Paa dig passer med Rette det Ord, der er sagt om en Skøge: Hun er en Skam for sit Køn. Du er en Skam for enhver sand Evangeliets Bekender."

"Siden du er saa rask til at skænke onde Rygter Tiltro og til at bryde Staven over mig, maa jeg antage, at du er en meget gnaven Person og et Hængehoved, som man ikke kan tale med, og derfor far vel!"

Da kom Kristen hen til Trofast og sagde: "Kan du se, at jeg fik Ret. Dine Ord og hans Lyster passer ikke sammen. Han vil hellere forlade dig end give Slip paa sine Synder. Dog, nu er han gaaet, saa lad ham være. Det bliver værst for ham selv. Han har skaanet os for den Ulejlighed at gaa fra ham, Thi hvis han bliver ved at leve som nu, uden at omvende sig, kan vi ikke have ham i vort Selskab. Han hører til de Mennesker, om hvilke Apostelen siger: Hold dig fra saadanne!"

"Og dog er jeg glad ved, at vi har haft denne Samtale med ham. Han kan dog maaske engang komme til at tænke derover. Jeg har talt aabent og ærligt til ham, og jeg er uskyldig i hans Blod, hvis han skulde omkomme."

"Du har gjort Ret i at tale saa uforbeholdent til ham. Det sker kun sjældent nutildags, og ogsaa derfor er Kristendommen i Vanry. Saadanne Mundkristne, hvis hele Kristendom kun bestaar i tomme Ord og som dertil fører et urent Liv, faar mange Gange Adgang til de Helliges Forsamlinger; det forvirrer Verden, gør Kristendommen stor Skade og bedrøver de oprigtige i Troen. Jeg vilde ønske, at de alle maatte faa samme Behandling som Snakkesyg, thi da vil de enten omvende sig, eller ogsaa vil Guds Børns Selskab blive dem uudholdeligt."

Nu sagde Trofast:

Hvor Snakkesyg dog straks sig puster op!
Hvor stort han taler! Fra sin høje Top
slaar rask han alting ned. Men ak, saa snart
om Hjertets Sag der tales, brat hans Fart
gaar af ham, som naar Maanen tager af.
Saa gaar det hver, som glemmer Hjertets Krav.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media