Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tolvte Kapitel.

Pilegrimmene møder igen en trofast Ven.

Nu gik de to Pilegrimme videre og talte om, hvad de havde mødt paa Veien. Samtalen bidrog meget til at korte Vejen igennem den Ørken, som de nu kom ind i. Da de næsten var komne igennem Ørkenen, vendte Trofast sig om og saa da en god bekendt bag ved sig.

"Nej, se, hvem kommer der," sagde Trofast.

"Det er min gode Ven Evangelist."

"Ja, han er ogsaa min gode Ven," sagde Trofast, "det var ham, der førte mig paa den rette Vej til den snævre Port."

Nu naaede Evangelist dem og hilste dem: "Fred være med eder, kære Venner, og med eders Hjælpere!"

"Velkommen! Velkommen! kære Evangelist," sagde Kristen, "naar jeg ser dig, mindes jeg saa tydeligt al din Godhed og din Omsorg for mit evige Vel."

"Tusind Gange Velkommen, kære Evangelist, hvor tidt ønsker vi stakkels Pilegrimme ikke dit Selskab."

"Hvorledes har I haft det, kære Venner, siden vi sidst saas? Hvad har I mødt, og hvorledes har I klaret eder?"

De fortalte ham nu, hvad de havde mødt paa Vejen og hvorledes og med hvilket Besvær, de var komne saa langt.

"Jeg er inderlig glad over," sagde Evangelist, "at I, trods de mange Anfægtelser og Svagheder, dog er blevne paa Vejen. Ja, rigtig glad er jeg derover, baade for eders og for min egen Skyld. Jeg har saaet, og I har høstet, og den Dag kommer, da de skal glæde sig tilsammen, baade den, som saaer, og den, som høster, den, som bliver bestandig indtil Enden, thi i sin Tid skal vi høste, saafremt vi ikke giver tabt. Kronen venter eder. Det er en uforgængelig Krone. Løber saaledes, at I kan erholde den. Nogle løber for at faa Kronen, og naar de er komne langt frem, tager andre den fra dem. Hold derfor fast ved det, I har, at ingen skal tage eders Krone. Endnu kan Satans Pile naa eder. Endnu har I ikke staaet imod indtil Blodet, idet I stred mod Synden. Stil eder altid Maalet for Øje og staa fast i Troen, ikke paa det synlige, men paa det usynlige. Lad ikke denne Verden og dens Ting faa Indpas i Hjerterne. Og fremfor alt giv Agt paa eders eget Hjerte, paa dets Lyster og Begæringer, thi "Hjertet er bedrageligt mere end alle Ting, og det er sygt"; gør eders Ansigter haarde som Sten. I har al Magt i Himmelen og paa Jorden paa eders Side."

Kristen takkede ham for hans Formaning og Opmuntring og bad om, at han endelig maatte fortælle dem om Resten af Vejen og være dem behjælpelig. Da han var Profet, vidste han, hvad der vilde møde dem, og hvorledes de kunde modstaa og overvinde Fjenden. Trofast sluttede sig helt til dette ønske.

"Mine kære Sønner, I har hørt af Evangeliets Sandheds Ord, at det bør os at indgaa i Guds Rige ved mange Trængsler, og at Baand og Trængslen venter eder i enhver By. Og derfor kan I ikke vente at komme ret langt frem uden Trængsler, enten af den ene eller den anden Slags. I har allerede erfaret, at disse Udsagn er Sandhed, og mere vil I komme til at erfare. I er nu snart ude af Ørkenen og kommer saa igennem en By, som I ser der foran. I denne By vil I blive haardt angrebne af Fjenden, der vil opbyde sit yderste for at dræbe eder. Vær vis paa, at en af eder - maaske I begge - vil komme til at besegle sit Vidnesbyrd med sit Blod; men vær tro indtil Døden, saa vil Kongen give eder Livets Krone. Den af eder, der bliver dræbt der, vil faa det bedst, skønt han faar en unaturlig og meget smertefuld Død, thi han vil komme hurtigst til den himmelske Stad, og desuden slipper han for megen Besværlighed, som vil møde den anden. Saa snart I kommer til Byen, vil alt dette gaa i Opfyldelse, tænk da paa eders Venner, værer mandige og stærke og befaler eder Gud i Vold."