Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Trettende Kapitel.

Pilegrimmene i Byen Forfængelighed.

Derpaa saa jeg i min Drøm, at Pilegrimmene, da de kom ud af Ørkenen, lige foran sig havde en By, der hed Forfængelighed. I denne By afholdes et Helaars-Marked, der kaldes Forfængeligheds Marked. Det bærer dette Navn, fordi hele Byen og alt, hvad der købes i den, er Forfængelighed. Dette Marked er ingen ny Forretning. Jeg vil fortælle lidt om dets Oprindelse. For over 5000 Aar siden var der Pilegrimme, der, ligesom vore to Venner, var undervejs til den hellige Stad. Da nu Djævelen og hans Lejesvende opdagede deres Spor igennem Byen, skyndte de sig at oprette dette Marked paa hvilket der solgtes al Slags Forfængelighed. Der solgtes saaledes Huse, Landejendomme, Haandværk, Forretninger, Æresposter, Forfremmelser, Titler, Lande, Kongeriger, Fornøjelser og al Slags kødelige Nydelser som Skøger, Hustruer, Husbonder, Børn, Herskaber, Tyende, Liv, Blod, Legemer, Sjæle, Sølv, Guld, Perler, Ædelstene og meget mere. Endvidere kan man til enhver Tid se Gøglere, Bedragere, Skuespillere, Narre, Abekatte, Slyngler og Skurke. Man kan ogsaa helt gratis faa at se, hvorledes Tyverier, Myrderier, Ægteskabsbrud og Mened udføres.

Som det er Tilfældet ogsaa paa mindre Markeder, findes her forskellige Gader, hver med sit Navn. En hedder Englandsgade, en anden Frankrigsgade, Italiensgade o.s.v. Hvert Land har sin Hovedartikel. Engang var der stærk Rift om Varerne fra Romergaden, men dem har vort og nogle andre Folk dog nu fattet Afsky for.

Som for bemærket gaar Veien til den himmelske Stad midt igennem denne By, og hvem, der ikke vil følge Veien, maa gaa ud af Verden. Da Kongernes Konge var hernede paa Jord, maatte han gaa den samme Vei til sit eget Land. Han kom igennem Byen netop paa en Markedsdag, og det var selve Djævlenes Øverste, der vilde have ham til at købe, ja, han vilde have givet ham det alt sammen, hvis han vilde have vist ham Ærbødighed. Netop fordi han var en saa anset Mand, førte Djævlenes Øverste ham fra Gade til Gade, fra Bod til Bod og viste ham alle Verdens Herligheder, for at friste den Velsignede til at købe af hans Forfængeligheder. Kongen havde dog ingen Lyst til Varerne, og han forlod Byen uden at give en Øre ud. Dette Marked er altsaa meget gammelt og af stor Betydning.

Nu var Pilegrimmene altsaa nødte til at gaa igennem dette Marked, men neppe havde de sat deres Fod paa Pladsen, for hele Byen kom i Oprør. Dette havde forskellige Grunde:

For det første var deres Paaklædning forskellig fra de andre Markedsgæsters. Nogle sagde, at de var Abekatte, andre, at de var Taaber, atter andre, at de var Udlændinge.

For det andet talte de et mærkeligt Sprog, som kun faa af de tilstedeværende forstod, de talte naturligvis det skønne Kanaans Sprog, og Markedsgæsterne var denne Verdens Menneske-Børn.

For det tredie satte Pilegrimmene slet ikke Pris paa Købmændenes Varer. De gad end ikke se paa dem, og raabte man efter dem, stak de Fingrene i Ørene og bad: "Bortvend mine Øjne, at de ikke ser til Forfængelighed." De saa opad for at vise, at deres Maal var Himmelen.

En Mand lagde særlig Mærke til dem og spurgte: "Hvad vil I købe?" De saa alvorligt paa ham og svarede: "Vi vil købe Sandhed." Dette Svar satte dem yderligere ned i Folks Omdømme, saa nogle spottede dem, og andre blev vrede og vilde slaa dem. Til sidst blev der et saadant Spektakel paa Markedet, at Herren maatte hentes. Han kom til Stede og gav straks nogle af sine bedste Mænd Ordre til at forhøre Urostifterne. Disse blev adspurgte om, hvor de kom fra, og hvor de skulde hen, samt hvorfor de var saa løjerligt paaklædte. Pilegrimmene svarede, at de var fremmede i Verden og undervejs til deres eget Land: det himmelske Jerusalem. De havde heller ikke givet Anledning til Overfaldet undtagen ved at sige, at de vilde købe Sandhed. De Mænd, der forhørte dem, troede imidlertid, at de var gale, eller ogsaa var de komne for at bringe Forvirring i det hele. Derfor slog de dem, tilsølede dem og satte dem til sidst i et Bur til Spot for alle Folk paa Markedet. Her sad de en Tid og var Genstand for Mængdens Ondskab, og Markedets Herre morede sig kosteligt derover. Trods alt dette var de dog taalmodige og betalte ikke Skældsord med Skældsord, men velsignede og gav gode Ord for onde og Venlighed for Fornærmelser. Nogle fornuftige Mænd paa Markedet syntes dog, det gik for vidt, og skammede de andre ud. Men disse blev vrede og truede dem med samme Straf som de fremmede. De andre svarede, at Mændene var rolige og ædruelige og gjorde ingen Fortræd, mange af Markedsgæsterne var meget værre og fortjente snarere at blive indespærrede. Til sidst udartede denne Trætte til en blodig Kamp, som de to fremmede ogsaa fik Skylden for. De fik Pisk, blev lagte i Jern og ført ind paa Markedet, andre til Skræk og Advarsel. Kristen og Trofast var imidlertid saa ydmyge og taalmodige, at de vandt adskillige Hjerter, men dette havde kun til Følge, at andre blev mere rasende og absolut vilde have de to Mænd dræbt for den Skade, de var Skyld i.

Som de nu sad i Buret, mindedes de, hvad deres tro Ven Evangelist havde sagt, og trøstede sig med, at den, der maatte lade sit Liv, fik den bedste Del. Hver af dem ønskede i sit stille Sind, at han maatte blive den lykkelige. De overgav dog alt til ham, der styrer alle Ting viseligt, og slog sig til Ro med, at han nok vilde føre dem ud af deres nuværende Stilling.

Omsider blev de førte for Retten for at høre deres Dom.

Dommerens Navn var Had-til-det-gode. Anklagen gik ud paa, at de var Fjender, forstyrrede Handelen, vakte Splid og Tvedragt i Byen samt erhvervede Tilhængere for deres højst farlige Meninger, der var i aabenbar Modstrid med Byens Fyrstes Love.

Herpaa svarede Trofast: "Jeg har kun sat mig op imod det, som strider imod den Højestes Lov. Og hvad Beskyldningen for Oprør angaar, da maa jeg bestemt tilbagevise den, jeg er en Fredens Mand. Vore Tilhængere har indset, at vi var af Sandhed, og deres Hjerter er bleven vendt fra det onde til det gode. Og hvad eders Fyrste angaar, da er han vor Herres Fjende, og jeg trodser og foragter ham og alle hans Engle."

Det blev nu kundgjort, at alle, der havde noget at sige mod de fremmede, skulde træde frem og aflægge deres Vidnesbyrd.

Straks traadte tre Mænd frem. Deres Navne var: Misundelse, Overtro og Smiger. De blev adspurgte, om de kendte Fangerne, og hvad de havde at sige om dem.

Misundelse traadte først frem og sagde, idet han pegede paa Trofast: "Høje Dommer, jeg har længe kendt denne Mand og er villig til med min Ed at bekræfte, at han ...."

"Holdt. Aflæg først Eden."

Saa afsagde Misundelse Eden og fortsatte: "Denne Mand ser uagtet hans smukke Navn er af de største Skurke i Verden. Han bryder sig hverken om Fyrster eller om Folk, om Love eller om Skik og Brug, han gør alt, hvad han kan, for at indpode andre Mennesker sine lovstridige Meninger, som han selv kalder Troens og Hellighedens Grundsætninger. Jeg har engang hørt ham sige, at sand Kristendom og Livet i denne By var fuldstændige Modsætninger, der slet ikke kunde forliges. Ved slig Tale fælder han Dom over vor lovlige Handel og over os alle."

"Har du mere at sige om ham?" spurgte Dommeren.

"Ja, jeg kunde sige meget mere, men jeg vil nødig trætte den høje Ret. Hvis de andres Vidnesbyrd imidlertid er utilstrækkelige til at fælde ham, kan jeg godt tilføje mere siden."

Nu kom Turen til Overtro, og han begyndte som følger:

"Jeg kender ikke noget nærmere til denne Mand og bryder mig heller ikke om at stifte nærmere Bekendtskab med ham. I en Samtale, jeg havde med ham forleden Dag, afslørede han sig dog som et højst farligt Menneske, han sagde mig rent ud, at vor Religion ikke var en Smule bevendt, og at den aldrig kunde behage Gud. Efter dette er altsaa al vor Gudstjeneste forgæves, vi lever i vor Synd og bliver til sidst fordømte. Det er alt, hvad jeg har at sige."

Nu blev Smiger taget i Ed og fik Befaling til at sige, hvad han vidste.

"Ædle Dommer og ærede Herrer! Denne Karl har jeg kendt i lang Tid, og jeg har hørt ham sige Ting, som man næsten ikke kan tale om. Han har spottet vor ædle Konge og talt foragteligt om mange af hans ærede Venner, af hvilke jeg skal nævne Det gamle Menneske, Kødets Lyst, Vellystig, Forfængelig Ære, Utugt, Havesyge og alle de øvrige af Byens bedste Borgere. Han har endog sagt, at hvis alle delte hans Anskuelser, vilde ikke een af de nævnte Mænd faa Lov til at blive boende i Byen. Og selv Dem, høje Dommer, har han ikke undset sig ved at spotte, han har kaldt Dem en ugudelig Skurk og givet Dem mange andre vanærende Navne, ligesom han har tilsølet de fornemste Personer i vor By."

Da Smiger var færdig, vendte Dommeren sig til den anklagede og sagde: "Du Overløber, Kætter og Forræder, som du er, har du hørt disse hæderlige Mænds Vidnesbyrd imod dig?"

"Maa jeg sige nogle Ord til mit Forsvar?"

"Skønt din Slubbert har fortjent Døden med det samme, vil jeg dog vise Mildhed og høre, hvad du har at sige."

"For at begynde med Misundelse vil jeg sige, at jeg kun har udtalt følgende: Naar en Bestemmelse, en Lov, en Skik eller et Folk gaar imod Guds Ord, da er det ogsaa imod Kristendommen. Hvis jeg har Uret i dette, overbevis mig da derom, og jeg ikal tilbagekalde, hvad jeg har sagt.

Hvad Overtros Beskyldninger vedrører, da har jeg kun sagt, at man for at kunne dyrke Gud i Sandhed maa have den guddommelige Tro i Hjertet, og hvor denne Tro findes, bliver Guds Villie aabenbaret. Hvad der i Gudsdyrkelsen strider mod den guddommelige Aabenbaring er Menneskeværk, der ikke kan give os evig Salighed.

Til Smiger har jeg kun sagt, at denne Bys Fyrste og alle hans Tjenere rettelig har deres Plads i Helvede i Stedet for her. Og nu være Gud mig Synder naadig."

Dommeren sagde nu til sine Meddommere: "I ser her den Mand, der har stiftet saa megen Uro i Byen, og I har hørt disse hæderlige Mands Vidnesbyrd mod ham. I har ogsaa hørt, hvad han har at sige, og I har hørt hans Bekendelse. I kan nu enten lade ham hænge eller lade ham løbe. Inden Dommen afsiges, vil jeg dog gennemgaa vore Lovbestemmelser for eder.

En af vor Fyrstes Tjenere, Kong Farao den Store, har givet en Lov, som bød, at alle nyfødte Drengebørn skulde kastes i Nilen, for at de anderledestroende ikke skulde formere sig og blive Fyrsten for mægtige. Paa en anden Konges Tid bød Loven, at alle, der ikke faldt ned og tilbad hans Gudebillede, skulde kastes i en gloende Ovn. Under Darius' Regering blev der givet en Lov, efter hvilken enhver, som i sin Tid paakaldte nogen anden Gud end ham, skulde kastes i Løvekulen.

Denne Oprører har nu overtraadt alle disse Love, baade i Tanker, Ord og Gerning, og dette er utilgiveligt.

Faraos Lov var en forebyggende Lov. Der var endnu ikke begaaet en Forbrydelse. Her er Forbrydelsen imidlertid klar nok, og da han ved at tale imod vor Religion har overtraadt, de to andre Love og har bekendt sin Skyld, fortjener han Døden."

Heri var alle Nævninge enige. Deres Navne var: Blindmand, Intet-godt, Ondskab, Vellystig, Løsagtig, Hidsig, Hovmod, Fjendskab, Løgner, Grusom, Lyshader, Uforsonlig og Hadefuld. Hver for sig erklærede de, at Trofast var skyldig.

Først talte Formanden, Hr. Blindmand. "Jeg ser tydeligt," sagde han, "at denne Mand er en Kætter." "Bort fra Jorden med en saadan Fyr!" sagde Intet-godt. "Ja, jeg hader Synet af ham," sagde Ondskab. "Jeg har aldrig kunnet udstaa ham," sagde Vellystig "Jeg heller ikke, fordi han altid vilde fordømme mine Veie," sagde Løsagtig. "Hæng ham, hæng ham!" sagde Hidsig. "En Usling," sagde Hovmod. "Mit Hjerte staar ham imod," sagde Fjendskab. "Han er en Skurk," sagde Løgner. "Hængning er for mild en Straf til ham," sagde Grusom. "Lad os kaste ham ud fra vore Veje," sagde Lyshader. Endelig sagde Uforsonlig: "Om jeg saa fik hele Verden for det, kunde jeg ikke forsone mig med ham. Lad os derfor dømme ham fra Livet." Og det gjorde de med det samme. Han skulde lide den grusomste Død, de kunde finde paa.

De førte Trofast bort, for at han kunde faa sin Straf efter Loven. Først blev han hudstrøget, saa slog de ham, skar i ham med Knive, stenede ham og stak ham med deres Vaaben. Til sidst bandt de ham til en Pæl og brændte ham paa Baalet. Saaledes døde Trofast.

Jeg saa, at der bag Menneskemassen stod en Sejrsvogn, som ventede paa Trofast. Ikke saa snart havde hans Fjender brændt hans Legeme til Aske, før han blev optaget i denne Vogn, og under Basuners Lyd for han gennem Skyerne op til den himmelske Port.

Man vedtog at udsætte Dommen over Kristen og kastede ham igen i Fængsel. Her blev han en Tid, men den Herre, der hersker over alt og alle, gjorde det saaledes, at han tii sidst undslap og kunde fortsætte sin Vandring. Han sang nu:

Ja, Trofast, du har tro bekendt dig til
din Herre, som din Sjæl velsigne vil,
naar troløse med deres tomme Lyst
i Helveds Pine løfter Klagerøst.
Svag, Trofast, syng, ret dit Navn skal priset blive,
thi skønt de slog dig, er du end i Live.