Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Fjortende Kapitel.

Uredelig og hans Følgesvende.

Kristen kom imidlertid ikke til at rejse alene. En Mand ved Navn Haabefuld sluttede sig til ham og sagde, at han gerne vilde være hans Ledsager. Han havde følt sig draget ved de to Rejsefællers Tale og Opførsel paa Markedet. Trofast gav sit Liv for at vidne om Sandheden, og som af hans Aske fremstod Haabefuld for at ledsage Kristen. Han fortalte denne, at der var Røre i Sindet hos mange Markedsgæster, og at flere snart vilde følge efter. Kort efter naaede de to Pilegrimme en Mand, der var gaaet i Forvejen. Han hed Uredelig. De spurgte ham, hvor han var fra, og hvor han skulde hen. Han sagde, at han var fra Byen Smukke Ord og agtede sig til den himmelske Stad. Men han fortav sit eget Navn for de to.

"Er du fra Smukke Ord? Er det troende Folk, som bor der?" spurgte Kristen.

"Ja, det haaber jeg da."

"Hvad er dit Navn?"

"Ja, vi er jo fremmede for hinanden, men hvis I skal samme Vei, kan vi godt følges ad. Ellers kan hver jo gaa sin Vej."

"Din Fødeby kender jeg godt af Omtale. Saavidt jeg husker, er det en rig By."

"Det kan du stole paa, det er. Jeg har mange rige Frænder."

"Hvad hedder de da?"

"Ja," næsten hele Byen er min Slægt, men farligt kan nævnes: Vendekaabe, Spytslikker, Smukke-Ord, efter hvis Forfædre Byen har faaet Navn, samt Vægelsindet, Tvesindet og Lidt-af-alt. Vor Sognepræst, Pastor Tvetunget, er min Moders kødelige Broder. Skønt min store Bedstefader kun var en simpel Færgemand, der altid saa den ene Vei og roede den anden Vej, er jeg dog kommet i en god Stilling."

"Er du ikke gift?"

"Jo, og jeg har en skøn og dydig Kone. Hendes Moder er ogsaa en udmærket Kvinde; hun hedder Fru Forstillelse. De er af meget fin Familie og i Besiddelse af en Dannelse, der tillader dem at være Venner med Folk af alle Stænder. I religiøs Henseende adskiller vor Familie sig dog fra de værste Pietister, selv om det kun er i uvæsentlige Spørgsmaale. Vi holder saaledes ikke af at gaa imod Strømmen, og vi holder mest af den fine Religion med de Fløjlshandsker. Den er vi ikke bange for at vise os med paa Gaden, naar Solen skinner, og naar Folket tiljubler den sit Bifald."

Kristen gik nu hen til Haabefuld, der var lidt tilbage, og sagde: "Jeg tror ganske sikkert, at denne Mand hedder Uredelig, og hvis det er Tilfældet, er det en stor Bedrager, vi har faaet med os."

"Spørg om hans Navn. Han skammer sig da vel ikke ved det?"

Kristen gik hen til Uredelig og sagde: "Du taler, som om du sad inde med al Verdens Visdom, og jeg tror næsten, jeg kan gætte, at dit Navn er Uredelig. Er det ikke saa?"

"Nej, det er sandelig ikke mit rigtige Navn, men kun et Navn, som nogle af mine Fjender har givet mig. Den Skam, der derved overgaar mig, maa jeg finde mig i og bære med Taalmodighed, som mange andre maa det."

"Men har du da aldrig gjort dig fortjent til dette Navn?"

"Aldrig i Livet. Det eneste, jeg har gjort, er at indrette mine Meninger og Standpunkter saaledes, som Tidsaanden krævede det, og jeg har virkelig selv haft stor Fordel deraf. Denne min Lykke har gjort Folk misundelige, og derfor bebrejder de mig det, jeg fortjener Ros for."

"Saa havde jeg altsaa Ret, og min Mening er, at du desværre med Rette bærer dette Navn."

"Jeg kan ikke gøre for, at I tror det om mig, men tag mig kun med, og I skal nok finde, at jeg er en god Selskabsbroder."

"Hvis du vil følge os, maa du gaa mod Strømmen, og det har du jo ingen Lyst til. Du maa ogsaa anerkende Kristendommen baade i Pjalter og i fine Klæder og klynge dig til den, baade naar den er lænkebunden og i Fængsel, som naar den gaar frank og fri omkring."

"Gaa nu ikke i Rette med mig herom, men lad mig have min Frihed og dog faa Lov at følge eder."

"Nej, du faar ikke Lov at gaa et Skridt med os, hvis du ikke vil love at vandre, som vi vandrer."

"Jeg kan dog ikke saaledes opgive mine Anskuelser, saa meget mere, som de har vist sig at være gavnlige at følge. Hvis I altsaa ikke vil have mig med, maa jeg vandre alene som før, indtil der kommer en anden, jeg kan følges med."

Kristen og Haabefuld forlod ham nu og gik videre. Ved at se tilbage, opdagede de, at Uredelig blev indhentet af tre Mænd. Han bukkede dybt for dem, og de hilste til Gengæld meget venligt paa ham. Deres Navne var Verdenskær, Pengeelsker og Profitjæger.

Uredelig kendte godt disse Mænd. De havde som Børn gaaet i samme Skole. Deres Lærer hed Pengegridsk, han boede i Byen Havesyge, i Provinsen Begærlighed. Sine Elever underviste han særlig i den Kunst at berige sig paa andres Bekostning ved alle Midler som Vold og Kæltringstreger, Smiger, Løgn og Fromladenhed. De her samlede fire Mænd havde været saa lærvillige Elever, at de godt selv kunde have oprettet en Skole med de samme Fag.

Pengeelsker spurgte: "Hvem er det der foran?"

"Det er to Mænd fra et fremmed Land. De er paa en Slags Pilegrimsrejse."

"Det var da kedeligt, at de ikke ventede paa os, saa havde vi faaet Selskab, thi vi er jo da ogsaa paa Pilegrimsrejse."

"Det er vi ganske vist," sagde Uredelig, "men disse to Mænd er nu saa nøjeregnende med alt. De er saa forelskede i deres egne Meninger og tager ikke Spor af Hensyn til, om andre er nok saa gudfrygtige. Hvis man ikke i et og alt vil føje sig efter dem, bliver man stødt ud af deres Selskab."

"Det er virkelig stemt, men det passer vel paa dem, som der staar i Skriften om nogle, at de er alt for retfærdige og overvættes kloge," mente Profitjæger. "De dømmer og fordømmer alle andre Mennesker, men ser ikke deres egne Fejl. Er der saadan noget bestemt, hvori I ikke stemmer overens?"

"Ja, de mener for Eksempel, at det er ens Pligt at give sig paa Vandring, hvordan end Veiret er, og jeg mener, at man har Lov at vente paa godt Veir og til at bie efter en rigtig belejlig Stund. De vil sætte alt i Vove for deres Guds Skyld, men ieg vil kun gøre, hvad der er nødvendigt for at frelse Liv og Lemmer og Gods. De holder fast ved deres Meninger, om saa hele Verden raser imod dem, men ieg vil have Lov at slaa af paa mine, naar Tiden og Hensynet til min Sikkerhed kræver det. De hænger ved deres Religion, selv om den er i Pjalter, men ieg regner den kun, naar den træder frem i Festdragt, i Solskin og under Mængdens Bifald."

"Det gør du Ret i," svarede Verdenskær. "Det er kun en Daare, der giver Slip paa noget, som han lige saa godt kan beholde. Vi har Lov at være snilde som Slanger, og man bjerger dog bedst Hø i Solskinsvejr. Se til Bierne, de ligger i Dvale hele Vinteren og arbeider saa kun om Sommeren, naar Solen skinner, det er: naar de har Fordel deraf. Gud sender baade Solskin og Regn. Vil de andre vandre i Regnvejr, lad dem saa om det, men derfor behøver vi ikke at være saa taabelige. Jeg holder mest af den Religion, der tillader en trygt at nyde Guds rige Velsignelser i dette Liv. Gud har skrænket os alle disse Goder, og han vil selvfølgeligt have, at vi skal bruge dem til hans Ære. Abraham og Salomon tjente Gud og blev rige paa Gods og Guld, og hos Job staar der, at man skal "samle Guld som Støv". Disse Mænd har altsaa ikke været saaledes som hine, der er foran os."

"Ja, det kan vi alle let blive enige om," sagde Prositjæger.

"Vi har baade den sunde Fornuft og Guds Ord paa vor Side, og hvem, der ikke vil følge det, han kender ikke sit eget bedste," sagde Pengeelsker.

"Vi er jo nu alle paa Pilegrimsvandring," udbrød Uredelig.

"Lad os saa til fælles Opbyggelse drøfte et Spørgsmaal: Hvis nu en Præst eller en Købmand kunde skaffe sig alle dette Livs Velsignelser og Rigdomme ved at anstille sig særlig nidkær i enkelte Spørgsmaal, som han maaske hidtil ikke havde taget sig af, har han da ikke Ret til at gøre det, og kan han ikke godt desuagtet være en ærlig Mand?"

"Jeg forstaar godt din Mening og vil med Tilladelse gerne besvare dit Spørgsmaal. Først Præsten: Hvis en hæderlig og dygtig præst, der kun har et lille Embede, søger et større og kun kan faa det, naar han anstiller sig mere ivrig og nidkær end før, prædiker tiere og for at tækkes Menigheden, slaar af paa sine Anskuelser, saa har han efter min Mening Lov dertil, og han kan godt derfor være en ærlig og retskaffen Mand. Min Mening begrunder jeg saaledes:

Hans Lyst til at faa det bedre Embede er vakt af Gud, den er derfor lovlig og rigtig, og han kan uden Samvittighedsnag tage imod Embedet.

Hans Attraa og Lyst til det gode Embede gør ham virksommere og mere nidkær og gør ham til et bedre Menneske, der anvender sine Evner efter Guds Velbehag og i fuld Overensstemmelse med hans Villie.

At han slaar af paa sine Meninger for at tækkes Menigheden beviser jo kun, at han er et selvfornægtende Menneske, at han har et behageligt Væsen, og at han netop som Følge heraf er bedre skikket til sin Præstegerning.

En Præst, der bruger disse Midler for at faa et Embede, bør derfor ikke kaldes pengegridsk; langt snarere bør han roses som en Præst, der bruger sine Evner og Gaver i det godes Tjeneste.

Hvis vi med Hensyn til Købmanden forudsætter, at han sidder i smaa Kaar, og at han ved at anstille sig from og gudfrygtig kan faa mange gode Kunder, maaske gøre et rigt Parti og paa mange andre Maader bedre sin Stilling, kan jeg ikke indse, hvorfor han ikke skulde have Lov dertil.

Det er jo nemlig altid en Dyd at blive og at være gudfrygtig, og det kan jo være lige meget, hvad Grunden er til Købmandens Fromhed.

Det er da ikke ulovligt at skaffe sig gode Kunder eller at gifte sig med en rig Kone.

Den, der altsaa ved gode Menneskers Hjælp faar og nyder alle disse Gaver: Mange gode Kunder, en rig Kone og bedrede Omstændigheder, faar dem jo ved at anstille sig gudfrygtig, og da han selv bliver et godt Menneske derved, maa det anses for fuldt tilladeligt og gavnligt," sluttede Pengeelsker sin tale.

Dette Svar faldt i god Jord hos dem alle, og de fandt, at Pengeelskers Mening var baade rigtig og fordelagtig. At den ogsaa var uigendrivelig, var de overtydede om, og da de endnu kunde se Kristen og Haabefuld, besluttede de at rette netop dette Spørgsmaal til de to Vandringsmænd for at bringe dem i Klemme. De vidste jo fra Uredelig, at de to havde et andet Syn paa Sagen.

Man raabte nu efter de to Mænd, der da ogsaa ventede, til de andre kom hen til dem.

Imidlertid skulde Verdenskær fremsætte Spørgsmaalet, da man var bange for, at de to endnu havde et Horn i Siden paa Uredelig.

Efter en kort Hilsen fremsatte Verdenskær det før nævnte Spørgsmaal for Kristen og Haabefuld og bad dem besvare det, hvis de kunde.

Kristen svarede: »Man behøver ikke at kende meget til Kristendommen for at kunne besvare et saadant Spørgsmaal. Er det nemlig ulovligt og forkasteligt at følge Jesus alene for Madens Skyld - som det ses i Joh.Ev.6,26-27 - hvor meget værre er det da ikke under Kristendommens Maske og som en stor Hykler at nyde denne Verdens Goder netop i Kraft af Hykleriet.

Det er kun Hedninger og Hyklere, Djævle og Troldkarle, der kan forsvare sligt.

At Hedninger gør det, ser vi af Hemor og Sichem, thi da de fik Lyst til Jakobs Datter og kvæg og saa, at de kun kunde faa deres Lyst tilfredsstillet ved at lade sig omskære, sagde de til deres Stalbrødre: Naar vi omskærer alt Mandkøn, som disse er omskaarne, faar vi da ikke derved Ret til deres Kvæg, Gods og alt, hvad de eier?

De vilde kun have Kvinderne og Kvæget.

De hykkelske Farisæere var af den samme Mening; de bad lange Bønner, men det var kun et Skalkeskjul for at kunne tilrive sig Enkers Huse, og Gud dømte dem da ogsaa haardt nok der for.

Judas havde samme Religion. Han anstillede sig gudfrygtig for Pengenes Skyld; han gik fortabt, det Syndens Barn.

Troldkarlen Simon var af samme Slags. Han vilde kun have Guds Aand for timelig Vindings Skyld, og den Dom, Peter udtalte over ham, var kun retfærdig. Jeg er aldeles overbevist om, at den, der kun antager Kristendommen for Verdens og for Vindings Skyld, vil ende med at forkaste den; Judas frasagde sig engang Verden for Herrens Skyld, men han endte med at sælge sin Herre og Mester for Verdens Skyld. Jeg kan forstaa, at I har besvaret eders eget Spørgsmaal med et Ja. Eders Mening er baade hedensk, hyklerisk og djævelik, og eders Gerninger vil føre eder i Fordærvelse."

De fire saa paa hverandre og vidste ikke, hvad de skulde svare Kristen. Haabefuld var glad ved Kristens Svar og tav derfor. Efterhaanden trak de fire sig tilbage, for at de to Venner kunde komme foran dem.

Kristen sagde til sin Kammerat: "Hvorledes skal disse Mennesker kunne svare Gud, naar de ikke engang kan svare Mennesker? Taber de Mælet over for skrøbelige Lerkar, hvorledes vil det da gaa dem, naar de angribes af den Gud, der selv er en fortærende Ild."

De to Venner gik videre, indtil de naaede en smuk Slette, der hed Hvile. Her var det en Lyst at vandre, men desværre var Sletten kun saa lille, og de kom snart over den. Hinsides Sletten var der et Bjerg, der hed Vinding, og i Bjerget var der en vidunderlig smuk Sølvmine, der ved sin Tiltrækningskraft havde lokket mange Pilegrimme bort fra Vejen. Naar de uforsigtigt kom nær til Minens Kant, gled Jorden bort under dem, og de styrtede ned og omkom virkeligt i Dybet; andre blev Krøblinge for Livstid.

Et lille Stykke fra Vejen, ligefor Sølvminen, stod Demas og raabte paa de forbipasserende. Han vilde lokke dem hen til Minen. Ogsaa til de to raabte han: "Kom endelig herhen, saa skal jeg vise eder noget, der er værd at se."

"Hvad kan du vise os," spurgte Kristen, "der kan være værd at forlade den gode Vej for?"

"Her er en umaadelig rig Sølvmine og flere Skattegravere. Med lidt Uleilighed kan I blive rigeligt forsynede med Sølv og Kostbarheder."

"Lad os dog endelig gaa hen og se, hvad det er," tilraadede Haabefuld.

"Nej, det vil jeg paa ingen Maade," sagde Kristen, "jeg har tidt hørt om dette Sted, og jeg ved, at mange er omkomne der. Tilmed er alle disse Skatte kun en Hindring og en Snare for de Pilegrimme, der søger dem."

Kristen raabte nu til Demas: "Er Stedet ikke meget farligt, og har det ikke bragt mange Pilegrimme i Fordærvelse?"

"Det er ikke saa farligt, naar man kun ser sig godt for," svarede Demas med Skamrødme paa Kinderne.

"Lad os ikke gaa nærmere, men kun blive paa Vejen," sagde Kristen.

"Du kan være vis paa, at Uredelig straks vil efterkomme denne Indbydelse."

"Det vil han naturligvis, thi det er jo netop i nøje Overensstemmelse med hans Grundsætninger, men du kan ogsaa være vis paa, at han vil omkomme der."

Demas søgte atter at lokke dem, men Kristen svarede bestemt:

"Du er vor Guds Fjende og hader hans Veje. Derfor har du faaet din Dom. Men hvorfor vil du styrte os i samme Fordærvelse? Hvis vi gaar bort fra Vejen, vil vor Gud og Konge faa det at vide, og vi maa skamme os i Stedet for, at vi ellers kunde have traadt frimodigt frem for ham."

"Ja, men vent dog paa mig. Jeg hører ogsaa til eders Broderflok og vil gerne gøre eder Selskab."

"Hvad er da dit Navn?"

"Mit Navn er Demas, og jeg er en Abrahams Søn."

"Jeg kender dig," sagde Kristcn. "Gibes i var din Oldefader, og Judas var din Fader. Du vil fange os ved dine djævelske Lokkemidler. Din Fader blev hængt, og du fortjener samme Straf. Naar vi kommer til Kongen, skal han faa at vide, hvorledes du bærer dig ad."

De to Venner gik nu bort.

Uredelig og hans Venner var imidlertid komne til Stede, og de gik naturligvis straks over til Demas. Jeg ved ikke, om de faldt ned i Afgrunden, eller om de gik ned i Minen og blev kvalte af de giftige Dampe, men de saas aldrig siden paa Veien.

Kristen sang:

Uredelig og Demas, Pengekær
hinanden lokker med i tomt Begær
at dele kødets Lyst, i Verden faar
de deres Del, ej videre de naar.

De to Pilegrimme kom nu til et Sted, hvor der ved Siden af Vejen stod en gammel Mindestøtte. De blev meget forbavsede, da Støtten lignede en Kvindeskikkelse udhugget i Saltsten. De kunde ikke forstaa, hvad det skulde betyde, men endelig opdagede Haabefuld en Inskription paa Støtten. Kristen fandt snart ud af, at der stod: Kommer Loths Hustru i Hu.

De blev snart enige om, at det maatte være den ulyksalige Kvinde, der i sin forvandlede Skikkelse stod for dem, som hun havde staaet siden hin Dag, da hun saa sig tilbage.

Dette mærkelige Syn gav Anledning til følgende Ordskifte mellem de to:

Kristem: "Kære Broder, dette Syn kan blive os til stor Gavn, netop fordi det kom lige efter Demas' Lokketoner. Havde vi gjort, som du og han vilde, vilde det være gaaet os, som det gik Loths Hustru. Vi var blevet stillet op til Skræk og Advarsel for alle de efterfølgende."

"Jeg er ulykkelig over, at jeg var saa taabelig, og det er et Guds Under, at jeg nu ikke staar som Loths Hustru. Jeg er lige saa syndig; hun saa sig tilbage, og jeg havde Lyst til at se. Priset være Gud for hans Naade, og Skam faa jeg, at jeg har givet denne usalige Lyst Rum i mit Hjerte!".

"Lad os gemme dette Syn i vort Hjerte, at det maa virke advarende. Denne Kvinde undgik den første Straffedom, men blev ramt af den anden, og nu staar hun her som en Saltstøtte."

"Ja, hun kan være os baade til Advarsel og Eksempel. Til Advarsel, at vi maa fky den Synd, hun faldt i, og til Eksempel paa den Straf, der rammer alle, som ikke tager Hensyn til Advarslen. Paa samme Maade blev Korah, Dathan og Abiram med de to Hundrede Mænd, der alle omkom i deres Synd, til et advarende Tegn for alle andre. Jeg kan kun ikke begribe, hvorledes Demas og hans Kammerater saa tillidsfuldt kan vedblive at spejde efter den lokkende Skat, da Loths Hustru jo altid staar her som Vidne om Straf. Hun blev ikke straffet, fordi hun forlod den rette Vej, men kun fordi hun saa sig tilbage. De kan ikke undgaa at se hende, saa snart de løfter Øjet."

"Det er ogsaa højst mærkeligt, og det er da ogsaa et klart Bevis paa deres Forhærdelse, som kun kan sammenlignes med Lommetyvens, der stjæler i Dommerens Nærværelse. Om Folket i Sodoma er der skrevet, at de var Syndere fremfor alle andre, fordi de syndede for Herrens Ansigt, og det til Trods for al den Kærlighed, han havde bevist dem; Sodoma var nemlig som et Paradis. Dette var jo Grunden til Herrens Vrede og Nidkærhed, saa han maatte lade Ild og Svovl regne ned over de genstridige. Og man maa fornuftigvis slutte, at de Mennesker, der synder til Trods for, at sligt advarende Eksempel er stillet op for dem, vil faa den alvorligste Straf."

"Du har uden Tvivl Ret," sagde Haabefuld, "men hvilket Under, at du, og da særligt jeg, ikke er kommet til at staa her som et Eksempel paa Guds straffende Retfærdighed; dette maa tvinge os til at frygte Gud og takke ham, ligesom vi stadig maa huske paa Loths Hustru."