Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Femtende Kapitel.

Pilegrimmenes Vildfarelse, deres Indespærring og deres Befrielse fra Tvivlens Borg.

De gik nu videre, indtil de kom til en dejlig Flod, den Flod, der af Kong David er kaldet "Guds Bæk" og af Johannes "Livets Vands Flod". Deres Vej førte dem langs med Flodens Bred, og de drak med Fryd af dens Vand, der var forfriskende og oplivende. Ved Flodens Bred voksede grønne Træer med al Slags dejlig Frugt, og Træernes Blade var et virksomt Lægemiddel. Frugterne vederkvægede dem, og Bladene kølede deres Blod og skærmede dem mod de Sygdomme, der ellers angriber Fodgængere. Paa begge Sider af Floden Var der grønne Plæner, kransede med Lillier. Her lagde de sig trygt til Ro. De vaagnede, spiste af Frugterne, drak af Flodens Vand og sov ind paa ny. Saaledes gik flere Dage og Nætter, og alt imellem sang de:

Se dog, hvor disse klare Strømme glider
til tørstig Pilgrims Fryd langs Vejens Sider.
De grønne Enge, vinker ham med Fred
og dejlig Blomsterduft; og den, som ved,
hvad liflig Frugt og Lov de Træer bær',
vil sælge alt for, hvad han vinder her.

Da de jo endnu ikke havde naaet deres Rejses Maal, fortsatte de deres Vej, efter at de havde forsynet sig med Mad og og Drikke. De kom imidlertid ikke ret langt, før Vejen bøjede af fra Floden. Skønt de blev bedrøvede herover, turde de dog ikke forlade Veien. Efterhaanden blev den mindre god, og deres Fødder var ømme af den lange Tur. De to Pilegrimmes Hjerter blev utaalmodige, og de længtes efter en bedre Vej.

Lidt fremad, paa Vejens venstre Side, var der en Mark, der hed Bivejsmarken. En lille Trappe førte fra Vejen op til Marken.

"Hvis denne Mark strækker sig langs med vor Vei, skal vi saa ikke gaa op paa den?" sagde Kristen, og han gik hen til Trappen for at undersøge Markens Retning. Han fik Øje paa en Sti, som gik langs med Vejen.

"Det er aldeles udmærket," sagde Kristen, "her er det let at vandre. Kom, kære Haabefuld, og lad os gaa med denne Sti."

"Men hvis nu denne Sti fører os bort fra Veien?"

"Det tror jeg ikke, den gør. Se selv, den følger jo Veien."

Haabefuld lod sig overtale og gik over paa Stien. De syntes, den var god at vandre paa. Snart fik de Øje paa en Mand, der gik foran dem. Hans Navn var Falsk-Trøst. De spurgte ham, hvor Vejen førte hen, og han svarede dem, at den gik til den himmelske Port.

"Der kan du se," sagde Kristen, "som ieg sagde, er vi paa den rette Vei." Den fremmede Mand gik videre, og de fulgte ham. Da Natten faldt paa, tabte de ham imidlertid af Syne. Han gik fremad og faldt i en dyb Faldgrube, som Landets Fyrste havde ladet grave for at faa fat i forfængelige Daarer.

Falsk-Trøst blev dræbt. De to Pilegrimme hørte Faldet og raabte til ham, men de fik intet andet Svar end en hjerteskærende Stønnen.

Haabefuld spurgte om, hvor de var nu, men Kristen tav, helt ulykkelig over, at han havde ført sin tro Kammerat paa Afveje. Tilmed begyndte det at regne, tordne og lyne forfærdeligt, og Vandet steg betydeligt.

Haabefuld sukkede og sagde: "Havde jeg dog aldrig forladt vejen."

"Men hvem kunde tænke, at denne Sti førte os bort fra den?"

"Jeg frygtede straks for det og advarede dig ogsaa. Jeg vilde have sagt mere, men da du er den ældre, tav jeg."

"Kære Broder, vær ikke vred paa mig, det gør mig hjertelig ondt, at jeg har ført dig paa Afveje og ført saa stor en Fare over dig. Men du maa tilgive mig. Jeg har jo ikke haft ondt i Sinde."

"Trøst dig, Broder, jeg tilgiver dig gerne, og jeg tror, at denne Tildragelse vil blive til Gavn for os begge."

"Jeg kan være glad over, at jeg har en saa god Broder. Lad os nu prøve paa at komme tilbage."

"Lad mig saa gaa foran," sagde Haabefuld.

"Nej, det maa jeg hellere for at møde Faren; det er jo mig, der er Skyld i dette."

"Paa ingen Maade, du er saa bedrøvet i Sindet og kan derfor let tage fejl."

Nu hørte de den opmuntrende Røst, som sagde: "Agt vel paa Stien, den Vei, ad hvilken du gik bort; vend tilbage."

Imidlertid var Vandet steget, og dette gjorde det vanskeligere for dem at komme tilbage. Jeg tænkte ved mig selv: Det er altid lettere at komme bort fra den rette Vej end at komme tilbage til den igen.

De gjorde et Forsøg paa at vende om, men nu var det blevet bælgmørkt, og Vandet stod saa højt, at de flere Gange var ved at drukne. Det meste af Natten søgte de, men kunde ikke finde Trappen. Saa fandt de et lille Læsted og satte sig ned for at hvile ud, til Dagen brød frem. Trætte og udmattede som de var, faldt de i Søvn.

Ikke langt fra, hvor de laa, var der en Borg, som hed Tvivlens Borg. Dens Ejer var en Kæmpe ved Navn Fortvivlelse. Da han om Morgenen gjorde sin Runde paa Marken, opdagede han de to sovende Pilegrimme. Han vækkede dem straks og spurgte dem haardt og barsk, hvor de kom fra, og hvad de havde at gøre paa hans Ejendom. De fortalte, at de var Pilegriinme, og at de havde forvildet sig. Kampen sagde nu: "I har ikke Lov til at nedtrærde Afgrøden paa min Mark og til at ligge her. Derfor maa I nu følge mig."

Da han var den stærkeste, var de nødte til at bøje sig. De kunde ogsaa godt indse, at de havde handlet urigtigt, og tav derfor. Kæmpen drev dem foran sig til Borgen, hvor han lod dem kaste i et mørkt Fangehul. Det var et væmmeligt og stinkende Opholdssted for de to stakkels Mennesker Her laa de fra Onsdag Morgen til Lørdag Nat uden at faa en Bid Brød eller en Draabe Vand, og uden at nogen saa til dem. Deres Tilstand var derfor yderst sørgelig. Kristen havde mest Grund til Bekymring, thi det var jo ved hans ubesindige Førerskab, at de var komne i denne Elendighed.

Kæmpen Fortvivlelse havde en Kone, hvis Navn var Mistro. Da Kæmpen om Aftenen var kommen til Sengs, fortalte han sin Kone, at han havde fanget to Pilegrimme og kastet dem i det underjordiske Fængsel, fordi de var komne ind paa hans Mark; han spurgte nu sin Kone, hvad han videre skulde gøre ved dem. Efter at hun havde faaet at vide, hvem de var, og hvor de skulde hen, gav hun Manden det Raad, at han uden Spor af Barmhjertighed skulde gennemprygle dem. Saa snart derfor Kæmpen stod op, tog han en stor Knippel og gik ned i Fangehullet til de to. Han begyndte med at skælde dem ud som Hunde og endte med at slaa dem, saa de ikke kunde røre et Lem. Derefter gik han bort og overlod dem til Elendigheden. Hele Dagen tilbragte de med Jammer og Klage. Da Mistro næste Nat talte med sin Mand og hørte, at de var i Live, raadede hun ham til at indgive dem Tanken om Selvmord. Om Morgenen gik han atter ind til dem, og da han saa, at Slagene fra Dagen før endnu smertede dem frygteligt, sagde han: "I vil sandsynligvis aldrig komme ud af dette Fængsel, og I kan derfor lige saa godt først som sidst tage Livet af eder enten med Kniv, Strikke eller Gift. Hvorfor vil I dog blive ved at leve, da Livet kun vil bringe eder Jammer og Elendighed?" De bad ham om at forføje sig bort. Han saa paa dem med sine onde Øine og havde uden Tvivl slaaet dem ihjel, hvis han ikke netop havde faaet et af sine Anfald. I Sollkinsvejr kunde han faa saadanne Anfald, og han kunde da slet ikke røre sine Hænder. Han trak sig nu tilbage og overlod dem til deres sørgelige Tanker. De raadslog om, hvorvidt de skulde følge hans Raad eller ikke.

"Hvad skal vi dog gøre, kære Broder," sagde Kristen, "hvad er bedst, enten at leve dette elendige Liv eller at dø for egen Haand? Min Sjæl ønsker at blive kvalt hellere end at leve dette Liv, og Graven vil være bedre for mig end dette Fængsel. Skal vi følge Kæmpens Raad?"

"Sandelig, vor nuværende Stilling er frygtelig, og Døden vilde være mig langt kærere end at blive her for stedse, men vi maa betænke, at Herren har sagt: Du maa ikke slaa ihjel, og vi har da heller ikke Lov til at tage vort eget Liv; den, der dræber en anden, dræber dog kun Legemet, men ved Selvmord dræbes baade Legeme og Sjæl, og naar du taler om Gravens Fred, da glemmer du Helvedes Pine, og det skønt du ved, at ingen Manddraber har det evige Liv. Lad os ogsaa huske paa, at Kæmpen dog ikke er almægtig. Mange andre er sikkert slupne ud af dette Fængsel før os. Den Gud, der har skabt Jorden, faar nok Bugt med ham en Dag; maaske han ogsaa kan glemme at lukke for os, han kan ogsaa faa et Anfald, som før, og miste sin Førlighed; jeg vil da gøre alt for at komme bort, og jeg bebrejder mig kun, at jeg ikke forsøgte derpaa før. Men hvorledes det end gaar, lad os saa være taalmodige, thi den Dag kommer nok, da vi skal blive lykkeligt udfriede, lad os endelig ikke selv tage vort eget Liv."

Ved Haabefulds Ord fattede Kristen Mod paa ny, og de holdt ogsaa denne Dag ud i deres sørgelige Stilling.

Ved Aftenstid gik Kæmpen atter ned i Fængslet for at se til Fangerne. Han længtes efter at se, om de havde fulgt hans Raad. Da han kom derned, fandt han dem vel i Live, men de var Døden nær. De havde lidt af Sult og Tørst og af de Saar, den onde Kæmpe havde tilføjet dem, og aandede kun ganske svagt. Dog, levende var de, og herover blev han frygtelig vred; han sagde til dem, at fordi de ikke havde fulgt hans Raad, skulde de blive saaledes mishandlede, at de skulde forbande den Dag, de blev født."

Denne Trusel gjorde et meget dybt Indtryk paa dem, ja Kristen faldt endog i Besvimelse .Saa snart de kom til sig selv, begyndte de paa ny at tale om Kæmpens Raad. Kristen var næsten tilbøjelig til at følge det, men Haabefuld gjorde ham indtrængende Forestillinger og sagde:

"Kan du ikke huske den Tid, da du gik frem i Kraft og Vælde? End ikke Apollyon og alle Rædslerne i Dødens Skygges Dal kunde knække dit Mod, og nu synker du fuldstændig sammen. Jeg er af Naturen svagere end du og holder mig dog oppe, skønt jeg har faaet lige faa mange Saar og er nær ved at vansmægte af Sult og Tørst. Og som du maa jeg undvære Lyset. Lad os imidlertid være taalmodige lidt endnu. Kom dit Mod paa Forfængelighedens Marked i Hu. Der var du hverken bange for Lænker eller Fængsel eller for en blodig Død. Lad den Skam ikke overgaa os, men lad os taalmodig holde ud, saa længe vi har Kraft dertil."

Næste Nat spurgte Kæmpens Hustru paa ny om Fangerne, og om de havde fulgt Mandens Raad. Kæmpen svarede, at de var frygteligt stivsindede og hellere vilde gennemgaa alt end begaa Selvmord.

"Du skulde tage dem med op i Gaarden i Morgen," sagde Konen, "og vise dem alle Benene og Hjerneskallerne af de Pilegrimme, som du har dræbt. Tru dem saa med, at du vil sønderrive dem, inden Ugen er omme, saaledes som du har sønderrevet alle deres Kammerater."

Om Morgenen gik Kæmpen atter til dem og gjorde, som hans Hustru havde tilraadet.

"Her ser I Resterne af Pilegrimme, det er gaaet ligesom eder. De kom i sin Tid ind paa min Grund, og efter ti Dages Forløb sønderrev jeg dem. Det vil jeg ogsaa gøre ved eder. Af Sted med eder ned i eders Hule."

Med Prygl jog han dem ned. Hele Lørdagen laa de i samme ynkelige Stilling. Næste Nat talte Ægteparret atter om Fangerne, og Manden klagede over, at han hverken paa den ene eller den anden Maade kunde faa Bugt med dem. "Tror du ikke, at de lever i Haabet om Befrielse enten ved Hjælp udefra eller ogsaa ved Dirke?"

"Det kan der være noget i, og jeg maa hellere undersøge dem i Morgen."

Vore to Venner tilbragte hele Lørdag Nat i Bøn. Lidt før Dag udbrød Kristen: "Jeg Taabe, hvorfor skal jeg dog blive længere i dette stinkende Hul, naar jeg lige saa godt kan vandre i Frihed? I mit Hjerte har jeg en Nøgle, som kan aabne alle Døre i Tvivlens Borg. Nøglen hedder Forjættelse."

"Lad os da endelig bruge den, kære Broder," raabte Haabefuld glad.

Kristen tog Nøglen frem og stak den i Døren, der meget let gik op, saa de begge kunde gaa ud. Endnu en Dør aabnede sig for dem, og de havde da kun den store Jernport tilbage. Det gik ikke saa let at faa den op, men til sidst lykkedes det. I største Hast aabnede de Porten for at fly bort, men den store Port gjorde saa meget Spektakel, at Kæmpen vaagnede. Han skyndte sig op for at forfølge Fangerne, men da han i det samme fik et af sine sædvanlige Anfald, maatte han hurtig opgive Forfølgelsen. De to gik uhindret videre, indtil de kom til Kongevejen igen, og her var de sikre, fordi de var uden for hans Omraade. Da de nu var komne ned ad den Stente, der førte op til den svigefulde Sti, lagde de Raad op om, hvorledes de bedst skulde advare andre Pilegrimme mod Kæmpen Fortvivlelse. De blev enige om at rejse en Støtte med følgende Indskrift: "Over denne Stente gaar Veien til Tvivlens Borg, der ejes af Kæmpen Fortvivlelse. Han foragter Himmelkongen og vil dræbe alle Pilegrimme." Mange af deres Efterfølgere læste Indskriften og undgik Faren. Da de to Pilegrimme havde gjort dette, sang de:

Fra Veien kom vi bort; da mærked' vi,
at Freden flyr fra den forbudne Sti.
Lad dem, der kommer efter, give Agt,
at ej til Tvivlens Borg de bliver bragt,
hvori Fortvivlelse har Herskermagt.