Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Sekstende Kapitel.

Pilegrimmene hos Hyrderne paa de yndige Bjerge.

Nu gik Pilegrimmene videre, indtil de kom til de yndige Bjerge. Disse Bjerge tilhører den samme Herre, som ejer den tidligere omtalte Høj. De gik op ad Bjergene, og her beundrede de Blomsterne og Frugthaverne, Vinbjergene og Kilderne. De drak af Kildevældet, badede sig i det og spiste af Vindruerne. Paa Bjergets Top var der nogle Hyrder, som vogtede deres Faar. Vore to Pilegrimme gik hen til dem og spurgte: "Hvem tilhører disse yndige Bjerge og alle de Faar, som græsser paa dem?"

"Disse Bjerge er Immanuels, og de kan ses fra hans Stad. Faarene er ogsaa hans, og han har givet sit Liv for dem."

"Gaar denne Vej til den himmelske Stad?"

"Ja, I er paa den rette Vej."

"Hvor langt er der?"

"Der er alt for langt for enhver, som ikke alvorligt vil dertil."

"Er Vejen sikker at færdes paa?"

"Den er sikker for de retfærdige, men Overtrædere snubler paa den."

"Er der ikke paa Vejen et Hvilested for trætte Pilegrimme?" spurgte Kristen.

"Herren over disse Bjerge har befalet os at udvise Gæstfrihed, og alt, hvad Stedet formaar, er til Tjeneste."

Jeg hørte nu, at Hyrderne forelagde de fremmede forskellige Spørgsmaal, som: "Hvor kommer I fra?" "Hvorledes er I komne ind paa Veien?" "Hvorledes har I kunnet holde ud saa længe?" "Det er kun de færreste af dem, som begynder paa Vandringen, der naar saa langt."

De to Pilegrimmes Svar var til Hyrdernes største Tilfredshed, og de bød dem et hjerteligt: Velkommen til de yndige Bjerge.

Hyrderne, hvis Navne var: Kundskabsrig, Erfaren, Vagtsom og Oprigtig, tog Pilegrimmene ved Haanden og førte dem til deres Telte, hvor de bad dem tage for sig af Retterne.

"Vi vil gerne beholde eder her en Tid," sagde de, "for at vi kan blive rigtig godt kendte, og for at I kan vederkvæge eder med disse Bjerges mange dejlige Ting." Pilegrimmene tog med Tak imod Indbydelsen. Da det imidlertid var bleven sent, gik de snart til Ro.

Næste Morgen vækkede Hyrderne dem og tog dem med en Tur rundt paa Bjergene, hvorfra der var en aldeles vidunderlig Udsigt til alle Sider. Nu blev Hyrderne enige om, at de vilde vise de fremmede nogle mærkelige Steder. Først førte de dem op til Toppen af en Høj, der kaldtes Vildfarelse. Paa den ene Side var den meget stejl. Kristen og Haabefuld saa ned og opdagede da, at der nede i Dybet laa mange Mennesker, der øjensynligt var forulykkede ved at falde ned ad den stejle Skraaning. "Hvad betyder dette?" spurgte Kristen.

"Har I ikke hørt om alle dem, der blev ført vild ved at lytte til Hymenæus og Filetus Tale om de dødes Opstandelse?" spurgte Hyrderne.

"Jo."

"Det er netop dem, der ligger dernede. De ligger der ubegravede til denne Dag, andre til Skræk og Advarsel, at de maa vogte sig for at komme saa høit op som til Skrænten her."

De to blev nu ført til et andet Bjerg, som hed Advarsel. Herfra opdagede de nogle tilsyneladende blinde Mænd, som gik og ravede rundt mellem Grave. Snart faldt de over en, snart over en anden Grav, og de kunde ikke sinde ud.

"Hvad betyder dette?" spurgte Kristen.

"Har I ikke set en Stente, der fører ind paa Marken til venstre for Vejen? Fra denne Stente gaar der en Sti, der fører lige til Tvivlens Borg, der ejes af Kæmpen Fortvivlelse. Disse Mænd var engang paa Pilegrimsvandring, som I nu er det, og fordi Vejen var lidt umagelig, valgte de at gaa op ad Trappen og ind paa Engen. Her blev de fangede af Kæmpen, som kastede dem i Fængsel. Han holdt dem indespærrede en Tid, stak saa deres Øine ud og førte dem ind imellem disse Grave, hvor de har gaaet indtil denne Dag. Paa dem opfyldtes Ordet: Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vej, skal hvile i Dødningers Forsamling."

Med Taarer i Øinene saa de to Pilegrimme paa hinanden, men de talte ikke om, hvad de var saa bevægede over.

Jeg saa nu, at Hyrderne førte dem hen i en Dal. Herfra førte en Dør ind i Bjergets Indre. De aabnede Døren og lod Pilegrimmene se indenfor. Her saa de, at der var meget mørkt, og Røgen stod tæt derinde. De syntes, at de kunde høre Ilden knitre, og de pinte stønne. En Svovllugt fyldte Luften om dem. Kristen spurgte, hvad det skulde betyde.

"Dette er Bivej til Helvede, den Vej, ad hvilken Hyklerne og andre gaar. Den befares af saadanne, der som Esau sælger deres Førstefødselsret, der som Judas sælger deres Herre og Mester, der som Alexander bespotter Evangeliet, der som Ananias og Safira lyver og forstiller sig."

"Saavidt jeg kan se," sagde Haabefuld, "ser alle disse ud til at have været paa Pilegrimsvandring ligesom vi. Er det ikke Tilfældet?"

"Jo," svarede Hyrderne, "og de vandrede endda ikke saa kort."

"Hvor langt kom de da frem paa Veien, siden de dog blev ynkeligt forkastede?"

"Nogle af dem kom længere end til disse Bjerge, andre kom ikke saa langt."

"Vi trænger nok til at anraabe den Almægtige om Kraft fra det høje, at han maa vise sin Kraft i vor Svaghed," sagde Pilegrimmene.

"Ja, og I vil faa haardt Brug for Kraften."

Pilegrimmene vilde nu videre, og Hyrderne fulgte dem til Bjergenes Ende. Her sagde de: "Lad os vise dem den himmelske Stads Porte, hvis de da kan se i vor Kikkert."

Det vilde de to meget gerne, og de blev da ført op paa et højt Bjerg, som hed Lys, og fik Hyrdernes Kikkert.

De stirrede fremad, men Mindet om de grufulde Ting, de nylig havde hørt, fik deres Hænder til at ryste, saa de ikke kunde fastholde Billedet. Dog kunde de skimte en Port og noget af Stedets Herlighed.

Saa gik de da videre og sang denne Sang:

Saaledes giver Hyrderne Besked
om Ting, hvis Mening andre ikke ved,
Kom da til Hyrderne for at forstaa,
hvad Klogskaben forgæves grunder paa!

Inden de skiltes, gav en af Hyrderne dem en Beskrivelse af Vejen, en anden advarede dem mod Smigren, en tredje bad dem passe paa, at de ikke skulde falde i Søvn paa den fortryllende Mark, og en fjerde ønskede dem Gud i Vold.

Nu vaagnede jeg.