Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Syttende Kapitel.

Svag-Tro falder iblandt Røvere.

Jeg sov dog atter ind og drømte, at jeg saa de to Pilegrimme gaa ned ad Bjergene og fremad mod den hellige Stad ad den anviste Vej. Lidt nedenfor Bjergene, paa venstre Haand, ligger Landet Indbildskhed; fra dette Land førte en lille, daarlig Vej ind paa den Vei, ad hvilken vore Venner vandrede. Hvor de to Veje stødte sammen, mødte de en lystig Fyr, som kom fra Indbildskhed. Han hed Vankundig. Kristen spurgte ham, hvor han kom fra, og hvor han skulde hen.

"Kære Herre, jeg er født i Landet, som I ser der til venstre, og jeg er paa Vejen til det himmelske Land."

"Men hvorledes vil du komme igennem Porten?" spurgte Kristen, "det vil nok volde dig Vanskeligheder."

"Jeg kan vel komme igennem som alle andre."

"Hvad kan du vise frem, som kan aabne dig Himmelens Port?"

"Jeg kender Herrens Villie og har levet et pænt Liv. Jeg betaler enhver sit, beder, giver Gaver til Guds Rige og faster. Mit Land og mit Folk har jeg forladt for at komme til Himmelen."

"Du er jo ikke kommen ind ad den snævre Port ved Vejens Begyndelse, men ad denne Krogvej. Derfor tror jeg, at du - uanset dine egne Tanker - paa Dommens Dag vil blive tiltalt for Tyveri og Røveri foruden dine andre Synder, og at du ikke vil faa Adgang til Himmelen."

"Ja, vi er jo helt fremmede for hinanden. Følg I eders Lands Religion, jeg følger saa mit Lands. Jeg haaber, at alt vil gaa godt. Hvad den snævre Port vedrører, saa ligger den alt for langt borte fra mit Land. Der er vist slet ingen herfra, som kender Vejen til den, og det gør ogsaa lige meget, da vi, som I ser, har en udmærket Vej, der gaar lige ud til Hovedlandevejen."

Kristen blev nu klar over, at Manden sad fuldstændig fast i sin Indbildskhed, og sagde til Haabefuld: "Der er mere Forhaabning om en Daare end om ham," og han tilføjede, "ogsaa naar Daaren vandrer paa Veien, fattes han Forstand, og han siger om enhver, at han er en Daare. Synes du, at vi skal tale mere med ham eller lade ham gaa, saa han muligvis kan komme paa bedre Tanker. Vi kan jo godt standse siden og prøve paa, om vi kan gore noget for ham."

Haabefuld svarede:

"Lad blot Vankundig grunde lidt derpaa,
hvad du har sagt, og gid han maa forstaa
at gribe gode Raad, at ej han skal
vedblive at foragte Naadens Kald!
Gud siger: den, som ikke har Forstand,
skønt skabt af ham, vil ej naa Livets Land.

Det er vist heller ikke godt at fortælle ham alt paa en Gang. Jeg synes, vi skal gaa forbi ham, saa kan vi endda tale til ham siden, naar vi tror, at han er modtagelig for Ordets Paavirkning."

Saa gik de da videre, og Vankundig kom bag efter. Kort efter kom de ind i en mørk Gang, hvor de mødte en Mand, som syv Djævle havde bundet med syv stærke Baand, og Djævlene var i Færd med at føre ham hen til den Dør, de havde set paa Bjergets Side.

Ved dette Syn begyndte de to Pilegrimme heftigt at skælve. Kristen saa dog efter, om han ikke kendte Manden. Han antog, at den ulykkelige hed Bortvendt og var fra Byen Frafald. Men han saa ikke hans Ansigt, da han vendte det mod Jorden som en Tyv, der nylig er fanget. Da de havde gaaet lidt, saa Haabefuld efter ham og opdagede en Plakat paa hans Ryg. Paa den stod der: En falsk Bekender og en fordømmelig frafalden. Kristen sagde: "Nu kommer jeg i Tanker om, hvad jeg har hørt om en god Mand her fra Egnen. Han hed Svag-Tro og boede i Byen Oprigtig. Ved Indgangen til denne mørke Gang er der en Vej, der kommer fra den brede Vejs Port. Den kaldes de dødes Vej paa Grund af de mange Mord, der forefalder her. Svag-Tro, der, som vi, var paa Pilegrimsvandring, kom til at sove her, og netop ved den Tid kom der ad denne Vej tre haandfaste Skurke, hvis Navne var Fejghed, Mistro og Brøde. Saa snart de tre, der var Brødre, opdagede Svag-Tro, løb de hurtigt op til ham. Han vaagnede i det samme og vilde til at fortsætte sin Rejse. Ved Trusler fik de ham til at standse. Han blev saa bleg som et Lig og turde hverken gaa frem eller tilbage. Derpaa sagde Fejghed: "Giv os din Pung." Svag-Tro tøvede imidlertid, da han ikke gerne vilde miste sine Penge, og Mistro stak derfor Haanden i hans Lomme og fremdrog en Pung med Sølv. Da raabte den bestjaalne: "Tyve, Tyve!" Brøde tog nu en Knippel og slog Svag-Tro til Jorden. Her laa han og var nær ved at forbløde". Røverne stod omkring ham, men da de nu hørte nogen komme, og da de var bange for, at det var en Mand, som hed Stor-Naade og boede i Byen Tillid, blev de bange og lod Svag-Tro selv sørge for, hvorledes han kunde redde sit Liv. Kort efter kom han dog til Bevidsthed og søgte at vandre videre. Dette er Historien."

"Men tog de virkelig alt, hvad han ejede?"

"Nej, de kom ikke i Tanker om hans kostelige Juveler, saa dem fik han Lov at beholde. Men efter hvad jeg har hørt, var den stakkels Mand meget nedbøjet over sit Tab, da de havde taget næsten alle hans rede Penge, saa han havde knap Reisepenge nok. Han var nødt til at tigge sig frem for at opholde Livet; thi Juvelerne maatte han ikke sælge. Men selv om han tidt sultede, kom han dog fremad paa Vejen."

"Det er i Grunden mærkeligt, at de ikke tog de Dokumenter fra ham, der skal aabne Himmelens Port for ham."

"Ja, det er ogsaa mærkeligt, og det var ikke hans Skyld, thi han tabte fuldstændig Hovedet og tænkte slet ikke paa at skjule noget. Det var derfor kun ved Herrens alvise Styrelse, at Røverne ikke fik de kostbare Ting."

"Det maatte dog være en stor Trøst for ham, at de ikke fik fat paa hans Juveler."

"Ja, hvis han havde brugt dem, som han skulde, men de, fra hvem jeg har Historien, fortalte, at han næsten ikke brugte dem, fordi han var saa Ulykkelig over Tabet af Pengene. Ja, en Tid lang glemte han helt, at han havde dem. Og naar han saa hulkede paa dem, kom Tanken om Pengene atter og slugte al anden Interesse."

"Stakkels Mand, det maa have været tungt for ham!"

"Ja, sandelig, og vilde det ikke have været saaledes med os, hvis vi paa et fremmed Sted var bleven overfalder af Røvere, udplyndrede og.slaaede? Det er et Under, at han ikke døde af Sorg. Jeg har hørt, at han fortalte sin sørgelige Historie til alle, som han kom i Berøring med."

"Det er ogsaa underligt, at Nøden ikke drev ham til at sælge eller pantsætte sine Juveler, saa han kunde have skaffet sig nogle Forfriskninger."

"Du taler, som du har Forstand til," sagde Kristen, "han kunde hverken sælge eller pantsætte dem, thi netop i det Land, hvor han blev overfaldet, sætter man jo slet ikke Pris paa slige Juveler, og han ønskede da heller ikke den Oplivelse, han kunde faa paa denne Maade. Desuden, hvis han kom til den himmelske Port uden Juveler, vilde han jo blive udelukket fra Himmelens Glæde, og det, vidste han, var værre end ti Tusinde Røvere."

"Hvorfor er du saa skarp, kære Broder? Esau solgte dog sin Førstefødselsret for en Ret Linser, og den var dog hans kosteligste Juvel. Hvorfor kunde Svag-Tro ikke gøre det samme?"

"Det er sandt, at Esau solgte sin Førstefødselsret; og det gør saa mange andre ogsaa, men herved udelukker de sig selv fra en vældig Velsignelse. Dog maa du gøre Forskel paa Esau og Svag-Tro, ligesom der var Forskel paa deres Ejendom. Esaus Ret skulde tjene som Forbillede, det skulde Svag-Tros ikke, Esaus Gud var hans Bug, Esaus Synd var hans kødelige Lyst. Intet af alt dette var Tilfældet med Svag-Tro. Esau kunde ikke se længere end til sine Lysters Tilfredsstillelse. "Jeg gaar at dø, hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel?" spurgte han. Skønt Svag-Tro kun havde en meget lille Tro, var denne dog stor nok til at faa ham til at skatte Juvelerne og til at fri ham fra slig en Synd som Esaus. Der ses intet Sted, at Esau havde Tro, ikke engang en lille; det var derfor ikke mærkeligt at han solgte sin Ret, thi den, hos hvem Kødets Lyst alene har Raaderum, sælger for at faa Lysten tilfredsstillet, baade sin Førstefødselsret, sin Sjæl, sit alt til selve Djævelen. Det er med saadanne som med Vildæslet: ingen kan holde det. Naar deres Hjerte kun er opfyldt af kødelig Lyst, da skal Lysten tilfredsstilles, hvad det end skal koste. Svag-Tro var anderledes. Hans Hjerte stod til de guddommelige Ting, hans Mad var aandelige Ting. Selv om altsaa nogen havde købt hans Juveler, hvad havde han da naaet? At faa sin Sjæl fyldt med noget, som han dog ikke satte Pris paa. Vil et Menneste give Penge ud for at faa sin Mave fyldt med Hø? Kan Duen leve af Aadsler som en Ravn? Selv om altsaa en vantro kan sælge, forskrive eller pantsætte alt, hvad han har, ja, endog sin Sjæl, saa kan den, som har den frelsende Tro, den være end nok saa svag, ikke gøre det. Heri ligger dit Fejlfyn."

"Ja, det maa jeg erkende, skønt din Tale næsten gjorde mig helt ærgerlig."

"Hvorfor dog det? Jeg sammenlignede ikke dig med de lystige-Fyre, der gaar ad de udtraadte Stier med Bælgen over deres Hoved. Tænk derfor ikke mere paa det, da vi snart vil være paa det rene med hinanden i denne vigtige Sag."

"Jeg er overbevist om, at de tre Røvere var nogle fejge Uslinger, ellers vilde de ikke løbe bort, fordi de hørte en paa Veien. Hvorfor tog Svag-Tro ikke Mod til sig? Han burde have taget Kampen op og ikke overgive sig uden Sværdslag."

"Vel var de fejge, men det tænker man ikke paa i Prøvelsens Time. Svag-Tro havde nu ikke Mod, og du selv vilde maaske, hvis du havde været i hans Sted, have slaaet eet Slag, ogsaa overgivet dig. Og maaske, naar de kom dig nær ind paa Livet, du ikke engang havde Mod til at staa. Betænk ogsaa, at de kun er Lærlinge. Den store Afgrundsfyrste er deres Herre, der beredvilligt iler dem til Hjælp, naar det er nødvendigt. Hans Røst er som den brølende Løves. Jeg har prøvet det samme som Svag-Tro. Disse tre Skurke satte ind paa mig, og da jeg som en Kristen begyndte at gøre Modstand, kom deres Herre dem til Hjælp. Mit Liv havde ikke været en sur Sild værd, hvis jeg ikke ved Herrens Naade havde haft en god Rustning, som bestod Prøven. Og skønt jeg havde den, kunde jeg alligevel kun daarligt staa mig. Der er ingen, der ved, hvad en saadan Kamp har at sige, hvis man ikke selv har prøvet den."

"Det kan gerne være, men de løb dog, saa snart de troede at høre Stor-Naade."

"Det er sandt nok, og baade de og deres Herre er tidt flygtede, saa snart de har set Stor-Naade, hvad da heller ikke er saa mærkeligt, da han er vor Konges vældigste Kæmpe. Saa du maa vel indrømme, at der er Forskel paa ham og Svag-Tro. Det er ikke alle Kongens Tjenere, der er saadanne Helte, og de kan da heller ikke maale sig med Stor-Naade. Et lille Barn kunde ikke have slaaet Goliat ihjel. Eller tror du, at en Gærdesmutte er lige saa stærk som en Okse? Nogle af os er stærke, andre svage, nogle har en stærk Tro, andre en svag, denne Mand var en af de svage, derfor blev han behandlet som han gjorde."

"Jeg kunde ønske, det havde været Stor-Naade, der kom, ogsaa for Røvernes egen Skyld."

"Ja, han havde faaet nok at bestille med dem, thi selv om han er en Mesters i Vaabenkamp og godt kan gøre det af med dem, naar han kan holde dem lidt borte fra sig, saa kniber det, naar han først faar dem ind paa Livet. De kan da let slaa ham i Jorden, og hvad kan han saa gøre? Du kan i Stor-Naades Ansigt se mange Ar og Skrammer, og de er det bedste Bevis paa, hvor tidt det kniber for ham. Jeg har hørt, at han en Gang skal have sagt midt i en Kamp: Jeg mistvivler endog om Livet. Hvor fik disse Skurke ikke David til at klage, og Heman og Ezechias, der dog var hin Tids største Kæmper, havde nok at gøre med at holde dem fra Livet, og ret tidt fik de en banket Trøje. Peter kæmpede en Gang med dem, og skønt han gik for at være den største blandt Apostlene, mishandlede de ham saaledes, at han til sidst blev bange for en stakkels Pige. Og desuden har de altid deres Konge i Baghaanden; saa snart de selv kommer galt af Sted, iler han dem til Hjælp. Og om ham siges der: Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Landse. Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ. Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene bliver for den som Avner. Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.

Hvad skal et Menneske gøre over for en saadan Fjende? Ja, hvis man havde Jobs Hest og Mod og Behændighed til at ride paa den, thi "dens prægtige Prusten er forfærdelig. Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning. Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld. Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind. Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres. Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen." Saadanne Fodgængere, som vi er, maa aldrig ønske at møde denne Fjende, og vi bør ikke rose os, som om vi kan gøre det bedre, naar vi hører om, at andre har lidt Nederlag. Vi skal heller ikke være indbildske af vor Mandighed og Mod, thi saa gaar det os let galt i Prøvelsens Time. Se paa Peter, som jeg nylig talte om; han brystede sig, vilde være stor, gøre det bedre og staa sig bedre hos sin Mester end alle andre. Men hvem er blevet grundigere slaaet end han?

Naar vi derfor hører om saadanne Oversald paa Kongevejen, maa vi huske to Ting:

For det første maa vi være fuldt rustede og navnlig ikke glemme Skjoldet, thi hvis det mangler, frygter Djævelen os slet ikke. Derfor har en erfaren Mand sagt: "I alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I vil kunne slukke alle den Ondes gloende Pile."

For det andet er det godt, at vi beder Kongen om gode Hjælpetropper, ja, beder om, at han selv maa følge med os. Dette gjorde David glad i Dødsskyggens Dal, og Moses vilde hellere dø end vandre uden Gud. O, min Broder, hvis han selv vil gaa med os, da behøver vi ikke at frygte, om vi saa har ti Tusinde Fjender. Men uden ham skal den stolte falde blandt de slagne.

Jeg har været i Ilden før, og skønt jeg ved hans Naade er i Live endnu, kan jeg dog ikke prale af mine Bedrifter. Jeg vil være glad ved at blive forskaanet for flere af den Slags Kampe, men jeg frygter for, at Faren ikke er forbi endnu. Da hverken Løve eller Bjørn endnu har faaet Bugt med mig, er det mit Haab, at Gud ogsaa vil befri os for den næste uomskaarne Filister.

Ak, Svag-Tro, saa blandt Røvere dn faldt!
Lad hver, som tror, da huske, hvad det gjaldt,
og vinde mere Tro, hvorved han slaar
ti Tusind, skønt han selv saa lidt formaae!

Saa gik de videre, og Vankundig fulgte efter. De blev ved at gaa, indtil de kom til en Vej, der syntes at gaa lige med deres; og de standsede, tvivlraadige om, hvilken af dem de skulde følge. Mens de overvejede dette, kom der en mørk Mand, iført en meget lys Klædedragt, til dem og spurgte, hvorfor de stod der. De svarede, at de var paa Vei til den himmelske Stad, men nu vidste de ikke, hvilken Vej de skulde vandre ad. "Følg mig," sagde den fremmede, "jeg skal ogsaa derhen." Saa fulgte de ham da ind paa den Vej, der kun et lille Stykke løb ved Siden af den rette Vej. De kom længere og længere bort fra deres Maal, og kort efter gik de i en aldeles modsat Retning. Inden de vidste af det, blev de ført ind i et Net. I dette blev de saaledes viklede ind, at de ikke kunde røre sig. Nu faldt den lyse Dragt af Manden, og de saa, hvor de var. Da de ikke kunde komme ud af Nettet, gav de sig begge til at græde.

Kristen sagde til sin Rejsefælle: "Nu ser jeg klarlig min Fejl. Bad Hyrderne os ikke om, at vi skulde tage os i Agt for Smigrerne. Som den vise Mand siger, er det gaaet os i Dag: "En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fødder."

De gav os jo ogsaa en skreven Vejviser med, for at vi bedre kunde finde Maalet. Men den har vi glemt at læse i, og vi har ikke holdt os borte fra Fordærvelsens Veje. I det Stykke var David klogere end vi. Han siger herom: Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier, efter dine Læbers Ord."

Saa laa de i Nettet og klagede. Omsider opdagede de en lysende Skikkelse, som kom hen imod dem. Han havde en Svøbe flettet af sine Traade i sin Haand. Han spurgte dem, hvor de kom fra, og hvor de skulde hen. De svarede, at de var stakkels Pilegrimme paa Vej til Zion, og at en sort Mand, der var klædt i hvidt, havde ført dem ud af deres Vej. Manden med Svøben sagde:

"Han er en Smigrer, en falsk Apostel, der har forvandlet sig til en Lysets Engel." Saa sønderrev han Nettet og gav dem deres Frihed. Han bad dem følge med, saa vilde han føre dem paa den rette Vej. De kom tilbage til den Vej, som de havde forladt for at følge Smigreren.

Den fremmede spurgte: "Hvor laa I sidste Nat?"

"Hos Hyrderne paa de yndige Bjerge."

Han spurgte dem, om de ikke havde faaet en Beskrivelse af Vejen, og de svarede: "Jo."

"Men tog I ikke den frem, da I var i Tvivl?"

"Nej, det glemte vi."

Han spurgte dem endvidere, om Hyrderne ikke havde advaret dem mod Smigrere.

"Jo, men vi tænkte ikke, at denne Mand, der talte saa smukt, kunde være en saadan."

Han befalede dem nu at lægge sig ned, og da de havde gjort det, revsede han dem for at lære dem at kende den gode Vei, ad hvilken de skulde vandre. Han sagde: "Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig." Han bød dem nu gaa videre og give nøje Agt paa Hyrdernes Anvisning. Saa takkede de to ham for al hans Kærlighed og gik stille fremad, idet de sang:

Kom hid, I Vandringsmænd, læg Mærke til
de Pilegrimmes Skæbne, som gaar vild!
De bliver hildet i et vildsomt Net,
fordi paa gode Raad de agted slet.
Vel blev de frelst, men revses dog de maa.
Gid I nu heraf Visdom maatte faa!