Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Attende Kapitel.

Hvad skal jeg gøre, at jeg kan blive salig?

Kort Tid efter saa de to Pilegrimme en Mand, som kom dem i Møde. Kristen sagde: "Der er en Mand, som vender Ryggen til Zion, og han kommer hen imod os."

"Jeg har set ham; lad os passe paa, hvis han ogsaa skulde være en Smigrer."

Nu kom Manden nærmere, og til sidst kom han helt hen til dem. Hans Navn var Gudsfornægter; han spurgte om deres Rejses Maal.

"Vi skal til Zions Bjerg."

Manden slog en høi Latter op.

"Hvad ler du ad?" spurgte Kristen.

"Jeg maa le, naar jeg hører om eders store Uvidenhed. Her begiver I eder paa en saa kedelig Rejse, og sandsynligvis faar I aldrig anden Løn for eders Ulejlighed end selve Rejsen."

"Hvorledes? Tror du da ikke, at de vil tage imod os?"

"Tage imod eder! Det Sted, I taler om, findes stet ikke i hele den vide Verden."

"Men det findes da i den kommende Verden."

"Da jeg var i mit eget Land, hørte jeg det samme og gik ud at søge efter den himmelske Stad, men jeg har nu søgt efter den i over tyve Aar og ikke fundet Spor af den."

"Vi har hørt om dette Sted og tror ogsaa, at det er at finde."

"Ja, havde jeg ikke troet det, da jeg var hjemme, vilde jeg rigtignok ikke have gaaet saa langt for at søge det; men da jeg nu intet har fundet, skønt jeg har været længere fremme, end I er, gaar jeg tilbage igen og vil nu styrke og forfriske mig med de Ting, jeg kastede bort i Haab om at naa den By, der slet ikke er til."

"Kan det være sandt, hvad denne Mand siger?" spurgte Kristen sin Rejsefælle.

"Pas endelig paa; han er en af Smigrerne. Tænk paa, hvad det har kostet os, at vi een Gang lyttede til Smigrernes Tale. Skulde der ikke være noget Zion? Saa vi ikke Stadens Port fra de yndige Bjerge? Og skal vi ikke netop nu vandre i Tro? Lad os skynde os, at Manden med Svøben ikke skal naa os igen. Du skulde have lært mig den Lektie, som jeg nu stadig vil lade dig høre: "Lad kun af, min Søn, med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord." Jeg beder dig, min Broder, lad os ikke høre mere paa ham, men lad os kun tro til vore Sjæles Frelse."

"Ja, kære Broder, jeg rettede ikke Spørgsmaalet til dig, fordi jeg selv tvivlede, men fordi jeg vilde prøve dig og vise dig en af din Tros Frugter. Gudsfornægter er blindet af denne Verdens Gud. Lad os kun gaa videre. Vi ved, at vi tror paa Sandheden, og af den kommer der ikke Løgn."

"Nu glædes mit Hjerte i Haabet om Herligheden hos Gud."

De vendte sig nu bort fra Manden. Han lo ad dem og gik sin Vej. Nu kom de til en Egn, hvis Luft har visse søvndyssende Egenskaber for fremmede. Her begyndte Haabefuld at blive tung og søvnig. Han sagde til Kristen: "Jeg er saa søvnig, at jeg ikke kan holde mine Øjne oppe, lad os lægge os ned og sove."

"Nej, det kan aldrig gaa an. Vi kan sove ind og aldrig vaagne mere."

"Hvorledes det? Søvn er nødvendig, og vi bliver styrkede, naar vi sover lidt."

"Husker du da ikke, at Hyrderne sagde, at vi skulde vare os for den fortryllede Mark? Dermed mente de Søvnen. Lad os derfor ikke sove, som saa mange andre, men vaage og være ædru."

"Ja, jeg har Uret. Hvis jeg havde været ene, havde jeg udsat mig for at dø. Det er sandt, hvad Vismanden siger: Bedre to end een. Det har været en stor Naade mod mig, at jeg har haft dig med. Gud lønne dig for dit Arbejde."

"Lad os tale sammen, at vi ikke skal falde i Søvn."

"Ja, det vil jeg gerne."

"Hvor skal vi begynde?"

"Der, hvor Gud begyndte med os. Men begynd du."

"Jeg vil først synge en Sang for dig:

Naar Kristne fristes tit at siumre ind,
da lad dem lytte med opmærksom Sind,
af Pilgrimstalen slig Ovmuntring faa,
at deres sløve Øer aabnes maa!
Naar vi i Samfundet husvaler os,
vi holdes vaagne, Helvede til Trods.

Og lad mig saa spørge dig," fortsatte Kristen, "Hvorledes kom du først paa den Tanke at vandre, som du nu gør det?"

"Mener du, hvorledes jeg kom til at tænke paa min Sjæls Frelse?"

"Ja, netop."

"En lang Tid nød jeg alle de Ting, der findes og sælges paa vort Marked, og jeg troe, at var jeg bleven ved dermed, vilde de have styrtet mig i Jammer og Elendighed."

"Hvad var det, du særlig nød?"

"Alle denne Verdens Skatte og Rigdomme. Jeg havde ogsaa min Glæde i Vildskab, Fraadseri, Drukkenskab, Banden, Løgn, urene Lyster, Helligdagsbrøde og mange andre sjælefordærvende Synder.

Ved at høre paa dig og paa den gode Trofast, som beseglede sit Vidnesbyrd med sit Liv, og ved at tænke over de guddommelige Ting saa jeg klart, at Enden paa det alt sammen var Døden, og at Guds Vrede for alle disse Ting kommer over Ulydighedens Børn."

"Overgav du dig saa straks til Herren?"

"Nej, i Førstningen vilde jeg ikke erkende Syndens Fordærvelse og den Fordømmelse, den fører med sig. Jeg forsøgte derfor, da mit Hjerte begyndte at blive opladt, at lukke mine Øine for Guds Ords Lys."

"Hvorfor forholdt du dig saaledes ved Guds velsignede Aands første Arbeide paa dit Hjerte?"

"Grundene var mange. Først var jeg uvidende om, at det var Guds Aand, der arbejdede. Jeg vidste ikke, at Gud netop ved at vække Syndserkendelse arbejder paa Synderes Omvendelse. For det andet havde jeg endnu saa stor Lyst til Synden, at det faldt det kødelige i min Natur svært at give slip paa den. For det tredje var det vanskeligt for mig at rive mig løs fra gamle Kammerater. Livet med dem og Deltagelse i alle deres Gerninger havde endnu stor Tiltrækningskraft for mig. Og for det fjerde var de Timer, da min Syndserkendelse var rigtig vakt, saa foruroligende og hjertegribende, at jeg daarligt nok kunde taale at tænke paa dem."

"Du havde altsaa Ro engang imellem?"

"Ja, vist saa, men naar saa Uroen igen bemægtigede sig mit Hjerte, blev det meget værre end før."

"Hvad var det, der paa ny vakte Ufreden i Hjertet?"

"Det var mange Ting. Naar jeg for Eksempel mødte et troende Menneske paa Gaden, naar jeg hørte nogen læse i Guds Ord, naar jeg havde Hovedpine, naar en af mine Naboer var syge, naar Kirkeklokkerne ringede for en afdød, naar jeg kom til at tænke paa min egen Død, eller naar jeg hørte om andres pludseligt Død. Dog var det særlig galt, naar jeg kom til at tænke paa, at jeg snart skulde stilles for Dommeren."

"Gik det saa altid let for dig igen at faa Syndsbevidstheden kvalt?"

"Nei, det var tidt svært. Den hagede sig fastere og fastere i min Samvittighed, og naar jeg blot tænkte paa at synde, plagede den mig dobbelt, skønt mit Hjerte endnu havde Lyst til Synden."

"Hvad gjorde du saa?"

"Af Skræk for at blive fordømt søgte jeg at leve et bedre Liv. Jeg undflyede ikke alene mine Synder, men jeg unddrog mig ogsaa syndigt Selskab og hengav mig til Gudfrygtighedsøvelse som Bøn, Læsning, Graad over min Synd, og jeg begyndte endog at vidne om Sandheden for mine Naboer. Det vilde blive alt for vidtløftigt her at fortælle om alle de Midler, jeg prøvede."

"Følte du dig saa glad og tilfreds ved alt dette?"

"Ja, en kort Tid, men saa kom Uroen igen, til Trods for alle mine Bedringsforsøg."

"Hvorledes kunde det være, da du jo dog havde forbedret dig?"

"Uroen kom atter over mig, naar jeg for Eksempel blev ramt af et Guds Ord som dette: "Al vor Retfærdighed er som et besmittet klædebon«, eller "af Lovens Gerninger bliver intet Kød retfærdiggjort", eller "naar I har gjort alle de Ting, som er eder befalet, siger: Vi er unyttige Tjenere", og mange andre lignende. Dette fik mig til at drage følgende Slutning: Dersom al min Retfærdighed er som et smittet Klædebon, dersom intet Menneske kan blive retfærdiggjort ved Lovens Gerninger, og dersom vi, naar vi har gjort alt, hvad der er os befalet, dog er unyttige, da er det Daarskab at vente at naa Himmelen ved Lovens Gerninger. Hvis en Mand gør 2000 Kroners Gæld hos Købmanden og betaler alt uden at faa det slettet ud i Regnskabsbogen, da kan Købmanden ved Domstolene forfølge sin Ret og faa ham dømt til at betale endnu en Gang."

"Hvorledes anvendte du dette paa dig selv?"

"Jeg tænkte: For mine mange Synders Skyld er jeg i en meget stor Gæld til Gud. At jeg nu forbedrer mig, mindsker ikke Gælden. Jeg maa derfor tænke paa, hvorledes jeg kan blive friet for den Fordømmelse, mine tidligere Synder har bragt over mig. Det gjorde mig ogsaa bedrøvet, at hver Gang jeg grundigt eftersaa alt det bedste, jeg havde gjort, saa jeg en ny Synd. Trods mit hidtidige Selvbedrag saa jeg, at der blandet med hver eneste god Gerning var Synd nok til at bringe mig til Helvede, selv om hele mit tidligere Liv havde været syndefrit."

"Hvad gjorde du saa?"

"Ja, jeg vidste ingen Udvej, inden jeg fik mit Hjerte aabnet for Trofast; vi var gamle Kendinge. Han sagde mig, at hvis jeg ikke blev iført den Mands Retfærdighed, der var fri for Synd, saa kunde hverken min egen eller hele Verdens Retfærdighed frelse mig."

"Troede du, at han talte sandt?"

"Hvis han havde sagt dette midt under min Selvforbedring, vilde jeg have kaldt ham en Daare, men da jeg nu følte min egen Elendighed og saa den Synd, der klæbede ved mine bedste Gerninger, maatte jeg give ham Ret."

"Troede du, at der fandtes et Menneske, som aldrig havde syndet?"

"I Førstningen lød det besynderligt for mig, men ved nærmere Samtale med ham, blev jeg overbevist om, at han havde ret."

"Spurgte du ham da, hvem det var, og hvorledes du kunde blive retfærdig?"

"Ja, han sagde mig, at det var den Herre Jesus, som sad ved den Højestes højre Haand. Ved ham bliver du retfærdiggjort, sagde han, ved at tro paa ham og ved at fortrøste dig til, hvad han har gjort og lidt i sit Køds Dage, da han hang paa Korset. Jeg spurgte ham da, hvorledes et Menneskes Retfærdighed kunde gøre en anden retfærdig for Gud, og han svarede mig, at Jesus var den almægtige Gud, og hvad han gjorde, gjorde han ikke for sig selv men for mig, hvem han led Døden for. Alle hans Gerttinger vilde blive regnede mig til Gode, hvis jeg vilde tro paa ham."

"Hvad sagde du videre?"

"Jeg gjorde Indvendinger, vilde ikke tro, fordi jeg ikke kunde faa i mit Hoved, at han vilde frelse ogsaa mig."

"Hvad sagde Trofast hertil?"

"Han sagde mig, at jeg skulde gaa til den Herre Jesus og se. Det syntes mig at være  Formasteligt, men han sagde, at jeg var indbuden. Saa gav han mig en Bog fra Jesus selv. Den skulde styrke mit Mod. Om denne Bog sagde han, at hvert Bogstav i den stod fastere end Himmel og Jord. Jeg spurgte ham, hvad jeg skulde gøre, naar jeg kom frem til Frelseren. Han sagde, at jeg af hele mit Hjerte paa mine Knæ skulde bede Faderen aabenbare mig Sønnen. Hvorledes skal jeg bede til ham? spurgte jeg, og han svarede: "Gaa kun til ham, og du skal finde ham paa Barmhjertighedens Trone, hvor han sidder hele Aaret og uddeler Tilgivelse og Forbarmelse til alle, som ønsker det. Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulde sige, bød han mig at bede saaledes: Gud, vær mig arme Synder naadig og lær mig at kende Jesus Kristus og tro paa ham. Thi jeg kan se, at uden hans Retfærdighed og uden Tro paa den er jeg fortabt. Kære Herre, jeg har hørt, at du er en naadig Gud, og at du har sendt din Søn til Jorden som Verdens Frelser, og at du ogsaa er villig til at skænke ham til en saa elendig Synder som mig. O, sandelig, jeg er en fattig Synder. Herre, gør nu din Naade stor for mig ved at frelse min Sjæl ved din Søn, Jesus Kristus. Amen."

"Lød du dette Raad?"

"Ja, atter og atter tryglede jeg om Frelse."

"Blev Sønnen saa aabenbarer for dig?"

"Nej, ikke første, anden eller tredje eller ikke engang sjette Gang."

"Hvad gjorde du saa?"

"Jeg var fuldstændig raadløs."

"Tænkte du ikke paa at holde op med at bede?"

"Jo, mange Gange."

"Hvorfor blev du da ved?"

"Jeg troede alligevel, at det var sandt, hvad der var bleven mig sagt: At uden Jesu Krsti Retfærdighed er hele Verden fortabt. Hvis du derfor hører op med at bede, tænkte jeg, saa vil du dø, og det er da ogsaa det værste, der kan hænde dig ved Naadens Trone. Saa blev et Ord levende for mig: Dersom det tøver, da bi efter det; thi det skal visseligen komme, det skal ikke udeblive, og jeg blev ved med Bønnen, til Faderen aabenbarede mig Sønnen."

"Hvorledes skete det?"

"Jeg saa ham ikke med mine legemlige Øine, men med Forstaaelsens, og det skete saaledes: En Dag var jeg saa bedrøvet som ingen Sinde tidligere. Denne Bedrøvelse kom af en fornyet Erkendelse af min Synds Afskyelighed. Som jeg nu kun saa Helvede og evig Fordømmelse for min Sjæls Øje, syntes jeg at se den Herre Jesus. Han saa ned paa mig fra sin Himmel og sagde: Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du blive frelst. Jeg svarede: Herre, jeg er en stor Synder, ja, den største .Min Naade er dig nok, hørte jeg ham sige. Men hvad er da det at tro, Herre? raabte jeg. Af det Ord: Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste, blev det mig klart, at det at tro og det at komme egentlig er det samme, saaledes at den, som kommer og længselsfuldt aabner sit Hjerte for Frelsen i Jesus Kristus, han tror i Sandhed paa ham. Taarer blændede mine Øine, da jeg spurgte videre: Men, Herre, kan virkelig en saa stor Synder blive antaget af dig og frelst ved dig? Jeg hørte ham sige: Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.

Jeg spurgte: Men hvorledes skal jeg forholde mig, Herre, naar jeg kommer til dig, for at det kan ses, om min Tro er af den rette Slags? Hertil svarede han: Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere. Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror. Han blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. Han elskede os og udløste os af vore Synder med sit Blod. Han er Mellemmand mellem Gud og Mennesker. Han lever altid for at gaa i Forbøn for dem. Af dette Svar forstod jeg, at jeg maatte søge min Retfærdighed hos ham og Betaling for al min Synd i hans Blod. Alt det, han havde gjort for at opfylde sin Faders Bud, var ikke gjort for ham selv, men for alle dem, der vil tage imod ham som Frelser og takke ham derfor. Mit Hjerte var fyldt med Jubel, og jeg græd Glædestaarer. Mine Følelser strømmede over af Kærlighed til Jesu Navn, til hans Folk og hans Veje."

"Det var i Sandhed Kristi Aabenbaring for din Sjæl. Men hvad Virkning havde det saa paa dit Sind?"

"Jeg lærte at kende, at hele Verden trods al dens paastaaede Retfærdighed er underkastet Fordømmelsens Lov. Skønt Faderen i Himmelen selv er retfærdig, kan han kun gøre den retfærdig, som kommer til hans Søn. Jeg skammede mig over mit Livs Ugudelighed og over min egen Uvidenhed. Jeg havde aldrig før set Jesus Kristus malet saa skønt for mig. Jeg kom til at længes efter at leve et helligt Liv og efter at gøre noget for Jesu Kristi Rige og til hans Navns Forherligelse. Ja, havde jeg haft Strømme af Blod, vilde jeg have udgydt det for hans Skyld."