Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Nittende Kapitel

Vankundig og Frafald.

Jeg saa nu i min Drøm, at Haabefuld saa sig tilbage og opdagede Vankundig. "Se," sagde han, "hvor langt denne unge Mand dog er kommen."

"Ja, jeg ser ham, men han bryder sig ikke om vort Selskab."

"Og han vilde dog sikkert ingen Skade have taget af at følges med os."

"Det har du Ret i," sagde Kristen, "men det er nu ikke hans Mening."

"Det er det vel ikke, men skal vi i hvert Fald ikke vente paa ham?" Det gjorde de. -

Kristen sagde til ham: "Kom kun her hen. Hvorfor holder du dig hele Tiden tilbage?"

"Jeg vil hellere gaa ene end i Selskab med Mennesker, som jeg ikke synes om."

"Det sagde jeg nok," hviskede Kristen til Haabefuld, og til Vankundig sagde han: "Kom nu alligevel med os og lad os korte Tiden med Samtale. Hvorledes har du det, og hvorledes staae det nu til mellem Gud og din Sjæl?"

"Godt, haaber jeg; jeg er altid fuld af smukke og gode Tanker, og de trøster mig og korter mig Vejen."

"Fortæl os da, hvad du tænker."

"Ja, jeg tænker paa Gud og Himmelen."

"Det gør Djævelen og de fordømte Sjæle ogsaa."

"Men jeg tænker paa Himmelen og længes efter den."

"Det er der mange, der gør, som sandsynligvis aldrig kommer i Himmelen. Den lades Sjæl begærer og faar intet."

"Men jeg tænker paa de Dele og forlader alt for at opnaa dem."

"Der kan jeg ikke tro, thi det gaar ikke saa let at forlade alt. Det er meget vanskeligt. Hvorfra ved du, at du har forladt alt for Herrens Skyld?"

"Det siger mit Hjerte mig."

"Vismanden siger: Hvo, som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare."

"Dette gælder om et ondt Hjerte, men mit er godt."

"Hvorledes kan du bevise det?"

"Mit Hjerte trøster mig i mit Himmelhaab."

"Hjertet er bedragerisk og kan godt indgyde et Menneske Haab, uden at der er Udsigt til Opfyldelse."

"Ja, men mit Hjerte og mit Liv stemmer overens, derfor er mit Haab vel grundet."

"Hvem siger dig det?"

"Der siger mit Hjerte mig."

"Spørg min Kammerat, om jeg er en Tyv! Dit Hjerte siger dig det, men hvis Guds Ord ikke vidner derom, da er alle andre Vidnesbyrd værdiløse."

"Det Hjerte, som er fuldt af gode Tanker, er det da ikke godt? Og er det ikke et smukt og godt Liv, som er i Overensstemmelse med Guds Ord?"

"Jo, det har du Ret i. Men der er Forskel paa at have et godt Hjerte og at leve et sandt og godt Liv og saa paa at tænke paa de to Dele."

"Men hvad mener du da er gode Tanker og et godt Liv og Levned i Overensstemmelse med Guds Ord?"

"Der er mange Slags Tanker," svarede Kristen, "nogle, der angaar os selv, og andre, der angaar Gud og Krisius, med flere andre."

"Hvornaar er da vore Tanker om os selv gode?"

"Naar de stemmer overens med Guds Ord."

"Og hvornaar gør de det?"

"Naar vi fælder den samme Dom over os selv, som Guds Ord fælder. For Eksempel siger Guds Ord om det naturlige Menneske: Der er ingen retfærdig, end ikke een. Det siger ogsaa, at Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom. Naar vi tænker saaledes om os selv, og Tankerne stadfæstes af Erfaringen, da er vore Tanker gode, fordi de stemmer med Guds Ord."

"Jeg kan dog ikke tro, at mit Hjerte er saa ondt."

"Netop derfor har du aldrig tænkt en god Tanke om dig selv. Som Ordet saaledes domsælder vort Hjerte, saaledes dømmer det ogsaa vore Veje, og naar Hjerternes Tanker og Livets Veje er i Overensstemmelse med den Dom, Ordet fælder, da er de begge gode."

"Forklar mig det lidt nøjere."

"Guds Ord siger, at Menneskets Veje er Krogveje, da de ikke er gode, men forvendte. Mennesket, som det er af Naturen, er borte fra den rette Vej og kender den slet ikke. Naar et Menneske i hjertelig Ydmyghed og Alvor tænker saaledes om sine egne Veje, da har han gode Tanker, fordi han tænker, som Guds Ord siger."

"Hvad skal man da tænke om Gud?"

"Det samme som om Menneskene, nemlig det, der staar i Guds Ord, hvor hans Væsen og Egenskaber er skildrede. For at tale ganske kort om hans Forhold til os, saa har vi de rette Tanker om Gud, naar vi tænker, at han kender os og alle vore Forhold bedre end vi selv, at han kan se Synd hos os, hvor vi ikke selv kan se den. Han kender vore mest skjulte Tanker, og vort Hjerte med alle dets Hemmeligheder er som en opslaaet Bog for hans Øje. Vor egen Retfærdighed er for ham som et stinkende Aadsel, og han vil ikke se os for sin Trone, om vi end møder med alle vore bedste Gerninger."

"Tror du da virkelig, at jeg mener, at Gud ikke skulde kunne se længere end jeg, eller at jeg vil komme frem for ham med mine bedste Gerninger?"

"Hvad er da din Mening herom?"

"I al Korthed: Jeg skal tro paa Jesus Kristus for at blive retfærdiggjort."

"Og det tror du, skønt du slet ikke ser, at du har Brug for en Frelser. Du ser hverken din Arvesynd eller dine andre Synder og har i øvrigt en saadan Mening om dig selv, at du slet ikke kan se, hvor nødvendigt det er, at Jesu Kristi personlige Retfærdighed skal til for at gøre dig retfærdig for Gud. Hvorledes kan du da sige: Jeg tror paa Jesus Krisius?"

"Ja, jeg tror nu alligevel."

"Men hvad tror du?"

"Jeg tror, at Jesus er død for Syndere, og at jeg vil blive retfærdiggjort for Gud og fra Forbandelsen, ved at han i sin Naade antager min Lydighed mod hans Bud. Jeg bliver altsaa retfærdiggjort ved, at Jesus gør mine Dyder antagelige i Faderens Øjne."

"Lad mig svare dig paa denne din Trosbekendelse: For det første er din Tro selvlavet. Den har ikke Hjemmel i Guds Ord.

For det andet er din Tro falsk, fordi du regner med din egen Retfærdighed og ikke med Jesu Kristi Retfærdighed.

For det tredie gør du Frelseren til en der retfærdiggør, ikke dig selv, men dine Handlinger, og saa bagefter dig selv for dine Handlingers Skyld, og dette er galt. Din Tro er bedragerisk, og den vil ikke fri dig fra Guds Vrede paa Dommens Dag. Den sande retfærdiggørende Tro driver Menneskesjælen, som kender sin fortabte Tilstand under Loven, til at søge Retfærdiggørelse i Jesus Kristus. Denne Retfærdighed er ikke en Naadesakt, hvorved han gør din Lydighed antagelig for Gud; den er vunden ved hans personlige Lydighed imod Loven, idet han opfyldte Loven og led vor Straf. Under denne Retfærdigheds Tag kan Sjælen søge Ly; ved den renses Sjælen i Guds Øjne, og ved den frelses Sjælen fra Fordømmelse."

"Du vil da vel ikke have Mennesker til at tro, at Jesus har gjort alt dette uden vor Medvirken? Dette Bedrag vil slappe alle Tøjler og faa Menneskene til at leve, som de har Lyst til; thi det gør jo intet, hvorledes vi lever, naar vi retfærdiggøres ved at tro paa Jesu personlige Retfærdighed."

"Dit Navn er Vankundig, og du svarer alt for godt til dette Navn. Derom vidner dit Svar. Du ved ikke, hvad den sande Retfærdighed er, og du ved ikke, hvorledes du skal frelse din Sjæl fra Guds forfærdelige Vrede. Du er ligesaa uvidende om den sande Virkning af den frelsende Tro; den drager nemlig Hjertet til Gud ved Kristus, og den faar Mennesket til at elske hans Navn, hans Ord, Veje og Folk, og ikke de Syndens Veje, som du i din Vankundighed mener."

"Spørg ham," sagde Haabefuld, "om Jesus nogen Sinde er aabenbaret for ham."

"Hvad, tror du paa Aabenbaringer?" svarede Vankundig hertil, "jeg tror, at alt dette kun er Hjernespind."

"Men hvorfor dog det? Det naturlige Menneske staar Jesus saa fjernt, at det ikke kan kende ham til Salighed, inden han aabenbares for det af Faderen," sagde Haabefuld.

"Det er nu eders Tro, men det er ikke min. Og min er sikkert lige saa god som eders, selv om jeg ikke har saa mange Indbildninger i Hovedet, som I har."

"Du bør ikke tale letsindigt herom. Jeg vil frimodigt paastaa, som min Kammerat har sagt det, at intet Menneske kan kende Jesus Kristus uden ved Faderens Aabenbaring. Den Tro, ved hvilken Sjælen griber den aabenbarede Frelser, virkes, hvis den da er sand, ved hans Magts Storhed. Men herom er du nok helt uvidende. Vaagn derfor op og se din egen Elendighed! Tag din Tilflugt til Jesus og bliv retfærdiggjort for Gud ved hans Retfærdighed, saa er du fri for Fordømmelsen."

"I gaar for hurtigt, sag jeg ikke kan følge eder," sagde Vankundig nu. "Gaa foran, jeg vil hvile mig lidt!"

Da sagde Kristen:

Vankundig, farer du i Daarskab frem?
De gode Raad, bør du foragte dem?
Men gør du det, du snart erkende skal,
at slig en Adfærd fører dig til Fald.
Tænk dig dog om i Tide; husk, man bør,
godt Raad til Frelse følge; derfor hør!
Men hvis du dog foragter det, du vil
fortryde det, for dig staar alt paa Spil.

Kristen vendte sig til sin Rejsefælle:

"Kom saa, kære Haabefuld, nu maa vi nok rejse alene igen."

De gik saa videre, og Vankundig kom haltende bagefter.

"Det gør mig hiertelig ondt for den stakkels Mand, og det vil desværre nok gaa ham galt til sidst," sagde Kristen.

"Ak, i min Fødeby er der Masser af den Slags Mennesker, hele Familier og hele Gader, ja, selv af Pilegrimme er der mange, som deler hans Syn. Naar der er saa mange hos os, hvor mange maa der da ikke være paa hans Egn?"

"Ja, visselig Den hellige Skrift siger: Han har blindet deres Øjne og forhærdet eders Hjerte, for at de ikke skal se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig.

Da vi nu er ene, sig mig saa, hvad du mener om slige Mennesker. Mon de slet ingen Syndsbevidsthed har, og mon de aldrig ser, hvor farlig deres Stilling er?"

"Besvar du selv Spørgsmaalet" sagde Haabefuld, "thi du er den ældste."

"Jeg tror nu, at der undertiden er Syndsbevidsthed hos dem, men da de ikke sanser aandelige Ting, forstaar de ikke, at netop denne Bevidsthed vil drive dem ind paa de gode Veie, og derfor søger de at kvæle den ved Fødselen, og de bliver ved at vandre paa deres eget Hjertes Veje."

"Jeg tror, som du, at Frygt tidt er til Menneskenes eget Vel og tidt fører dem ind paa de rette Pilegrimsveje."

"Det er utvivlsomt, hvis Frygten kun er af den rette Slags, og Guds Ord siger ogsaa: Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse."

"Hvilke er Kendetegnene paa den rette Frygt?"

"Den kendes paa tre Ting: For det første paa, hvorledes den opstaar; den opstaar af en frelsende Syndsbevidsihed.

For det andet driver den Menneskehjertet hen til Jesus Kristus.

For det tredie fremelsker og opretholder den i Menneskesjælen den rette Ærefrygt for Gud, for hans hellige Ord og for hans rette Veje, idet den holder Samvittigheden vaagen og gør os bange for at gøre noget, som kan gøre Herrens Navn Skam, forstyrre Hjertefreden, bedrøve Guds hellige Aand og give vor Fjende Ret til Anklage."

"Du har sikkert Ret i din Udvikling; mon vi snart er kommet over den fortryllede Mark?"

"Er du træt af denne Samtale?"

"Nej, vist er jeg ej, men jeg vilde gerne vide, hvor vi var."

"Vi har over en Fjerdingvej tilbage. Lad os derfor fortsætte vor Samtale. De uvidende Mennesker ved altsaa ikke, at deres Syndsbevidsthed er til deres eget bedste, og derfor søger de at kvæle den."

"Ved hvilke Midler opnaar de det?"

"De mener, at det er Djævelen, der har kastet Frygten ind i deres Hjerte, og derfor søger de at modstaa den, idet de tror, at de ved dette undgaar Fald. Vi ved jo, at det er Gud, der har fyldt deres Hjerter med Frygt. De mener ogsaa, at Frygten vil udrydde deres Tro, skønt de slet ingen Tro ejer, og derfor forhærder de deres Hjerter. Paa Forhaand er de overbeviste om, at de ingen Grund har til Frygt, og derfor fremturer de i deres Selvtillid og Selvretfærdighed og staar imod af alle Kræfter."

"Du kan tro, jeg kender dette, da jeg selv har oplevet det."

"Lad os forlade Vankundig og gaa over til at tale om os selv."

"Lad os det, men begynd du," sagde Haabefuld.

"Kendte du ikke for en halv Snes Aar siden en vis Søndagskristen? Han havde den Gang et godt Navn som en religiøs Mand."

"Jo, ham kendte jeg særdeles godt. Han boede i Naadeløs, en By, der laa to Kilometer fra Byen Hæderlig. Hans nærmeste Nabo var en Mand, der hed Vendom."

"Netop, de boede endog i samme Hus. Søndagskristen var engang stærkt paavirket, hans Syndsbevidsthed var vakt, og han frygtede endog Syndens Sold."

"Ja, det tror jeg ogsaa, thi han kom tidt hjem til mig og græd over sin Synd. Jeg havde meget ondt af det for ham og haabede stadig paa det bedste, men man kan se, at ikke enhver, som raaber: Herre, Herre, vil med til Himmelen."

"Engang fortalte han mig, at nu vilde han paa Pilegrimsvandring, men saa blev han kendt med en, der hed Frem-dig-selv, og saa blev han helt borte for mig."

"Skal vi undersøge, hvad Grunden kan være til saadanne Tilbagefald?"

"Det kan vist være til stor Gavn for os."

"Saavidt jeg kan se, er der fire Grunde:

1) Skønt Samvittigheden er vakt, er der dog ingen rigtig Sindsforandring sket. Naar derfor den stærke, opbrusende Følelse af Skyld efterhaanden slappes, saa er dermed det borte, der drev dem til Gudfrygtighedsøvelser, og de vender atter tilbage til de gamle Stier.

Naar de nu kun længes efter Himmelen af Frygt for Helvedes Kvaler, saa aftager Længselen i samme Grad som Frygten. Naar deres Syndsbevidsthed med den deraf følgende Frygt er kvalt, saa er Himmellængselen borte, og saa falder de paa ny i Verdens Arme.

2) Den anden Grund til de mange Tilbagefald er en slavist Frygt for Mennesker, thi det Ord er sandt, som siger: At forfærdes for et Menneske fører i Snare. Og skjønt de kan synes at være varme af Himmelens Ild, saa længe Helvedes Flammer brænder dem om Ørerne, saa fatter de dog andre Tanker, naar Skrækken er gaaet over. De mener endog, at de har været særlig kloge, fordi de modigt har mødt Faren og ikke ladet alle deres gode Verdens Behageligheder i Stikken, og de er glade over, at de er blevet forskaanede for alle de Besværligheder, som et Brud med Verden og Menneskene vilde føre med sig. Saa vender de atter tilbage til det gamle Liv.

3) Den Skam, det er at følge Kristus, ligger ogsaa som en Sten for deres Fod. De selv er stolte og hovmodige, og Kristi Evangelium er i deres Øjne kun en foragtelig Ting. Saa snart saa deres Helvedfrygt er slukket, vender de tilbage til de gamle veje.

4) I det hele taget er Tanken om Synd, Skyld og de Rædsler, den fører med sig, dem en Plage. De holder ikke af at stille sig Elendigheden for Øje, inden de er midt i den. Og det skønt dette Syn, netop naar de mindst holdt af det, maaske kunde drive dem til at søge deres Tilflugt der, hvor de retfærdige styr hen, saa de kunde frelses. Men naar de altsaa afskyr selve Tanken om Skyld og Straf, saa forhærder de sig, og naar de har frigjort sig for den første Skræk for Guds Vrede, vælger de at vandre paa de Veje, der gør deres Hjerter haardere og haardere."

"Ja, jeg tror nok, at din Forklaring i mange Tilfælde holder Stik," sagde Kristen. "Grunden ligger - dybest set - deri, at de ikke vil forandre Sind og Villie. Og deri ligner de saa mange andre Forbrydere,· der ryster og skælver, naar de staar for Dommeren. De frygter kun Straffen, men afskyer ikke Forbrydelsen. Det vil klart vise sig, saa snart en saadan Forbryder faar Friheden. Han vil da vedblive med sit Tyveri og sine Skurkestreger. Hvis hans Hjerte og Villie blev forandret, vilde ban være et andet Menneske."

"Jeg har nu talt om Grundene til de mange Tilbagefald. Fortæl du mig saa om den Maade, paa hvilken de sker."

"Det vil jeg gerne," svarede Kristen.

1) De anvender al deres Kraft paa at drage deres Tanker bort fra Mindet om Gud, Døden og den kommende Dom.

2) Efterhaanden holder de op med saadanne personlige Gudfrygtighedsøvelser som at bede i Lønkammeret, at tøjle deres Lyster, at vaage og at sørge over deres Synder.

3) Dernæst skyer de virkelig levende og varme Kristne.

4) De bliver ligegyldige med saadanne Pligter som at gaa i Kirke og læse i Guds Ord.

5) De begynder at lede efter Fejl hos de hellige og taler ilde om dem. I saadanne Fejl finder de en god Grund til at kaste hele Kristendommen over Bord, og endda redder de Skinnet.

6) De søger nu Selskab med kødelige, løsagtige og uærlige Mennesker.

7) I al Hemmelighed lytter de nu efter kødelig og løsagtig Tale, og de er glade, naar de kan høre en i Verden anset Mand føre en saadan. Det giver dem større Frimodighed, naar de har et saadant Eksetnpel.

8) Derefter begynder de med aabenlyse Smaasynder.

9) Til sidst er de saa forhærdede, at de viser sig helt, som de er. Som de nu er gledne ned i Elendighedens Dyb, er den evige Fortabelse dem vis, medmindre der sker et Guds Under."