Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tyvende Kapitel.

Pilegrimmenes Ankomst til det himmelske Jerufalem

Nu var Pilegrimmene komne over den fortryllede Mark og traadte ind i Landet Beulah: (Ægtehustru). Her var Luften frisk, mild og behagelig, hvad der oplivede og vederkvægede dem meget. Fuglene sang over deres Hoveder, og Blomsterne forskønnede deres Veje. Solen skinnede Nat og Dag, og de var langt borte fra Dødsskyggens Dal og fra Fortvivlelse og hans grimme Borg, der end ikke kunde øjnes derfra. De kunde se den By, der var deres Rejses Maal, og de mødte nogle af dens Indbyggere. Fordi Landet laa ved Himmelens Grænse, vandrede der tidt nogle af de skinnende Engle. I dette Land blev Forlovelsen mellem Brud og Brudgom fornyet og bekræftet, og som en Brudgom glæder sig over sin Brud, saaledes glædede Gud sig over dem. Her var ingen Mangel paa Korn og Vin, og de fandt alt, hvad de havde savner paa Vandringen, i Overflod. De hørte Røster fra Staden: Siger til Zions Datter: Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham. Her kaldte man dem et helligt Folk og Herrens udvalgte.

Mens de vandrede igennem Landet, var deres Glæde større end i de Egne, der laa længere borte fra Kongeriget. De kom nærmere til Staden og kunde nu tydeligt se den. Den var bygget af Perler og Ædelstene, og dens Gader var af det pure Guld. Alt var saa herligt og skønt, og Solens Straaler brødes i Guldet, saa Kristen blev helt syg af Længsel. Haabefuld blev ogsaa syg, og i deres Længsel raabte de: Naar I finder min elskede, da sig ham, at jeg er syg af Længsel.

Lidt efter lidt kom de til Kræfter og kunde fortsætte deres Vandring. Langs Vejen var der Frugt- og Blomsterhaver samt Vingaarde, og Portene stod aabne for alle disse Herligheder. De kom nu helt derhen og saa Gartneren staa udenfor. De spurgte ham, hvem Haverne tilhørte.

"De er Kongens," sagde han, "og de er anlagte for at fryde hans Øje og til Pilegrimmenes Opmuntring og Vederkvægelse."

Gartneren førte dem ind i Haverne og bad dem spise og drikke. Han viste dem Kongens spadserestier og de Løvhytter, Kongen syntes bedst om. Her hvilede de sig og sov. I Drømme talte de mere, end de havde gjort paa hele Vandringen. Dette undrede mig meget, men Gartneren sagde: "Det er Havens Frugters Skyld, deres Natur er saadan, at den søde Smag faar sovende til at tale."

Nu vaagnede de og gjorde sig rede til at gaa op til Staden. Den var saa solbeskinnet, at de ikke kunde se paa den med blotte Øjne, men de maatte have en Kikkert, som var lavet til dette Brug. Da de nu gik videre, mødte de to Mænd, hvis Klæder skinnede som Guld, og hvis Ansigt straalede som Lyset.

De spurgte Pilegrimmene om, hvor de kom fra, hvor de havde boet, hvad der havde mødt dem undervejs o.s.v., og Pilegrimmene svarede paa Spørgsmaalene.

"I vil møde endnu to Vanskeligheder, saa er I i Staden," sagde Mændene og bød dem gaa med. "De to Vanskeligheder maa I overvinde ved eders egen Tro." De gik nu sammen, til de kunde se Stadens Port. Imellem dem og den hellige Stad var der en dyb Flod, og der var ingen Bro over den. Over dette blev Pilegrimmene bange. Mændene sagde: "I maa gaa igennem Floden, ellers kommer I ikke til Porten."

Pilegrimmene spurgte, om der ikke fandtes en anden Vej.

"Jo, der er en anden, men kun to, Enok og Elias, har faaet Lov til at betræde den Vei, siden Verdens Grundvold blev lagt, og ingen anden vil faa Lov dertil, inden den sidste Basun lyder.".

De blev meget fortvivlede og saa hid og did, om de ikke kunde finde en Vej, saa de kunde spare at gaa igennem Floden.

"Er Vandet lige dybt overalt?" spurgte de Mændene.

"Nej, Vandet er dybere eller mindre dybt, alt efter eders Tro paa Stedets Konge."

De gjorde sig nu rede til at stige ned i Floden, og da de steg ned, begyndte Krisien at synke, og han raabte til Haabefuld:

"Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Strømmen omgav mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig."

Haabefuld sagde: "Vær ved godt Mod, kære Broder. Jeg kan naa Bunden, og den er fast."

"Dødens Angst omspænder mig, og jeg faar ikke det Land at se, der flyder med Mælk og Honning."

Dødens Angst og Rædsel fik en saadan Magt over Kristen, at han slet intet kunde se. Tillige mistede han Hukommelsen og kunde slet intet huske om de mange herlige Ting, han havde oplevet paa sin Pilegrimsvandring. Al hans Tale viste hans Sjæls Forfærdelse og Frygt for, at han skulde omkomme i Floden og ikke naa Porten. Han mindedes alle de Synder, han havde begaaet baade før og efter Pilegrimsvandringen, og han pintes ved Synet af Spøgelser og onde Aander.

Haabefuld havde stort Besvær med at holde hans Hoved oven Vande, ja undertiden sank han helt og kom op igen som halvdød. Haabefuld prøvede paa at opmuntre og trøste ham. Han sagde: "Broder, nu kan jeg se Porten og de Mænd, som staar der for at tage imod os."

Kristen svarede: "Ja, men det er kun dig, de venter paa. Du har været fuld af Haab, saa længe jeg har kendt dig."

"Men det har du jo ogsaa været."

"Ak, min Broder, hvis jeg var ret vendt, vilde Herren visselig ikke slaa Haanden af mig, men hjælpe mig, nu har han forladt mig og bragt mig i denne Stilling for mine Synders Skyld."

"Men kender du da ikke det Ord, der siger om de ugudelige: Der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. De har ikke Møje som andre Folk, og de bliver ikke plagede som andre Mennesker. Den Angst og Forfærdelse, du nu føler, er ikke et Tegn paa, at Gud har forladt dig, men kun en Prøvesten, om du nu mindes alle hans Velgerninger og vil staa din Lid kun til ham og hans Hjælp."

Ved disse Ord faldt Kristen i dybe Tanker.

Haabefuld sagde videre til ham: "Fat Mod! Jesus Kristus vil hjælpe dig."

Kristen brød nu ud med lydelig Stemme: "O, jeg kan se ham igen, og han siger til mig: Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skal de ikke overskylle dig."

Nu fattede de begge Mod paa ny, og de mærkede ikke mere til Fjenden. Kristen fik fast Grund under Fødderne, og de kom begge vel over Floden.

Paa Flodbredden saa de to skinnende Mænd vente paa dem. Saa snart de kom op af Vandet, sagde disse: "Vi er tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skal arve Frelse."

Saa gik de hen imod Porten.

Skønt Staden laa meget højt, gik Pilegrimmene let op ad Bakken, fordi de havde de to Engle til Hjælp, og fordi de havde kastet deres Dødsdragt i Floden. De steg ned i Floden i et Støvhylster, men det var borte, da de kom op igen. Staden laa højere end Skyerne, men til Trods herfor gik de rask opefter gennem Luften. Mens de gik, talte de sammen og var glade, fordi de var kommet frelst over Floden, og fordi de havde saa herlige Ledsagere som de to Engle.

De talte med Englene om Stadens Herlighed og fik at vide, at den var ubeskrivelig.

"I kommer," sagde de, "til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Ti-tusinder i Højtidsskare, til de førstefødtes Menighed, som er indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander. I gaar nu til Guds Paradis, hvor I skal se Livsens Træ og spise af dets Frugter, og naar I kommer der, vil I blive iført hvide Klæder, I skal vandre i Herrens Lys og tale med ham hver Dag, ja i al Evighed. Der vil I ikke faa Sygdom at se, ej heller Sorg, Nød, Død og Trængsler, thi alt dette er veget bort. I kommer sammen med Abraham, Isak, Jakob, alle Profeterne, Mænd, som Herren har revet bort fra den kommende Vrede, og som nu hviler paa Retfærdigheds Leje."

"Men hvad skal vi da paa dette hellige Sted?"

"I vil der faa Trøst for al eders Møje, Glæde for al eders Sorg. I skal høste, hvad I før har saaet: Frugten af alt, hvad I for Kongens Skyld har lidt paa Veien. Af eders Bønner Taarer og Lidelser vil fremvokse de herligste Frugter. I skal bære Kroner af Guld og kan stadig kvæge Øjet ved Synet af den Hellige, hvem I skal se, som han er. Der skal I stedse lovprise og lovsynge ham, som I ogsaa ønskede at tjene paa Jorden, hvor det dog tidt var svært paa Grund af eders Køds Skrøbelighed. Eders Øjne skal glædes ved Synet af ham, og eders Øren ved hans herlige Røst. I kan glæde eder i Selskab med alle eders Venner, der er gaaede forud, og med Glæde vil I tage mod alle dem, der kommer efter. I vil blive iført hans Herlighed og komme til at køre i hans Æresvogn, naar han kommer i Sky ved Basunens Lyd paa Vindens Vinger. Naar han sidder paa sin. Dommertrone, skal I sidde hos ham, og naar han skal dømme alle Overtrædere - Engle og Mennesker - vil I faa en Stemme med, fordi de var baade hans og eders Fjender. Naar han saa vender tilbage til Staden, fører han eder med under Trompeters Lyd, og I skal altid være hos ham."

Da de nu kom nær til Porten, kom der en Flok af den himmelske Stads Beboere imod dem. De to Engle sagde: "Disse to Pilegrimme har elsket vor Herre, mens de var i Verden, og de har forladt alt for hans Navns Skyld. Herren har sendt os ud for at hente dem, og vi har ført dem saa langt frem paa Vejen, at de nu kan gaa ind og med Glæde se deres Forløser, Ansigt til Ansigt."

Den himmelske Hærskare opløftede Røsten: "Salige er de, som er budne til Lammets Bryllups-Nadvere!"

Mange af Kongens Basunblæsere kom dem nu i Møde. De var klædt i hvide Klæder, og deres underskønne Musik gav Genlyd i de himmelske Haller.

Med Fryderaab og Basuners Lyd bød de Kristen og Haabefuld Velkommen.

Som en Æresvagt omgav de nu Pilegrimmene, og idet de gik fremad, blæste de stadig i Basunerne og frembragte en himmelsk Musik, saa det var for de to, som om Himmelen var kommen dem i Møde.

Basunblæserne tilkendegav saa tydeligt, hvor glade de var ved Pilegrimmene, at de to ved al denne Kærlighed fik en Forsmag paa Himmelen. Nu kunde de se selve Staden, og dens Klokker ringede, som for at byde dem velkommen. Ingen Pen formaar at beskrive den Glæde og de frydefulde Tanker, der fyldte deres Hjerter, naar de tænkte paa, at de skulde leve i dette Selskab i al Evighed. Endelig kom de til Porten. Over den stod der skreven med gylden Skrift: Salige er de, som gør hans Befalinger, for at de kan faa Adgang til Livets Træ og gaa ind igennem Portene i Staden.

I min Drøm saa jeg nu, at de to Engle bød dem banke paa, og da de havde gjort det, var der nogle Mænd, som saa over Porten. Det var Enok, Moses og Elias. Til dem sagde man: "Dissc Mænd er Pilegrimme, der af Kærlighed til vor Konge er kommen hid fra Fordærvelsens By."

Pilegrimmene afleverede de Adgangsbeviser, som de i sin Tid modtog. Da disse var indgivne til Kongen, og han havde læst dem, spurgte han: "Hvor er disse Mænd?"

Man sagde ham, at de stod uden for Porten.

Kongen befalede: "Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab."

De to Pilegrimme gik nu igennem Porten, og idet de gik ind, forvandledes de og blev iført Klæder, der straalede som Guld. De fik Kroner paa som et Ærestegn og Harper til at lovprise Kongen med. Alle Stadens Klokker ringede, og der blev sagt til hver af dem: "Gaa ind til din Herres Glæde!" Pilegrimmene sang med klar og tydelig Stemme: "Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheden".

Da Porten nu blev aabnet for de to, kigede jeg ind, og jeg saa, at alt skinnede som Solen. Gaderne var brolagte med Guld. Der gik mange paa dem, og de havde alle Kroner paa og Palmer i Hænderne og Guldharper, paa hvilke de prisede Gud. Jeg saa ogsaa nogle med Vinger, og de sang uafbrudt: "Hellig, hellig, hellig er Herren!"

Nu blev Porten lukket, og da jeg havde set al denne Herlighed, ønskede jeg, at jeg havde været derinde.

Da jeg vendte mig om, saa jeg Vankundig komme op af Floden Han kom adskilligt lettere over den end de andre. Thi der var netop den Gang en Færgemand, som hed Forfængeligt-Haab, der hjalp ham over i sin Baad. Nu gik han som de andre op ad Bjerget for at komme ind ad Porten. Han fik imidlertid Lov at gaa alene, og ingen bød ham Velkommen. Han kom nu op til Porten og saa Indskriften; han bankede paa i den Tro, at man snart vilde lukke op for ham.

De tre tidligere nævnte Mænd saa over Porten og spurgte ham, hvor han kom fra, og hvor han skulde hen.

Han svarede: "Jeg har spist og drukket i Kongens Selskab, og han har lært og prædiket paa vore Gader og Veje."

De spurgte efter hans Adgangstegn for at kunne vise Kongen det. Han samlede efter det, men fandt intet, og da de spurgte ham, om han intet havde, svarede han dem ikke et Ord.

De fortalte det til Kongen, som slet ikke vilde gaa ned for at se paa Manden. Han befalede de to Engle, som havde ledsaget Kristen og Haabefuld, at binde hans Hænder og Fødder og kaste ham bort. De tog ham og bar ham igennem Luften hen til den Dør, jeg havde set paa Bjergets Side, og kastede ham derind. Da saa jeg, at der var en Vej til Helvede fra Himmelens Port lige saa vel som fra Fordærvelsens By.

Saa vaagnede jeg, og se, det var en Drøm.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media