Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Første Kapitel.

Kristines Rejsegrunde.

Mine kære Rejsefæller! Til min egen Opbyggelse og til eders Gavn har jeg fortalt eder min Drøm om Kristen og om hans farlige Rejse til det himmelske Land. Samtidig fortalte jeg om hans Hustru og Børn, der ikke vilde følge ham, ja endog vilde holde ham tilbage. Han maatte jo saa rejse uden dem, da han var bange for den Straffedom, der vilde ramme Fordærvelsens By.

I lang Tid har jeg været hindrer i at besøge denne Del af Landet, og jeg har derfor ikke før nu haft Lejlighed til at følge hans Families Liv. Imidlertid førte et Ærinde mig atter derhen. Jeg lagde mig til at sove i en Skov en Fjerdingvej fra Fordærvelsens By, og jeg drømte atter. I Drømme saa jeg en ældre Mand komme hen, hvor jeg laa, og da vi skulde samme Vej, gik jeg med ham. Som det sædvanligvis gaar, kom vi til at tale sammen, og jeg fik snart Samtalen drejet hen paa Kristen og hans Rejse.

"Hvad er det for en By der til venstre for os?" spurgte jeg.

Manden, hvis Navn var Skarpsindig, svarede: "Det er Fordærvelsens By. Det er en stor By, men dens Indbyggere er unyttige og daarlige Mennesker."

"Ja, det har jeg ogsaa altid troet. Jeg gik engang igennem Byen og fik da det samme Indtryk."

"Desværre! Gid jeg i Sandhed kunde sige noget bedre om Folkene."

"Du er en rettænkende Mand, og saavidt jeg kan skønne, er du glad ved at høre og ved at fortælle noget godt. Har du aldrig der i Byen hørt Tale om en Mand, der hed Kristen, og som begav sig paa Pilegrimsvandring for en Tid siden?"

"Jo, jeg har hørt meget om ham og om hans Reise. Jeg har hørt om hans Modgang og Kampe, om hans Tilfangetagelse, om hans Klager og Angst og om alle de forfærdelige Ting, han maatte gennemgaa paa sin Rejse. Her paa Egnen surrer det en om Ørerne med Rygter om ham. I næsten hvert Hus har man hørt Beretningen om hans Pilegrimsfærd. Og hans forvovne Rejse har vundet ham mange Venner, der har ønsket ham Lykke paa den, skønt saa mange kaldte ham en Daare, da han var i deres Midte. Nu roses han af alle. Og det fortælles, at han lever et herligt Liv der, hvor han nu er. Der er mange af hans bekendte, hvis Længsler gaar mod den samme Herlighed, men de har ikke Lyst til at gennemgaa Kristens Lidelser og Farer."

"Ja, det er aldeles sikkert," sagde jeg, "at han har det herligt og skønt der, hvor han er. Han lever ved og af Livets Kilde. Af den faar han alt, og han har hverken Arbejde eller Sorger, thi idet Land er der ingen Synd og derfor heller ingen sorgblandet Lykke. Men sig mig, hvad siger Folk ellers om ham?"

"Det er forunderlige Ting, der fortælles om ham. Blandt andet, at han gaar i hvide Klæder, at han har en Guldkæde om sin Hals og en juvelsmykket Krone paa sit Hoved. Nogle siger, at de to Engle, der viste sig for ham paa Vejen, nu udgør hans daglige Selskab, og han er lige saa gode Venner med dem, som to gode Naboer kan være med hinanden. Desuden fortælles det ganske paalideligt, at Stedets Konge har givet ham en rigt udstyret og smuk Bolig paa selve Slottet, og at han hver Dag spiser og spadserer sammen med den Konge, der er alles Dommer, ja, at han er Kongens Ven og Yndling. Der er mange, som tror, at Kongen snart vil besøge disse Egne for at faa at vide, af hvilken Grund hans Naboer foragtede og spottede ham, da han vilde give sig paa Vandring, og kræve dem til Regnskab for deres Opførsel. Det siges endog, at Kongen ser paa alle disse Forhaanelser og Ydmygelser og vil straffe dem, som om de var tilføjede ham selv. Og da det var af Kærlighed til Kongen, han gennemgik alt dette, er der jo intet mærkeligt heri."

"Det glæder mig virkelig at høre alt, hvad du der fortæller. Jeg er glad over, at den stakkels Mand kan hvile ud, og at han nu faar Glæde for Taarer. Han er kommen bort fra alle sine Fjender, bort fra den brølende Løves Gab, og alle, der hader ham, kan ikke naa ham. Jeg er ogsaa glad over, at Rygtet om alt dette breder sig saa vidt omkring. Det er dog muligt, at det kan faa en god Indflydelse paa en eller anden. Mens jeg husker det, fortæl mig noget om hans Hustru og Børn. Hvordan har de Stakler det?"

"Du mener Kristine og hendes Sønner?. Det ser ud til, at de vil faa det lige saa godt som Kristen. Skønt de lige straks opførte sig som Daarer og ikke lod sig bevæge af hans Taarer og Bønner, er de siden kommen paa bedre Tanker. De har pakket alle deres Sager ind og er fulgt efter Manden."

"Det gaar bedre og bedre! Og dem alle? Baade Hustruen og alle Børnene?"

"Ja, i Sandhed. Jeg var til Stede, da det skete, og jeg er derfor nøje inde i hele Sagen."

"Det er altsaa virkelig foregaaet?"

"Der er ingen Tvivl derom. Baade Konen og hendes fire Sønner har begivet sig paa Pilegrimsvandring. Da vi vist kommer til at følges ad et Stykke Vej, vil jeg fortælle dig, hvorledes det hele er gaaet til," sagde Skarpsindig til mig. "Efter at Kristen var gaaet over Floden, kunde hans Hustru Kristine - dette Navn fik hun, da hun begyndte paa Pilegrimsvandringen - ikke mere faa noget at høre om ham, og dette fik hende til alvorligt at tænke over sin Stilling. Hun havde mistet sin Mand, og de Baand, der havde sammenknyttet dem, var nu helt bristede. Det hænger sammen med Menneskets Natur, at sørge over de bortgangne. Mindet om Kristen kostede hende mangen en Taare. Og det blev ikke ved Taarerne alene. Hun kom til at tænke paa, om ikke hendes Opførsel kunde være en af Grundene til, at hendes Mand var rejst. Mindet om ukærlig, unaturlig og ukristelig Opførsel mod Manden trængte sig frem og betyngede hendes Samvittighed med Skyld og Brøde. End mere nedbøjet blev hun, naar hun mindedes hans Sukke, Taarer og bitre Selvanklager. Hun havde forhærdet sit Hjerte mod hans inderlige Bønner og kærlige Overtalelsesforsøg, naar han prøvede paa at faa hende og Sønnerne ind paa den gode Vej. Som Lyn slog Kristens sidste Ord ned i hende og sønderrev hendes Sjæl. Hun mindedes især de Ord, han havde udraabt, da han endnu var nedtynget af Byrden: Hvad skal jeg gøre for at blive salig? og de lød stadig i hendes Øren.

Da sagde hun til Børnene: "Kære Sønner! Vi er alle fortabte. Ved min Synd er eders Fader bleven dræbt, og vi ser ham aldrig mere. Han vilde have haft os med, men jeg vilde ikke, og jeg hindrede eder i at gaa med."

Alle Sønnerne græd og raabte, at de vilde følge deres Fader.

"Ja," sagde Kristine, "var det bleven vor Lod, da havde alt været anderledes og bedre, end det nogen Sinde bliver. Den Gang troede jeg, at eders Faders Bekymringer kom af en sygelig Indbildning eller af Tungsindighed; nu kan jeg ikke komme bort fra, at de maa skyldes, at Livets Lys er gaaet op for ham, og ved dette har han undflyer Dødens Snare."

De græd alle og raabte: "O, vi arme Stakler!"

Næste Nat havde Kristine en Drøm. Hun saa en stor Pergamentrulle for sine Øjne. Paa den var hele hendes Fortid skrevet op, og hendes Fremtid, syntes det hende, laa saa mørk foran hende. Da raabte hun med høj Røst, saa Sønnerne kunde høre hende: "Gud, vær mig Synder naadig."

Hun saa dernæst to skumle Mænd ved Siden af Sengen. Den ene af dem sagde: "Hvad skal vi dog gøre ved hende? Baade vaagen og i Drømme raaber hun paa Naade. Bliver hun ved, som hun har begyndt, mister vi ogsaa hende, som vi misiede hendes Husbond. Vi maa paa en eller anden Maade faa hende bort fra at tænke paa Fremtiden. Ellers kan ingen Magt i Verden holde hende fra at blive en Pilegrim."

Derefter vaagnede hun; Angstens Sved perlede paa hendes Pande, og hun skælvede. Snart faldt hun dog i Søvn igen, og hun saa da sin Mand paa et herligt og saligt Sted. Han stod blandt mange andre udødelige med en Harpe i Haanden og spillede for en Konge, som sad paa Tronen. En Regnbue omkransede som en Glorie Kongens Hoved. Kristen bøjede sit Hoved mod Kongens Fodskammel og sagde: "Jeg takker dig af mit ganske Hjerte, min Herre og min Konge, fordi du har bragt mig til dette Sted."

Den hele Skare raabte og spillede paa Harpe, men Menneskeøren kunde ikke fatte deres Tale.

Da Kristine stod op om Morgenen, bad hun til Gud. Mens hun derefter talte med sine Sønner, bankede det haardt paa Døren Hun sagde: "Hvis du kommer i Herrens Navn, saa kom ind!" Den indtrædende sagde Amen! og hilste hende med et: "Fred være med dette Hus!"

Han spurgte derpaa: "Kristine, ved du, hvorfor jeg er kommen?"

Kristine rødmede dybt, hun skælvede, og hendes Hjerte brændte af Lyst efter at vide hans Ærinde, og hvorfra han kom.

Den fremmede vedblev: "Mit Navn er Hemmelighed. Jeg bor i det høje. Hos os har man talt om, at du havde Lyst til at komme op til Himmelen. Det er ligeledes sagt, at du erkender den Synd, du har begaaet ved at forhærde dit Hjerte imod din Mands Villie og ved at lade dit Hjerte blive i Uvidenhed. Den Barmhjertige har sendt mig for at sige til dig, at han er en Gud, hvis Hjertes Lyst det er at tilgive angrende Syndere. Han vil gerne indbyde dig til at komme til hans Bord. Han vil mætte dig med Husets Goder og give dig Fader Jakobs Arv. Der bor ogsaa din Mand Kristen, og sammen med Legioner af frelste skuer han det Aasyn, som det er Liv at se.

Og alle vil de blive glade, naar de hører Lyden af dine Skridt over din Faders Tærskel."

Ved at høre alt dette blev Kristine saare skamfuld og bøjede sit Hoved mod Jorden.

Den besøgende sagde videre: "Kristine, her har jeg et Brev til dig fra din Husbonds Konge."

Hun tog Brevet og aabnede det, og den kosteligste Vellugt strømmede hende i Møde. Brevet var af Guld, og der stod skrevet i det, at Kongen vilde have hende til at gøre som hendes Husbond. Kun ad den Vei, han havde vandret, kunde hun komme til Kongen og blive hos ham til evig Tid.

Dette Budskab var aldeles overvældende for hende, og hun raabte til den besøgende:

"Vil du tage mig og mine Børn med, for at vi kan gaa og tilbede denne Konge?"

Hertil svarede Hemmelighed: "Det bitre kommer før det søde. Du kan kun - ligesom din Mand - gennem Trængsler naa den himmelske Stad. Jeg raader dig derfor til at følge din Husbond ved at gaa igennem den snævre Port der ovre paa den anden Side af Sletten. Den fører ind paa den Vej, du skal følge. Og saa vil jeg ønske dig en lykkelig Reise. Jeg vil raade dig til at beholde dette Brev. Læs ogsaa i det og lad dine Børn læse i det, til I kan det udenad; thi det er en af de Sange, du maa synge, saa længe du endnu er i dette Udlændigheds Hus, og desuden vil Brevet blive dig afkrævet ved Vejens Ende."

I min Drøm saa jeg nu, at den gamle Mand, der fortalte Historien, var synlig bevæget Han fortalte videre:

"Nu kaldte Kristine sine Sønner sammen og talte til dem: "Mine Børn! I har nok lagt Mærke til, at der i den sidste Tid har været stor Uro i mit Hjerte paa Grund af eders Faders Død. Det er ikke, fordi jeg tror, at han ikke har det godt. Nej, det er jeg vis paa, at han har. Men Tanken om min og eders Stilling har forfærdet mig saare, thi for os er der ikke meget Haab. Min Opførsel mod eders Fader, da han var i Syndenød, forfærder mig og hviler som en tung Byrde paa min Samvittighed. Jeg forhærdede mit eget Hjerte og gjorde mit bedste for at faa eders forhærdet, og jeg nægtede at følge eders Fader paa hans Pilegrimsfærd.

Tanken om alt dette vilde sønderknuse mig, hvis jeg ikke havde drømt i Nat. Og nu har tilmed den fremmede Mand opmuntret mig. Kom, mine Børn, lad os pakke vore Sager sammen og straks begive os paa Vej til den Port, fra hvilken Vejen fører til den himmelske Stad. Der kan vi faa eders Fader at se og leve sammen med ham og hans Venner."

Børnene græd Glædestaarer over, at deres Moders Hjerte nu var blevet vendt mod den rette Vej.

Den besøgende bød Farvel, og de begyndte at forberede sig til Rejsen.

Lige da de skulde til at gaa, kom to af Nabokonerne og bankede paa. Som sidst svarede Kirstine: "Hvis I kommer i Herrens Navn, saa kom ind!"

Kvinderne blev forbavsede over denne Indbydelse, thi de var ikke vante til at høre dette Sprog, og da særlig ikke fra Kristines Læber. De kom imidlertid ind og fandt hele Familien rejsefærdig.

De spurgte: "Kære, hvad er eders Mening?"

Kristine svarede og sagde til den ældste Kone, hvis Navn var Ængstelig: "Vi er i Færd med at rejse."

Denne Fru Ængstelig var en Datter af hin Frygtsom, som Kristen mødte, inden han kom til Paladset Skønhed, og som vilde kyse ham med Løverne.

"Hvor vil I da rejse hen?"

"Vi vil rejse efter min Husbond."

"Det vil jeg da ikke haabe, du gør. Tænk paa dine stakkels Børn og paa din kvindelige Værdighed."

"Alle mine Børn følger mig."

"Jeg gad nok vidst, hvad der har faaet dig til at gaa paa den Vildmand?"

"Ja, vidste du blot, hvad jeg ved, da vilde du ikke tøve et Øjeblik, men følge med mig."

"Hvad er det da for Nyheder, der saaledes drager dit Hjerte bort fra dine gode Veninder og faar dig til at gaa ud i den vide Verden?"

Hertil svarede Kristine: "Siden min Mands Bortrejse har jeg været meget nedbøjet, og værre blev det, da han gik over Floden. Det, der trykker mig mest, er min Opførsel imod ham, da han var saa hjertebedrøvet. Desuden har jeg det nu paa samme Maade, som han havde det dengang. Og jeg faar kun Fred i Hjertet ved at begive mig paa Pilegrimsvandring. I Nat drømte jeg, at jeg saa ham. Gid min Sjæl var hos ham! Han bor sammen med Landets Konge og spiser ved Kongens Taffel. Han lever i alle de saliges Selskab, og han bor i et Slot, der er saa herligt, at Verdens skønneste Paladser er som Hytter ved Siden af det. Kongen har nu indbudt mig, og han vil give mig alt, hvad jeg har behov fra nu af og til evig Tid. Hans Sendebud har nylig været her med Indbydelsen."

Hun tog Brevet frem, læste det og spurgte: "Hvad siger I saa til dette?"

"I maa jo begge være gale, baade du og din Mand, at I frivilligt gaar alle disse Vanskeligheder i Møde," sagde Fru Ængstelig. "Har du ikke hørt, hvad han maatte udstaa allerede ved det første Skridt, han gjorde paa Rejsen? Det kan vor gode Nabo Genstridig bevidne og Føjelig ogsaa. Han var da saa klog at vende om, da Faren begyndte. Har du ikke atter og atter hørt om Løverne, om Apollyon, om Dødens Skygges Dal og mange andre Ting? Og tænk blot paa Forfængelighedens Marked. Blev han, som var en Mand, næsten ødelagt, hvorledes vil det da ikke gaa dig som Kvinde? Tænk ogsaa paa dine kære Børn. De er dit eget Kød og Blod. Selv om du altsaa ikke regner Faren for din egen Skyld, bliv dog hjemme for dit Livs Frugters Skyld!"

"Frist mig ikke, Naboerske! Jeg holder Lykken og den evige Salighed i min Haand, og jeg maatte være en Taabe, hvis jeg ikke slog til. Alle de Besværligheder, du har skildret, og som jeg sandsynligvis vil møde, knækker ikke mit Mod. Snarere viser de mig, at jeg gør Ret i at rejse. Thi ingen Roser uden Torne, og det søde smager langt sødere, naar man først har smagt det bitre og sure. Da jeg nu kan høre, at du ikke er kommet herind i Herrens Navn, vil jeg bede dig gaa og ikke forurolige mig mere."

Fru Ængstelig begyndte nu at haane Kristine og sagde til den anden besøgende: "Kom, Nabo Barmhjertighed, vi vil overlade hende til sig selv, siden hun foragter vore gode Raad og Omgangen med os."

Barmhjertighed var imidlertid tvivlraadig og var af forskellige Grunde slet ikke enig med sin Nabo. Af sit hele Hjerte ynkedes hun over Kristine og havde allerede besluttet at følge hende et Stykke paa Vej for at hjælpe hende. Og inderst inde var der ogsaa Uro i hendes egen Sjæl. Kristines Ord havde gjort et dybt Indtryk paa hende. Derfor sagde hun til sig selv: "Jeg maa tale noget mere med Kristine, og er der Sandhed og Liv i det, hun siger, saa vil jeg hjertensgerne følge hende."

Derfor fik Fru Ængstelig følgende Svar: "Jeg gik med dig for at se til Kristine, men da hun vil sige Farvel til os og til sit Land, vil jeg i denne skønne Morgenstund gaa et Stykke med hende for at hjælpe hende til Rette."

Barmhjertighed talte ikke om sin egen Uro og Bekymring.

"Jeg kan skønne, at du ogsaa tænker paa at gøre dig selv til Nar, men tag dig i Agt i Tide og brug din Fornuft. Naar vi først er i Faren, er det for sent at vende om."

Med disse Ord gik Fru Ængstelig hjem, og Kristine og hendes Følge gav sig paa Vandring.

Ikke saa snart var Fru Ængstelig kommet hjem, før hun sendte Bud efter nogle Naboersker: Fru Lyssky, Fru Ubetænksom, Fru Letsindig og Fru Uvidende. Da de kom hjem til hende, begyndte hun straks at fortælle om Kristine og om dennes Rejse:

"Da jeg ikke havde noget at bestille i Morges, gik jeg hen for at besøge Kristine, og da jeg kom derhen, bankede jeg paa som sædvanlig. Skønt hun svarede: "Dersom I kommer i Herrens Navn, saa kom ind," gik jeg dog indenfor og saa til min store Forbavselse, at baade hun og hendes Børn havde gjort sig rede til at forlade Byen. Jeg spurgte naturligvis, hvad det skulde betyde, og hun svarede mig, at hun vilde gaa paa Pilegrimsvanbring ligesom Kristen. Hun fortalte mig en Drøm, hun havde haft, og viste mig et Brev, som Kongen i det Land, hvor hendes Mand nu er, havde sendt hende. Det indeholdt Indbydelse til at komme til hans Slot."

Fru Uvidende udbrød: "Men tror du da virkelig, at hun vil rejse?"

"Ja, hvad der end sker, drager hun af Sted. Jeg raadede hende fra at rejse og pegede paa alt det onde, hun vilde komme til at døje, men det var netop den vigtigste Grund for hende til at rejse. Hun sagde rent ud, at der var ingen Roser uden Torne."

"O, den taabelige Kone," sagde Fru Lyssky, "vil hun dog ikke lade sig advare af sin Husbonds Trængsler? Hvis han kun var her igen, skulde han nok hytte sit Skind og ikke udsætte sig for saa mange Farer for at faa intet."

Fru Ubetænksom kunde naturligvis ikke holde sin Mund, men sagde: "Jeg er glad ved, at vi er fri for hende. Hvis hun blev her og ikke skiftede Sind, blev her jo ikke til at være. Enten blev hun sær og tvær, eller ogsaa vilde hun kun tale om saadanne Ting, som fornuftige Mennesker ikke beskæftiger sig med eller kan udholde at høre paa. Jeg for min Part vil ikke bære Sorg over hendes Bortgang. Lad hende kun gaa og en bedre komme i hendes Sted. Verden bliver uudholdelig, saa længe saadanne Tosser bor i den."

Fru Letsind sagde: "Lad os dog ikke tale om sligt. Jeg var i Gaar hos Fru Letfærdig, hvor vi morede os storartet. Jeg var sammen med Fru Kødets-Lyst, Løsagtig, Fru Uren og mange andre. Vi spillede og dansede. Fruen i Huset er en storartet Dame, og Løsagtig er en meget smuk Herre."