Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Andet Kapitel.

Pilegrimmenes Oplevelser paa Vejen til Porten.

Mens disse Sladdersøstre fordybede sig i deres Emne, gik Kristine og hendes Ledsagere videre.

"Kære Barmhjertighed, du gør mig en stor Glæde ved at ledsage mig et Stykke af Veien," sagde Kristine.

Barmhjertighed, der var en helt ung Pige, sagde: "Vidste jeg kun, at det var til mit sande Vel at følge dig, saa vilde jeg aldrig mere vende tilbage til Byen."

"Ja, kære Barmhjertighed, lad os følges ad! Jeg ved, hvor vor Vandring fører os hen, og hvad den vil bringe os. Min Mand er nu paa et Sted, som han ikke vil forlade for al Verdens Guld. Du vil ikke blive vist tilbage, selv om du kun kommer efter min Indbydelse. Den Konge, der har indbudt os, er saare barmhjertig. Hvis du vil, kan du følge med som min Tjenestepige. Dog vil vi have alt fælles. Kom kun med os."

"Hvorledes faar jeg Vished for, at ogsaa jeg vil blive modtaget? Kunde en, der havde Aandens Myndighed, give mig et sikkert Haab, betænkte jeg mig ikke et Øjeblik Jeg vilde vandre ved den Almægtiges Hjælp, selv om Vejen blev nok-saa besværlig."

"Ved du, hvad du skal? Nu gaar du med mig til den snævre Port. Saa vil jeg spørge mig for der, og hvis du da ikke har Lyst til at fortsætte efter den Besked, vi faar der, kan du frit vende tilbage til dit Hjem. Jeg vil da betale dig for din Venlighed mod os alle."

"Ja, jeg vil gaa med og tage Følgerne. Og lad saa min Lod blive, som Himmelens Konge i sin Naade bestemmer1"

Herover blev Kristine inderlig glad. Baade fordi hun fik en kær Ledsagerinde, og fordi hun havde været Redskab til at vække Barmhjertighed, saa denne begyndte at søge efter Frelse.

Mens de nu gik videre, begyndte Barmhjertighed at græde.

"Hvorfor græder du, min Søster?"

"Hvorledes kan jeg andet, naar jeg tænker paa den Tilstand, hele min tilbageblevne Familie befinder sig i i den syndige By. Og dobbelt tungt er det for mig, at de ingen har, som kan vejlede dem og fortælle dem, hvad der vil ske, saafremt de ikke omvender sig."

"For Pilegrimme er det godt at have et medlidende Hjerte. De Følelser, der nu gaar igennem din Sjæl, er de samme, som bevægede min Mand til Taarer, fordi jeg hverken vilde høre eller følge ham. Men hans Herre, der nu ogsaa er vor Herre, gemte disse Taarer, og nu høster vi alle Frugterne af hin Taaresæd. Jeg haaber, at dine Taarer ikke er udgydt forgæves, thi Sandhedens evige Konge har sagt: De, som saar med Graad, skal høste med Frydesang. Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han hjembærer sine Neg."

Barmhjertighed opløftede sin Røst og bad:

Saa lad da Herren føre mig!
Med ham jeg vandrer glad
ad Kristenlivets trange Vej
til Sions Kongestad.

Og maatte han bevare mig
for hver en farlig Sti,
der fører bort fra Frelsens Vej!
Da gaar jeg frank og fri.

Saa beder jeg ham og for dem,
han har betroet mig:
O, led ad Bønnens Vej dem frem,
at de maa finde digl«

Min gamle Ven fortsatte sin Fortælling og sagde:

Da Kristine nu kom til Modløshedens Sump, standsede hun og sagde: "Her er den Sump, i hvilken min Mand nær var bleven kvalt af Mudderet."

Skønt Kongen havde befalet at opfylde Sumpen, var den næsten værre end nogen Sinde."

Jeg spurgte den gamle Mand, om dette virkelig forholdt sig rigtigt.

"Ja," sagde han, "det er desværre alt for sandt. Der er ganske vist mange, som siger, at de er Kongens Arbejdere, men de gør kun Vejen ringere ved at anvende daarligt Fyld og Mudder i Stedet for Sten."

Imidlertid gjorde Kristine og Børnene et lille Ophold her, men Barmhjertighed sagde: "Lad os hellere komme af Sted, men gaa forsigtigt!"

De saa godt efter, hvor de satte Fødderne, og naaede med Nød og næppe over. Det saa ud, som om Kristine ret tidt havde været dybt i Mudderet.

Saa snart de var komne over, hørte de en Røst, som sagde:

"Salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren."

De gik nu videre, og Barmhjertighed sagde til Kristine: "Var jeg kun sikker paa at faa en lige saa god Modtagelse som den, der vil blive dig til Del ved den snævre Port, saa skulde ingen Modløshedens Sump gøre mig fortvivlet."

"Ja, vi har hver sit at kæmpe med. Og vi vil alle komme til at døje ondt nok, inden vi naar Rejsens Maal. Det er jo aldeles utænkeligt, at Mennesker, som eftertragter slig en Herlighed, og hvis Lykke bliver saa misundelsesværdig, skulde kunne undgaa alle de Farer og Anfægtelser, Lidelser, Sorger og Saar, som Fjenderne paa nogen Maade kan komme til at tilføje dem."

Nu forlod Skarpsindig mig i min Drøm, og jeg drømte den til Ende alene.

Jeg syntes, at jeg saa Kristine og Sønnerne samt Barmhjertighed gaa sammen hen imod Porten. Da de naaede den, raadslog de først om, hvorledes de bedst skulde banke paa, og hvad de skulde sige til den, som lukkede op. De besluttede, at Kristine som den ældste skulde banke paa og føre Ordet paa de andres Vegne. Hun begyndte da at banke, og som hendes Mand blev hun ved dermed. Der var ingen, som svarede eller lukkede op. Til stdst hørte de en stor Hund gø, og den kom hen imod dem. Dette gjorde dem alle frygtsomme, og Kristine turde ikke banke mere, da hun var bange for, at Hunden skulde fare paa hende. Med bævende Hjerter stod de og vidste ikke, hvad de skulde gøre. De turde ikke banke af Frygt for Hunden, og de turde ikke gaa tilbage for ikke at opvække Portnerens Mishag.

Endelig gav de sig til at banke paa igen og bankede stadig stærkere indtil Portneren spurgte: "Hvem er der?"

Samtidig holdt Hunden op med at gø, og Porten blev aabnet.

Kristine bøjede sig dybt og sagde: "Herren tilgive sine Tjenerinder, at vi har tilladt os at banke paa hans fyrstelige Port."

Portneren spurgte: "Hvorfra kommer I, og hvad vil I?"

"Vi kommer fra samme By som Kristen og har samme Ærinde. Det er vor Begæring at faa Lov til at gaa ind gennem denne Port for at komme til den Vej, der fører til den himmelske Stad. Jeg hedder Kristine og er hans Hustru, som nu er deroppe".

Herover undrede Portneren sig og sagde: "Hvad, er du nu bleven en Pilegrim? For kort Tid siden afskyede du jo dette Liv."

Hun bøjede sit Hoved og sagde: "Ja, jeg er bleven en Pilegrim, og alle mine Drenge vil vandre paa den samme Vej."

Portneren tog nu Kristine ved Haanden, ledede hende ind og sagde: "Lader de smaa Børn komme." Derpaa lukkede han Porten og raabte til en Basunblæser, som var ovenpaa, at han med sin Musik skulde underholde Kristine og Børnene. Det skete, og Luften fyldtes med skønne Toner.

Under alt dette stod den stakkels Barmhjertighed udenfor; hun skælvede og græd af Frygt for at blive forkastet. Næppe var Kristine og hendes Børn komne ind, før hun gav sig til at bede for Barmhjertighed.

Hun sagde: "Kære Herre, jeg har en Ledsagerinde med. Hun staar endnu udenfor, skønt hun er kommet i samme Ærinde som jeg. Hun er bange for at komme ind, fordi hun ikke er indbudt, mens jeg er indbudt af min Husbonds Konge."

Nu blev Barmhjertighed end mere urolig, og hvert Minut var for hende som en hel Time. I sin Angst gav hun sig til at banke paa Porten, og hun bankede saa haardt, at Kristine holdt inde med sin Forbøn.

Portneren spurgte: "Hvem er det?"

Kristine svarede: "Det er min Veninde."

Han aabnede Porten og saa ud.

Udenfor laa Barmhjertighed. Spændingen og Angsten havde taget Magten fra hende, saa hun var besvimet, da hun troede, at der ikke vilde blive lukket op for hende.

Portneren tog hende ved Haanden og sagde: "Unge Pige, staa op!"

"O, Herre," sagde hun, "jeg er saa træt, og jeg er nær ved at dø."

Men han svarede hende med Profetens Ord: "Der min Sjæl i mit Indre forsmægtede, kom jeg Herren i Hu; og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.

Frygt kun ikke, men rejs dig og sig mig, hvorfor du er kommen."

"Jeg er kommen for at faa Del i det, hvortil jeg aldrig blev indbudt, saaledes som min Veninde blev det. Hun blev indbudt af Kongen, men jeg blev kun indbudt af hende. Derfor er jeg bange for, at min Indtrængen er formastelig."

"Vilde hun da have dig med?"

"Ja, hun vilde, og som du ser, er jeg kommen. Hvis der er Naade og Syndsforladelse at faa, beder jeg, din stakkels Tjenerinde, om at faa min Del deraf."

Han tog hende atter ved Haanden, ledede hende ind og sagde: "Jeg beder for alle dem, som tror paa mig, uanset ved hvis Ord de kommer til mig." Til de omkringstaaende sagde han: "Hent noget, som kan live Barmhjertighed op, saa hun ikke besvimer." De hentede Myrra og lod hende lugte til den, saa hun lidt efter lidt kom til sig selv igen.

Kristine og hendes Drenge og Barmhjertighed havde altsaa nu faaet en god Modtagelse af Herren, og han havde talt saare venligt med dem. De sagde til ham: "Vi er uendelig bedrøvede over vore Synder og beder Herren om Tilgivelse og om Undervisning i, hvad vi skal gøre."

"Jeg skænker eder Syndernes Forladelse baade i Ord og i Gerning. I Ord ved denne min Tilsigelse og i Gerning ved min Lidelse og Død, hvormed jeg betalte for eders Synder. Tag Løftet i et Kys af mine Læben. Min Gerning vil efterhaanden blive aabenbaret for eder."

Jeg hørte nu, at han blev ved at tale til dem, og han sagde dem mange gode Ting, hvad de var meget glade over. Han førte dem op paa Taget og viste dem den Gerning, han havde udført til deres Frelse. Naar de kom længere frem paa Vejen, sagde han, vilde de faa det at se endnu tydeligere.

Nu lod han dem blive alene i et Lysthus, og de begyndte da at tale sammen.

"Hvor jeg dog er usigelig glad, at vi er komne herind," sagde Kristine.

"Ja, du kan vel være glad, men jeg har dog endnu større Grund til at danse af Glæde," sagde Barmhjertighed.

"En Tid, da vi stod foran Porten, tænkte jeg, at al vor Møje var forgæves, fordi ingen vilde lukke op, og ingen vilde svare os. Hertil kom, at den stygge Hund gøede saa voldomt."

"Jeg var dog mest bange, da I blev tagne til Naade, og og jeg blev udenfor. Jeg tænkte: Nu opfyldes det Ord, som er skrevet: To Kvinder skal male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Jeg var nær ved at raabe: Fortabt! Fortabt! Og jeg var ogsaa bange for at banke igen, indtil jeg saa Overskriften over Porten. Den gav mig Mod. Enten maa jeg banke, eller ogsaa maa jeg dø, tænkte jeg. Og saa bankede jeg. Jeg kan ikke forklare, hvorledes jeg bankede, thi i min Sjæl udkæmpedes i det Øjeblik en Kamp mellem Livet og Døden."

"Ved du ikke, hvorledes du bankede? Du bankede saa haardt, at jeg var nær ved at falde om; jeg har aldrig før hørt en saadan Banken. Det var akkurat, som om du med Vold og Magt vilde trænge ind og erobre Riget."

"Hvis du havde været i mit Sted, saa havde du sikkert gjort det samme. Døren var lukket for mig, og den stygge Hund var der i Nærheden. Hvem vilde saa ikke have banket paa af alle Kræfter, især hvis man var saa bange, som jeg var det. Men hvad sagde Herren til min Paatrængenhed? Var han ikke meget vred paa mig?"

"Da han hørte det Spektakel, du gjorde, kom der et underlig hjerteligt Smil frem paa hans Ansigt. Jeg tror, at han var glad ved din Banken. Han viste intet Tegn paa det modsatte. Meget underligt er det dog, at han holder saadan en Hund. Hvis jeg havde vidst dette, vilde Modet maaske have svigtet mig. Men nu er vi jo komne ind, og det er jeg meget glad over."

"Naar Herren kommer ned igen, vil jeg gerne. hvis du synes, spørge ham, hvorfor han holder saadan en styg Hund i sin Gaard. Tror du, han tager mig dette Spørgsmaal ilde op?"

"Spørg ham endelig om det og se at faa ham til at drukne Hunden. Vi er bange for, at den skal bide os, naar vi skal herfra," udbrød Børnene.

Endelig kom Herren ned igen, og Barmhjertighed faldt ned for hans Fødder og sagde: "Herre, vis mig den Naade at tage imod den Lov og Pris, som mine Læber bærer frem for dig!"

Han sagde til hende: "Fred være med dig! Staa op!"

Men hun blev liggende paa sit Ansigt og sagde: "Herre! Du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig. Jeg vil kun tale med dig om Ret. Hvorfor holder du saadan en bidsk og blodtørsiig Hund i din Gaard? Vi Kvinder og Børn er nær ved at flygte bort, naar vi hører den."

"Denne Hund tilhører en anden, og den gaar ogsaa paa en andens Grund, men saa tæt herved, at mine Pilegrimme hører dens Gøen. Den opholder sig paa det Slot, I kan se, men den kan krybe op ad dette Steds Mure. Ved sin frygtelige Gøen har den skræmt mangen stakkels Pilegrim bort fra det onde og hen til det gode. Hundens Ejermand gør det ikke af Kærlighed til mig og mine, men kun for om muligt at holde Pilegrimmene fra mig og jage dem bort fra Porten, naar de banker paa. Undertiden er Hunden ogsaa brudt Ud og har anfaldet og bidt nogle af dem, jeg elsker. Men jeg finder mig taalmodigt heri en Tid. Dog kommer jeg mine Pilegrimme til Hjælp i Tide, for at de ikke skal falde i hans Klør og behandles efter hans Hundenatur. Hvis I havde vidst dette før, vilde I vel ikke have været saa bange for en Hund. De Tiggere, som vandrer fra Dør til Dør, udsætter sig gerne baade for Hundegøen og for Hundebid for at faa en Almisse. Skulde da en Hund i en anden Mands Gaard kunne holde nogen fra at komme til mig, særlig da jeg vender dens onde Hensigt til det gode for Pilegrimmene? Jeg redder min eneste fra Hundes Vold?"

"Jeg bekender og angrer min Uvidenhed. Jeg talte om noget, jeg ingen Forstand havde paa. Jeg erkender, at du gør alle Ting vel," sagde Barmhjertighed ydmyg.

Kristine begyndte nu at spørge om Vejen. Han gav dem Mad, vadskede deres Fødder og førte dem ind paa Veien i sine Fodspor, som han tidligere havde gjort det med Kristen.