Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tredje Kapitel.

Pilegrimmenes anfægtelse og deres besøg i Fortolkerens hus

Pilegrimmene vandrede nu videre. De havde meget smukt Veir paa Rejsen. Kristine gav sig til at synge:

Velsignet er den Dag, da jeg
paa Pilgrimsvej slog ind!
Velsignet og den Mand, som mig
den Tanke stod i Sind!

Vel varede det længe, før
jeg søgte Livet hist,
men ved Guds Kraft jeg haabe tør,
jeg skal det naa til sidst.

Vor Sorg til Fryd, vor Frygt til Tro
forunderlig er vendt.
Der af faar Sjælen Fred og Ro,
naar Vandringen er endt.

Den Vej, de vandrede paa, var omgivet af en Mur. Bag Muren var der en Have, som tilhørte Hundens Eiermand. Nogle af de i Haven værende Frugttraeer naaede Ud over Veien, og da Frugterne var modne, fristede de tidt Pilegrimme til at spise af dem, skønt de var meget skadelige.

Kristines Drenge syntes godt om Træerne og Frugterne og begyndte at spise af dem. Moderen advarede dem, men de blev ved at spise.

"Hør, Børn," sagde hun, "I maa ikke gøre, hvad I ikke har Lov til. Denne Frugt er ikke vor, og I maa derfor ikke spise den." Hvis hun havde vidst, at Frugten tilhørte Arve-fjenden, var hun nok besvimet af Skræk Nu var Tingen gjort og kunde ikke ændres.

Da de var komne et Par Bøsseskud fra Porten, opdagede de to meget hæslige Mænd, som kom dem i Møde. Kvinderne tog Slørene for Ansigtet og blev ved at gaa fremad med Børnene i Spidsen, indtil de mødtes med de to grimme Mænd. Disse gik hen til Kvinderne og lod, som om de vilde omfavne dem. Kristine sagde: "Gaa tilbage eller gaa eders egen Vei, som det sømmer sig." De gav ikke Agt paa hendes Ord, men lagde Haand paa de to Kvinder. Kristine blev meget vred og spændte Ben for dem, og Barmhjertighed anstrengte sig ogsaa for at blive fri for de to Skurke. Kristine sagde atter: "Tilbage med eder, vi har ingen Penge at give eder! Som I ser, er vi Pilegrimme, og vi lever af vore Venners Godhed."

"Vi vil heller ikke have eder for Penges Skyld. Hvis I blot vil tilstaa os en lille Gunst, saa vil vi gøre sine Damer af eder."

Kristine, som nok anede, hvad de mente, svarede: "Vi vil slet ikke høre paa eder, endnu mindre vil vi tilstaa eder, hvad I forlanger. Vi har Hastværk og maa ikke standse. Liv og Død afhænger af vor Rejse."

Kvinderne gjorde nu et nyt Forsøg paa at komme forbi, men Røverne spærrede Vejen og sagde: "Vi vil ingen Skade gøre eder. Lad os derfor kun faa vor Villie!"

"Nej! I vil røve baade Legeme og Sjæl. Derfor er I komne. Men vi vil hellere dø paa Stedet end lade os fange af eder og sætte vor evige Velfærd paa Spil." De gav sig nu begge til at raabe: "Mord! Mord!" Men Mændene trængte fremdeles ind paa Livet af dem i den Hensigt at gøre dem Fortræd. Og de raabte atter om Hjælp.

Da de jo endnu ikke var komne ret langt fra Porten, hørte man endelig deres Raab der, og nogle af Beboerne, som kendte Kristines Røst, løb dem til Hjælp. Da de kom, var Kvinderne i en haard Kamp, og Børnene stod og græd. Redningsmændene raabte nu til de to Kvinderøvere: "Hvad er det, I gør? Vil I bringe Guds Folk til at overtræde hans Bud?" Man gjorde Forsøg paa at gribe de to, men de smuttede hastigt over Muren og ind i Haven, og her skærmede Hunden dem.

De tapre Redningsmænd spurgte nu Kvinderne, hvorledes de havde det.

"Takket være din Herre har vi det rigtig godt. Kun blev vi dygtigt forskrækkede. Vi takker eder af Hjertet, fordi I ilede os til Hjælp. Ellers havde de til sidst faaet Bugt med os."

Efter at de havde vekslet nogle Ord endnu, sagde en af Befrierne: "Det forundret mig, at I ikke bad Herren om at faa en Ledsager til eders Beskyttelse, da I jo kun er svage Kvinder. I vilde da have undgaaet denne Fare. Herren havde sikkert tilstaaet eder en."

"Ak," sagde Kristine, "vore Hjerter var saa fulde af al den Naade, vi mødte, at vi aldeles glemte de kommende Farer. Det var heller ikke til at tænke, at der var saa stygge Mennesker lige ved Kongens Palads. Det vilde sikkert have været heldigst for os at faa en Ledsager, men da Herren vidste det, er det underligt, at han ikke gav os en uden vor Bøn."

"Det er ikke altid godt at give noget uden Bøn, da Herren saa kan frygte for, at hans Gaver bliver agtede for ringe. Naar I først føler, at I mangler noget og saa faar det, vil I bedre skønne derpaa og siden bruge Gaven paa rette Maade. Hvis Herren uanmodet havde givet eder en Ledsager, vilde I nu ikke have indset eders Fejl: ikke at bede ham derom. Saaledes faar han alle Ting vendt til det gode. Lad nu dette gøre eder mere forsigtige!"

"Skal vi gaa tilbage til Herren, bekende vor Daarskab og bede ham om en Ledsager?"

"Jeg skal nok fremsætte eders Bekendelse for ham, og I behøver ikke at gaa tilbage for at faa Hjælp. Thi i hvert eneste Tilflugtssted, som min Herre og Mester har beredt for Pilegrimme, er der fuldt op af alt, hvad der er nødvendigt baade til Forsvar og til Angreb. Men Herren vil have, at I skal bede ham derom. Og det skulde da være en daarlig Genstand, som ikke engang var en Bøn værd."

Da han havde sagt dette, gik de tilbage, og Pilegrimmene fortsatte deres Vandring.

Barmhjertighed sagde: "Det var en slem Opdagelse. Jeg troede, at vi nu var fri for al Fare, og at vi aldrig mere skulde møde nogen Sorg."

"Kære Søster, din Uerfarenhed er din Undskyldning, men jeg kan ikke undskylde mig, thi jeg saa Faren, før jeg gik hjemmefra, og jeg sørgede dog ikke for at faa den Hjælp, jeg saa let kunde have haft. Jeg fortjener derfor megen Dadel!."

"Men hvorledes kunde du vide det, før du forlod dit Hus? Løs mig den Gaade!"

"Ja, det skal jeg sige dig. For jeg begav mig paa Vandring, havde jeg en Nat en Drøm. Jeg saa da to Mænd, der lignede de to Kvinderøvere som den ene Draabe Vand den anden, staa ved min Seng. De talte om, hvorledes de bedst kunde hindre, at jeg blev frelst. Jeg husker, hvad de sagde. Det var netop ved den Tid, da jeg gik og var bekymret for min Sjæls Frelse. De vidste ikke, hvad de skulde gøre ved mig, da jeg baade vaagen og i Søvne tryglede om Tilgivelse, og de var klar over at blev jeg ved, som jeg havde begyndt, saa vilde de miste mig, som de havde mistet min Mand. Denne Drøm burde have gjort mig forsigtig og faaet mig til at tage mine Forholdsregler i Tide."

"Ja, vel! Men denne Forsømmelighed har nu lært os vor egen Svaghed, og den har givet vor Herre Leilighed til at kundgøre os sin Naades Rigdom. Vi kan se, at han har fulgt os med sin Kærlighed uden vor Bøn, og han har i sin store Naade frier os ud af vore stærke Fjenders Hænder."

Under denne Samtale var de komne nær til et Hus, som laa ved Veien. Det var Fortolkerens Hus, som er udførligt beskrevet i "Pilegrimsvandringen"s første Del. De gik hen imod det og standsede ved Døren. Her hørte de ivrig Samtale inde i Huset. De lyttede og hørte da, at Kristines Navn blev nævnt, Rygtet om hendes Vandring var ilet foran hende. De talende var meget glade for hende, da de havde hørt, at hun var Kristens Hustru, og at hun tidligere havde staaet saa stærkt imod.

De rejsende stod nu og hørte de andre sige saa meget godt om hende, der stod udenfor, uden at de anede hendes Nærhed. Omsider bankede Kristine paa, som hun havde gjort det ved den anden Dør. Paa hendes Banken kom en ung Pige ogsaa ud. Hun fik Øje paa Kvinderne og spurgte: "Hvem vil I tale med?"

Kristine svarede: "Vi troede, at dette Hus var bygget for Pilegrimme, og derfor kom vi for at bede om Ophold, da det er ud paa Aftenen, og vi vil nødig gaa videre i Nat."

"Sig mig dit Navn, at jeg kan meddele det til min Herre."

"Mit Navn er Kristine. Jeg er Kristens Hustru. Han kom her igennem for nogle Aar siden. Disse er hans fire Sønner, og den unge Pige ledsager mig. Hun er ogsaa paa Pilegrimsvandring."

Den unge Pige, der hed Uskyldig, løb ind og raabte: "Kan I gætte, hvem der staar udenfor? Der staar Kristine, hendes Børn og hendes Reisefælle. De venter alle paa at komme ind til os!"

De andre Beboere dansede alle af Glæde og ilede hen at fortælle deres Herre det.

Han kom frem i Døren, saa paa Pilegrimmene og spurgte: "Er du den Kristine, som Kristen maatte lade blive tilbage, da han vilde leve en Pilegrims Liv?"

"Ja, jeg er den usle Kone, som saa haardhjertet ringeagtede min Mands Bekymringer og lod ham vandre alene, og disse er vore Børn. Men nu er jeg ogsaa kommen med, og jeg er vis paa, at jeg er paa den rette Vej."

"Det Ord er gaaet i Opfyldelse, som er skrevet om hin Mand, der sagde til sin Søn: Gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard! Skønt Sønnen svarede: Jeg vil ikke, angrede han det bagefter og gik alligevel hen at arbejde."

"Saaledes være det! Amen. Gud gøre det til Sandhed om mig, og han give, at jeg til sidst maa faa hans Fred og da af ham maa findes at være uplettet og ustraffelig!"

"Hvorfor bliver du staaende ved Døren?" spurgte Fortolkeren. "Kom ind, du Abrahams Datter. Vi talte netop om dig, thi vi har allerede hørt, at du er bleven en Pilegrim. Kom, Børn, kom ind, og du unge Pige, kom ind!"

Saa kom de da alle sammen ind i Huset.

Da de var komne ind, bad man dem sætte sig ned og hvile. Kort Tid efter kom alle Tjenerne ind for at hilse paa dem. De var alle glade over, at Kristine var bleven en Pilegrim, og de lo af Glæde. De saa paa Drengene, og i deres overstrømmende Venlighed kærtegnede de dem. Mod Barmhjertighed var de ogsaa særdeles kærlige, og de bad dem alle være velkomne i deres Herres Hus.

Da deres Aftensmad endnu ikke var færdig, tog Fortolkeren dem med ind i sine indholdsrige Værelser og viste dem det samme, som Kristen havde set. De saa Manden i Jernburet, Manden, der drømte, og den Mand, der banede sig Vej gennem alle sine Fjender. Ligeledes saa de Billedet af ham, som var den største af alle, og alle de andre Ting, som Kristen i sin Tid havde set med saa stort Udbytte.

Efter at de nogenlunde havde faaet Forstaaelsen af alt dette, tog han dem med ind i et Værelse, hvor der var en Mand. Denne Mand kunde kun se nedad. Han havde en Halmrive i Haanden. Hos ham stod der en med en himmelsk Krone, som han tilbød i Bytte for Halmriven. Men Manden saa ikke op og brød sig ikke om Tilbudet. Han ragede i det Straa, Støv og Snavs, som laa paa Gulvet.

Kristine sagde: "Jeg tror næsten, at jeg forstaar Meningen af dette. Det er et Billede paa denne Verdens Mennesker. Er det ikke, Herre?"

"Du har Ret. Halmriven er et Billede paa hans kødelige Sind. Han har mere Lyst til at skrabe alt det Snavs sammen end til at høre, hvad Han siger, som tilbyder ham en himmelsk Krone. Det viser, at mange Mennesker betragter de himmelske Ting som Ammestuehistorier og de jordiske som de eneste virkelige og tilforladelige. Manden kan kun se nedad. Det kan vise dig, at naar de jordiske Ting griber et Menneske, saa drager de Hjertet bort fra Gud."

"O, hold denne Halmrive borte fra mig!" udbrød Kristine.

"Denne Bøn har ligget saa længe ubrugt, at den næsten er fortæret af Rust. Giv mig ikke Rigdom! er en Bøn, som ikke en af ti Tusinde beder. Straa, Pinde, Støv og Snavs er de store Ting, som Verden søger efter." De to Kvinder græd og sagde: "Ak, det er kun alt for sandt."

Da Fortolkeren havde vist dem dette, førte han dem ind i Husets bedste Værelse. Han bad dem se sig om, om de kunde opdage noget gavnligt og lærerigt. De saa sig omkring, men kunde ikke opdage noget særligt. Der var da ogsaa kun en stor Edderkop, og den fik de netop ikke Øje paa. Kristine tav, men Barmhjertighed sagde: "Herre, jeg kan intet se."

"Se bedre efter."

Hun saa sig atter om og sagde: "Der er kun en hæslig Edderkop, som hænger paa Væggen."

"Er der virkelig kun een Edderkop i dette store Værelse?"

Da traadte Taarerne frem i Kristines Øjne, thi hun havde hurtigt forstaaet Meningen, og hun sagde: "Jo, Herre, her er mange flere end een Edderkop, og de er tilmed langt giftigere end den, der kan ses paa Væggen."

Fortolkeren nikkede bifaldende til hende og sagde: "Det er sandt, hvad du siger."

Barmhjertighed rødmede, og Drengene holdt deres Hænder op for Ansigtet, thi de begyndte alle at forstaa Meningen.

Da sagde Fortolkeren igen: "Edderkoppen arbejder med sine Hænder og er dog i Kongens Palads. Det skal vise eder, at hvor fuldt eders Hjerte end er af Syndens Gift, saa kan I dog holde fast med Troens Haand og bebo det bedste Værelse i Kongens evige Boliger."

"Ja, jeg tænkte paa noget lignende, men fik det dog ikke rigtig klart frem," sagde Kristine. "Jeg tænkte paa, at vi lignede denne Edderkop, at vi er grimme, giftige Skabninger at se til, selv om vore Værelser og Omgivelser er nok saa fine. Det faldt mig dog ikke ind, at vi kunde lære Trosøvelse af dette Dyr. Og dog, den har haget sig fast med sine Hænder og bor her i det bedste Værelse. Gud har intet skabt til Unytte."

Skønt de nu alle var glade, stod Taarerne dem dog i Øinene. De saa paa hverandre og bøjede sig dybt for Fortolkeren.

Han førte dem nu ind i et andet Værelse, hvor der var en Høne med sine Kyllinger. Naar en af Kyllingerne gik hen til Vandkruget for at drikke, saa de, at den løftede sit Hoved og sine Øjne mod Himmelen, hver Gang den drak.

"Læg Mærke til det, den lille Kylling gør, og lær af den at takke for alle Guds Naades Velgerninger, naar I modtager dem, ved at se opad til den algode Giver. Dog, vær opmærksom og se videre!"

Dette gjorde de, og de lagde da Mærke til, at Hønen havde fire Maader at kalde sine Kyllinger sammen paa. Først det almindelige Kluk, der lød næsten uafbrudt. Saa et særligt Kluk, der kun lød nu og da. Og et tredie Kluk, naar den vilde samle dem under sine Vinger. Endelig det fjerde, som kun lød, naar der var Fare paa Færde.

"Sammenlign denne Høne med eders Konge og disse Kyllinger med hans lydige Børn. Som Hønen har han forskellige Røster at kalde paa sit Folk med. Ved det almindelige Raab giver han intet. Ved sin særlige Kalden giver han altid noget. Han har ogsaa en Stemme, hvorved han kalder dem sammen under sine Vinger, og han har en Advarselsrøst, som han lader lyde, naar han ser Fjenden komme. Jeg har netop ført eder ind i dette Værelse, fordi I er Kvinder og derfor bedre kan forstaa disse Ting."

"Lad os endelig faa mere at se!" udbrød Kristine.

Han førte dem nu ind i Slagtehuset, hvor Slagteren var ved at slagte et Faar. Faaret laa ganske stille og tog taalmodigt mod det dødbringende Knivstik.

Hertil sagde Fortolkeren: "Af dette Faar kan I lære at lide og bære Uret uden Knur og Klage. Se, hvor roligt det lader sig dræbe uden at gøre Modstand eller Spræl. Eders Konge kalder eder for sine Faar."

Han førte dem nu ud i Haven, hvor der var et Væld af Blomster og spurgte: "Ser I alle disse Blomster?"

"Ja!"

"Se, hvor forskellige de er i Udseende, i Egenskaber, i Farve, i Lugt og i Nyttevirkning, nogle er bedre end andre. Hvor Gartneren har sat dem, der staar de, og de strides ikke indbyrdes."

De blev nu ført ud paa en Ager, hvor der var saaet Hvede og Rug. Ved at se nøjere til opdagede de, at Toppen var skaaren af, og at der kun var Straa tilbage. Fortolkeren sagde: "Denne Ager er gødet, pløjet, og Kornet saaet i den. Hvad skal vi nu gøre med Straaet." "Brænd noget og kast Resten paa Affaldsdyngen," svarede Kristine.

"Af dette Svar kan I høre, at det er Frugten, der spørges efter. Naar Frugten mangler, dømmer I det til Ilden og til at trædes under Fødder. Pas paa, at I ikke dermed ogsaa dømmer eder selv!"

Som de nu gik ind igen, opdagede de en lille Rødkælk med en stor Edderkop i Næbet. "Se paa den," sagde Fortolkeren.

De saa paa den, og Barmhjertighed undrede sig meget. Kristine sagde: "Det er kedeligt, at saa nydelig en Fugl som Rødkælken er en Rovfugl. Den holder jo meget af Menneskeselskab, og jeg tænkte, at den levede af de Krummer, som faldt af en eller anden menneskelig Føde. Efter at jeg har set den æde Edderkoppen, kan jeg ikke holde saa meget af den som før."

"Denne Rødkælk er et udmærket Billede paa mange Mennesker, som bekender sig til Kristus; de ligner den baade med Hensyn til Røst, Farve og Skønhed. De synes at elske de Hellige, synes om at være sammen med dem i deres Hjem og Forsamlinger og synes aandelig talt at leve af de Krummer, som falder fra de Helliges Bord. Og saa, naar de er alene, kan de godt - som Rødkælken - fange og spise Edderkopper, de forandrer da deres Levevis og drikker Synd og Uretfærdighed som Vand."

Da de kom ind i Huset, og Maden endnu ikke var færdig, bad Kristine atter om, at Fortolkeren vilde vise eller fortælle dem noget, der kunde gavne dem.

Han sagde: "Jo federe Soen er, des bedre synes den om Solen, og jo federe Oksen er, des gladere gaar den til Slagteren. Jo mere veltilpas et kødeligt Menneske er, des mere Lyst har det til det onde.

Kvinder har Lyst til at gaa i nette og smukke Klæder; det er bedre at pryde sig med det, som har Værdi i Guds Øine.

Det er lettere at vaage et Par Nætter end at sidde oppe hver Nat i et helt Aar; saaledes er det ogsaa lettere at begynde at leve et helligt Liv end at holde ud dermed til Enden.

Under en Storm kaster Sømanden altid det mindst værdifulde over Bord først; men hvem kaster det bedste bort først? Kun den, der ikke frygter Gud.

Een Sæk kan faa et Skib til at synke, og een Synd kan ødelægge et Menneske.

Den, der glemmer sin Ven, er utaknemlig imod ham; men den, som glemmer sin Frelser, er Ubarmhjertig mod sig selv.

Den, som lever i Synden og endda venter evig Salighed, ligner en Mand, som saar Klinte og venter at hoste Hvede eller Byg.

Vil et Menneske leve lykkeligt, da holde han sig sin sidste Dag for Øje og lade Tanken om den blive hans stadige Ledager.

Hviskende Tale og skiftende Tanker viser, at Synden bor i Verden.

Naar Verden, som Gud agter saa ringe, er saa meget værd i Menneskenes Øjne, hvor meget mere maa da ikke Himmelen være værd?

Vi vil saa nødig dø, skønt Livet her er saa fuldt af Sorg og Møje; hvor meget værre maa det da ikke være at skulle holdes borte fra det evige Liv?

Man raaber op om Menneskers Godhed, men hvem er tilfulde grebet af Guds Godhed?

Naar vi spiser, bliver vi gerne mætte og levner endda tidt noget. Saaledes er der i Jesus Kristus mere Retfærdighed og større Fortjeneste, end hele Verden kan bruge."

Da Fortolkeren havde holdt denne Tale, tog han Pilegrimmene ud i sin Have og hen til et Træ, hvis Indre var hult og raaddent. Trods dette voksede Træet og bar grønne Blade.

"Hvad betyder dette?" spurgte Barmhjertighed.

"Mange Træer, som staar i Guds Have, kan sammenlignes med dette. Med deres Tunge taler de højt til Herrens Pris, men de vil intet gøre for ham. Det ydre er kønt, men det indre er raaddent. Bladene er grønne og smukke, men deres Hjerter er kun skikket til Ved i Helvede."

Nu var Maden færdig og Bordet dækket.

De satte sig til Bords, bad Bordbøn og spiste. Som han plejede, lod Fortolkeren sine Tjenere spille under Maaltidet. Der var en af dem, som havde en smuk Stemme, og han sang:

Nu har vi dvælet her en Tid,
han vil opholde mig;
forstumme maa min Sjæls Begær,
det er jo alt hos dig.

Da de holdt op med at spille og synge, spurgte Fortolkeren Kristine, hvad der først havde faaet hende til at begive sig paa Pilegrimsvandring.

Hun svarede: "Tabet af min Mand bedrøvede mig meget. Men det var kun den naturlige Kærlighed, som talte. Saa fik jeg Øjet op for min Mands Sorger og for hans Liv, og jeg kom til at se, hvor ukærlig jeg havde været imod ham. Dernæst vaagnede min Syndsbevidsthed, og den vilde have draget mig ned i Dybet, hvis jeg ikke en Nat havde haft en Drøm, hvori jeg saa, hvor godt min Mand havde det. Tillige fik jeg et Brev fra den Konge, i hvis Rige min Mand lever, med Indbydelse til at komme til ham. Drømmen og Brevet fik en saadan Magt over mit Hjerte, at de tvang mig ind paa Vejen."

"Mødte du ikke Modstand, inden du forlod dit Hus?"

"Jo, en af mine Naboersker kaldte mig en Nar og en Daare, fordi jeg vilde begive mig paa denne Rejse. Hun fremkom med meget, der skulde betage mig Modet. Saaledes talte hun om min Mands Sorger og Besværligheder, men jeg overvandt det alt. Saa havde jeg en Drøm om to hæslige Mænd, som lagde Raad op imod mig, for at min Rejse skulde mislykkes, og den plagede mig meget. Endnu kan denne Drøm komme frem i min Sjæl, og den gør mig bange for alle, som jeg møder, idet jeg tror, at de kun vil gøre mig Fortræd og føre mig bort fra den gode Vej. Ja, til dig kan jeg godt sige det, skønt jeg ellers ikke holder af at tale derom, at imellem den snævre Port og dette Sted blev vi overfaldne af to Mænd, der netop lignede de to Mænd i min Drøm. Vi maatte raabe om Hjælp for at blive fri for deres Efterstræbelser."

Hertil sagde Fortolkeren: "Begyndelsen er god, og det vil endda blive meget bedre til sidst. Og hvad har bevæget dig til at komme hertil, min kære unge Pige?" spurgte han Barmhjertighed.

Barmhjertighed rødmede og skælvede. Hun kunde ikke svare.

"Vær ikke bange. Tro kun og sig mig dine Tanker."

"Ja, kære Herre, jeg har slet ingen saadanne Oplevelser at fortælle, saa jeg vilde helst tie. Det indgyder mig Frygt for, at jeg til sidst skal blive tilbage. Jeg kan intet fortælle om Syner og Drømme saaledes som min kære Veninde, og jeg har heller ikke foragtet gode Slægtninges Raad, saa det kan jeg ikke sørge over."

"Hvad er det da, som har været mægtigt nok til at drive dig ind paa Himmelvejen?"

"Da Kristine var i Færd med at pakke ind for at reise, kom jeg i Besøg hos hende sammen med en anden. Vi bankede paa Døren og traadte ind. Da vi var komne vel indenfor og havde set, hvad hun bestilte, spurgte vi hende, hvad det skulde betyde. Hun svarede, at der havde været Bud efter hende, for at hun skulde komme til sin Husbond. Hun rejste sig og fortalte os sin Drøm. I denne havde hun set ham paa et meget forunderligt Sted, hvor han levede blandt udødelige. Han havde en Krone paa Hovedet, spillede paa Harpe, spiste og drak ved Kongens Bord, og han sang Sange til Kongens Pris, fordi han var kommet did. Mens hun fortalte om alt dette, brændte mit Hjerte i mig, og jeg sagde til mig selv: Naar det er sandt alt, hvad hun siger, saa vil jeg forlade Fædreland og Slægt for at følge hende, hvis hun vil have mig med. Jeg spurgte hende, om det var sandt, og om jeg maatte gaa lidt med, thi jeg begyndte nu at indse, at jeg maatte drage bort fra Byen, hvis jeg vilde undgaa at blive ødelagt. Da jeg endelig drog af Sted, var mit Hjerte dog tungt, fordi jeg maatte lade saa mange af min Familie blive tilbage. Det er mit Hjertes Længsel, som har draget mig hid, og hvis jeg faar Lov, vil jeg drage med Kristine til hendes Husbond og til hans Konge".

"Ogsaa dine Begyndelsesgrunde er gode; thi du har troet paa Sandheden. Du er som Ruth, der for den Kærligheds Skyld, hun bar til Naomi, forlod Fader og Moder og sit Fædreland for at begive sig til et ukendt Land og leve blandt Folk, hun aldrig havde set. Herren gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger."

Nu var de færdige med at spise, og deres Leje blev redt. Kvinderne og Drengene fik hver sit Værelse Da Barmhjertighed var kommen i Seng, kunde hun slet ikke sove af Glæde. Hun nærede nu næsten ingen Frygt for, at hun ikke vilde blive modtaget. Hun laa derfor og takkede og prisede Gud, der havde været saa naadig imod hende.

Næste Morgen stod de op med Solen og gjorde sig rede til at vandre videre. Men Fortolkeren vilde have dem til at vente lidt endnu. "I maa være helt i Stand til Rejsen, inden I gaar herfra." Han sagde til Uskyldig: "Tag dem med ned i Haven i Bad, at de kan faa vadsket alt det Støv og Smuds af, de har faaet paa sig under Vandringen."

Uskyldig gjorde saa. Hun førte dem ned i Haven, viste dem Badet og sagde, at de maatte vadske sig helt rene. Det var hendes Herres Vilje, at alle de Pilegrimme, som besøgte hans Hus, skulde være rene. Saa gik de da alle i Bad og blev rensede, og de kom op af Badet, ikke alene rensede, men ogsaa forfriskede og styrkede. Da de kom ind i Huset igen, saa de langt smukkere ud end før.

Fortolkeren saa nu paa dem og udbrød: "Skønne som Himmelens Stjerner!"

Derpaa bad han om det Segl, hvormed de blev beseglede, som var rensede i Badet. Han fik det og satte saa sit Mærke paa det, at de kunde kendes overalt, hvor de kom hen. Seglet var at ligne ved det Paaskelam, som Israels Børn spiste, da de drog ud af Ægypten, og Mærket blev sat mellem deres Øjne. Dette Segl forhøjede deres Skønhed og var en Pryd for deres Ansigt. Det gav dem et mere alvorligt Udseende og gjorde, at de næsten kom til at ligne Engle.

Atter sagde Fortolkeren til Uskyldig: "Gaa ind i Udstyrskammeret og hent Klæder til disse Venner." Hun gik og hentede skønne, hvide Klæder og lagde hen til dem. Han bød dem at tage disse Klæder paa. De var af fint Linned, hvide og rene. Da Kvinderne nu var iførte disse prydelige Dragter, blev de næsten helt bange for hinanden, fordi den ene kun kunde se den andens Herlighed, men ikke sin egen. Derfor kom de til hver for sig at agte den anden højst. Den ene sagde: "Du er langt skønnere end jeg," og den anden sagde: "Nej, du er dog den mest indtagende." Og Børnene stod meget forbavsede over det Udseende, de havde faaet.

Fortolkeren kaldte nu paa en af sine mandlige Tjenere. Han bød ham tage Sværd, Hjælm og Skjold paa. Saa sagde han til Frimodig - det var Tjenerens Navn: "Ledsag disse mine Døtre til Paladset Skønhed. Der vil de hvile næste gang."

Frimodig tog sine Vaaben og gik foran, og Fortolkeren bød dem: "Far vel!" Ogsaa de andre af Familiens Medlemmer gav dem gode Ønsker med paa Vejen.