Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Fjerde Kapitel.

Nye Erfaringer under den tro Førers Ledsagelse.

Mens nu Pilegrimmene gik henad Vejen, sang de:

Nu har vi dvælet her en Tid
at høre og forstaa
de gode Ting, og vi med Flid
vil huske, hvad vi saa.

Af Rive, Høne, Edderkop
har vi nu Visdom lært,
o, aldrig tør vi give op,
om Løbet falder svært.

Vi Slagteren og Marken saa,
Rødkælken med dens Fangst,
det raadne Træ, - alt dette maa
for Synden vække Angst.

Saa vaag og bed, gør dig Umag
at naa Oprigtighed,
og tag dit kors op Dag for Dag,
saa finder du Guds Fred!

I min Drøm saa jeg nu, at de gik fremad med Frimodig i Spidsen. De kom omsider til det Sted, hvor Kristens Syndebyrde faldt af ham og rullede ned i Afgrunden. Her gjorde de Holdt og takkede Gud.

"Nu kommer jeg i Tanker om, hvad der blev sagt os ved Porten, hvor der var Tale om Syndsforladelse baade i Ord og i Gerning. Ordene betød Forjættelsen, og Gerning var det, hvorved Forladelsen var købt til os. Forjættelserne kender jeg lidt til, men selve Gerningen kender du vel noget til, Frimodig, og du kan maaske fortælle os lidt om den?" spurgte Kristine.

"Med Forladelsen i Gerning er ment den Forladelse, som en har vundet til en anden. Den, der faar Forladelsen, har altsaa ikke selv gjort noget, men en anden har gjort, hvad der burde gøres. For at blive ved os selv, saa er den Syndsforladelse, som I, Kristine og Barmhjertighed og Børnene har faaet, købt af ham, som lukkede den snævre Port op for eder. Han har paa en Maade købt en dobbelt Forladelse, idet han har dækket eder med sin Retfærdighed, og tillige har han udgydt sit Blod til eders Renselse."

"Men naar han har givet os sin Retfærdighed, vil han vel selv komme til at mangle den?" spurgte Kristine.

"Han har mere Retfærdighed, end baade du og jeg og han selv trænger til."

"Forklar mig det."

"Det vil jeg gerne. Men saa maa jeg først sige, at den Mand, vi nu skal tale om, slet ikke har sin Lige. Han har to Naturer i een Person. Disse to Naturer maa vi holde klart ud fra hinanden, og dog kan de ikke skilles ad. Til hver af disse to Naturer hører en Retfærdighed, og hver Retfærdighed er saa inderlig forbunden med sin særlige Natur, at man lige saa godt kan tilintetgøre Naturen som skille den fra den tilhørende Retfærdighed. I denne dobbelte Retfærdighed er vi altsaa ikke blevne delagtige paa den Maade, at den ene eller dem begge giver os Retfærdighed og Liv. Men denne Mand har desuden en Retfærdighed, som forener denne dobbelte Retfærdighed. Og det er ikke Guddoms-Retfærdigheden adskilt fra Menneske-Retfærdigheden eller omvendt, men en Retfærdighed, som bestaar i Foreningen af disse to Naturer, og som egentlig kan siges at være nødvendig, for at Gud kunde bruge ham til den Frelsergerning, som blev ham betroet. Hvis han altsaa skiller sig ved sin første Retfærdighed, saa skiller han sig ved sin Guddom, og hvis han skiller sig ved sin Menneske-Retfærdighed, saa skiller han sig ved sin Menneske-Renhed, og skiller han sig endelig ved sin tredie Retfærdighed, saa skiller han sig ved den Fuldkommenhed, som gør ham vel skikket til Frelsergerningen. Derfor har han endnu en Retfærdighed, som bestaar i at fuldkomme og være lydig mod Guds aabenbarede Vilje. Denne Retfærdighed ifører han Syndere, og ved den dækkes alle deres Synder. Derfor siger Guds Ord: Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange blev til Syndere, saa skal og ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige."

"Er alle de andre Retfærdigheder da ingen Nytte til for os?"

"Jo, de er, thi selv om de nødvendigt hører med til hans Naturer og Gerning og saaledes ikke kan bortgives til andre, saa er det dog deres Skyld, at den retfærdiggørende Retfærdighed netop faar denne Virkning. Hans Guddoms-Retfærdighed giver hans Lydighed Kraft, hans Menneske-Retfærdighed sætter hans Lydighed i Stand til at retfærdiggøre, og den Retfærdighed, der er en Forening af hans to Naturer, giver netop Myndighed til at udføre den Frelsergerning, som han var bestemt til.

Vi ser da her en Retfærdighed, som Kristus ikke har Brug for som Gud, thi ogsaa uden den er han Gud. Og vi ser en Retfærdighed, som han ikke har Brug for som Menneske, thi han er det fuldkomne Menneske ogsaa uden den. Endelig er der en Retfærdighed, som Kristus ikke har behov som Gud-Menneske - thi dette er han fuldkomment uden den - og som han derfor kan skænke os. Den kaldes derfor ogsaa Retfærdigheds Gave.

Siden Jesus Kristus har givet sig ind under Loven, maa denne Retfærdighed gives bort. Thi Loven kræver ikke blot, at den, som er gaaet ind under Loven, skal gøre Ret og Skel, men ogsaa at han skal udøve Kærlighed. Har han derfor to Kjortler, saa skal han efter Loven give den ene bort til den, som ingen har. Vor Frelser har altsaa i Virkeligheden to Retfærdigheds-Klædninger, een til sig selv og een, som han kan undvære. Og derfor giver han frit een til alle, som ingen har. Saaledes faar I da Syndsforladelsen ved Gerning I: ved en andens Gerning. Frelseren, Jesus Kristus, er den, som har gjort det alt sammen, og han giver gerne sin ene Klædning til den første stakkels Tigger, han møder. For at virke Syndsforladelsen ved Gerning maa Gud have Løsepenge, ligesom der ogsaa maa tilvirkes noget, i hvilket Syndere kan indhylle sig. Vor Synd har overgivet os til en guddommelig Lovs retfærdige Straf. For Loven maa vi retfærdiggøres paa den Maade, at vi løskøbes ved, at en bestemt Pris betales for de Overtrædelser, vi har begaaet. Denne Løsesum er betalt med Frelserens Blod, den Frelser, der stod paa vor Plads og led og døde for vore Overtrædelser. Saaledes har han og løskøbt eder fra eders Synder med sit Blod og dækket eders syndbesmittede og vantrevne Sjæle med sin Retfærdighed saa at Gud, naar han kommer for at dømme Verden, vil gaa forbi uden at gøre eder Skade."

"Dette er godt," sagde Kristine, "nu ser jeg, at vi kan lære meget af Syndsforladelse baade i Ord og Gerning. Kære Barmhjertighed, lad os dog gemme alt dette i vore Hjerter, og I, mine Børn, maa ogsaa huske derpaa. Men, kære Herre, var det ikke netop dette, der gjorde, at Kristens Syndebyrde faldt af ham og fik ham til at danse af Glæde?"

"Jo, det var netop Troen paa Frelserens Gerning, som skar de Baand over, hvormed hans Synder var fastbundne til ham, og det var netop for, at han klart skulde indse Korsets Kraft, at han fik Lov at bære sine Synder saa langt som hertil."

"Det tænkte jeg nok, og var jeg end før jublende glad, saa er jeg dog langt gladere og friere nu. Og selv om jeg endnu ikke tilfulde har følt Befrielsen, saa er jeg dog vis paa, at om det mest syndbetyngede Menneske kom hertil, saa og troede, som jeg nu ser og tror, saa vilde det gøre hans Hjerte glad og frit," sagde Kristine.

"Vi faar da ikke blot Trøst og Befrielse fra Syndebyrden ved at se paa den Korsfæstede og ved at granske over disse Ting, men herved fremvokser tillige i os en inderlig Kærlighed; thi kommer man først til Troen paa, at Syndernes Forladelse tildeles os ikke blot ved Forjættelserne, men netop ved Kristi Død for os, maa man blive grebet af denne underlige Forløsnings Veie og Midler og fatte Kærlighed til den Frelser, som har gjort alt dette for os."

"Det er sandt, kære Frimodig, og det faar mit Hjerte til at græde, naar jeg tænker paa, at han har maattet lide og bløde for mig.

O, du velsignede! Du har købt mig dyrt, og du har fortjent, at jeg bliver din Eiendom. Du har betalt mange Tusinde Gange mere for mig, end jeg er værd. Sandelig, det var ikke mærkeligt, at min Mand græd, og at han løb saa hurtigt af Sted. Havde jeg dog blot været med, men jeg elendige Kvinde lod ham løbe alene, skønt han saa inderligt ønskede mit Selskab. Ak, kære Barmhjertighed, gid din Familie og Fru Ængstelig og Fru Letfærdig var her. Deres Hjerter maatte visselig røres, og hverken den enes Frygt eller den andens Sanselighed vilde være i Stand til at tvinge dem tilbage eller faa dem til at foragte Pilegrimsvejen."

"Nu taler du med et kærligt Hjertes brændende Varme, men tror du ogsaa, at Ilden aldrig vil gaa ud? Det er jo ikke paa langt nær alle Mennesker, som har det saaledes. Ja, ikke engang alle, som har set Kristi Kors, bliver opvarmede i Hjertet. Der stod jo mange hos ham, da han hang paa sit Kors, hans Blod randt for deres Fod, og dog kom saadanne Tanker slet ikke frem i deres Synderhjerter. Ja, nogle haanede og spottede ham i Stedet for at beklage ham, og i Stedet for at blive hans Disciple forhærdede de deres Hjerter imod ham. Den skønne Erfaring, I gør nu, mine Døtre, maa I tilskrive et særligt Indtryk paa eders Hjerter, som I af Guds Naade har modtaget af det, I har hørt. I mindes nok, at Hønen ved sin sædvanlige Kalden ikke gav sine Kyllinger at æde. Saaledes er det ogsaa med Hjertets Kærlighed," sluttede Frimodig, "den vækkes kun ved et særligt Bevis paa Frelserens-Naade."

De gik nu videre, indtil de kom til det Sted, hvor Dum, Doven og Indbildsk laa og sov, da Kristen gik forbi. De tre stakkels Mennesker hang nu i en Galge et lille Stykke fra vejen.

Barmhjertighed spurgte Føreren: "Hvem er disse tre Mænd, og hvorfor er de blevne hængte?"

"De var i levende Live meget ugudelige Mennesker. Selv vilde de ikke være Pilegrimme, og de arbejdede af alle Kræfter for at forhindre andre i at blive det. De var dumme, dvaske og stolte og søgte at faa andre forførte til de samme Laster, idet de bildte sig selv og andre ind, at de nok vilde faa det godt til sidst. De sov, da Kristen gik forbi, og nu hænger de."

"Fik de nogle forførte?" spurgte Barmhjertighed.

"Ja, de fik flere til at forlade den rette Vej, blandt andre Stakaandet, Hjerteløs, Lysten og Søvnig og en ung Pige, hvis Navn var Træg. Alle disse Mennesker faldt fra og blev som de tre. De udspredte ogsaa skammelige og løgnagtige Rygter om eders Herre, idet de skildrede ham som en streng og striks Herre, og det himmelske Land rakkede de ned, saa godt de kunde. Herrens Tjenere gik naturligvis heller ikke fri. De bedste af dem kaldte de for Fredsforstyrrere og nogle urolige Hoveder, som kun havde travlt med andres Sager, der egentlig slet ikke vedkom dem. Guds Brød kaldte de Svineføde, og hans Børns Trøst, hans rige Forjættelser, kaldte de tossede Indbildninger. At de fandt Pilegrimmenes Angst og Møje unyttig og meningsløs, er en Selvfølge."

"Naar de var af den Slags, fortjener de næsten ingen Medynk, de har faaet Lønnen for deres Gerninger. Det er godt, at de hænger saaledes, at de kan ses fra Landevejen Maaske deres Skæbne dog kan advare andre. Vilde det imidlertid ikke være godt, om der ved Vejen blev opslaaet en Jern- eller Kobbertavle, paa hvilken deres Forbrydelser var opskrevne. Naar Beretningen blev læst her paa Gerningsstedet, kunde den maaske faa andre til at være mere forsigtige," sagde Kristine.

"Det er alt sket, og saa snart du kommer lidt nærmere, vil du kunne se Advarslen."

"Lad dem hænge, hvor de hænger," sagde Barmhjertighed, "om end deres Navne dør, saa vil dog deres Forbrydelser leve og vidne imod dem. Det er godt, at de blev hængte, inden vi kom. Det er ikke godt at vide, hvad de kunde have gjort ved os to stakkels Kvinder." Her gled hendes Tale over i Sang:

Saa hang I tre nu der til evig Skræk
for hver, som rejser sig mod Sandhed fræk.
Hver Vandringsmand, se, hvad det bringer med
at volde Pilegrimme slig Fortræd.
O du, min Sjæl, vogt dig for slige Mænd,
bliv aldrig med Gudsfrygtens Fjender Ven!

De vandrede nu fremad, indtil de naaede Besværligheds Bjerget. Dette gav Frimodig Anledning til at fortælle om Kristens Oplevelser her. Han førte dem hen til Kilden og sagde: "Her er den Kilde, som Kristen drak af, før han gik op ad Bjerget. Da var Vandet rent og klart, nu er det blevet forurenet af Pilegrimmenes Fjenders Fødder."

"Hvem kan være saa ondskabsfuld?" spurgte Barmhjertighed.

Føreren svarede ikke paa dette Spørgsmaal, men sagde: "Vandet kan dog bruges, naar man kommer det i et rent og godt Kar; da vil det urene synke til Bunds, og Vandet vil blive klart igen."

Pilegrimmene fulgte dette Raad. De tog et Lerkar, øste Vandet op i det og lod det staa, til Vandet var ganske klart. Saa drak de af det.

Frimodig viste dem nu to Afveje ved Bjergets Fod. Det var de to Veje, som Uniform-Kristen og Hykler fulgte. Frimodig sagde:

"Det er to farlige Veje, I ser der. Da Kristen kom her forbi, gik der to Mennesker til Grunde paa dem, og skønt de siden den Tid er blevne afspærrede ved Jernkæder, Bomme og ved en Grøft, er der dog endnu nogle stakkels Mennesker, der foretrækker at vandre paa dem i Stedet for at gaa op ad Bierget."

"De troløses Vej er haard," sagde Kristine. "Det er Mærkeligt, at de kan komme ind paa disse Veie uden at brække halsen."

"De vil absolut frem ad disse Veie, og selv om en Kongens Tjener faar Øie paa dem og raaber til dem, at de er paa en gal Vei, og beder dem passe paa, saa svarer de tidt kun spottende: "Det Ord, som du har talt til os i Herrens Navn, deri vil vi ikke høre dig, men vi vil fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund." Hvis I ser frem ad Veien, vil I opdage, at der er advaret nok mod disse Afveie. Ikke alene er de afspærrede med Jernkæder og Bomme, men de er endog indhegnede. Og dog foretrækker nogle at gaa der."

"De er dovne og gider ikke gaa opad. Modgangsveie er ikke efter deres Tykke. Paa dem opfyldes Ordet: Den lades Vei er som et Tjørnegærde. De gaar hellere mellem Faldgruber end op over Bjerget og den lige Vei til Staden."

De gik nu alle op ad Bjerget. Inden de naaede Toppen, begyndte Kristine at blive forpustet, og hun sagde: "Dette Bjerg kan snart tage Veiret fra en. Det er ikke mærkeligt, at de Mennesker, der sætter deres Magelighed over deres Sjæls Frelse, vælger sig en lettere Vej."

"Jeg bliver nødt til at hvile lidt," udbrød Barmhjertighed. Den mindste Dreng begyndte samtidig at græde.

"Kom, kom endelig!" raabte Frimodig, "Sid ikke ned her. Vi er næsten lige ved Fyrstens Løvhytte." Derpaa tog han Drengen ved Haanden og førte ham derop.

Da de naaede Løvhytten, satte de sig straks ned, thi de var næsten ødelagte af Varme og Anstrengelse.

"Hvor Hvilen dog er sød, naar man har arbeidet," sagde Barmhjertighed, "og hvor Pilegrimmenes Fyrste dog er god, at han har sørget for saadanne Hvilesteder. Jeg har hørt saa meget om denne Løvhytte, men jeg har aldrig været her før. Lad os nu passe paa, at vi ikke falder i Søvn her. At Kristen sov her blev ham en dyr Fornøjelse."

Frimodig sagde til Drengene: "Naa, mine kære Drenge, hvorledes har I det saa? Hvad synes I nu om Pilegrimsvandringen?"

"Jeg var næsten segnefærdig af Træthed," svarede den ene, "og jeg siger dig Tak, fordi du hjalp mig i Nøden. Jeg husker godt, min Moder har sagt, at Vejen til Himmelen er som en Stige, man gaar op ad, og Vejen til Helvede er som en Bakke, man gaar ned ad. Jeg vil hellere vandre paa Livets Vei op ad Stigen end paa Dødens Vej ned ad Bakken."

"Men det siges dog, at det er lettere at gaa ned ad Bakke," sagde Barmhjertighed.

Jakob - det var Drengens Navn - svarede: "Jeg tænker, den Dag vil komme, da det at gaa ned ad Bakke bliver det sværeste af alt."

"Dn har Ret, min Dreng, det var godt svaret."

Da smilede Barmhjertighed, men den lille Dreng rødmede af Undseelse.

"Vil I ikke have lidt at spise og drikke, mens I sidder her og hviler?" spurgte Kristine, "jeg har nogle Æbler, som Fortolkeren gav mig, da vi forlod ham, han gav mig ogsaa et Stykke Honningkage og en Læskedrik i denne Flaske."

"Jeg tænkte nok, at du fik noget, da han kaldte dig til Side."

"Ja, det gjorde han. Men, som jeg har sagt, Kære Barmhjertighed, du skal have din Del af det gode, vi har, fordi du saa villigt har fulgt os."

De gav sig nu til at spise, og Kristine indbød Frimodig til at tage Del i deres Maaltid, men han svarede: "Nej Tak! I er paa Pilegrimsfærd og faar nok Brug for eders Mad, jeg vender snart om og kan spise hjemme."

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media