Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Femte Kapitel.

Pilegrimmenes Angst og Opmuntring.

Da de nu havde spist og drukket og talt lidt sammen, sagde deres Fører: "Det lakker mod Aften; hvis I synes, lad os saa gaa videre."

Saa stod de op og gik med Drengene i Spidsen. Kristine glemte imidlertid sin Flaske og sendte en af Drengene tilbage for at hente den.

"Denne Hytte synes at være et Sted, hvor man altid mister noget. Kristen glemte sin Pergamentrulle, og Kristine har nu glemt sin Flaske."

Frimodig svarede: "Ja, Grunden hertil er enten Søvn eller Glemsomhed. Nogle sover, skønt de skulde vaage, andre glemmer, hvad de burde huske. Her har man ogsaa Grunden til, at Pilegrimme tidt bliver fattigere paa et eller andet, naar de holder Hvil. De burde vaage og huske paa - selv naar de har det allerbedst - hvilke Goder, de har modtaget; fordi de ikke gør det, ender deres Glæde tidt i Taarer og deres Solskin i en Regnbyge. Kom Kristen i Hu."

Nu naaede de det Sted, hvor Frygtsom og Mistillid forsøgte at faa Kristen til at vende om ved at fortælle ham om Løverne. De saa her et Stillads med et Slags Skilt, hvorpaa der stod et Vers, som lød saaledes:

Hvo dette ser, han give Agt
paa Tunge og paa Hjerte,
at ej herhen han bliver bragt,
sig selv til bitter Smerte!

Under Verset stod der: Dette Stillads er bygget for herpaa at straffe saadanne Pilegrimme, som af Frygtsomhed eller Mistillid lader sig skræmme bort fra den rette Vej. Paa dette Stillads blev Mistillid og Frygtsom brændt paa Tungen med et gloende Jern, fordi de søgte at hindre Kristens Vandring.

Barmhjertighed udbrød: "Her passer Salmistens Ord: Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge? Den Vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ."

Saa gik de videre, indtil de saa Løverne. Frimodig var en stærk Mand, og han var ikke bange for dem. Inden de kom til det Sted, hvor Løverne var, gik Drengene i Forveien, men nu blev de bange og holdt sig tilbage. Føreren smilede ad dem og sagde: "Hvad," Drenge, "I vil gaa foran, saa længe der ingen Fare er, men gaar tilbage, saa snart I ser Løverne!"

De gik nu fremad, og Frimodig drog sit Sværd for at bane Vei for Pilegrimmene, da Løverne nok vilde hindre dem i at komme frem. Der kom nu en Mand, som syntes at ville tage Løvernes Parti. Han sagde til Pilegrimmenes Fører: "Hvad vil I her?"

Denne Mands Navn var Grim ogsaa kaldet Blodtørstig, fordi han slog Pilegrimmene ihjel. Han var af Jætteslægt.

Frimodig svarede: "Disse Kvinder og Børn er paa Pilegrimsvandring, og de skal frem ad denne Vei, selv om baade du og Løverne sætter eder derimod."

"Det er ikke deres Vei, og de faar ikke Lov til at gaa paa den. Jeg er kommen for at hindre dem deri og vil hjælpe Løverne."

Paa Grund af Løvernes Raseri og Grims Grusomhed var Veien i den sidste Tid kun lidt befærdet og næsten helt overgroet med Græs.

"Skønt Veien ikke har været benyttet længe, og skønt I har tvunget Pilegrimmene til at gaa Krogveje, skal det dog ikke blive ved at gaa saaledes, nu da jeg, en Moder i Israel, er staaet frem," sagde Kristine.

Men Grim svor ved Løverne, at de ikke skulde komme frem, og han bød dem derfor gaa til en af Siderne.

Frimodig trængte sig dog ind paa Livet af Grim og angreb ham saa haardt, at han blev nødt til at trække sig tilbage.

Han raabte: "Vil du maaske slaa mig ihjel paa min egen Grund?"

"Vi er paa Kongens Landevej, og det er paa den, du har stillet dine Løver op. Men skønt disse Kvinder og Børn er svage, skal de nok komme frem til Trods for dine Løver."

Med disse Ord gjorde Frimodig et Udfald mod den grimme Kæmpe Han slog ham saa haardt, at Hjælmen brast, og han sank i Knæ. Et Slag til og hans ene Arm blev hugget af.

Grim gav et Brøl fra sig, saa Kvinderne blev helt forskrækkede. Da de saa ham ligge sprællende paa Jorden, og da Løverne jo var lænkede, fattede de snart Mod igen. Uden Grim kunde Løverne intet gøre, og da han nu var dræbt, sagde Frimodig: "Kom nu og følg mig! Løverne kan ikke gøre eder Fortræd."

De gik alle frem, men Kvinderne rystede, da de gik forbi Løverne. Drengene var blege af Skræk. Dog gik alt godt, og de kom forbi, uden at der skete noget.

De fik nu Øje paa Portnerens Hus og naaede hurtigt hen til det. De skyndte sig, fordi det var farligt at færdes der om Natten. Da de kom helt hen til Porten, bankede Føreren paa.

Portneren raabte ud: "Hvem der?" Saa snart Frimodig svarede: "Det er mig," kendte Portneren hans Stemme og kom ned. Frimodig havde tidt været der med Pilegrimme. Portneren lukkede op og spurgte, da han ikke saa Kvinderne og Børnene: "Hvad kommer du her efter saa sent, Frimodig?"

"Jeg har Pilegrimme med mig. Efter min Herres Befaling skal de bo her i Nat. Jeg havde været her før, hvis jeg ikke havde maattet kæmpe mod den Karl, som pleier at hjælpe Løverne. Nu er han fældet efter en lang og streng Kamp, og jeg har bragt Pilegrimmene hertil i Sikkerhed."

"Gaa med indenfor og bliv her til i Morgen tidlig."

"Nej, mange Tak, jeg maa straks vende tilbage til min Herre."

"O, kære Herre," udbrød Kristine, "jeg ved ikke, hvorledes det skal gaa os, naar du forlader os. Du har været saa trofast og faa kærlig imod os. Du har stridt saa mandigt for os og har givet os saa gode Raad, at vi aldrig kan glemme din Godhed mod os."

"Kunde du dog blive hos os, til vi naaede vort Maal," sagde Barmhjertighed. "Hvorledes skal vi stakkels Kvinder kunne overvinde alle disse Befværligheder uden en Ven og Forsvarer?"

Jakob, den yngste af Drengene, sagde: "Kære Herre, lad dig overtale til at blive hos os. Vi er saa svage, og Veien er saa fuld af Farer."

"Jeg maa lyde min Herres Bud. Hvis han giver mig Lov til fremdeles at være eders Fører, da er jeg villig. Men I har begaaet en Feil. Thi da I hørte, at han bød mig gaa hertil med eder, skulde I have bedt ham om at faa mig med hele Veien. Han havde sikkert opfyldt eders Bøn. Nu maa jeg imidlertid gaa tilbage, og derfor, gode Kristine, Barmhjertighed og I, mine prægtige Drenge, vil jeg ønske eder Farvel!"

Portneren, Aarvaagen, spurgte nu Kristine ud om hendes Fædreland og hendes Slægt Hun svarede: "Jeg er fra Fordærvelsens By. Min Mand er død. Hans Navn var Kristen, og han var ogsaa Pilegrim."

"Virkelig! Var han din Mand?"

"Ja, han var, og disse Drenge er hans Sønner Den unge Pige er et af mine Bysbørn."

Som han plejede ved saadanne Leiligheder, slog Portneren nu paa en Klokke, og straks kom en ung Kvinde ilende. Hendes Navn var Ydmyg. Til hende sagde Portneren: "Gaa ind og sig, at Kristine, Kristens Hustru, og hendes Børn er kommet hertil paa deres Pilegrimsvandring."

Hun løb straks ind og fortalte det. Ikke saa snart havde hun talt ud, før lydelige Glædesudbrud hilste hende fra alle Sider. De løb alle ud til Porten, og nogle af de mest ansete sagde: "Kom ind, Kristine, kom ind, du, den kære Mands Hustru, og tag hele dit Følge med!"

Saa gik de alle ind, baade Kristine og hendes Ledsagere. De blev førte til et stort Værelse, hvor man bad dem sidde ned. De satte sig, og der blev budt Velkommen af Husets Øverste, som kyssede dem og sagde: "Velkommen, I Guds Naades Kar, velkommen til os, I kære Venner!"

Det var imidlertid blevet sent, og da Pilegrimmene var trætte af deres Reise og tilmed var angrebet af Synet af Løsverne og Kampen med Grim, vilde de gerne snart til Ro. "Nej," sagde Vennerne, "styrk eder først med lidt Kød." De havde tilberedt et Lam paa den sædvanlige Maade; Portneren havde nemlig hørt et Nys om, at de vilde komme, og han havde fortalt det til de andre. De spiste nu, holdt Aftenandagt og slutstede med Salmesang.

"Nu maa vi nok til Sengs," sagde Kristine, "men maa vi ikke faa Lov at sove i det Værelse, som min Mand boede i, da han var her?"

Man førte dem op i dette Værelse, hvor der var god Plads til dem alle. Da de havde lagt sig, begyndte de to Kvinder at tale sammen.

"Lidet anede jeg, da min Mand gav sig paa Vandring, at jeg nogen Sinde skulde følge ham efter."

"Du tænkte naturligvis heller ikke, at du kunde komme til at ligge i hans Seng og i hans Værelse, som du gør det nu."

"Endnu mindre ventede jeg, at jeg engang skulde faa hans kære Ansigt at se og faa Lov til at tilbede vor Herre, Kongen, sammen med ham. Og nu tror jeg bestemt, at det vil ske."

"Hører du ikke noget?"

"Jo, jeg tror, de spiller og synger af Glæde over vor Ankomst."

"Hvor vidunderlig skønt! Musik i Huset, Musik i Hjertet og Musik i Himmelen af Glæde over, at vi er her."

Saaledes talte de sammen lidt og lagde sig derpaa til at sove. Da de vaagnede om Morgenen, spurgte Kristine: "Hvorfor lo du i Søvne i Nat? Drømte du?"

"Ja, jeg drømte en skøn Drøm," svarede Barmhjertighed. "Men er du vis paa, at jeg lo?"

"Aah, ja, du lo saa hjerteligt, men fortæl mig din Drøm."

"Jeg drømte, at jeg sad helt ene et Sted og klagede over mit eget Hjertes Haardhed. Jeg havde ikke siddet der ret længe, før jeg saa mig omringet af en stor Flok Mennesker, som saa paa mig og lyttede efter, hvad jeg sagde. Jeg blev ved at græde over mig selv. Nogle af dem gav sig til at le ad mig, andre kaldte mig tosset, og atter andre slog mig og væltede mig i Snavset. Jeg kom nu til at se opad og se, der kom en Engel til mig. Han kom mig helt nær og spurgte: "Barmhjertighed, hvad er der i Vejen med dig?" Da han havde hørt mit Hjertes Klage, sagde han: "Fred være med dig!" Han borttørrede mine Taarer og gav mig Klæder paa, der straalede som Sølv og Guld. Han hængte en Kæde om min Hals og satte en vidunderlig smuk Krone paa mit Hoved. Derpaa tog han mig ved Haanden og bød mig følge med. Vi gik da frem, indtil vi kom til en gylden Port. Han bankede paa, og da der blev lukket op, gik vi ind. Jeg fulgte ham nu op til en Trone. Paa den sad en Mand, som sagde: "Vær velkommen, min Datter!" Rundt om mig straalede det som Stjerner eller snarere som Solen, og jeg syntes, at jeg saa din Mand der. Saa vaagnede jeg. Men lo jeg virkelig i Søvne?"

"Ja, vist lo du, og du havde da ogsaa god Grund dertil i saadanne skønne Omgivelser. Jeg tror, det var en god Drøm, du drømte. Og da den første Del af Drømmen allerede er gaaet i Opfyldelse for dig, vil du ogsaa nok komme til at opleve Opfyldelsen af den sidste Del. I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa Folk, naar de slumrer paa Sengen, da aabner Han Menneskenes Øren og besegler Formaningen til dem. Vi behøver ikke altid at være vaagne, for at Gud kan tale til os; han kan ogsaa besøge os under Søvnen og tale til vort Hjerte, der kan være vaagent, naar vort Legeme sover. Gud kan da tale til det ved Ord, Billeder og Lignelser lige saa godt, som om vi var vaagne."

"Ja, jeg er ogsaa meget glad ved min Drøm, og jeg haaber, at jeg snart maa se den opfyldt; saa vil jeg endda have mere Grund til at le."

"Mon vi ikke skulde staa op nu og se at faa at vide, hvad vi skal gøre?"

"Hvis de indbyder os til at blive her en Tid, skal vi saa ikke med Tak og Glæde tage mod deres Venlighed? Jeg vil gerne blive her lidt for at blive bekendt med de unge Piger. Jeg synes, at Klogskab, Fromhed og Kærlighed har saadanne inderlig rare og gode Ansigter."

"Ja, nu maa vi se, hvad deres Mening er."

De stod nu op, gjorde sig i Stand og gik ned.

Man spurgte dem, om de havde sovet godt.

"Udmaerket," svarede Barmhjertighed. "Det er en af de bedste Nætter, jeg nogen Sinde har haft."

Klogskab og Fromhed sagde nu: "Hvis I vil blive en Tid hos os, saa vil vi give eder det bedste, Huset formaar."

"Ja, og det vil vi give eder af vort ganske Hjerte," sagde Kærlighed.

Pilegrimmene samtykkede i at blive. De blev der godt en Maaneds Tid, og Opholdet blev velsignelsesrigt for alle Parter.

Klogskab vilde gerne have at vide, hvorledes Kristine havde opdraget sine Børn, og hun bad derfor om Lov til at udspørge dem lidt. Hun fik beredvilligt Lov og begyndte med den yngste, Jakob.

"Kan du sige mig, hvem der har skabt dig, min Dreng?"

"Det har Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligaand."

"Godt! Men kan du sige mig, hvem der frelser dig?"

"Det gør Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligaand."

"Det er rigtigt; men hvorledes frelser Gud Fader dig?"

"Han frelser mig ved sin Naade i Kristus Jesus."

"Hvorledes gør Guds Søn dig salig?"

"Han frelser mig ved sin Retfærdighed, ved sit Liv og sin Lidelse, ved sin Død og Opstandelse."

"Men Gud Helligaand da?"

"Han oplyser, fornyer og bevarer mig."

"Du fortjener Ros for dine Børns gode Opdragelse. Naar den yngste af dem har kunnet besvare disse Spørgsmaal saa rigtigt, er det unødvendigt at spørge de ældre om det samme. Jeg vil nu spørge den næstyngste, Josef.

"Kom hen til mig, Josef! Maa jeg spørge dig om noget?"

"Ja, hjertens gerne."

"Sig mig: Hvad er et Menneske?"

"En fornuftig Skabning, skabt af Gud, som min Broder alt har sagt."

"Hvad forstaar man ved at være frelst?"

"At være frelst er at være udløst af Fangenskab og af den Elendighed, som Mennesket ved sin Synd har bragt sig selv i."

"Hvad vil det sige, at Mennesket er frelst af den treenige Gud?"

"Synden er en saa mægtig Tyran, at ingen uden Gud kan rive os ud af dens Kløer. Og Gud elsker Menneskene saa højt, at han virkelig river dem ud af deres elendige Stilling."

"Hvad er Guds Hensigt med at frelse fattige Syndere?"

"Han vil forherlige sit Navn, sin Naade og Retfærdighed. Og han vil gøre sine Skabninger lykkelige i al Evighed."

"Hvem bliver frelst?"

"Alle, som vil modtage hans Frelsestilbud."

"Det er rigtigt. Du er en flink Dreng, Josef. Din Moder har Givet dig en god Undervisning, og du har været meget opmærksom."

Samueh den næstældste, kom nu frem, og Klogskab spurgte, om han ogsaa vilde besvare nogle Spørgsmaal.

"Ja, det vil jeg meget gerne."

"Hvad er Himmelen?"

"Et saligt Sted, fordi Gud bor der."

"Hvad er Helvede?"

"De største Kvalers Sted, der hvor Synden og Døden og Djævelen har Bolig."

"Hvorfor vil du til Himmelen?"

"For at se Gud Fader og tjene ham, for at se Jesus Kristus og elske ham til evig Tid og for at blive helt fyldt af Gud Helligaand, hvad jeg ikke kan blive her."

"Du er ogsaa en flink Dreng, som kan dine Ting."

"Og du," sagde nu Klogskab til Matthæus, den ældste, "maa jeg ogsaa spørge dig om noget?"

"Ja, gør mig den Glæde."

"Har der været noget til før Gud?"

"Nej, thi Gud er evig. Før ham var der intet, og der var heller intet uden ham, før han sagde: "Bliv!" Og i seks Dage skabte han Himmel og Jord og Hav og alt, hvad deri er."

"Hvad er Bibelen?"

"Guds hellige Ord."

"Kan du forstaa alt, hvad der staar i Bibelen?"

"Nej, en hel Del kan jeg slet ikke forstaa."

"Hvad gør du, naar der er noget i Bibelen, som du ikke kan forstaa?"

"Jeg tænker, at Gud er visere, end jeg er; og jeg beder ham lade mig forstaa alt, hvad der kan tjene mig til Frelse."

"Hvad tror du om de dødes Opstandelse?"

"Jeg tror, at de alle skal opstaa, fordi Gud har forjættet det, og fordi han er mægtig til at gøre det."

Klogskab sagde nu til alle Drengene: "Læg ogsaa i Fremtiden Mærke til eders Moders Lærdom, thi hun kan føre eder endnu længere frem i kristelig Erkendelse. Hør ogsaa godt efter al anden god Tale, der kan være eder til Nytte paa Frelsesvejen. Læg Mærke til, hvad Himmelen og Jorden kan lære eder. Tænk dog særlig over, hvad der staar i Biblen. Den Bog var Skyld i, at eders Fader blev en Pilegrim. Jeg er villig til at lære eder alt, hvad jeg kan, mens I er her, og det vil glæde mig, om I vil spørge mig om saadanne Ting, som kan tjene til eders Fremgang og Opbyggelse."

Da Pilegrimmene havde været en Uge paa dette Sted, fik Barmhjertighed Besøg as en Mand, som sagde, at han syntes særdeles godt om hende. Hans Navn var Livlig, han var af god Familie og lod til at være meget from. Dog holdt han sig ogsaa til Verden. Han kom baade een og to, ja mange flere Gange og erklærede hende sin Kærlighed. Det var ikke saa mærkeligt, da Barmhjertighed havde et smukt Ansigt og var yderst tækkelig.

Hun var en meget virksom Natur, og naar hun ikke havde noget at bestille for sig selv, strikkede hun Strømper og syede Klæder til de fattige. Da Livlig ikke vidste, hvad hun brugte alle disse Genstande til, var han yderst henrykt over hendes Flid. "Jeg er vis paa," sagde han til sig selv, "at hun vil blive en god Hustru."

Barmhjertighed spurgte de unge Piger i Huset ud om Livlig. De kendte ham jo bedre. Hun fik da at vide, at han var en flink, ung Mand, der vilde gaa for at være et troende Menneske. Pigerne var dog bange for, at han var fremmed for Livet i Gud.

"Jeg vil heller ikke se ham mere," sagde Barmhjertighed, "at han ikke skal blive en Hindring for min Sjæl."

"Du har ikke nødig at gøre noget for at svale hans Kærlighed. Hvis du blot som hidtil bliver ved at være god mod de fattige, saa vil han snart tabe Lysten."

Næste Gang, Livlig kom i Besøg, fandt han hende optaget af Arbeide for de fattige.

Han udbrød: "Naa, du slider nok i det som sædvanlig."

"Ja, jeg har altid noget at bestille enten for mig selv eller for andre."

"Hvad kan du tjene om Dagen?" spurgte han.

"Jeg gør det kun for at blive rig paa gode Gerninger ved at give og meddele. Jeg søger at samle mig Liggendefæ, en god Grundvold for det tilkommende, at jeg til sidst maa faa det evige Liv."

"Men hvad gør du da med alle disse Klæder?"

"Jeg giver dem til de nøgne."

Da han hørte dette, faa han meget skuffet ud. Han forlod hende og kom aldrig mere igen. Da han blev fpurgt om Grunden til, at han nu holdt sig borte fra den unge Pige, svarede han: "Hun er en smuk Pige, men hun lider af Sværmeri og har nogle sygelige Ideer."

Da Livlig nu forlod Barmhjertighed, sagde Klogskab: "Kan du se, jeg fik Ret, da jeg sagde dig, at han snart vilde forlade dig. Og nu vil han oven i Købet skade dit gode Navn og Rygte, thi skønt han gerne vil gaa for at være en Kristen, og skønt han giver sig Mine af at elske de fattige, saa forliges han og sand Barmhjertighed lige saa daarligt som Ild og Vand."

"Jeg kunde have været gift for længe siden, men mine Beilere syntes kun om mit Udvortes. Mit Indre passede dem ikke, og derfor passede de ikke mig."

"I vor Tid regner man ikke den sande Barmhjertighed for noget. Man holder nok af at smykke sig med Navne, men man har ikke Lyst til at øve Kristi Barmhjertighed."

"Hvis ingen vil have mig," sagde Barmhjertighed, "saa kan jeg leve mit Liv som ugift. Eller rettere, jeg kan jo lade mig vi til mine fattige. Thi jeg kan ikke rive Kærligheden til dem ud af mit Hjerte, og jeg gaar aldrig ind paa at leve sammen med en, fom ikke kan dele min Tilbøjelighed i den Retning. Jeg har en Søster, som hedder Gavmild. Hun giftede sig med saadan en gerrig Mand. De kunde naturligvis ikke forliges, og da min Søster blev ved at gøre vel mod sine fattige, ødelagde hendes Mand først hendes Rygte, og dernæst jog han hende bort fra Hjemmet."

"Og han vilde vel endda være en Kristen?"

"Ja vist vilde han, og han har desværre mange Brødre, men de passer ikke til mig."

Nu blev Matthæus, Kristines ældste Søn, meget syg. Han havde meget store Smerter og faldt undertiden helt sammen.

Lidt borte fra deres nuværende Hjem boede der en gammel, erfaren Læge ved Navn Kyndig. Efter Kristines Ønske blev han hentet. Efter at han havde undersøgt Drengen, sagde han: "Din Søn har Mavekrampe. Hvad har han spist i den sidste Tid?"

"Han har kun faaet god og sund Mad."

"Og dog maa han have faaet noget, som han ikke kan fordøje. Hvis vi ikke faar det fjernet, vil Drengen dø med det samme."

Nu udbrød Samuel: "Moder, hvad var det, Broder spiste underveis? Husker du ikke, at vi kom forbi en Frugthave? Der hang Grene ud over Muren, og Matthaeus tog dem ned og spiste Frugten."

"Det er ogsaa sandt, min Dreng. Han spiste af disse Frugter, den ulydige Knægt, til Trods for at jeg skændte paa ham og forbød ham det."

"Ja, jeg vidste nok, at han maatte have spist noget, som ikke var god og sund Føde. Han har plukket Frugt fra Djævelens Have. Det er mærkeligt, at man ikke har advaret eder mod disse Frugter. Mange Mennesker er døde efter Nydelsen af dem."

Kristine begyndte nu at græde og sagde: "Du ulydige Dreng og jeg ligegyldige Moder! Hvad skal jeg dog gøre for at redde mit Barns Liv?"

"Vær nu ikke alt for bedrøvet Drengen kan endnu reddes, men han maa pumpes meget grundigt ud."

"Gør dog endelig dit bedste for at redde ham; jeg betaler, hvad det end skal koste."

"Ja, jeg skal nok være rimelig."

Drengen fik nu en Medicin, men den var for svag. Den var lavet af Bukke- og Kalveblod blandet i Vand med Asken af en Kvie. Kyndig saa snart, at dette Middel var for svagt, og han gav ham derfor et kraftigere i Form af Piller af Jesu Kristi Kød og Blod, nogle Gram Forjættelser og lidt Salt. Den syge skulde tage tre af disse Piller paa fastende Hjerte og skylle dem ned med Angerstaarer.

Da Medicinen var færdig og blev rakt hen til Matthaeus, vilde han ikke tage den, skønt han vred sig i Smerter.

"Du skal tage den," sagde Lægen.

"Men jeg kan ikke taale den."

"Men tag den dog alligevel," sagde hans Moder.

"Jeg kaster det alt sammen op igen."

"Hvorledes smager Pillerne?" spurgte Kristine.

"De smager virkelig ikke daarligt," sagde Lægen, og han bød hende een.

"O, min Dreng, disse Piller er sødere end Honning. Hvis du elsker mig, dine Brødre og dit eget Liv, saa tag dem endelig."

Efter mange Omstændigheder, og efter at de havde nedkaldt Guds Velsignelse over ham, tog han endelig Pillerne, og de gjorde ham godt. De friede ham fra Smerterne, saa han kunde sove og hvile sig. Han blev snart opvarmet og kom til at befinde sig helt vel. Efter kort Tids Forløb kunde han staa op og ved Stok gaa fra den ene Stue til den anden. Han gik nu omkring og talte med Klogskab, Fromhed og Kærlighed om sin Sygdom og Helbredelse. Da han nu var rask, spurgte Kristine Lægen om, hvad hun skyldte ham for hans Møje og Omhu.

Han svarede: "Du maa betale det til den store Læge i Overensstemmelse med de gældende Regler."

"Hvad er disse Piller ellers godt for?"

"Dette Middel er godt for alle Sygdomme, særlig for saadanne, som Pilegrimme er særligt udsatte for, og naar Pillerne tilberedes omhyggeligt, kan de holde sig meget længe."

"Kære Doktor, lav mig tolv Æsker af disse Piller. Hvis du vil gøre det, saa vil jeg aldrig bruge anden Medicin."

"Disse Piller er lige saa gode til at forebygge Sygdomme som til at helbrede dem. For Alvor tør jeg sige, at hvis et Menneske bruger dem, som de skal bruges, saa kan han leve evindelig. Men, kære Krisiine, husk paa aldrig at bruge denne Medicin paa anden Maade, end jeg har foreskrevet, da den ellers kan gøre Skade."

Nu gav han Kristine Medicin til dem alle. Han advarede Matthæus mod at spise daarlige Frugter, kyssede Drengene og gik derefter hjem.

Som før sagt, havde Klogskab givet Drengene Lov til at spørge hende om Ting, som de kunde have godt as at faa Oplysning om. Hun vilde saa besvare Spørgsmaalene saa godt, hun kunde.

Matthaeus spurgte hende nu: "Hvorfor smager Medicinen næsten altid saa bittert?"

"Det kan vise os, hvor ubehageligt Guds Ord og dets Virkninger er for det kødelige Hjerte."

"Hvorfor skal Medicinen, naar den virker til det gode, altid rense og fjerne Giften fra Legemet?"

"For at vise os, at Ordets rette Virkning er at rense Hjerte og Sind. Hvad det ene er for Legemet, er det andet for Sjælen."

"Hvad kan vi lære ved at se Flammerne stige op mod Himmelen og ved at se Solens Straaler og milde Varme gaa ned mod Jorden?"

"Af Flammerne kan vi lære at stige op til Himmelen i brændende Bønner. At Solen sender sine deilige, varmende Straaler ned mod Jorden kan vise os, at Verdens Frelser, skønt han bor i det høje, dog kan naa ned til os med sin Kærlighed og Naade."

"Hvorfra kommer Vandet i Skyerne?"

"Fra Havene."

"Hvad kan det lære os?"

"At Ordets Tjenere skal søge deres Visdom i Guds Kærligheds og Sandheds Havs vældige Dybder."

"Hvorfor udtømmer Skyerne sig over Jorden?"

"Det kan vise Ordets Tjenere, at de skal meddele denne Verden, hvad de ved om Gud."

"Hvorfor danner Solen Regnbuer?"

"Regnbuen kan tjene os til en Stadfæstelse af Naadepagten i Kristus Jesus."

"Hvorfor kommer Vandkilderne til os igennem Jorden?"

"For at vise, at Guds Naade rinder frem gennem Jesu Kristi Person."

"Hvorfor fremvælder der undertiden Vandkilder paa de høieste Bjergtoppe?"

"For at vise os, at Guds Naades Aand sprudler frem baade hos de høie og mægtige og hos de lave og ringe."

"Hvorfor brænder kun Vægen i et Lys?"

"Det kan vise os, at hvis Naaden ikke er i vort Hjerte, da har vi ikke Livets Lys."

"Hvorfor skal der baade Væge og Talg til, for at Lyset kan brænde?"

"Det viser os klart, at Legeme og Sjæl og alle vore Naadegaver skal tjene til at styrke og opretholde Guds Naade i vort Hjerte."

"Hvorfor gennemborer Pelikanen sit eget Bryst med Næbet?"

"Den nærer sine Unger med sit Blod og bliver derved et Billede paa Jesus Kristus, som har elsket sine Børn og sit Folk saa højt, at han for at frelse dem fra evig Fortabelse har udgydt sit Blod for dem."

"Hvad kan vi lære, naar vi hører Hanen gale?"

"Hanegal minder os om Peters dybe Fald og Anger, om Dagens Frembrud og om den sidste Dag - Dommens Dag."

Nu var den Maaned gaaet, som Pilegrimmene havde bestemt til Hvile, og de gav derfor til Kende, at de vilde videre.

Josef sagde til sin Moder, at hun endelig ikke maatte glemme at bede Fortolkeren sende dem Frimodig for at ledsage dem den øvrige Del af Veien.

»Du er en flink Dreng," sagde Krisiine. "Jeg havde nær glemt det."

Hun skrev nu et Bønskrift og bad Portneren ved et paalideligt Bud at besørge det til Fortolkeren.

Efter at Fortolkeren havde læst Brevet, sagde han til Sendebudet, at Frimodig nok skulde komme.

Da det nu blev Alvor med Afrejsen, blev hele Familien kaldt sammen for i Forening at takke Kongen, fordi han havde sendt dem saa kære Gæster.

Efter at dette var sket, sagde man til Kristine: "Som vi plejer, vil vi nu ogsaa vise dig noget, hvormed du kan sysselsætte dine Tanker undervejs."

Kristine, Barmhjertighed og Børnene blev nu ført ind i et Værelse, hvor man saa de Æbler, som Adam og Eva spiste af. Foreviseren spurgte Kristine, om hun vidste, hvad det var.

"Det er vel enten Spise eller Gift; jeg ved ikke hvilket."

Man forklarede hende det, og forundret slog hun sine Hænder sammen. De blev nu ført til et Sted, hvor man saa Jakobs Stige. Netop paa den Tid steg der Engle op ad den. Med stor Opmærksomhed betragtede de dette Syn. Da de skulde gaa videre for at faa noget andet at se, sagde Jakob til Moderen: "Lad os vente lidt endnu, thi det er dog et saare skønt Syn."

De vendte sig atter, og deres Øer og Hjerter frydede sig ved, hvad de saa.

Man førte dem nu hen til et Sted, hvor der hang et Guldanker. "Tag dette Anker med og behold det altid hos eder. I maa have det - det Sjælens trygge og faste Anker, som kan holde eder fast under det brusende Uvejr." Pilegrimmene tog med Glæde imod det.

Derefter førte man dem op paa Moria Bjerg, det Bjerg, hvor Abraham, de troendes Fader, skulde ofre sin Søn, Isak. De saa Alteret og Brændet, Ilden og Kniven, og da de havde set alt dette, opløftede de deres Hænder og udbrød: "O, hvilket Menneske, hans Hjerte var fuldt af selvfornægtende Kærlighed til Herren!"

Da de nu havde set alt dette, tog Klogskab dem med ind i Spisestuen, hvor der stod et fortrinligt Orgel. Hun spillede for dem, og i saa Ord samlede hun alt, hvad de havde set:

Ja, Evas Æble, som I saa,
gav jer om Synd Besked,
og Stigen med Guds Engle paa
skal vise Vei til Fred.
Et Anker vi jer givet har,
lad det jer bringe Bud,
at I som Isaks gamle Far
maa ofre alt til Gud.

Man hørte nu en banke paa Døren, og Portneren aabnede den. Det var Frimodig, der kom. Da de saa ham, blev de glade og kom i Hu, hvorledes han for kort Tid siden havde dræbt Kæmpen Grim og frelst dem fra at blive sønderrevet af Løverne.

Frimodig sagde nu til Kristine og Barmhjertighed: "Min Herre sender eder en Flaske Vin, noget Brødkorn og nogle Æbler. Drengene faar Figener og andre Frugter. I maa have noget at styrke eder paa underveis."

Nu gjorde de sig i Stand til at drage videre. Klogskab og Fromhed fulgte med dem et Stykke. Kristine spurgte Portneren, om der var kommen nogen forbi for nylig.

"For kort Tid siden kom der en, som fortalte mig, at der havde fundet et stygt Overfald Sted paa den Landevej, som I nu skal følge. Han sagde mig dog ogsaa, at Røverne blev grebne og nu skulde stilles for Retten."

De to Kvinder blev bange, men Matthæus sagde: "Moder, frygt ikke, vi har jo Frimodig med os. Han er vor trofaste Fører."

Kristine sagde til Portneren: "Du skal have Tak for alt godt, Tak for din Venlighed mod os alle. Som et synligt Bevis paa vor Taknemlighed beder jeg dig om at modtage dette til Minde om os." Hun gav Portneren et Guldstykke.

Han takkede hende og sagde: "Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved. Gid Barmhjertighed maa leve, og hendes gode Gerninger vokse i Aand og Tal." Til Drengene sagde han: "Fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som paakalder Herren af et rent Hjerte! I vil da glæde eders Moder, og alle Herrens Venner vil se paa eder med Velbehag."

De sagde nu alle Farvel til Portneren og gik videre.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media