Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Sjette Kapitel.

Pilegrimmene i Ydmygelsens og i Dødens Skygges Dal.

Nu saa jeg, at de gik fremad, til de naaede Højens Fod. Her kom Fromhed i Tanker om, at hun havde glemt noget, som hun vilde give Pilegrimmene, og hun løb tilbage for at hente det. Mens de ventede paa hende, forekom det Kristine, at hun hørte nogen synge. Lyden kom ud fra en lille Lund paa højre Side af Veien. Hun kunde ogsaa skelne Ordene:

Saa mangefold din Naade har
mig kvæget her i Live.
Derfor min Sjæl til evig Tid
i Herrens Hus vil blive.

En anden Stemme svarede den usynlige Sanger:

Ja, sandelig, vor Gud er god,
fuldtrygt vi hviler i hans Fred.
Altid hans Ord urokket stod
og skal staa fast i Evighed.

Kristine spurgte Klogskab, hvem det var, som sang. "Det er vore Sangfugle. De synger denne Sang om Foraaret; naar Blomsterne begynder at titte frem, naar Solen skinner varmt, og alt i Naturen aander Liv, da kan man høre dem. Jeg gaar tidt hen for at høre dem, og vi har ogsaa nogle af dem hjemme i Huset. De kan live os op, naar vi begynder at blive tungsindige, og deres Sang giver Skovene og Lundene øget Tiltrækningskraft."

Nu kom Fromhed tilbage. Hun sagde til Kristine:

"Se, her har jeg skrevet op alle de Ting, som du saa i vort Hus. Hvis du nu glemmer noget, kan du se efter paa denne Liste og derved maaske blive baade styrket og opmuntret."

Man begyndte nu Vandringen ned ad Bjerget. Veien var baade steil og glat, men da de var meget forsigtige, gik det godt. Nede i Dalen sagde Fromhed til Kristine: "Her var det, din Mand mødte den onde Fjende, Apollyon, og her udfægtede han en haard Kamp med denne Sjælefjende. Du har vel nok hørt om Kampen? Vær dog ikke bange! Saa længe du har Frimodig, behøver du ikke at frygte."

Klogskab og Fromhed tog nu Afsked og overgav Pilegrimene til deres tro Fører. Han gik foran, og de andre fulgte efter.

Frimodig sagde: "Der er ingen Grund til Frygt. Her er intet, som kan skade os, undtagen vi selv volder det. Det er vel sandt, at Kristen mødte Apollyon her og havde en vældig Kamp med ham, men det var kun en Følge af de Feiltrin, han gjorde sig skyldig i ned ad Bjerget. Kampen er en Følge af Feiltrin og Fald. Saadanne Kampe har bragt denne Dal i Vanry. Naar Mennesker hører, at der er indtruffet en eller anden Ulykke et Sted, er de tidt tilbøielige til at tro, at onde Aander regerer paa dette Sted; Sandheden er, at de kun høster, hvad de har saaet. Ydmygelsens Dal er en saare frugtbar Dal; jeg er vis paa, at vi ved nærmere Eftersyn nok skal finde noget, som kan forklare os, hvorfor Kristen netop her maatte udstaa den svære Kamp."

Jakob sagde nu til sin Moder: "Se, der staar en Støtte, og der er noget skrevet paa den." De gik hen ogsaa nøiere efter. Paa Støtten stod der:

"Lad de Feiltrin, som Kristen begik, inden han kom her, og den Kamp, han maatte udstaa, tjene til Advarsel for alle hans Efterfølgere."

"Ja, tænkte jeg ikke nok, at vi kunde sinde noget, som kunde forklare os Overfaldet. Kristen var ikke værre end alle de andre, som det er gaaet ligesaa. Det er lettere at gaa op ad dette Bjerg end at gaa ned ad det, og netop derved adskiller det sig fra de fleste andre Bjerge i Verden. Nok herom. Han er nu hjemme og har fundet Hvilen, han vandt en glimrende Sejr over Fjenden. Gud give, at det ikke maa gaa os værre, naar Prøvelsens Stund kommer for os! For at tale om Ydmygelsens Dal, da overdriver jeg ikke, naar jeg siger, at der ikke paa hele Egnen findes saa frugtbare Jorder som her. Hele Dalen bestaar næsten kun af Eng, og naar man kommer hertil i denne stønne Sommertid og ikke har hørt noget ondt om Dalen før, saa vil man finde, at her er saare godt at være. Se ud over Engen og læg Mærke til Liljernes vidunderlige Skøndhed midt i alt det vederkvægende grønne! Jeg kender mange Arbeidere, der har erhvervet sig smukke Eiendomme i denne Dal, thi "Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade." Jorden her er ganske udmærket og særdeles frugtbar. Der er næsten ingen Grænse for, hvad der kan avles paa den. Der er ogsaa mange, som har ønsket, at Vejen til Faderens evige Boliger kun gik igennem Ydmygelsens Dal, saa slap de for at gaa op og ned ad Bjergene. Men Vejen er nu, som den er, og det er der intet at gøre ved."

Som de nu gik fremad og talte sammen, fik de Øje paa en Hyrdedreng, som vogtede sin Faders Faar. Han var daarligt klædt, men det lagde man næsten ikke Mærke til, thi Drengen saa saa frisk og glad ud. "Hør efter," sagde Frimodig, "hvad han synger."

Den, som bor lavt, ej frygter Fald,
ydmyg ej Hovmods Lyst.
Men hver, der ydmyg er, han skal
finde hos Gud sin Trøst.

Jeg er tilfreds med, hvad jeg har,
er stort det eller smagt.
Glad, Herre, alt af dig jeg ta’r,
naar du mig frelser blot.

For Pilgrimme er meget Gods
en farlig Byrde kun.
Har lidt vi ber, faar Løn vi hos
Gud i vor sidste Stund.

"Hørte I, hvad han sang? Denne Dreng er i sit Hjerte mere tilfreds end mange, som gaar klædt i Silke og Fløjl.

Men lad os fortsætte vor Samtale.

Vor store Herre og Mester har tidligere boet i denne Dal, og han holdt meget af at være her. Han vandrede over denne Mark, hvor Luften var saa ren og sund. Her i Dalen er man ogsaa fri for Livets sædvanlige Jag og Hastværk. Mens der ellers overalt i denne Verden er Larm og Spektakel, saa er Ydmygelsens Dal et stille og roligt Sted. Her kan man rigtig give sig hen til fromme Betragtninger. I denne Dal vandrer ogsaa kun saadanne, som elsker Pilegrimmens Liv. Vel er det sandt, at Kristen mødte Apollyon her og havde en haard Kamp med ham, men man har dog ogsaa mødt Engle i Dalen, man har fundet Perler og Livets Ord netop her. Da Herren i sit Køds Dage vandrede her, søgte han at gøre Vandringen let for Pilegrimmene, idet han efterlod sig en Kapital, som hvert Aar udbetales til dem, der holder af at færdes her. Herved bliver de styrkede og opmuntrede til at fortsætte Vandringen."

Samuel sagde nu til Føreren: "Jeg ved, at min Fader og Apollyon kæmpede her, men hvor i Dalen var det? Den er jo meget stor."

"Din Fader kæmpede et Sted, fom ligger foran os. Det var paa et snævert Gennemgangssted, som hedder Forglemmelse. Denne Plads er den farligste i hele Dalen. Thi naar Pilegrimmene blot møder lidt Modgang her, saa glemmer de let baade Guds store Naade og deres egen Uværdighed. Netop paa dette Sted har mange andre været i stor Trængsel. I skal faa mere at vide om det, naar vi kommer dertil. Jeg er vis paa, at vi nok skal sinde et eller andet Minde om den store Kamp."

"Jeg har det saa godt i denne Dal som intet andet Sted under vor Vandring," sagde Barmhjertighed, "det er for mig, som om netop dette Sted passer for mig. Jeg holder mest af at være paa ensomme Steder, hvor man ikke besværes af Vognrummel og anden Larm. Her kan man i Ro tænke paa, hvad man selv er, hvorfra man kommer, hvad man har gjort hidtil, og hvad man er kaldet til. Her kan man tænke over sin Tilstand, over sit sønderbrudte Hjerte, og faa sin Aand fornyet. De, som vandrer for Herrens Ansigt gennem denne Taaredal, bliver til levende Kildevæld. Gud sender sin Himmelregn ned over dem, og Dammene bliver fyldte. Paa dette Sted giver Gud alle sine Børn frugtbare Vingaarde. De, som gaar gennem Dalen, skal synge, som Kristen sang, skønt han mødte Apollyon."

"Det er sandt, hvad du siger", sagde Frimodig. "Jeg har tidt været her og føler mig altid vel i denne Dal. Jeg har ogsaa været Fører for mange Pilegrimme, som har sagt det samme. Kongen siger ogsaa: "Den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord."

Nu kom de til det Sted, hvor Kristen havde kæmpet. Føreren sagde: "Her stod Kristen, og Apollyon kom der oppe fra. Tænkte jeg ikke nok, at vi vilde sinde et eller andet Minde om Kampen. Se her, Kristine, her er noget af din Husbonds Blod paa Stenene, og her er endnu Stumper af Apollyons brudte Pile. Man kan ogsaa se, at Marken er meget optraadt, og selv Stenene her omkring har de staaet i Stykker under Kampen. I Sandhed, Kristen holdt ud som en Mand og værgede sig som en Kæmpe. Da Apollyon veg bort fra ham, trak han sig tilbage til Dødens Skygges Dal, som vi snart kommer til. Her staar ogsaa en Mindestøtte, hvorpaa der er opskreven en Beretning om Kampen, Da Støtten stod lige ved Veien, gik de hen for at læse Indskriften som lød saaledes:

Tæt herved stod engang en Strid,
saa sær og dog saa sand;
thi Kristen og Apollyon
her kæmped’ Mand mod Mand.

Og Kristen stred saa mandelig,
at Fjenden fra ham veg;
derfor jeg staar som Mindesten
om denne djærve Leg.

Kort efter naaede Pilegrimmene Grænsen af Dødens Skygges Dal. Den var længere end Ydmygelsens Dal og opfyldt af alle Haande onde Ting, som mange har erfaret. Vore Venner kom imidlertid let igennem den, thi de vandrede om Dagen og havde Frimodig til Fører.

Da de var komne ind i Dalen, hørte de en døendes Stønnen og dybe Sukke. De hørte ogsaa Klager som af Mennesker, der var i Pine. Drengene begyndte at skælve, og Kvinderne saa helt forknytte ud, men deres Fører bad dem holde Modet oppe. Saa gik de da fremad, skønt Jorden syntes at glide bort under deres Fødder; de hørte en Lyd som af hvislende Slanger, men kunde dog intet se.

Drengene spurgte: "Kommer vi dog ikke snart bort fra dette sørgelige Sted?" Føreren bad dem være ved godt Mod og se sig vel for, at de ikke skulde falde i en eller anden Snare.

Jakob blev nu syg, og Aarsagen var vel nok Skræk. Hans Moder gav ham lidt af den Vin, hun havde faaet i Fortolkerens Hus, og tre af de Piller, som Lægen havde givet hende, og Drengen kom sig snart. De gik nu videre, indtil de kom omtrent midt i Dalen. Her sagde Kristine: "Jeg synes, at jeg ser noget foran os, som jeg aldrig før har set."

"Hvad er det, Moder?" spurgte Josef.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal ligne det ved, men det er meget grimt. Nu er det lige ved os."

"Slutter eder nær sammen om mig," sagde Frimodig. Fjenden, thi en saadan var det, kom dem nu helt ind paa Livet, og Føreren gik imod ham. Dog, da de kom hen til ham, forsvandt han pludselig for deres Blikke. De kom nu i Tanker om det gode, gamle Ord: "Staar Djævelen imod, saa skal han fiy fra eder."

Lidt opmuntrede gik de videre. De havde ikke gaaet ret langt, før Barmhjertighed ved at se sig tilbage opdagede noget, som lignede en Løve. Dyret kom listende efter dem. Nu hørte de dets Brøl, som gav Genlyd i Dalen, og Pilegrimmenes Hjerter bævede af Angst. Føreren var dog ved godt Mod. Da Løven naaede dem, bad Frimodig dem gaa foran, og han gjorde sig rede til Kamp. Løven saa nu, at man vilde gøre Modstand, og derfor trak den sig straks tilbage."

De gik nu videre med Føreren i Spidsen, indtil de kom til et Sted, hvor en aaben Grav spærrede Veien. Inden de kom over Graven, faldt der en tæt Taage og et dybt Mørke over Stedet. Pilegrimmene udbrød: "Ak, hvad skal vi nu gøre?"

"Frygt ikke!" svarede Føreren, "staa stille og se, hvad Enden vil blive." Nu kunde de tydeligere høre Fjendernes Larmen, og de kunde ogsaa se Ilden og Røgen, som steg op fra Afgrunden. Kristine sagde til Barmhjertighed:

"Nu kan jeg se, hvad min stakkels Mand maatte gaa igennem. Jeg har vel hørt om dette Sted, men jeg har aldrig før været her. Min stakkels Mand! Her gik han ene og om Natten. Næsten hele Dalen igennem vandrede han om Natten, og han var omgivet af Fjender, som vilde sønderrive ham. Mange taler vel derom, men ingen ved dog, hvad Dødens Skygges Dal er, naar man ikke selv har været i den. "Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde. At være her er forfærdeligt."

Frimodig sagde: "Dette er som at gøre sit Arbeide i dybe Vande paa Havets Bund, eller som om man var sænket ned i Bjergenes Afgrunde. Det ser ud, som om Jorden for stedse har omsluttet os. Men naar han vandrer i Mørke og har ikke Lysets Skin, skal han forlade sig paa Herrens Navn, ja, stole fast paa sin Gud." Som jeg sagde eder, har jeg tidt været her og været i større Fare end denne Gang. Jeg lever dog endnu som I ser. Ikke at jeg vil prale heraf, thi jeg er ikke min egen Frelser. Men jeg har det faste Haab, at han vil udfri os. Kom, lad os bede om Lys fra ham, som ene kan sprede Mørket og byde alle Djævle Trods."

De raabte og bad, og Gud sendte sit Lys og udfriede dem. Der var nu ingen Afgrund, som hindrede dem i at komme videre. Endnu var de dog ikke komne igennem Dalen, hvorfor de stadig gik fremad.

Hvor de vandrede nu, herskede der en frygtelig Stank. Barmhjertighed sagde derfor til Kristine: "Dette er ikke saa rart som at være i Fortolkerens Hus eller der, hvor vi sidst overnattede."

"Men det er dog ikke saa slemt at gaa her igennem som at skulle blive her altid, og jeg tror, at vi skal vandre gennem denne Dal, netop for at vort Hjem skal blive saa meget kærere for os," sagde Samuel.

"Det har du Ret i," svarede Føreren.

"Naar jeg engang kommer ud af denne Dal, saa vil jeg nok være gladere ved Lyset og ved den gode Vei, end jeg har været nogen Sinde før."

"Ja, vi skal nok komme vel ud."

"Kan vi endnu ikke se, hvor Dalen holder op?"

"Se eder vel for," sagde Føreren, "vi vil snart mærke Snarerne."

De saa sig godt for og gik videre, men desuagtet led de dog meget af Snarerne. Nu opdagede de en Mand, som laa i Grøften til venstre. Han var sønderslaaet og fuldstændig oprevet.

Føreren sagde: "Det er Ligegyldig, som gik denne Vei. Han har ligget her i lang Tid. Der var en med ham, som hed Forsigtig. Ligegyldig blev dræbt, men Forsigtig undslap. Der er blevet en Masse Mennester dræbt her i Nærheden, og dog bliver de ved at gaa denne Vej uden Fører. Stakkels Kristen! Det var et Under, at han sIap igennem her. Dog, han havde Herrens Yndest i særlig Grad, og han var en modig Mand. Ellers var det heller aldrig gaaet."

Nu nærmede de sig Udgangen. Da de kom forbi den Hule, som Kristen saa, kom der en Kæmpe ud fra den. Han hed Mishandler. Denne Kæmpes Yndlingsidræt var at ødelægge unge Pilegrimme ved sin falske, besnærende Kløgt. Han kaldte paa Frimodig og sagde: "Hvor tidt har jeg ikke forbudt dig at være Fører for Pilegrimmene? Nu skal jeg sætte en Stopper for dit Førerskab."

"Du maa forklare mig, hvad du mener."

Kvinderne og Børnene rystede af Skræk og vidste ikke, hvad de skulde gribe til.

"Du er jo en Tyv og Røver," raabte Kæmpen.

"Hvad stjæler jeg da?"

"Du stjæler Mennesker. Du samler Kvinder og Børn og fører dem til et fremmed Land. Derved svækker du min Herres Magt og Rige."

"Jeg er Tjener hos Gud i Himmelen; og det er min Pligt at overtale Syndere til Omvendelse. Det er min Herres Befaling, at jeg skal anvende alle mine Kræfter paa at lede Mænd, Kvinder og Børn ud af Mørket og ind i Lyset, bort fra Satans Magt og hen til Gud. Er det det, du er vred over, saa kom og lad os kæmpe."

Kæmpen traadte frem, og Frimodig gik ham i Møde. Uden videre Snak gik de løs paa hinanden, og ved det første Slag sank Frimodig i Knæ. Da Kvinderne og Børnene saa dette, gav de sig til at skrige. Frimodig kom dog snart op igen, og med hele sin Kraft slog han til Kæmpen og saarede ham i Armen. De kæmpede nu en Times Tid, og det gik saa varmt til, at Kæmpen pustede som en kogende Kedel.

De gjorde nu Holdt for at hvile, og Frimodig bad. Baade Kvinderne og Børnene bad under hele Kampen.

Da de havde hvilet sig, angreb de hinanden igen, og ret snart strakte Frimodig Kæmpen til Jorden med eet Slag. "Stands dog og lad mig komme op igen!" raabte han, og som en ridderlig Modstander lod Frimodig ham komme op igen; de tog atter fat, og Kæmpen havde nær knust Hovedet paa Frimodig. Denne opdagede imidlertid hans Plan, løb til og gennemborede hans Side. Dette Udfald svækkede Kæmpen, og han kunde nu ikke holde sin Kølle længere.

Frimodig gav ham endnu et Slag og huggede til sidst hans Hoved fra Kroppen. Pilegrimmene frydede sig, og Frimodig prisede Gud, fordi han var friet ud af den store Fare.

Da de alle havde takket Gud, rejste de en Mindestøtte, satte Kæmpens Hoved op paa den og skrev under den:

For ham, fom dette Hoved bar,
var hver en Pilgrim ræd;
saa tidt her han dem standset har
og voldt dem slem Fortræd

Men jeg, Frimodig, kom herhid -
Veiviser er jeg her, -
og yppede med ham en Strid
og slog ham med mit Sværd.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media