Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Syvende Kapitei.

Pilegrimmenes fortsatte Rejse under Frimodigs Ledelse. En ny Ledsager.

De gik nu hen til den Høj, der var lavet til Udsigtssted for Pilegrimme. Fra dette Sted var det, at Kristen først havde set Trofast. Her satte de sig ned for at hvile. De spiste, drak og var glade, fordi de var blevne den farlige Fjende kvit. Mens de spiste, spurgte Kristine Føreren, om han ikke var kommen til Skade under Kampen.

"Kun lidt Legemsskade; det er et Bevis paa min Kærlighed til min Herre og til eder, og det vil kun øge Seirens Løn."

"Blev du ikke bange, da han kom med sin Kølle?"

"Jeg maatte ikke stole paa min egen Dygtighed, for at jeg kunde stole fastere paa den Gud, som er den stærkeste."

"Hvad tænkte du, da han straks slog dig til Jorden?"

"Jeg tænkte, at min Herre vel nok taalte det, og at han desuagtet nok vilde lade mig sejre til sidst."

"Du har ladet os faa et Indblik i dit Hjerte," sagde Matthaeus nu, "og jeg maa sige, at Gud har været vidunderlig god imod os, dels ved at føre os ud af denne Dal og dels ved at udfri os fra den stemme Sjælefjendes Vold. Vi har nu end mere Grund til at tro paa Gud, siden han har givet os saa vældige Vidnesbyrd om sin Kærlighed."

De stod nu op og gik videre. Da de var komne lidt frem, fandt de en gammel Pilegrim sovende fast under et Egetræ. Af hans Klæder, hans Stav og hans Bælte kunde de se, at han var en af deres. Frimodig vækkede ham, og da den gamle Mand slog sine Øer op, raabte han: "Hvad er der? Hvem er De, og hvad vil De mig"

"Kom, Kammerat, ikke saa hidsig! Vi er dine Venner."

Den gamle Mand reiste sig op for at være paa Post, og han vilde have at vide, hvem de var.

"Mit Navn er Frimodig, og jeg er Fører for disse Pilegrimme, som er paa Vej til Himmelen."

"Tilgiv mig da! Jeg var bange for, at I hørte til et Selskab, som for en Tid siden udplyndrede Svag-Tro. Nu er jeg rigtig vaagen og kan se, at I er hæderlige Mennesker."

"Hvad vilde du have gjort, hvis vi virkelig havde hørt til hin Bande?"

"Jeg vilde have kæmpet saa længe, jeg kunde, og jeg var da vis paa, at de ikke vilde have faaet Bugt med mig. En Kristen er nemlig uovervindelig, naar han da ikke overgiver sig."

"Godt sagt, gamle Fader Redelig; jeg kan høre, at du er af den rette Slags; thi det er Sandhed, hvad du siger."

"Og jeg kan ogsaa skønne, at du ved, hvad et sandt Pilegrimsliv er. Saa mange Mennesker tror, at vi er lette at slaa ned."

"Siden vi nu har mødt hinanden, lad mig saa faa Lov at spørge om dit Navn og Hjemsted."

"Mit Navn kan jeg ikke sige dig, men jeg kommer fra Byen Dumhed. Den ligger et Stykke fra Fordærvelsens By."

"Nej, virkelig, er du derfra! Ja, saa tror jeg, at jeg kan gætte, hvem du er. Dit Navn er Redelighed ikke sandt?"

Den gamle rødmede og svarede: "Jkke Redelighed, men Redelig er mit Navn og vel mig, hvis jeg i nogen Maade kunde svare til mit Navn. Men hvorledes kunde du dog gætte, hvem jeg var, fordi du fik at vide, hvor jeg kom fra?"

"Min Herre har talt om dig; han kender alt, hvad der sker paa Jorden. Jeg er meget forbavset over, at der kan komme Pilegrimme fra din By, thi den er dog værre end Fordærvelsens By."

"Ja, vi er længere borte fra Solen og derfor mere kolde og ufølsomme, men, om man end laa midt i et Isbjerg, saa maatte Hjertet dog smelte, naar Retfærdighedens Sol kom til at skinne paa det. Saaledes er det gaaet mig."

"Jeg tror dig gerne, Fader Redelig, thi jeg ved, at netop saaledes er det."

Den gamle Mand hilste nu paa Pilegrimmene, spurgte dem om deres Navne og om, hvorledes de havde haft det under Vandringen.

"Mit Navn har du vist hørt før," svarede Kristine, "den gode Kristen var min Mand, og disse Drenge er vore Børn."

Ikke saa snart havde den gamle Mand hørt dette, før han gav sig til at springe af Glæde, han lo, velsignede dem og ønskede dem alle alt godt. "Jeg har hørt saa meget om din Mand, om hans Rejse og om de Kampe, han havde at bestaa. Lad det være dig til Trøst og Opmuntring, at din Mands Navn er kendt og skattet overalt her paa Egnen. Hans Tro og Mod, hans Udholdenhed og Trofasthed under de vekslende Forhold har gjort hans Navn kendt."

Han vendte sig til Drengene, fik at vide, hvad de hed, og sagde derpaa:

"Matthæus, bliv du din Navne, Tolderen Matthæus, lig, ikke i Synd, men i Tro. Samuel, bliv du lig Profeten Samuel, Bønnens og Troens Mand. Josef, lign du i Kyskhed Josef i Potifars Hus og sky Fristelsen, som han skyede den. Og Jakob, bliv du lig Jakob, den retfærdige, Jesu egen Broder!"

Man fortalte ham nu om Barmhjertighed, om hvorledes hun havde forladt Hjem og Slægt for at følge Kristine og hendes Børn. Til alt dette sagde den gamle: "Altsaa er dit Navn Barmhjertighed. Ved Herrens Barmhjertighed skal du holde dig oppe, og ved den skal du overvinde alle de Vanskeligheder, som møder dig paa din Vei, indtil du kommer did hen, hvor du med Glæde skal skue Naadens og Barmhjertighedens Kilde Ansigt til Ansigt."

Alle disse Ord glædede Føreren meget, og han smilede kærligt til den gamle Ven.

Mens de vandrede af Sted, spurgte Frimodig, om Redelig ikke kendte en Frygtsom, som havde begivet sig paa Pilegrimsfærd.

"Jo, ham kendte jeg godt. Han var en af de ængsteligste Pilegrimme, jeg nogen Sinde har truffet, og det skønt han byggede paa den rette Grundvold."

"Jeg kan høre, at du kender ham; thi din Beskrivelse af ham passer med mine Ersaringer."

"Ja, jeg var en Tid meget sammen med ham. Jeg var hos ham, da han blev vakt."

"Og jeg var hans Fører fra min Herres Hus til den himmelske Stad."

"Saa kender du ogsaa hans Ængstelse?"

"Ja, det kan du tro, men jeg er vant til den Slags. Vi Førere maa tidt ledsage saadanne Mennesker."

"Lad os høre lidt om, hvorledes det gik ham Under dit Førerskab."

"Han var altid bange for, at han ikke skulde naa Reisens Maal. Andre Menneskers Tale forskrækkede ham, naar der blot var en lille Antydning af Fare. Jeg har hørt, at han laa og klagede sig ved Modløshedens Sump i over en Maaned. Skønt han saa mange gaa over, vovede han det ikke; adskillige tilbød ham endog Hjælp. Dog vilde han heller ikke gaa tilbage. Hvis han ikke naaede den himmelske Stad, saa vilde han dø, sagde han; han tabte Modet over den allermindste Vanskelighed og faldt over et Halmstraa, naar det laa paa hans Vei. Efter at han længe havde ligget ved Modløshedens Sump, vovede han sig endelig af Sted. Jeg ved ikke, hvorledes han kom over, men da han endelig var kommet over, vilde han næsten ikke tro det. Jeg tror, at han havde en Modløshedens Sump i sit Indre, ellers kunde han ikke være saa modløs, som han var. Endelig kom han da til Porten, hvor den snævre Vej begynder. Her stod han længe, inden han vovede at banke paa. Da Porten blev aabnet, trak han sig tilbage for at give Plads for andre. Han var ikke værdig nok, mente han. Mange, som kom til Porten efter ham, kom dog ind ad den før ham. Den stakkels Mand stod nu her og rystede og skælvede, saa det var en Ynk at se. Vende tilbage vilde han heller ikke. Saa fik han omsider fat paa Porthammeren og bankede forsigtigt paa et Par Gange. Der kom en og lukkede op, men han løb tilbage som før. Man gik da ud til ham og spurgte: "Hvad vil du?" Ved dette Spørgsmaal sank han helt sammen. Portvagten blev meget forundret herover og sagde: "Fred være med dig! Jeg har aabnet Porten for dig, kom ind, du er velsignet!" Nu stod han op og gik ind. Da han først var kommen indenfor, skammede han sig ved at vise sit Ansigt. Her var han nu en Tid lang, som Sædvanen er. Han fik endelig Ordre til at gaa videre, og han fik ogsaa Besked om Vejen. Han gik da af Sted, indtil han kom til vort Hus. Her opførte han sig paa samme Maade. Han laa længe ude i Kulden, inden han vovede at banke paa. Han vilde ikke gaa tilbage, skønt det var paa en Aarstid, hvor Nætterne var baade lange og kolde. Skønt han havde et Anbefalingsbrev til min Herre, for at denne skulde tage vel imod ham og give ham alt, hvad Huset formaaede, og en stærk og modig Fører i Tilgift, saa turde denne Kryster dog ikke banke paa. Han listede rundt, til han var nær ved at dø af Sult. Han saa mange gaa ind, den stakkels Mand, men han turde ikke gaa efter. Engang, da jeg saa ud af Vinduet, fik jeg Øje paa Manden, og jeg gik ud og spurgte ham, hvem han var. Han var ved at græde over dette Spørgsmaal. Jeg fik snart at vide, hvad han feilede, og jeg fortalte det til de andre. Vi blev enige om at lægge Sagen frem for vor Herre. Han sendte mig saa igen ud, for at jeg indstændig skulde bede Frygtsom om at komme indenfor. Det kneb for mig at faa ham med, men til sidst lykkedes det. Min Herre tog særdeles kærligt imod ham. Han fik straks af den bedste Mad. Min Herre sagde ham, at han nok skulde behandle ham, som der stod i Skrivelsen. Da han havde været der en Tid, syntes han at fatte Mod og føle sig vel hos os. I maa ogsaa vide, at min Herre har et kærligt Hjerte, særlig mod de frygtsomme, og han behandlede derfor Frygtsom saaledes, at denne kom til at holde mere af ham. Nu havde han set alt, hvad der var værd at se, og han var derfor færdig til at begive sig videre. Min Herre gav ham en Læskedrik og Fødemidler med, og vi gik da af Sted. Jeg gik i Spidsen. Han var meget tavs, og næsten den eneste Lyd, man hørte fra ham, var dybe Sukke.

Da vi kom til det Sted, hvor de tre Skurke hang, sagde han, at det nok vilde gaa ham saaledes engang. Ved Korset og Graven blev han dog glad. Han vilde gerne blive der længere for rigtigt at betragte det, og han var ogsaa lidt mindre tungsindig derefter. Bjerget syntes ikke at berede ham Vanskelighed, og Løverne var han næsten ikke bange for. Det maa nemlig huskes, at hans Bekymringer ikke gjaldt saadanne Ting. Han var kun bange for, at Kongen til sidst skulde forkaste ham.

Jeg førte ham ind i Paladset Skønhed, næsten imod hans Villie. Han kom til at lære Kvinderne at kende, men var saa undselig i deres Selskab. Han holdt mest af at være ene. Dog sagde han aldrig Nei til en alvorlig Samtale. Tidt gik han hen i en Krog, sad stille, hørte paa de andres Tale og tænkte over det sagte. Bag efter fortalte han mig, at han var glad ved at være i de to Huse, han sidst havde været i, nemlig Huset ved Porten og Fortolkerens Hus. Han vovede dog ikke at bede om Tilladelse til at blive der længere.

Da vi nu gik ned ad Højen, ned i Ydmygelsens Dal, skred han modigt fremad. Han brød sig ikke om at være stor, naar han blot kunde blive salig engang. Der var en Veksel virkning mellem denne Dal og ham, og jeg har ikke under hele Turen set ham saa glad som netop her.

Han kunde lægge sig ned, savne Jorden og kysse Blomsterne, som voksede i Dalen. Han stod tidlig op hver Morgen og vandrede Dalen igennem paa Kryds og paa tværs.

Da vi kom til Indgangen af Dødens Skygges Dal, troede jeg, at jeg skulde have mistet ham; ikke fordi han vilde gaa tilbage, men han var virkelig nær ved at dø as Frygt. "O, de onde Aander vil tage mig," raabte han, og jeg kunde ikke faa ham bort fra disse Tanker. Han skreg saa højt, at hvis Fjenderne havde hørt os, vilde de nok straks have overfaldet os.

Jeg lagde imidlertid Mærke til, at denne Dal var saa rolig, mens vi gik igennem. Jeg har aldrig været Vidne til slig Ro hverken før eller siden. Det saa næsten ud, som om alle Fjenderne havde faaet Befaling til at holde sig borte, indtil Frygtsom var kommen forbi."

Det vil tage for lang Tid at fortælle alt, hvad vi oplevede, derfor kun et Par Smaatræk endnu. Da vi kom til Forfængelighedens Marked, stødte han sammen med næsten alle Markedsgæsterne. Alle de Daarskaber, som gik i Svang der, fik hans Blod i Kog, og jeg var bange for, at vi begge skulde blive slaaet ned for hans Nidkærheds Skyld. Paa den Fortryllede Mark var han særdeles aarvaagen. Da han kom til Floden og saa, at der ikke var nogen Bro over den, blev han meget ulykkelig. "Nu druknet jeg," sagde han, "og saa faar jeg aldrig i Evighed Lov til at skue det Aasyn, som jeg nu har vandret saa mange Mil for at faa at se." Jeg opdagede her noget meget mærkeligt, og det var, at Vandstanden var særdeles lav, saa lav, som jeg aldrig har set før eller siden. Han kom da ogsaa over og blev kun lidt vaad paa Fødderne. Nu gik han op til Porten, og jeg tog Afsked med ham og ønskede ham en god Modtagelse. Han svarede, at nu var han vis paa at blive godt modtaget, og saa skiltes vi. Jeg har ikke set ham siden."

"Saa fik han det altsaa godt til sidst?" spurgte Redelig.

"Ja, det gjorde han. I Grunden havde jeg aldrig næret Tvivl om ham. Han var en god Mand, som ikke bevægede sig paa Overfladen; maaske han snarere en Gang imellem gik for dvbt ned og derved gjorde Livet tungere for sig selv og andre. Han havde en ømmere Samvittighed end de fleste, og han var saa bange for at støde an, at han tidt nægtede sig selv noget, han godt kunde have tag et, blot for ikke at give Forargelse."

"Hvorfor mon denne fromme Mand dog skulde vandre hele sit Liv i slig Angstens Mørke?"

"Der kan være flere Grunde," svarede Frimodig. "Vor alvise Gud vil have nogle til at synge Glædessange, mens andre maa synge de mere alvorlige Sange. Frygtsom og hans Lige spiller Basun, hvis Toner er sørgeligere end alle andre Instrumenter; man siger jo, at Bassen er al Musiks Grundtone. Jeg for min Part giver heller ikke meget for en Omvendelse, som ikke begynder med en Hjertets alvorlige Bedrøvelse. Naar en Violinspiller stemmer sit Instrument, stryger han almindeligvis først Bassen og derefter de andre. Saaledes anslaar ogsaa Gud først de alvorlige Strenge for derved at faa den rette Stemning frem. Det var kun Frygtsoms Fejl, at han lige til det sidste næsten slet ikke fik de andre Toner frem i sit Liv.

Jeg bruger dette Billede dels for at vække Eftertanke hos de unge, og dels fordi de frelste i Johannes Aabenbaring skildres som en spillende og syngende Skare."

"Saa vidt man kan forstaa af din Skildring, var han en meget nidkær Mand og paa en vis Maade ogsaa modig. Han frygtede jo hverken Besværligheder, Løver eller de vrede Markedsgæster. Derimod frygtede han Synd, Død og Helvede, fordi han tvivlede om at blive modtaget i de himmelske Boliger."

"Det var netop disse Ting, som voldte ham Sorg, og Grunden hertil laa mere i hans Karakter end i hans Hjerte. Det kan man klart se af hans Liv. Jeg tror, han kunde have gaaet igennem Ilden, hvis det var bleven krævet af ham. De Ting, som trykkede ham, kan man heller ikke let ryste af sig."

"Jeg har været glad ved at høre, hvad du har sagt om denne Ven," sagde Kristine. "Jeg troede hidtil, at mit Hjerte var saa forskelligt fra alle andres, men nu synes jeg, at der er megen Lighed mellem Frygtsom og mig. I to Ting er der dog Forskel. Han maatte give sin Sorg Luft; jeg derimod beholdt min hos mig selv. Hans Bekymringer trykkede ham i den Grad, at han ikke turde banke paa eller gaa ind i de Huse, som netop er byggede til os; mine Bekymringer gav sig det Udstag, at jeg bankede saa meget haardere paa."

"Jeg kan ogsaa finde lidt af mig selv i det, vi har hørt om ham," sagde Barmhjertighed, "jeg har altid, siden jeg blev vakt, været mere bange for Helvede og for at miste min Plads i Himmerig end for at miste alt her nede. Kan jeg kun komme hjem til Frelseren, har jeg tidt tænkt, der vil jeg faa Glæde for alle mine Ofre, som, ret betragtet, slet ikke er Ofre."

"Jeg har ogsaa mærket til Hjerteangst," sagde Matthæus, "og det var en af de Ting, som fik mig til at tvivle om, at jeg var et frelst Menneske. Men hvorfor skulde jeg ikke mærke til Angst, naar saadan en Mand som Frygtsom var saa plaget. Min Frygt vil ogsaa - som hans - forvandle sig til Sejrsglæde."

Jakob sagde: "Uden Frygt, ingen Naade. Selv om Naaden ikke altid har taget Plads i det Hjerte, der frygter for Helvede, saa er der sikkerlig ingen Naade i det Hjerte, som ikke frygter Gud."

"Det var vel sagt, Jakob," sagde Føreren, "thi Gudsfrygt er Visdoms Begyndelse, og sandelig, hvis Begyndelsen mangler, saa har man hverken Midten eller Enden. Vi vil nu slutte vor Samtale om Frygtsom med dette Farvel:

Vel, Frygtsom, mens du vandred her,
du frygtede din Gud,
og vogted dig i al din i færd
at handle mod hans Bud.
Afgrundens Rædsler frygted du.
Gid andre gjorde saa!
Thi kender de ej denne Gru,
vil det dem ilde gaa.

Efter paa den Maade at have sagt Farvel til Frygtsom blev de dog ved at tale sammen. Blandt andet fortalte Redelig om en Mand, hvis Navn var Egenvillie. Det var en Mand, som bar Pilegrimsnavnet, men efter Redeligs Overbevisning var han aldrig kommet igennem den snævre Port ved Vejens Begyndelse.

"Har du talt med ham derom?" spurgte Frimodig.

"Ja, ret tidt, men han svarede kun alt for godt til sit Navn og lod sig intet sige. Han brød sig ikke en Smule om andre Mennesker eller om Beviser og Eksempler. Han gjorde kun, hvad hans eget forvendte Sind drev ham til og ikke andet."

"Hvilke Særmeninger havde da denne Mand?"

"I kan tænke eder, at efter hans Mening behøvede man kun for at blive salig at efterligne andre Pilegrimme baade med Hensyn til deres Dyder og deres Lyder."

"Hvorledes? Jeg kan forstaa det, hvis han havde sagt, at selv det bedste Menneske kunde komme til at synde. Det maa jo nemlig huskes, at vi ikke her nede bliver fri for vor Synd, men at vi altid maa være vaagne og kæmpe mod den. Men han synes jo næsten at have set noget fortjenstfuldt i Synden. Ikke sandt?"

"Jo, og han levede og handlede, som om han skulde fortjene det evige Liv ved sine Synder."

"Hvorledes forsvarede han dette sit Liv?"

"Han sagde, at han levede efter Guds Ord."

"Forklar os dette nærmere!"

"Det skal jeg. For Eksempel: Han levede sammen med andre Mænds Hustruer. Det havde David, Manden efter Guds Hjerte, ogsaa gjort, sagde han, og saa kunde han vel nok leve paa samme Maade. Salomon havde mere end een Hustru. Saa havde han ogsaa Lov til det. Han sagde, at baade Sara, de gudfrygtige Fødselshjælpersker i Ægypten og Rahab havde løjet. Maatte han saa ikke lyve? Han sagde, at Disciplene efter Herrens Befaling stjal et Asen. Derfor maatte han gerne stjæle. Jakob fik sin Faders Velsignelse og sin Arv ved Bedrageri og Forstillelse. Hvem kunde da vel forbyde ham at bedrage og forstille sig?"

"Hvor frygteligt! Men var det virkelig hans Mening?"

"Ja, jeg har hørt ham i fuldt Alvor forsvare denne Anskuelse og køre op med "Beviser" fra den hellige Skrift for dens Rigtighed."

"Det vidner jo om en frygtelig Ryggesløshed hos Manden. Skade, at saadanne Meninger kan vinde Tilhængere".

"Forstaa nu hans Mening ret. Han sagde ikke, at hvem som helst ustraffet kunde gøre sligt. Det gjaldt kun de Mennesker, som ogsaa havde de samme Dyder, som for Eksempel David, Salomon og Sara."

"Men det er jo da en bundfalsk Slutning. Thi man siger jo dermed, at fordi et eller andet svagt Menneske engang er falden i en Synd, saa kan andre Mennesker af den Grund med velberaad synde ligesaa meget, de vil. Fordi et Barn snubler og falder i Rendestenen, er der dog ingen Grund til for voksne at lægge sig ned i den samme Rendesten. Det er næsten ikke til at fatte, at Mennesker saaledes kan blive blændede af deres Køds Lyster og Begæringer. Det Ord, som siger: "De støder an, idet de er genstridige imod Ordet, hyortil de ogsaa var bestemte", passer godt paa saadanne Mennesker. Det er naturligvis ogsaa kun et sørgeligt Selvbedrag, naar man tror, at man overhovedet kan have blot nogle af den gudfrygtiges Dyder, naar man saaledes føler sig i Lastens Rendesten. At leve af de helliges Synder som Fuglen af Aadslet, er intet Tegn paa, at man ogsaa ejer de helliges Dyder. De Mennesker, som hylder slig Vranglære, kan da heller ikke have Kærlighed til Gud. Jeg kan da tænke, at du gjorde kraftig Indsigelse mod alt dette. Hvad sagde han til sit Forsvar?"

"Han sagde, at det var da langt bedre at synde, fordi man var af hans Mening, end at synde til Trods for, at man havde den modsatte Mening."

"Det var et daarligt Svar. Hvor slemt det end er at synde og give sine Lyster slappe Tøiler, saa er det dog mange Gange værre at synde og saa forsvare sin Synd og kæle for den. Det første kan vel føre andre til Fald, men det sidste rent ud lokker og drager dem til Fald."

"Der er mange Mennesker, som har den Mands Mening, men ikke hans Snakketøj. Netop saadanne Mennesker gør andre Pilegrimme og deres Vandring foragtelig i Verdens Øine."

"Desværre er det, du siger, kun altfor sandt. Men det trøster os dog, at den, som frygter Herlighedens Konge, tilsidst skal naa Maalet," sagde Frimodig.

"Der er mange mærkelige Meninger om Kristendommen. En har saaledes sagt til mig, at det var tidlig nok at angre og omvendt sig, naar man skulde til at dø," sagde nu Kristine.

"Det tyder ikke paa stor Klogskab. Det er ligesom en Mand, der skulde vandre tyve Mil paa en Uge og saa opsatte Reisen til Ugens sidste Time," bemærkede Frimodig.

"Og dog gør de fleste Mennesker, som kalder sig Pilegrimme, saaledes. Jeg er, som I ser, en gammel Mand og har længe vandret paa denne Vei. Mange Ting har jeg erfaret. Jeg har set nogle fare af Sted, som de skulde drive hele Verden frem, og efter kort Tids Forløb har de dog fundet Døden i Ørkenen og saaledes aldrig naaet det forjættede Land. Jeg har set andre, som det saa smaat ud med i Begyndelsen, og dog er der bleven gode Pilegrimme ud af dem. Andre løber frem i vældig Fart, men desværre løber de ligesaa hurtig tilbage igen. Man kan høre Mennesker tale saa smukt om vort Liv, og efter kort Tids Forløb kan de være vore bitreste Modstandere. Andre tror paa Himmeriges Glæde, og naar de skal til at nyde den, vender de om og siger, at der er intet Himmerige. Nogle praler af deres Mod og taler om, hvad de vilde gøre, naar de mødte Modstand, og ved det første Kampraab - selv om det er falsk - vender de om, forlader Vejen og lader deres Tro i Stikken, sluttede Redelig.

Mens de nu gik sammen paa Veien, kom der en løbende dem i Møde og sagde: "Hvis I har eders Liv kært, saa fly, thi Røverne er foran eder!"

"Det er sandsynligvis de tre, som overfaldt Svag-Tro paa dette Sted. Men lad dem komme," sagde Frimodig, "de skal faa en varm Modtagelse."

Man gik nu videre, men saa sig dog godt for ved hver Omdrejning af Veien, for at Skurkene ikke skulde overrumple dem. Om Røverne havde hørt om Frimodig, eller om de havde andet for, vides ikke, men vore Venner sik Lov til at vandre i Fred.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media