Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Ottende Kapitel.

Pilegrimmene i Herberget.

Kristine begyndte at spørge om et Hvilested for sig og Børnene, da de var trætte.

"Ikke langt herfra," sagde Redelig, "bor en Mand ved Navn Kajus." De besluttede nu at tage ind hos denne Mand, og de gjorde det saa meget hellere, som Redelig gav ham et særdeles godt Skudsmaal. De kom nu til Stedet, gik ind og spurgte efter Herren i Huset. Han kom, og de bad om Lov til at blive der Natten over.

"Ja, det kan I godt, hvis I er ærlige Mennesker; mit Hus er kun for Pilegrimme."

De blev alle glade, fordi de kunde mærke, at Værten elskede Pilegrimmene. Nu fik de Værelser anvist. Frimodig spurgte: "Hvad har du til Aften, Kajus? Pilegrimmene er sultne og trætte, de har gaaet en lang Tur i Dag."

"Det et saa sent, at jeg ikke godt kan faa Mad hentet. Derfor maa I tage til Takke med, hvad vi har."

"Det vil vi, og kender jeg dig ret, saa er der heller ingen Mangel i dit Hus."

Kajus gik nu til sin Kok, hvis Navn var God-Smag, og sagde, at han maatte lave Mad til Pilegrimmene. Kajus kom nu atter ind og sagde: "Kære Venner, I er velkomne hos mig, og jeg er glad over at kunne aabne mit Hus for eder. Lad os nu tale sammen, mens Maden bliver færdig."

Det var de alle villige til, og Kajus spurgte derpaa om, hvem de var.

"Det er Kristens Hustru og hendes fire Børn Den unge Pige er en bekendt, som er fulgt med hende. Drengene vil gerne træde i deres Faders Fodspor. Deres Hjerter banker af Glæde, naar de ser hans Fodspor eller et Sted, hvor han har ligget."

"Nej, er det virkelig Kristens Hustru og Børn! Jeg har kendt Kristens Fader og Farfader. Der har været mange gudfrygtige Mænd i denne Slægt, hvis Forfædre først boede i Antiochia. Du har nok hørt Kristen tale om sine Forfædre? De var udmærkede Mænd, modige var de og særlig virksomme i gode Gerninger mod Herrens Pilegrimme og alle hans kære. Jeg har hørt om mange af disse Mænd, som har været anklagede for Sandhedens Sag. Stefanus, som var en af de første af din Mands Slægt, blev stenet, Jakob blev henrettet ved Sværd. Endvidere kan nævnes Paulus og Peter, som fra ældgammel Tid har hørt til Familien, Ignatius, som blev kastet for Løverne, Romanus, hvis Kød blev skaaret fra Benene, Polykarp, som blev brændt, og flere. En blev hængt op til Føde for Hvepse, en anden kom i en Sæk og blev kastet i Vandet. Utallige er de, som har lidt Uret, ja Døden, fordi de elskede Pilegrimmene. Jeg er saa glad over, at Kristen har efterladt sig fire saadanne Sønner. Jeg haaber, de vil gøre Deres Faders Navn Ære, træde i hans Fodspor og til sidst naa Maalet."

"Kristens Sønner er brave Mennesker, de synes af hele deres Hjerte at have valgt den rette Vej."

"Det tror jeg ogsaa," sagde Kajus, "og derfor vil Slægten udbredes over hele Jorden og blive saare talrig. Kristine burde se sig om efter nogle unge Piger, som de kunde blive forlovede og gifte med, at deres Faders Navn aldrig maa uddø, og deres Forfædres Hus aldrig blive glemt."

"Sandelig, det vilde være slemt, hvis denne Familie skulde forgaa."

"Forgaa kan den ikke, men den kan nok formindskes. Derfor skulde Kristine følge mit Raad, det er den rette Vej til at holde Slægten oppe. Jeg er saa glad ved dig og Barmhjertighed," sagde Kajus videre, idet han vendte sig til Kristine, "I staar mit Hjerte nær. I maa se at komme endnu nærmere sammen. Hvis hun vil, saa giv hende Matthæus. Paa den Maade kan din Slægt bevares."

Alle Parter var glade ved dette Forslag, og de to unge Mennesker blev gifte kort efter. Men herom senere.

Kajus sagde: "Jeg vil nu tale om, hvorledes Kvinden kan faa Ære for sin Vanære. Ligesom Døden og Forbandelsen kom ind i Verden ved en Kvinde, saaledes er ogsaa Liv og Frelse kommet til Verden ved en Kvinde. Gud udsendte sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven. Og for at vise, hvor meget Evas Døtre afskyede deres Stammoders Gerning, begærede Kvinder i den gamle Pagt Børn, at dog en eller anden Kvinde kunde blive Moder til Verdens Frelser. Og da Frelseren endelig kom, var det Kvinder, som frydede sig over ham før Mænd eller Engle. Jeg har ikke læst om, at Mænd gav Jesus saa meget som en Øre, mens der staar, at Kvinder fulgte ham og kom ham til Hjælp med deres Gods. Ligeledes var det en Kvinde, som vædede hans Fødder med sine Taarer; en Kvinde salvede hans Legeme efter hans Død, Kvinder græd, da han gik sin Smertensgang til Korset, Kvinder fulgte ham fra Golgatha, og de sad ved hans Grav. Kvinderne mødte ham efter Opstandelsen, og de bragte hans Disciple Bud herom. Saaledes har Kvinderne modtaget rig Naade og Velsignelse, og sammen med os er de Medarvinger til Livets Naadegave."

Kokken sendte nu Bud, at Maden var snart færdig, og der kom en Tjener med Dug, Tallerkener, Salt og Brød.

Matthæus sagde: "Ved at se Dugen og det andet paa Bordet, faar jeg større Appetit og Længsel efter Mad."

"Lad alle Forberedelser i dette Liv tjene til at forstørre din Længsel efter at sidde ved den store Konges Bord i hans Rige.

Thi al Prædiken, alle gode Bøger og alle Guds Anordninger hernede er kun at ligne ved det at dække Bord med Dug, Salt og Brød, naar det sammenlignes med det herlige Maaltid, som Herren har tilberedt for os, naar vi kommer til hans evige Boliger."

Nu blev Aftensmaden baaren ind. Der blev sat to Retter Mad paa Bordet, og man bad og takkede Gud. Maden var frisk og vel tillavet, og alle spiste godt af den. Dernæst blev der sat frem en Flaske Vin, som var rød som Blod. Kajus sagde til Gaesterne:

"Sluk eders Tørst i denne ægte Vindruesaft, som glæder Guds og Menneskers Hjerter." De drak, og deres Hjerter blev glade. Saa kom en Skaal Mælk og Brød. "Lad de unge faa dette, at de kan vokse," sagde Kajus.

Der blev derpaa sat Smør og Honning paa Bordet. "Spis," sagde Værten, "at eders Forstand maa blive klar, og eders Indsigt dybere. Netop disse Retter var Herrens Føde, mens han var Barn. Thi der staar skrevet: "Han skal spise Smør og Honning ved den Tid, han forstaar at forkaste det onde og at udvælge det gode."

Til stdst kom der nogle meget velsmagende Æbler og Nødder paa Bordet. "Maa vi spise Æbler," spurgte Matthæus, "det er jo den Frugt, som Slangen bedrog vor første Moder med?"

Kajus svarede:

"Vel var det Æbler, vi blev fristet med,
dog Synd, ej Æbler, var vor Sjæls Formel.
Forbudne Æbler gør os megen Meen,
men gudbefalet Frugt gør Sjælen ren.
Du Kirke, Herrens Due, drik og spis!
Din Kærlighed skal mættes paa den Vis."

"Jeg spurgte, fordi jeg for kort Tid siden blev syg efter Nydelsen af Frugt."

"Man bliver altid syg af forbuden Frugt, men aldrig af den Frugt, som Frelseren har tilladt."

En sagde: "Nødder ødelægger Tænderne, særlig Børns."

Hertil svarede Værten:

"Et dunkelt Ord, som din Forundring vækket,
er lig en Nød, hvis Skal jo Kærnen dækker.
Knæk Skallen, da du finder Kærnen sød
som den, du nylig her ved Bordet nød."

Glade og fornøjede sad de endnu en Stund ved Bordet og talte sammen om mange Ting.

"Mens du knækker dine egne Nødder," sagde Redelig til Kajus, "vil du saa ikke gætte en Gaade, jeg vil sige dig?"

"Der var en Mand, som havde denne Skik: jo mer han kasted bort, des mer han gik."

Med Spænding ventede de alle paa, hvad deres Vært vilde svare. Efter en Stunds Tavshed sagde han:

"Den, der sit Gods til arme giver hen, skal faa det, som han gav, ti Fold igen."

"Jeg troede ikke, du havde gættet den," sagde Josef.

"Jo, jeg har megen Øvelse; der er ingen bedre Lærer end Erfaringen. Af min Herre har jeg lært at gøre vel, og jeg har gjort den Erfaring, at man vinder derved. "Der er den, som udspreder rigeligen, og ham tillægges end mere; og der er den, der holder tilbage, mere end ret er, og dog bliver der kun Mange!. Der er den, som holder sig for rig og har dog intet, og den, som holder sig for fattig og har meget Gods."

Samuel hviskede til sin Moder: "Vor Vært er en god og from Mand. Lad os blive her en Tid, saa kan Matthæus blive gift med Barmhjertighed."

Kajus hørte, hvad han sagde, og svarede: "Det maa I hjertens gerne."

De blev der nu over en Maaned, og de to unge blev gifte. Som hun plejede, arbejdede Barmhjertighed ogsaa for de fattige paa dette Sted, og hendes Gavmildhed gjorde, at Pilegrimmene blev særdeles vel ansete.

Men tilbage til min Fortælling. Efter Maaltidet vilde Sønnerne gerne i Seng, da de var trætte af den lange Vandring. Værten kaldte paa en, som skulde vise dem deres Soveværelse. "Jeg vil gerne hjælpe dem," sagde Barmhjertighed. Det gjorde hun. De kom til Ro og sov godt. De andre blev siddende oppe hele Natten. De kom til at synes saa godt om hverandre, at de næsten ikke kunde skilles.

Mens de talte sammen om deres Herre, om dem selv og deres Rejse, begyndte gamle Redelig at nikke.

Da udbrød Frimodig: "Hvad, gamle, begynder du at blive søvnig! Vaagn op! Du skal faa en Gaade at løse."

"Lad mig høre den."

"Den, som vil dræbe, først betvinges maa,
den, som vil leve, gennem Døden gaa."

"Den er vanskelig at løse, og endnu vanskeligere er det at blive gennemtrængt af dens Sandhed. Vil du ikke sige din Mening om den, Kajus, saa vil jeg høre til?"

"Nej, den er fremsat for dig, og Vi venter alle, at du løser den."

Redelig svarede nu:

"Den, som vil dræbe Synden, maa betvinges først af Naade; den, som i Livet skal bestaa, maa dø fra Syndens Vaade."

"Godt sagt," udbrød Kajus. "Guds Ord og vor egen Erfaring lærer os dette. Vi har ingen Magt over Synden, før Naaden bliver aabenbarer, og Hjertet forstaar dens Herlighed. Synden er det Reb, hvori Satan holder Sjælen bunden, og hvorledes skulde Sjælen kunne gøre Modstand, saa længe den endnu er bunden? Et fornuftigt Menneske, som kender Naaden, tror heller ikke, at den Mand, som er en Slave af sin syndige Lyst, kan være et Vidnesbyrd om Guds Naade. Jeg kommer i Tanker om en Historie, som jeg vil fortælle. To Mennesker begav sig paa Pilegrimsvandring. Den ene begyndte, da han var ung, den anden først, da han var gammel. Den unge havde mægtige Lidenskaber at kæmpe imod, den gamle var i Aarenes Løb bleven svækket paa Sjæl og Legeme og havde som Følge heraf ikke saa meget at kæmpe imod. Den unge vandrede lige saa hurtigt og sikkert som den gamle. I hvem af disse to lyste Guds Naade nu klarest? De syntes jo at være lige stillede."

"Uden Tvivl i den unge Mand," svarede Redelig, "thi den, som overvinder den stærkeste Modstand og endda kan følge med en, som kun møder halv saa megen Modstand, han maa være den stærkeste Jeg har hørt ældre Mennesker rose sig selv, fordi de har forvekslet Naturens Forfald og Lysternes Aftagen med Naadens Sejr over Hjertets onde Tilbøieligheder. Herved har de bedraget sig selv. Gamle Mænd, som er fyldte af Guds Aand, er vel skikkede til at give de unge gode Raad, fordi de har set denne Verdens Forfængelighed. Naar en ung og en gammel begynder Rejsen sammen, da vil Guds Naades Lys sædvanligvis straale klarest hos den unge, fordi den gamle Mands Tilbøjeligheder af Naturen er svagest." Saaledes sad de og talte sammen til Daggry.

Efter at hele Familien var staaet op, bad Kristine sin Søn, Jakob, om at læse et Guds Ord for dem. Han læste det 53. Kapitel hos Esajas.

Da han var færdig, spurgte Redelig: "Hvorfor mon der staar: "Han skød frem som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed?"

"Jeg vil svare dig paa det første," sagde Frimodig. "Der staar saaledes, fordi Israel paa Kristi Fødsels Tid næsten helt havde tabt al sand Gudfrygtigheds Kraft og Aand. Til det andet kan jeg sige: Det er vantro Menneskers Tanker om Frelseren, som Profeten her viser os. De mangler Troens Øje, som kan se vor Frelsers Hjerte for Syndere, og derfor dømmer de ham efter hans udvortes Ringhed. Det gaar dem paa samme Maade som Mennesker, der ikke ved, at en Ædelsten kan være overtrukken med en grim, værdiløs Skorpe. De finder en saadan Ædelsten og kaster den foragtelig bort som en anden væsrdiløs Sten uden at have Anelse om, hvilken Skat de har besiddet."

"Siden I nu er kommet her," sagde Kajus, "og da jeg ved, at du forstaar at føre Vaaben, Frimodig, lad os saa gaa ud, naar vi har faaet en Forfriskning, for at se, om vi kan udrette noget godt. En Mils Vej herfra bor der nemlig en Kæmpe, Dydsmorder hedder han, som anretter megen Skade paa sin Egn og paa Kongens Landevej. Jeg ved, hvor han har sit Tilhold. Han er Fører for en hel Bande Røvere, og det vilde være godt, om vi kunde blive fri for dette Røveri."

Heri var de alle enige, og Frimodig greb sit Sværd, sin hjælm og sit Skjold. De andre bevæbnede sig med Lanser og stokke.

Da de kom til det Sted, hvor Kæmpen var, saa de, at han havde faaet en Mand ved Navn Svaghjertet i sin Vold. Røverne havde fanget ham paa Landevejen. Kæmpen var nu ved at rive alle hans Klæder af ham for at spise ham. Kæmpen var nemlig Mennesteæder af Naturen.

Saa snart han sik Øje paa Frimodig og de andre i Hulens Indgang, spurgte han dem, hvad de vilde.

"Vi vil have fat paa dig. Vi er komne for at hævne alle de Pilegrimme, som du har dræbt, efter at du har slæbt dem bort fra Landevejen. Kom derfor ud af din Hule!"

Kæmpen greb sine Vaaben og gav sig til at kæmpe mod de andre. De kæmpede i over en Time og holdt saa op for at hvile.

"Hvorfor kommer du paa min Grund?" spurgte han Frimodig.

"Som jeg før sagde dig, for at hævne alle de myrdede Pilegrimme."

De tog atter fat, og Kæmpen gik saa haardt frem, at Frimodig et Øjeblik maatte vige. Men han gik paa igen, og med vældig Kraft rettede han et Slag mod Kæmpens Hoved, saa denne blev afvæbnet. Endnu et Slag, og Frimodig skilte hans Hoved fra Kroppen og førte det med tilbage til Herberget. Han tog ogsaa Svaghjertet med. Da de var komne hjem, blev Hovedet udstillet til Skræk og Advarsel for alle ligesindede.

Man spurgte nu Svaghjertet, hvorledes han var faldet i Hænderne paa Kampen..

"Som I kan se, er jeg en svagelig Mand," svarede han, "og da Døden bankede paa min Dør, fik jeg den Tanke, at jeg aldrig kunde blive rask derhjemme. Jeg besluttede at leve en Pilegrims Liv, og jeg har nu vandret helt fra Byen Uvished, hvor min Fader og jeg er født. Jeg er et svagt og usselt Menneske, baade til Legeme og Sjæl, men det er dog min Lyst at vandre paa den trange Vej, selv om jeg kun formaar at slæbe mig frem. Da jeg kom til Porten, hvor Vejen begynder, gav Herren der mig Mad og Drikke i Overflod. Han havde intet at sige til min Svaghed, men bød mig holde fast ved Haabet, indtil Sejrens Krone blev min Løn. Han gav mig flere Ting til Hjælp paa Rejsen. Jeg kom til Fortolkerens Hus, og ogsaa her var man venlig imod mig. Da jeg var for svag til at gaa op ad Bjerget, bar en af Tjenerne mig. Andre Pilegrimme har hjulpet mig paa mange Maader, og skønt de ikke gik saa langsomt, som jeg var nødt til, opmuntrede de mig og sagde, at det var Herrens Villie, at alle svagelige skulde trøstes og hjælpes. Da jeg imidlertid kom til Angrebsstedet, mødte jeg Kæmpen, og han udfordrede mig til Kamp. Han greb mig da og slæbte mig ind i sin Hule. Jeg var dog ikke bange for, at han skulde dræbe mig, jeg fulgte ham nemlig ikke godvilligt, og jeg har hørt, at ingen Pilegrim vil blive dræbt, naar hans Hjerte er ret vendt for Herren. Fjenden røvede mig, det er sikkert, men lige saa sikkert er det, at jeg sIap med Livet. Dette kan jeg takke min Gud og Skaber for, og eder som hans Redskaber. Jeg er forberedt paa at blive slaaet tiere, men det er min faste Beslutning, at jeg desuagtet vil løbe, naar jeg kan, gaa, naar jeg ikke kan løbe, og krybe, naar jeg ikke kan gaa. Jeg er vis i min Salighedssag - takket og priset være han, som elsker mig, - min Vej ligger foran mig, allerede nu er jeg i Aanden paa den anden Side hin Flod, over hvilken der ikke fører nogen Bro; og al den Naade er vederfaret mig, skønt jeg kun er svag og ringe."

"Har du ikke for længere Tid siden stiftet Bekendtskab med en Pilegrim, som hed Frygtsom?"

"Jo, han kom fra Byen Dumhed, som ligger lige saa langt fra Fordærvelsens By som fra min Fødeby. Skønt vi altsaa ikke boede i samme By, var vi godt kendte, thi han var min Farbroder. Vi havde det samme svage Sind og lignede ogsaa hinanden i det udvortes, kun var jeg lidt højere."

"Jeg kunde næsten tænke mig, at I maatte være i Familie, thi I ligner hinanden, samme Ansigtsfarve, samme Øjne og samme Maade at tale paa."

"Mange, som kender os, siger det samme, og meget af det, som jeg har set hos ham, har jeg fundet i mit eget Hjerte."

"Kom, min kære Ven, og vær ved godt Mod," sagde Kajus, "du er velkommen i mit Hus. Sig kun, hvad du har Lyst til, og hvad vi kan gøre for dig. Vi vil alle hjælpe dig efter bedste evne."

"Din Godhed kommer til mig som en Solstraale gennem mørke Skyer. Kæmpen havde ondt i Sinde imod mig, da han standsede mig og vilde dræbe mig. Da han havde rovet alt, hvad jeg ejede, vilde han nok ikke have ladet mig gaa til dig. Og nu har hans onde Hensigter ved Guds Forsyns Styrelse vendt sig til det gode!"

Mens de to talte sammen, kom der en løbende og fortalte, at der en Fjerdingvej borte laa en Pilegrim, som var dræbt af Lynet. Hans Navn var Uklar.

"Men er han virkelig dræbt. Han indhentede mig for nogle Dage siden og vilde følges med mig. Vi gik ogsaa sammen, men da jeg blev fanget, undløb han, fordi han var raskere til Bens. Han undslap og løb sin Død i Møde, jeg blev fanget og lever.

Hvad der kan synes os den viste Død,
er tidt Befrisler af svarest Nød.
Og naar os Forfynet med Døden truet,
vort skræmte Blik tidt ind i Livet stuer.
Jeg blev en Fange, mens han løb sin Vej;
dog naaede Døden ham, og Livet mig."

Ved denne Tid var det, at Matthæus og Barmhjertighed blev gifte, og samtidig gav Kajus Jakob sin Datter Fobe til Hustru. Efter Bryllupet blev Pilegrimmene endnu ti Dage hos Kajus, og de nyttede Tiden godt.

Inden de rejste, gjorde Kajus en Fest for dem. Da de nu endelig skulde af Sted, bad Frimodig om en Regning for deres Ophold. Kajus svarede ham, at han ikke plejede at tage Betaling af Pilegrimmene. Hans Hus stod aabent for dem Aaret rundt. Betalingen vilde han hæve hos den barmhjertige Samaritan, som ved sin Tilbagekomst havde lovet at betale ham, hvad han sik til gode.

Frimodig sagde til ham: "Du elskelige! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for fremmede, hvilke har vidnet for Menigheden om din Kærlighed, og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse saaledes, som det er Gud værdigt."

Kajus tog nu Afsked med dem alle, særlig med sine Børn og med Svaghjertet, som han gav en Læskedrik med.

Lige da de skulde til at gaa, gjorde Svaghjertet Mine til at ville blive tilbage, men Frimodig opdagede det og sagde: "Kom nu og følg med os. Jeg skal være din Fører, og du skal dele Kaar med os."

"Ak, jeg trænger saa haardt til en Ledsager, som kan passe mig. I andre er saa glade og stærke, og jeg er kun svag. Jeg maa derfor hellere gaa bagefter, ellers bliver jeg paa Grund af min Svaghed kun til Byrde for eder alle. Som jeg sagde, er jeg et svagt Menneske, og jeg kan ikke taale det, som andre let kan gaa igennem. Latter og Munterhed er mig imod, og unyttige Spørgsmaal kan jeg ikke udstaa. Min Karakter er saaledes, at jeg meget let tager Anstød af Ting, som andre kan gøre med Fred. Jeg kender ikke Sandheden fuldt ud og er ogsaa en meget uvidende Krisien. Naar jeg hører andre glæde sig i Herren, bliver jeg tidt blot bedrøvet, fordi jeg ikke kan dele denne Glæde. Jeg har det som en svag Mand iblandt Kæmper, som et sygt Menneske midt iblandt sunde. Jeg kan ligne mig selv ved "en foragtet Lampe". "En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden." Jeg er dertil altid raadvild."

"Men, kære Broder, det er netop min Gerning at hjælpe og trøste de svage og skrøbelige. Du skal gaa med os, vi vil vente paa dig og staa dig bi, vi vil fornægte os selv, vi vil ikke drøfte Stridsspørgsmaal i dit Paahør, vi vil hellere gøre alt for dig end lade dig blive tilbage."

Under denne Samtale var de blevet staaende ved Kajus Dør, og nu kom der en Mand, som hed Invalid, hen til dem. Han var ogsaa paa Pilegrimsfærd

Til ham sagde Svaghjertet: "Hvorledes kommer du her? Jeg staar netop og klager over, at jeg ikke har passende Følgeskab, og saa kommer du. Du er Manden efter mit Hjerte. Derfor, velkommen, kære Invalid, jeg vil haabe, at vi kan hjælpe hinanden."

"Jeg er ogsaa glad ved at komme til at følges med dig, min kære Svaghjertet, jeg vil hellere laane dig en af mine Krykker, end jeg vil skilles fra dig."

"Nej, hør, ved du nu hvad! Tak for din gode Vilje, men jeg vil dog ikke bruge Krykke, saa længe jeg ikke halter. Ved Lejlighed kan jeg maaske faa Brug for din Krykke til at holde Hundene borte med."

"Ja, den er altid til Tjeneste."

Saa gik de nu alle videre.

Frimodig og Redelig foran, saa Kristine og Børnene, endelig Svaghjertet og Invalid med sine Krykker til sidst.

Redelig sagde til Frimodig: "Du kunde gerne fortælle os noget om Pilegrimme, som har vandret denne Vej før os."

"Det vil jeg gerne. I har vel nok hørt om, at Kristen mødte Apollyon i Ydmygelsens Dal, og ogsaa hvor vanskeligt det var for ham at komme igennem Dødens Skygges Dal. I har vel ogsaa hørt om, hvorledes en Kvinde, Letfærdig, fristede Trofast, og at han ogsaa maatte kæmpe med den gamle Adam, med Misfornøjet og med Skam? Det er ikke behageligt at møde saadanne fire Skurke paa sin Vej."

"Ja, jeg har hørt om alt dette," svarede Redelig, "Skam var vist den værste af de fire. Han var dog en uforskammet Fyr."

"Ja, og som Kristen sagde, han svarede kun saa daarligt til sit Navn, for saa vidt som han slet ikke kendte den Følelse, han bar Navn efter."

"Sig mig, var det ikke ogsaa Kristen og Trofast, som mødte Snakkesyg? Han er ogsaa værd at lægge Mærke til."

"Ja, han var en dum Nar, og dog har han desværre mange Efterfølgere."

"Han vilde nok gerne have bedraget Trofast."

"Det vilde han, men Kristen viste sin Kammerat, hvorledes han kunde lære Fyren rigtig at kende."

Pilegrimmene gik nu fremad, indtil de kom til det Sted, hvor Evangelist forudsagde Kristen og Trofast, hvad der vilde ske paa Forfængelighedens Marked. Føreren fortalte sine Ledsagere dette, og hertil bemærkede Redelig: "Det var en streng Lektie, han gav dem at lære."

"Vist saa, men han gav dem samtidig Kraft til at kæmpe som Løver. Tænk blot paa, hvor frygtløse de var, da de stod for Dommeren."

"Ja, Trofast døde som en sand Helt."

"Hans Død blev ogsaa et frugtbart Sædekorn. Haabefuld og flere andre blev omvendte ved at se hans Lidelse og Død."

"Gud være lovet og priset for hans Død. Men fortæl om de andre, du kender jo deres Færd."

"Af alle de Mænd, som Kristen mødte, efter at Trofast var død, var Uredelig en af de værste."

"Uredelig, hvem var han?"

"Han var en topmaalt Skurk og Hykler. Han vilde gaa for at være Kristen, men han sørgede dog for, at han ikke kom til at tabe noget ved sin Kristendom, og selvfølgelig vilde han heller intet lide for den. Han indrettede sin Kristendom aldeles efter Forholdene. Hans Kone var ikke et Haar bedre. Han skiftede saare hyppig Mening, og han forsvarede oven i Købet sit Vægelsind. Efter hvad jeg har hørt, gik det ham da ogsaa galt til sidst, og hans Børn maa endnu lide under hans Uredelighed."

Nu fik de Øie paa den By, hvori Forfængelighedens Marked holdtes. De raadslog med hverandre om, hvorledes de skulde komme igennem Byen. En mente saaledes, og en anden vilde bære sig ad paa en anden Maade. Til sidst sagde Frimodig: "Som I ved, har jeg tidt ført Pilegrimme gennem denne By. Jeg kender en Mand, som hedder Mnason, han er født paa Kypern og er en gammel Herrens Discipel. Hos ham kan vi bo. Synes I ikke, at vi skal tage ind der?"

Det vilde de alle sammen gerne.

Først henimod Aften kom de til Byen. Frimodig kendte Veien til den gamle Mands Hus. De kom hen til Huset og bankede paa. Værten kendte Frimodigs Stemme og lukkede straks op, hvorefter de alle gik ind. Mnason spurgte dem om, hvor langt de havde reist den Dag.

"Vi kommer fra Kajus."

"Det, maa jeg sige, var en lang Dagsrejse. I maa være trætte. Sæt eder ned!"

De satte sig, og Frimodig sagde: "Lad nu, som I er hjemme, jeg er vis paa, at I alle er hjertelig velkomne hos min gamle Ven."

"Det er I. Er der noget, I ønsker, saa sig til, og saa vidt muligt skal I faa det."

"For kort Tid siden ønskede vi kun Ly for Natten og godt Selskab. Jeg tror, vi har faaet vort Ønske opfyldt," sagde Redelig.

"Nu kan I jo se, hvorledes I bliver tilfredse," sagde Mnason.

Pilegrimmene fik nu anvist et Værelse til hver og tillige en stor Sal, hvor de kunde spise til Aften og være sammen til Sengetid.

Efter at de nu havde styrket sig efter Reisens Besværligheder, spurgte Redelig Værten, om der var mange troende Mennesker i Byen.

"Der er nogle faa, meget faa, naar de stilles ved Siden af den vantro Mængde."

"Hvorledes kan vi komme til at stifte Bekendtskab med disse Venner? For Pilegrimme er det lige saa vigtigt at se Venner, som det er for Sømændene at se Maanen og Stjernerne."

Mnason kaldte nu paa sin Datter, Naade, og bad hende hente nogle Venner. "Gaa og sig til Bodfærdig, Hellig, Gudfrygtig, Sanddru og Angergiven, at her er nogle Venner, som gerne vil hilse paa dem i Aften." Naade udrettede sit Ærinde, og de kom alle og tog Plads ved Bordet.

"Kære Naboer, I ser her nogle Venner, som er paa Vej til Zions Bjerg. De er komne langvejs fra. Kan I tænke, hvem det er?" spurgte Værten og pegede paa Kristine, "hun er Kristens Hustru, den Kristen, som sammen med Trofast blev saa skændigt behandlet i vor By."

"Men er det Kristine? Det ventede vi ikke, da Naade indbød os, men derfor er Overraskelsen kun glædeligere."

De spurgte nu ud om, hvorledes det gik hende, og om de unge Mænd var hendes Børn. Da hun havde svaret herpaa sagde de: "Den Konge, som I elsker og tjener, gøre eder trofaste som eders Fader og give eder sin Fred, som han har faaet den!"

Mens de nu sad, spurgte Redelig, hvorledes det stod til i Byen.

Bodfærdig svarede: "I kan tro, vi har nok at gøre i denne Markedstid. Det er saare vanskeligt under saadanne Forhold at staa ret vendt med hele sit Hjerte. Naar man bor i saadan en By og omgaas saadanne Folk som denne Bys Indbyggere, trænger man stadig til Paamindelse og Formaning om stedse at være vaagen og paa Vagt."

"Vil eders Naboer nok forholde sig rolige?"

"Med Hensyn hertil er det langt bedre nu end før. I ved jo nok, hvilken Behandling der blev Kristen og Trofast til Del, men siden den Tid er de blevne langt skikkeligere.

Det ser næsten ud, som om Misgerningen mod Trofast tynger paa deres Samvittighed. Siden den Tid har de heller ingen brændt. Da Kristen og hans Broder var her, kunde vi slet ikke vise os paa Gaden. Det kan vi godt nu. Da var enhver, som bekendte Jesus Kristus, forhadt. Nu sætter mange - i hvert Fald i enkelte Bydele - Gudsfrygt ret højt. Men sig mig nu, Venner, hvorledes gaar det eder paa eders Vandring? Hvilken Modtagelse faar I, hvor I kommer frem?"

"Det gaar os, som det gaar andre Vandringsmænd, snart er Vejen god, snart daarlig, snart gaar det opad, snart nedad. Vi har haft Modvind, og vi har ogsaa mødt Fjender. Hvad vi har tilbage, kender vi ikke, men vi ved, at "mange Genvordigheder vederfares den retfærdige".

"Hvilke Genvordigheder har I mødt?"

"Spørg vor Fører, Frimodig, han ved bedst Besked."

"Vi er blevne overfaldne flere Gange," svarede Føreren. "Først blev Kristine og hendes Børn overfaldne af to Skurke, som sikkert havde i Sinde at dræbe dem; saa blev vi angrebne af tre Kæmper. Det vil sige, for den enes Vedkommende var vi de angribende. Hos Kajus hørte vi nemlig Tale om, at der var en hadsk Fjende af alle Pilegrimme der i Nærheden. Vi tog da vore Vaaben, og under vor Værts Førerskab fandt vi Fjenden i hans Hule. Herover blev vi glade og gik nærmere hen til Hulen. Vi fik da Øje paa et stakkels Menneske, som Skurken havde taget til Fange og netop var i Færd med at dræbe. Fangen var Svaghjertet, som nu er med os. Da Kæmpen fik Øje paa os, troede han naturligvis, at han kunde gøre et nyt Bytte, og lod derfor Svaghjertet blive tilbage i Hulen, mens han gik os i Møde. Vi kom straks i en heftig Kamp med ham, og han slog til af alle Kræfter, men omsider blev han besejret og maatte lade sit Liv. Hans Hoved blev sat paa en Stage og stillet ved Siden af Vejen, ligesindede til Skræk og Advarsel. At det er Sandhed, hvad jeg siger, kan Svaghjertet bekræfte, han blev befriet som et Lam, revet ud af Løvens Klør."

"Ja, jeg var som død af Rædsel og blev dog trøstet; jeg var lammet af Forfærdelse, da han truede med at ville spise mig, men jeg fattede Mod, da jeg saa Frimodig og hans bevæbnede Venner nærme sig."

Hellig sagde: "To Ting bør Pilegrimme særlig lægge Vægt paa: De maa være modige, og deres Liv og Vandel maa være uplettet. Hvis de ikke er modige, kan de ikke vandre Vejen til Ende, og hvis deres Liv er lastefuldt og letsindigt, vil de derved gøre selve Navnet Pilegrim berygtet og gøre Guds Rige stor Skade."

"For eders egen Skyld vil jeg haabe, at denne Advarsel ikke rammer eder. Men det er desværre sandt, at mange, som vandrer paa Vejen, synes mere jordbundne end fyldte med Himmellængsel," sagde Gudfrygtig.

"Vel er det sandt, de har ikke Pilegrimmens Dragt paa, og de har ikke den rette Pilegrims Mod i Hjertet. De gaar ikke lige fremad, men har saa mange Svinkeærinder, de gaar - aandelig talt - med skæve Ben, med hullede Strømper, en Las hist og en Rift her. Kort sagt, de gør paa mange Maader Kristennavnet Skam og Skade," sagde Sanddru.

"Deres Hjerter burde være fyldte med Sorg over sligt," sluttede nu Bodfærdig. "Pilegrimmene kan kun vente at møde Haan og Foragt, saa længe saadanne Skampletter ikke fjernes."

Med slig Samtale gik Tiden, til Aftensmaden var færdig. Man gik da til Bords, styrkede sig ved Mad og Drikke og gik derpaa til Ro.

Pilegrimmcne blev en Tid i Byen som Mnasons Gæster. Han gav Samuel sin Datter Naade og Josef sin Datter Martha til Hustru.

Der var sket store Forandringer med Byen fra den Tid, da Kristen kom igennem den, og dette var en af Grundene til Pilegrimmenes lange Ophold. Under dette stiftede de Bekendtskab med mange af de troende i Byen og hjalp dem, saa godt de kunde. Som hun plejede, tog Barmhjertighed sig særlig af de fattige, og de velsignede hende for al hendes Godhed, som gjorde hende til en Pryd sor de helliges Samfund. Baade Naade, Fobe og Martha var ogsaa særdeles kærlige og barmhjertige, og de gjorde alle meget godt i Byen. I rigt Maal velsignede Herren Brødrenes Ægteskab, og de fik alle Sønner og Døtre, ved hvilke Kristennavnet blev bevaret.

Mens Pilgrimmene var paa dette Sted, brød engang et stort Uhyre ud af de omliggende Skove og dræbte mange af Byens Indbyggere. Uhyret bortførte en Del spæde Børn, som det saa opammede. Intet Menneske i Byen turde gøre Modstand, og alle flygtede, saa snart de blot saa Uhyrer eller hørte, at det nærmede sig.

Det lignede ikke noget andet Dyr paa Jorden. Kroppen var som en Drages, det havde syv Hoveder og ti Horn. Uhyret anrettede en frygtelig Ødelæggelse blandt Børnene, og dog lod det sig beherske af en Kvinde. Det sluttede Pagt med Mennesker, og de Mennesker, som elskede deres Legeme høiere end deres Sjæl, gik ind paa dets Betingelser og kom paa den Maade fuldstændig i Uhyrets Magt.

Nu besluttede Frimodig og andre af de Venner, som kom i Mnasons Hus, at de vilde vove en Dyst for at befri Byen og Egnen for denne frygtelige Drage, hvis Klør og Tænder var skarpe, og hvis Mordlyst var uden Grænser.

Frimodig, Bodfærdig, Hellig, Sanddru og Angergiven bevæbnede sig og gik ud for at møde Dragen. Til at begynde med var Uhyret overmodigt og saa med Foragt paa sine Fjender. Men da de alle var særdeles kampdygtige, maatte det til sidst trække sig tilbage. De vendte da tilbage til Byen.

Paa visse Aarstider kom Uhyret dog igen frem og søgte da at anrette saa stor Skade som muligt. Men vore Venner var ogsaa vaagne, og de angreb det, hver Gang det viste sig, til sidst fik det saa mange Saar, at det kun kunde krybe hen ad Jorden. Nu kunde det ikke tilføje Befolkningen stor Skade, og man tror, at det snart vil dø af sine Saar.

Ved deres Mod og Opofrelse blev Frimodig og hans Fæller meget ansete i Byen, selv vantro Mennesker fik stor Agtelse for dem, og de led ikke den mindste Overlast i denne By. Vel var der kortsynede Mennesker, som ikke agtede dem og ikke tog Hensyn til deres gode Gerninger, men saadanne findes der jo overalt; dog her var de i Mindretal.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media