Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Niende Kapitel.

Kamp med Kæmpen Fortvivlelse. Han besejres. Tvivlens Borg ødelægges. Ankomst til De yndige Bjerge.

Pilegrimmene maatte imidlertid videre, og de gjorde sig derfor i Stand til Afrejse. De sendte Bud efter Vennerne, talte med dem og bad dem nedbede Herrens Velsignelse over deres Færd. Nogle af Vennerne bragte dem flere Ting, som de kunde have god Brug for paa Rejsen. Saa begav de sig paa Vandring igen, Vennerne fulgte dem, saa langt de kunde, og til sidst anbefalede de hverandre i den naadige Guds Varetægt.

Pilegrimmene gik fremad med Frimodig i Spidsen. Kvinderne og Børnene var jo ikke saa stærke, og de andre blev derfor nødte til at indrette deres Gang efter disses Kræfter. Baade Invalid og Svaghjertet kunde saaledes følge med de andre.

Kort efter, at de havde taget Afsked med Vennerne fra Byen, kom de til det Sted, hvor Trofast havde lidt Døden. Her gjorde de Holdt og takkede Gud, som havde givet ham Kræfter til at bære sit Kors. Nu mærkede de selv noget af den Velsignelse, som mandig Udholdenhed under Lidelser fører med sig.

De gik videre og talte om Kristen, Trofast og Haabefuld, indtil de kom til Bjerget Vinding, hvor den Sølvmine var, som drog Demas bort fra den rette Vej. Det var jo ogsaa i den Mine, Uredelig antagelig blev dræbt De standsede her og overvejede alvorligt disse Ting. Nu fik de Øie paa Saltstøtten og paa Sodoma og den stinkende So. De forundrede sig meget over, at modne og kundskabsrige Mænd kunde vandre saaledes i Blinde, at de gik bort fra Veien her. De maatte paa den anden Side indrømme, at Menneskenaturen tidt ikke vil lade sig belære af andres Erfaringer, særlig naar de Ting, der er Tale om, lokker og drager det kødelige i vor Natur.

De kom nu til en Flod, der løber paa denne Side af de yndige Bjerge. Der voksede dejlige Træer paa begge Sider af Floden, og Træernes Blade havde en vidunderlig helbredende Magt. Engene var grønne hele Aaret, og Pilegrimmene kunde trygt lægge sig og hvile.

Paa Engen var der bygget Hytter og Faarefolde, og der var ogsaa opført et Plejehjem for smaa Lam, hvis Mødre begav sig paa Pilegrimsvandring. Der var en Hyrde her, som havde Medlidenhed med deres Svaghed, han bar de smaa Lam paa sine Arme.

Kristine sagde til sine Svigerdøtre, at de skulde overlade deres smaa Børn i denne Mands Varetægt, for at Børnene kunde faa et Hjem og den nødvendige Pleie, at ikke et af dem skulde savnes paa den store Dag. Hvis de for vild, vilde deres Vogter bringe dem tilbage igen, blev de saarede og syge, vilde han forbinde og styrke dem. De vilde aldrig komme til at mangle Klæder og dagligt Brød, og de vilde blive beskærmede mod Tyve og Røvere. Han vilde hellere ofre sit Liv end miste en af de smaa, som var ham betroede. Endvidere vilde de blive opdragne i Tugt og Herrens Formaning, de vilde lære den rette Vei at kende, og det har stor Betydning, sagde hun. Her er deilige, rindende Vande, grønne, frugtbare Enge, smukke Blomster, Træer med sunde, spiselige Frugter - ikke saadanne, som Matthæus blev syg af - men Frugter, som giver Helbred, naar man er syg, og som styrker og øger den Kraft, man er i Besiddelse af.

De unge Kvinder kom snart til den Erkendelse, at de helst maatte overgive deres Børn i denne gode Hyrdes Hænder, ogsaa fordi dette Opholdssted var indrettet paa deres Konges Befaling og paa hans Bekostning.

Nu gik de videre, indtil de kom til Bivejsmarken, den Mark, som Kristen og Haabefuld gik paa, da de blev fanget af Fortvivlelse og kastet i Fængsel paa Tvivlens Borg.

Pilegrimmene lagde her Raad op om, hvad de skulde gøre. De var jo stærkere end Kristen og Haabefuld, fordi de var flere og havde en Fører som Frimodig. Mon det ikke var bedst, at de prøvede paa at dræbe Kæmpen og ødelcegge hans Slot? Hvis der for Tiden var fangne Pilegrimme, kunde disse samtidig faa deres Frihed. Nogle raadede fra, andre var villige til at angribe Kæmpen. Man spurgte, om det var lovligt at gaa ind paa vanhellig Jord. "Naar kun vort Maal er godt, maa vi have Lov dertil," mente en.

"Selv om det ikke passer i alle Tiltælde i Livet, saa ved jeg, at jeg har faaet Befaling til at kæmpe mod Synden, at sejre over det onde og stride Troens gode Strid. Og hvem skulde jeg vel kæmpe med, naar det ikke skulde være med Kæmpen Fortvivlelse? Derfor vil jeg sætte Liv mod Liv og prøve paa at faa Tvivlens Borg jævnet med Jorden," sagde Frimodig, "og hvem vil følge mig?"

"Det vil jeg," svarede gamle Redelig.

"Og vi med!" raabte Kristines Sønner, som jo nu var kraftige, unge Mænd.

Kvinderne blev paa Vejen sammen med Svaghjertet og Invalid, som skulde forsvare dem med sine Krykker. Naar de kun blev paa Vejen, kunde selv et Barn føre dem.

Frimodig, Redelig og de fire unge Mænd gik da op til Tvivlens Borg for at faa fat paa Kæmpen. De kom til Porten og bankede særlig haardt paa. Den gamle Kæmpe og hans Hustru, Mistro, kom nu frem og spurgte: "Hvem vover at forstyrre os paa den Maade?"

"Det er Frimodig; jeg er den himmelske Konges Tjener og udsendt for at føre Pilegrimme hjem til deres Stad. Jeg forlanger, at du skal aabne Porten for os, og du maa gøre dig rede til Kamp. Jeg vil hugge dit Hoved af og ødelægge dit Slot."

Kæmpen var overmodig, fordi han troede, at intet Menneske kunde overvinde ham, og han tænkte derfor som saa: Jeg har kæmpet med Engle og besejret dem, skulde Frimodig saa kunne gøre mig bange? Han iførte sig derfor sin Rustning og kom ud. Han havde en Staalhjælm paa sit Hoved, en gloende Brynje og Jernsko paa. I Haanden havde han en vældig Kølle.

De seks Mænd stog Kreds om ham, og da hans Hustru vilde hjælpe ham, slog Redelig hende til Jorden med eet Slag. De kæmpede alle, som gjaldt det Livet, og til sidst blev Fortvivlelse slaaet ned; dog var han ikke dræbt endnu, han var lige saa sejglivet som en Kat. Frimodig blev omsider hans Banemand og skilte hans Hoved fra Kroppen.

De begyndte nu at ødelægge Borgen, og det gik forholdsvis let, da Borgherren var dræbt. Det Stykke Arbejde tog en Uge for dem. I Fængslet fandt de en Mand, som hed Forsagt, og hans Datter Meget-bange. De var næsten døde af Sult, men blev jo nu reddede. Pilegrimmene var meget forbavsede ved at se, hvor mange dræbte Mennesker der laa i Borggraven og i Fængslerne.

De to Stakler, som havde været i Skurkens Klør, var redelige Mennesker, og Pilegrimmene tog dem derfor med og beskyttede dem.

Efter at de havde begravet Kæmpens Krop, tog de hans Hoved med og viste deres Ledsagere det. Svaghjertet og Invalid blev særdeles glade, da de saa Skurkens Hoved. Kristine spillede paa Violin, Barmhjertighed paa Zither, og de andre sprang og dansede af Glæde, Invalid dansede med Meget bange, og skønt han havde Krykke, gik det helt godt.

Forsagt kunde dog ikke rigtig more sig over Musiken eller tage Del i den almindelige Glæde. Han trængte nemlig mere til Mad end til Musik. Kristine gav ham da lidt at læske sig paa og tilberedte noget Mad. Dette styrkede og oplivede ham, saa han blev glad som de andre.

Frimodig tog nu Kæmpens Hoved og satte det paa en Stang lige ved den Støtte, som Kristen i sin Tid opreiste for at advare Pilegrimme mod at betræde Kæmpens Grund. Paa en Marmorplade skrev han dernæst følgende Vers:

Paa denne Pæl I ser hans Hoved nu,
som fyldte for hver Pilegrim med Gru.
Hans Borg er knust; Frimodig tog hans Liv
og dræbte ligesaa hans onde Viv.
Forsagt og Meget-bange begge to
Frimodig løste ud af Fangebo.
Derfor hver Tvivler, blot han skue vil
herhen, skal føres ud af Tvivlens Spil.
Her danser Krøblinge af Fryd, fordi
for deres Engstelser de nu blev fri.

Efter den modige Daad fortsatte vore Venner deres Reise, indtil de kom til de yndige Bjerge, hvor Kristen og Haabefuld i sin Tid havde det saa godt. Som hine gjorde de nu Hyrdernes Bekendtskab og blev budt Velkommen. Hyrderne kendte godt Frimodig, og de sagde til ham: "Du har et stort Selskab med denne Gang, hvor har du dog faaet fat paa saa mange, og hvem er de?"

Frimodig svarede:

Her er Kristine selv med Sønner og
med deres Hustruer, som trofast drog
mod Naadens Pol, som vi Karlsvognen ser
om Polen kredse; saadan kom de her.
Som Pilgrim gamle Redelig er med
og Invalid, om hvem jeg sikkert ved,
han bar et trofast Hjerte, ligesaa
Svaghjertet, som ej vilde fra dem gaa.
Forsagt, den brave Mand, er ogsaa her,
og Meget-bange, som hans Datter er.
Vil I os her modtage, eller skal
vi vandre videre? Vi spørger. Tal!

Hyrderne svarede herpaa: "Det er et skønt Selskab, og I er alle velkomne. Vi er forsynede med Ting, som egner sig for de svage af eder, saa vel som med Ting for de stærkere Vor Konge har Hjerte selv for de mindste og ringeste, og Svaghed er derfor ingen Hindring for, at I kan faa Forplejning hos os."

De førte dem alle til Paladsets Dør og sagde: "Kom nu ind, Svaghjertet, Invalid, Forsagt og Meget-bange!"

"Vi nævner disse ved Navn," sagde de senere til Frimodig, "da de er saa tilbageholdne. De andre har fuld Frihed til at gaa ind." -

"Jeg ser, at Naaden i Dag lyser ud af eders Øine," sagde Frimodig, "og at I er eders Konges tro Tjenere, I har ikke stødt de svage bort, men snarere bestrøet deres Vej med Roser."

De svage gik nu ind, og Frimodig fulgte efter med de andre.

Da de nu alle havde faaet Plads, sagde Hyrderne til de svage Pilegrimme: "Hvad vil I nu have? Vi har alt, som kan styrke de svage og advare de ulydige."

Man tilberedte dem nu et velsmagende, letfordøjeligt Maaltid, som de nød med Tak. Derefter gik de til Ro, hver paa sit Værelse

Efter at de næste Dags Morgen havde spist, førte Hyrderne dem ud for at vise dem, hvad der var af betnærkelsesværdigt. De saa nu først alt, hvad Kristen havde set, og dernæst noget nyt.

Først Bjerget Under. Herfra kunde de se en Mand, som gik rundt og styrtede Bjerge blot ved et eneste Ord. De spurgte, hvad det skulde betyde. Hyrderne svarede:

"Manden her er en Søn af Stor-Naade, som I alle har hørt om. Han gaar her for at vise Pilegrimmene, hvorledes de ved Tro kan rydde alle Vanskeligheder af Vejen."

"Jeg kender ham," sagde Frimodig, "han er en Mand, som rager høit op over os andre."

De blev nu førte til et andet Sted, op paa Bjerget Uskyldig, hvor de saa en Mand i hvide Klæder. To andre Mænd stod og kastede Snavs paa ham. De to Mænd hed Fordom og Bud-Villie. Mærkeligt var det dog, at selv om de kastede aldrig saa meget Snavs paa den hvidklædte Mand, saa blev han dog ved at være lige ren, thi et Øieblik efter faldt det alt til Jorden igen. Pilegrimmene spurgte: "Hvad betyder dette?"

"Denne Mand hedder Sand-Gudsfrygt, og hans hvide Klæder er et Billede paa hans Livs Renhed. De Mænd, som kaster Snavs paa ham, er et Billede paa dem, som hader Guds Børns Renhed. Som I ser, vil Snavset ikke hænge ved ham. Saaledes skal det altid være med den, som lever et helligt Liv. Hvem end Fjenderne er, saa er deres Gerning forgæves, thi Herren vil om en føie Stund lade sine Børns Uskyldighed bryde frem som Lyset og deres Retfærdighed som den solklare Dag."

Det næste Bjerg, de kom til, var Gavmildhed. Her saa de en Mand, der havde et Stykke Tøj, hvoraf han skar Klæder til de mange fattige, som stod omkring ham. Hvor meget han end skar, blev der dog ikke mindre Tøi.

"Hvad skal dette betyde?"

"Dette Billede kan vise eder," svarede Hyrderne, "at den, som har Hjerte til at give til de fattige, altid har noget at give bort. Den, som vederkvæger andre, bliver selv vederkvæget. Hin Enkes Forraad blev ikke mindre, fordi hun delte med Profeten."

Endelig kom de til et Sted, hvor de saa to Mænd - Taabelig og Uforstandig - i Færd med at vadske en Neger, for at han skulde blive hvid. Jo mere de vadskede ham, des sortere blev han.

"Hvad er Meningen med dette?" spurgte Pilegrimmene.

"Saaledcs gaar det alle ugudelige Mennesker. Selv om de bruger nok saa mange Renselsesmidler, bliver de dog ved at være urene og afskyelige. Saaledes var det med Farisæerne, og saaledes vil det blive med alle Hyklere."

Barmhjertighed sagde nu til sin Svigermoder: "Jeg vil gerne se den Vei, som kaldes Bivejen til Helvede."

Kristine talte med Hyrderne herom, og de gik da med den unge Kone hen til Døren, aabnede den og bad hende høre godt efter. Hun lyttede og hørte en raabe: "Forbandet være min Fader, som holdt mine Fødder borte fra Fredens og Livets Vei !" En anden raabte: "O, var jeg dog bleven knust, inden jeg tabte min Sjæl for at redde mit Legemel" En tredie: "Kunde jeg blot leve mit Liv om igen, hvor skulde jeg fornægte mig selv for ikke at komme til dette Sted!"

Det var, som om Bjerget skælvede, og Jorden rystede under Barmhjertigheds Fod, og hun gik bedrøvet bort.

"Salige er alle de, som er befriede fra dette Sted," udbrød hun.

Da Hyrderne nu havde vist Pilegrimmene alt dette, førte de dem tilbage til Paladset, og gav dem Husets bedste Mad at spise og drikke.

Barmhjertighed fik Øje paa noget, som hun gerne vilde have, men hun turde ikke bede om det. Hendes Svigermoder, som kunde se, at hun havde noget paa Hjerte, spurgte om, hvad det var. Barmhjertighed svarede: "I Spisestuen hænger der et Spejl, som jeg ikke kan lade være med at tænke paa og ønske mig, og hvis jeg ikke faar det, er jeg bange for, at en Ulykke vil ramme mig."

"Jeg vil fortælle det til Hyrderne, maaske du saa kan faa Spejlet."

"Aah, nej, jeg skammer mig over, at disse gode Mænd skal faa at vide, at jeg er saa begærlig."

"Det behøver du ikke at skamme dig over, det er tværtimod en Dyd at ønske sligt."

"Ja, er det saa, kære Moder, saa spørg Hyrderne, om de vil sælge Spejlet."

Det omtalte Spejl var ogsaa enestaaende. Naar man saa i det, viste det aldeles nøjagtigt den beskuendes egne Træk, og vendte man det om, saa man ganske tydeligt Pilegrimmenes Konges eget Ansigt og hans Skikkelse. Folk, som kender det, siger, at de har set Tornekronen paa hans Hoved, Naglegabene i hans Hænder og Fødder og Spydstikket i hans Side. Og han kommer frem i Speilet, aldeles som man man ønsker at se ham, levende eller død, ydmyget eller ophøjet, som den lidende og bespottede eller som den sejrende og regerende.

Kristine tog nu Hyrderne til Side og sagde til dem: "En af mine Svigerdøtre nærer et brændende Ønske om at komme i Besiddelse as en Genstand, som hun har set i eders Hus, og hun er bange for, at der vil ske en Ulykke med hende, hvis hun ikke faar den."

"Kald kun paa hende; hvis vi paa nogen Maade kan, skal hun faa, hvad hun ønsker."

Barmhjertighed kom nu frem, og de spurgte hende, hvad hun ønskede.

Hun rødmede og svarede: "Det store Spejl, som hænger i Spisestuen."

En af Hyrderne løb og hentede Spejlet, og de gav alle med Glæde deres Samtykke til, at Barmhjertighed fik det. Ydmygt bøjede hun sit Hoved, takkede dem og sagde: "Jeg er glad ved, at jeg har fundet Naade for eders Øine."

De andre unge Kvinder fik ogsaa saadanne Ting, som de havde Lyst til, og deres Mænd fik Ros, fordi de havde haft Mod til at følge Frimodig i Kampen mod Fortvivlelse.

Inden Selskabet drog bort, gav Hyrderne Kvinderne mange skønne smykker.

Man husker maaske, at Hyrderne paa forskellig Maade advarede Kristen og hans Rejsefælle, da de skulde af Sted. Dette Selskab havde jo imidlertid Frimodig til Fører, og da han var velkendt med Vejen og kunde advare og paaminde i rette Tid, var videre Tale unodvendig.

Desværre havde det jo vist sig med Kristen og hans Fælle, at de glemte Advarslerne, naar de havde haardest Brug for dem.

Jnden de gik, sang de:

Hvor godt dog hvert et Hvilested er lagt
for dem, der gaar ad Pilgrimsvejen frem.
Al Trøst og Styrke derved bliver bragt
os, som i Himlen har Vort Maal og Hjem.

Hvad nyt de kender der, glad os de giver,
saa frydefuld vor Pilgrimsoandring bliver.
Og vi af dem saadanne Gaver faar,
som viser, vi som Pilegrimme gaar«

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media