Gamle tekster

Pilgrimsvandrngen af John Bunyan

Tiende Kapitel.

Ende paa Vandringen og Ankomst til den himmelske Stad.

Da de var gaaede fra Hyrderne, kom de snart til det Sted, hvor Kristen mødte Bortvendt fra Byen Frafald. Dette mindede deres Fører dem nu om, idet han sagde:

"Her mødte Kristen Bortvendt, som havde sit Skudsmaal skrevet paa Ryggen. Om denne Mand vil jeg sige: Han agtede ikke paa gode Raad, og ingen Advarsel var i Stand til at holde ham tilbage paa Farten nedefter. Da han kom til det Sted, hvor Korset og Graven var, raabte en til ham: "Se paa Korset!" Men han skar Tænder, stampede i Jorden og sagde, at han vilde tilbage til sin egen By.

Inden han naaede Porten, mødte han Evangelist, som tilbød ham, at han egenhændig vilde lede ham ind paa den rette Vej igen; men Bortvendt stod ogsaa ham imod, kom over Mosen og flygtede bort."

Nu gik Pilegrimmene videre og kom til det Sted, hvor Svag-Tro i sin Tid blev udplyndret. Her stod en Mand med draget Sværd. Hans Ansigt var fuldt af Blod. "Hvem er du?" spurgte Frimodig.

"Mit Navn er Sandhedskæmpen, jeg er en Pilegrim, som er paa Vei til den himmelske Stad. Jeg er bleven overfaldet af tre Mænd, som gav mig Valget imellem at blive, som de var, og gaa tilbage, hvor jeg kom fra, eller at dø paa Stedet. Til det første svarede jeg: Jeg har altid været en ærlig Mand, og jeg vil derfor ikke slaa Følge med Røvere og drive deres Haandværk. Til det andet svarede jeg, at jeg kun havde forladt min Hjemstavm fordi Opholdet der blev mig uudholdeligt og skadeligt. Jeg havde ingen Lyst til at være der og havde derfor givet mig paa Pilegrimsvandring. Og hvad det tredie angaar: at blive dræbt paa Stedet, da maa jeg sige, at mit Liv er købt for dyrt til, at jeg letsindigt skulde kaste det bort. I har jo desuden slet intet med mig at gøre, og det bliver værst for eder, hvis I ikke lader mig gaa i Fred. De tre Røvere, af hvilke Vildskab var den værste, faldt nu over mig, saa jeg maatte forsvare mig. Jeg kæmpede - ene mod de tre - i over tre Timer. De har ladet nogle Beviser paa deres Tapperhed i Form af Skrammer blive her tilbage, og de har taget nogle lignende med fra mig. For et Øieblik siden forsvandt de, antagelig fordi de hørte eder komme."

"Det var i Sandhed en ulige Kamp," sagde Frimodig.

"Vist var det, men Tallene spiller ingen Rolle, naar man har Sandheden paa sin Side, thi selv om »en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog trøstig." Jeg har ogsaa læst om, hvor mange f. Eks. Samson slog ihjel."

"Hvorfor raabte du ikke om Hjælp?"

"Det gjorde jeg virkelig ogsaa. Jeg raabte til min Herre og Konge, som jeg vidste vilde høre mig og sende mig usynlig Hjælp, og hermed lod jeg mig nøje."

"Du har baaret dig fuldstændig rigtigt ad," sagde Frimodig. "Lad mig se dit Sværd."

Sandhedskæmpen viste ham det, og han udbrød: "Men det er jo ogsaa et ægte Jerusalem-Sværd."

"Vist er det. Naar et Menneske har et saadant Sværd, en stærk Arm og Øvelse i at bruge Sværdet, kan man godt tage Kampen op mod en Engel. Man behøver ikke at være bange for, atsdet skal gaa i Stykker, og det sløves aldrig. Det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Marv og Ben."

"Det er mærkeligt, at du ikke er træt efter den lange Kamp."

"Nej, jeg fægtede saa længe, at Sværdet til sidst klæbede fast ved Haanden. Det var, som om Sværdet var vokset ud af min Arm. Jeg var mest modig, da Blodet løb ned over mine Hænder."

"Du har gjort dine Ting godt. Du har staaet imod indtil Blodet og stridt imod Synden. Bliv hos os og følg med os, thi vi er Brødre og skal samme Vej."

De rensede og vadskede hans Saar og gav ham alle Slags Forfriskninger. Saa fulgtes de ad.

Frimodig holdt meget af virkelige Mænd og kunde derfor godt lide Sandhedskæmpen. Til Hjælp og Vejledning for de svage i Toget gjorde han ham forskellige Spørgsmaal og spurgte ham da først, hvor han var fra, og hvorledes han var kommet paa den rette Vei.

"Jeg er fra Mørkets Land. Der er jeg født, og der lever mine Forældre endnu."

"Fra Mørkets Land? Ligger det paa samme Kyst som Fordærvelsens By?"

"Ja, netop. Min Pilegrimsvandring begyndte jeg, da jeg igennem en, som hed Sandhedskærlig, hørte Tale om Kristen og om, hvorledes han forlod Hustru, Børn og Hjem for at begive sig paa Vandring. Vi hørte paalidelige Beretninger om, hvorledes han havde dræbt en Slange, som vilde dræbe ham, og om, at han til sidst naaede sit Maal. Han fortalte ogsaa om den gode Modtagelse, han fik i alle hans Kongers Herberger og ved den himmelske Port. Der, sagde Sandhedskærlig, blev han modtaget af en Flok Engle, som blæste paa Basuner. Af Glæde over hans Komme kimede man med alle Byens Klokker, og han blev iført gyldne Klæder og fik mange andre Ting, som jeg ikke vil omtale. Sandhedskærlig fortalte Historien om Kristen saaledes, at mit Hjerte brændte af Lyst til at ile efter ham. Mine Forældre kunde ikke holde mig tilbage. Jeg gik altsaa fremad og er nu naaet hertil."

"Du kom vel igennem Porten?"

"Ja, det kan du tro. Sandhedskærlig fortalte os nemlig, at hele Reisen var forgæves, hvis vi ikke kom igennem den snævre Port ved Veiens Begyndelse."

"Læg Mærke til," sagde Føreren nu til Kristine, "hvorledes rygtet om din Mand og hans Reise har spredt sig til alle sider."

"Hvad! Er det Kristens Hustru?"

"Ja, det er det. Og her er hans fire Sønner."

"Og de er alle paa Pilegrimsvandring."

"Ja, de følger alle efter deres Fader."

"Det glæder mig af ganske Hjerte at høre. Hvor Kristen vil blive glad, naar han ser sine nærmeste, som ikke vilde følge med ham, komme ind af Porten."

"Ja, han vil utvivlsomt blive glad. Næst det selv at være frelst, kan der ikke være nogen større Glæde end at se sin Hustru og sine Børn frelste."

"Mens vi taler om dette, lad mig faa høre din Mening: Tror du, at vi kender hinanden, naar vi har naaet Maalet? Mange tvivler derom."

"Tror du ikke, at vi kender os selv og glæder os ved vor egen Salighed? Skulde vi da ikke ogsaa kende de andre og dele deres Glæde over Saligheden. Og da vor Familie jo er en Del af os selv, maa man fornuftigvis antage, at vi bliver gladere ved at se dem der end ved ak savne dem. Ganske vist er Familieforhold ophævet, men dette gør sikkert ingen Forandring i Glædesfølelsen."

"Godt, jeg forstaar din Mening," sagde Sandhedskæmpen; "er der mere, du vil have at vide om min Reises Begyndelse?"

"Ja. Vilde din Fader og Moder tillade, at du rejste?"

"O, nei, de brugte alle tænkelige Midler for at faa mig til at blive hjemme."

"Hvad havde de da at indvende mod din Rejseplan?"

"De sagde, at det var et Driverliv. Og hvis jeg ikke havde Lyst til at leve et saadant Liv i Dovensiab og Uvirksomhed, saa skulde jeg vogte mig for at begynde."

"Hvad sagde de videre?"

"De sagde, at en Pilegrims Vej var meget farlig, ja, den farligste i Verden."

"Vidste de da, hvilke Farer du vilde møde paa Vejen?"

"Ja, mange af dem."

"Nævn os nogle."

"Først fortalte de om Modløshedens Sump, som Kristen nær var bleven kvalt i. Endvidere, at der i Fjendens Slot stod fortrinlige Bueskytter, som var rede til at nedskyde alle, der vilde igennem den snævre Port. De fortalte om Skove og mørke Bjerge, om Besværlighedens Bjerg, om Løverne, om de tre Kæmper, og om den onde Fjende, som i Ydmygelsens Dal nær havde dræbt Kristen. De talte om Dødens Skygges Dal, som var fuld af Spøgelser, hvor Lyset var Mørke, og hvor Veien var fuld af Snarer, Afgrunde og Faldgruber, om Fortvivlelse og hans Mishandlinger af Pilegrimme, om den fortryllede Mark og om Floden, der ikke førte nogen Bro over. Den vilde til sidst skille mig fra mit Maal."

"Var dette alt?" spurgte Frimodig.

"Nej, de sagde ogsaa, at Veien var fuld af Snydere og Bedragere, som laa paa Lur for at føre gode Mennesker bort fra Veien."

"Hvorledes beviste de disse deres Paastande?"

"De fortalte, at Verdensklog var der for at forføre. Ligeledes var Uniformkristen og Hykler stadig paa Veien. Uredelig, Snakkesyg, Demas og Smigrer vilde ogsaa prøve paa at fange mig i deres Garn. De mente, at jeg ligesom Vankundig vilde komme til Porten og blive sendt ad Biveien til Helvede."

"Alle disse Fortællinger kunde synes grufulde nok til at betage dig Modet. Men lod de det blive ved dette?"

"Nej, langt fra; de fortalte mig om de mange, som indtil denne Dag har gaaet et langt Stykke paa Veien for om muligt at komme til at eje noget af al den megen omtalte Herlighed og saa til sidst er vendt tilbage. De har da kaldt sig selv for Taaber og har jamret høilydt over, at de var bleven til Nar for hele Verden. De nævnte adskillige, som det var gaaet saaledes, for Eksempel Føjelig, Genstridig, Mistillid, Frafald og Gudsfornægter; alle disse og mange andre var gaaede et langt Stykke paa Veien, men ikke en eneste havde Spor af Gavn deraf. Naturligvis fortalte de ogsaa om Frygtsom - ikke ham, som var sammen med Mistillid, men ham, som kom godt hjem til sidst - og om, hvor faa Glæder han havde haft paa Veien, om Forsagt, som nær havde sultet ihjel, og endelig nu om Kristen selv, som efter deres Mening til sidst var druknet i den sorte Flod."

"Blev du da ikke bange for alle disse Skræmmebilleder?"

"Nej, ikke det mindste."

"Hvorledes kan du forklare mig det?"

"Jeg skal sige dig: Jeg troede fast paa det, som Sandhedskærlig havde fortalt, og derved satte jeg mig ud over alle de Besværligheder, med hvilke man søgte at skræmme mig."

"Din Tro var altsaa den Seir, hvormed du overvandt Verdens Modstand."

"Netop. Jeg troede, derfor drog jeg ud, kom til at vandre paa denne Vei, besejrede alle dem, som stillede sig imod mig, og er nu ved min Tro kommen saa langt som hertil."

Hvo Heltemod vil se,
lad hid ham komme!
trods Fare, Spot og Spe
staar fast Guds fromme.
Ej nogen jordisk Magt
kan gøre ham forsagt
og faa ham fra sin Agt
at være Pilgrim.

Om de bestormer ham
med Løgne frække,
de kan - sig selv til Skam -
hans Kraft ej stakke.
Han skræmme ikke let,
af Kampen aldrig træt,
han slipper ej sin Ret
at være Pilgrim.

Ondskabens Aandehær
ham ej betvinger;
han griber Aandens Sværd
som Frelse bringer.
Da glipper Fjendens Tag,
Løgnen har tabt sin Sag,
han stræber Nat og Dag
at være Pilgrim.

Nu var de naaede til den fortryllede Mark, hvor Luften virker søvndyssende. Denne Mark var næsten helt overgroet med Torne og Tidsler. Enkelte Steder var der en skyggefuld Plads, som indbød til Hvile. Det Menneske, som satte sig her og sov ind, kunde aldrig være sikker paa at vaagne mere i denne Verden.

De gik nu alle over Marken. Frimodig var i Spidsen som Fører, og Sandhedskæmpen kom til sidst for at beskytte Bagtroppen, hvis en Drage, Kæmpe eller Tyv skulde anfalde dem bagfra. De gik alle med dragne Sværd, thi de vidste, at Pladsen var meget farlig. Under Vandringen opmuntrede de hverandre, saa godt de kunde. Frimodig tog sig særlig af Svaghjertet og overgav Forsagt til Sandhedskæmpens Omsorg.

De havde ikke gaaet ret længe, før en stærk Taage svøbte sig om dem, saa det blev som Nat, og de kunde næsten ikke se hverandre. En Tid lang maatte de raabe for ikke at blive adskilte. Det er let at forstaa, at det var en meget tung Vandring, selv for de kraftige Mænd. Kvinderne og Børnene var naturligvis værre stillede, da de var svagere baade i legemlig og aandelig Henseende. Deres Fører opmuntrede dem til at holde ud, og de kom da ogsaa godt fremad.

Mørket var dog ikke det eneste, som lagde dem Hindringer i Veien. Det var meget trættende at gaa, da Veien var saa opløst og sølet. Der var ikke engang et Sted, hvor de kunde faa noget at spise og drikke. De klagede, stønnede og sukkede, en faldt over en Busk, og en anden blev stikkende i Mudderet, Børnene tabte deres Sko. I al denne Forvirring raabte en: "Aah, nu faldt jeg," en anden raabte: "Hvor er du?" og hist henne klagede en over, at han var bleven siddende fast i Tornene og ikke kunde slide sig løs.

Endelig kom de til en Løvhytte, der var opvarmet og pyntet, her var Bænke og Stole, og bløde Sofaer stod saa indbydende og lokkende for de udmattede Pilegrimme. Ingen af dem gjorde dog Mine til at standse her. De gav alle nøie Agt paa deres Førers advarende Stemme og rettede sig efter hans Anvisninger. Han fortalte dem ogsaa om de mange forskellige Farer, saa de var forberedte paa dem, naar de viste sig. De hjalp hverandre med at staa imod Kødets Lyster. Løvhytten hed "Den trættes Ven". Selvfølgelig svarede den ikke til det smukke Navn, som den kun bar for at lokke de trætte Pilegrimme. De gik nu videre ad den ensomme Vei, indtil de kom til et Sted, hvor man let kunde tage feil af Veien. Hvis det havde været lyst, havde Føreren let kunnet vise dem den rette Vei, men nu var han selv i Tvivl om, hvilken de skulde følge. Heldigvis havde han i sin Lomme et Kort, paa hvilket alle Veie til og fra den himmelske Stad var optegnede. Han tog Kortet op, slog Ild og saa, at der paa Kortet stod en indtrængende Formaning om at dreje af til højre. Havde han ikke haft et Kort, eller havde han ladet være sat se paa det, vilde de sandsynligvis alle være blevne kvalte i Mudderet, thi ret forude, lige ved Enden af Veien, var der en dyb Afgrund, fuld af Mudder og Dynd. Den var udgravet netop til Pilegrimmes Ødelæggelse. Da tænkte jeg: Et saadant Kort bør hver eneste Pilegrim have, for at han altid kan se, hvilken Vei han skal vandre. De gik nu videre paa den fortryllede Mark, indtil de kom til en ny Løvhytte, som laa lige ved Landevejen. I den laa to Mænd, Tankeløs og Forvoven. De to Mænd var komne saa langt, men da de var trætte, havde de sat sig og faldt saa i Søvn. Pilegrimmene saa dem og rystede betænkeligt paa Hovedet. De vidste, at de to var i en meget farlig Stilling. Nu lagde de Raad op om, hvad de skulde gøre: om de skulde gaa videre og lade de sovende være, eller om de skulde prøve paa at vække dem. De besluttede sig til det sidste, idet de dog advarede hverandre mod den Fare, som var forbunden med at sidde ned eller nyde de andre legemlige Goder, som man bød paa i Løvhytten. Altsaa gik Pilegrimmene ind og kaldte paa Mændene. Frimodig kendte dem og kaldte dem ved Navn, men de svarede ikke. Han tog nu fat paa dem og ruskede i dem. I Søvne sagde en af dem: "Jeg skal nok betale dig, naar jeg faar Penge," og den anden sagde: "Jeg vil kæmpe, saa længe jeg kan røre en Haand." En af de unge lo ad denne forunderlige Tale, og Kristine spurgte: "Hvad skal dog dette betyde?"

Føreren svarede: "De taler i Søvne. Og det er lige meget, hvad man gør ved dem, enten man staar eller rysier dem, de svarer altid lige taabeligt. Et saadant Menneske sad en Gang paa en Mastetop og sov, og han sagde: "De slog mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke." I ved, at naar Folk taler i Sønne, kan de sige noget forfærdeligt Vrøvl. Der er lige saa daarlig Mening i disse tos Tale, som der er i at gaa paa Pilegrimsvandring og saa sætte sig til at sove her. Sørgeligt er det, at det sker saa mange Gange med tankeløse og forvovne Mennesker. Den fortryllede Mark er et af de sidste Midler, som Sjælefjenden bruger. Derfor ligger den næsten ved Reisens Slutning. Han kan paa den Maade bedre faa fat paa saadanne Mennesker, thi der er jo stor Sandsynlighed for, at de fleste er trætte, naar de er Maalet saa nær. Af den Grund ligger denne Mark saa tæt ved Landet Beulah og den himmelske Stad. Lad os derfor passe paa, at det ikke skal gaa os, som det er gaaet disse Mænd, de sover nu saa haardt, at ingen kan vække dem."

Med Taarer i Øinene bad Pilegrimmene nu om at blive ført videre. De fik Føreren til at tænde en Lygte, og ved dens Lys gik de hurtigt fremad, skønt et dybt Mørke rugede uden om dem. Børnene begyndte nu at blive meget trætte, og de bad derfor til Pilegrimmenes bedste Ven, at han vilde lette dem Vandringen. Kort efter fejede Vinden Taagen bort, og Luften blev klarere. De var endnu paa den fortryllede Mark, men de kunde dog se hverandre indbyrdes og ogsaa Veien, de skulde gaa paa.

Efter en Tids Forløb hørte de en alvorlig Stemme; det lød, som om den talende var meget bedrøvet. De gik fremad og fik da Øie paa en Mand, som laa paa Knæ Han løftede sine Øine mod Himmelen, og det lod til, at han talte med en, som var i det høje. De gik nærmere, men da de ikke kunde forstaa, hvad han sagde, holdt de sig lidt tilbage, indtil han var færdig. Da han nu var færdig med sin Bøn, rejste han sig og begyndte at løbe hen imod den himmelske Stad.

Frimodig raabte efter ham: "Vent lidt paa os, Ven, hvis du skal til den himmelske Stad, kan vi følges ad!"

Manden standsede, og de kom hen til ham. Saa snart Redelig saa ham, sagde han: "Jeg kender denne Mand."

"Hvem er det da?" spurgte Sandhedskæmpen.

"Han er fra min Fødeby, hans Navn er Standhaftig, og han er sikkert en sand og ærlig Pilegrim."

"Men, er det virkelig dig, gamle Fader Redelig?" udbrød nu Standhaftig.

"Ja, det er lige saa vist, som at to og to er fire."

"Hvor jeg dog er glad ved at finde dig paa denne Vej."

"Og jeg er lige saa glad ved at have set dig paa dine Knæ."

Standhaftig rødmede og spurgte: "Hvad! saa du mig bede?"

"Ja, og det glædede mit Hjerte."

"Hvad tænkte du da om mig?"

"Hvad jeg tænkte? Jeg tænkte, at du var en ærlig Mand, og at vi havde fundet en Ven og Broder."

"Godt for mig, om du tænkte rigtigt. Dog, hvis jeg ikke er, som jeg skal være, saa lad mig selv kæmpe."

"Din Frygt styrker mig i den Tro, at alt er i Orden mellem Pilegrimmenes Konge og din Sjæl. Han har jo sagt i sit Ord: "Saligt er det Menneske, som altid frygter"

"Sig mig, kære Broder," spurgte nu Sandhedskæmpen, "hvorfor laa du paa dine Knæ netop nu? Havde du noget særligt at takke for eller bede om?"

"Det skal jeg sige eder. I ved, at vi er paa den fortryllede Mark, og som vi nu gik fremad, tænkte jeg paa Stedets Farlighed og paa, hvor mange der er blevne ødelagte her. Jeg tænkte ogsaa paa den Maade, hvorpaa Folk omkommer paa dette Sted. Man dør ikke en voldsom Død her; det hele gaar i Søvne. Man sover ind med fri Villie og Forsæt og sover endda ind med Glæde. Med en vis Henrykkelse finder de syge sig i denne Sygdom."

Her blev han afbrudt af Redelig, der spurgte ham: "Saa du de to Mænd i Løvhytten?"

"Ja, jeg saa dem begge, og efter mit Kendskab til deres Stilling vil de sandsynligvis blive liggende der, til deres Legemer bliver til Støv.

Men lad mig gaa videre i min Fortælling.

Mens jeg nu gik her i mine egne Tanker, stod der en velklædt Kvinde for mig. Hun bød mig Penge og Hvile for at lokke mig bort fra den rette Vei. Jeg var baade træt og søvnig og dertil fattig som en Kirkerotte. Alt dette vidste den forføriske Kvinde naturligvis. Jeg nægtede gentagne Gange at følge hende, men det overhørte hun helt og blev ved med sine Lokketoner og indsmigrende Smil. Jeg blev vred, men heller ikke dette hjalp. Hun fornyede utrættelig sine Tilbud og sagde, at hvis jeg vilde lade mig lede af hende, vilde hun gøre mig mægtig og lykkelig. Hun fortalte selv, at hun herskede i Verden og gjorde Menneskene lykkelige. Jeg spurgte om hendes Navn, og hun sagde, at det var Fru Tant. Efter at have hørt hendes Navn, trak jeg mig mere og mere tilbage fra hende, men hun blev ved at forfølge mig med sine lokkende Ord og Lader. Som I saa, tog jeg da min Tilflugt til Bønnens Vaaben og raabte til ham, som har sagt, at han vil hjælpe Lige da I kom, forsvandt hun. Jeg takkede da paa mine Knæ for min Befrielse, thi jeg var nu helt overbevist om, at hendes Hensigt kun var at standse mig og drage mig bort fra Veien."

"Hun havde sikkert intet godt i Sinde. Men jeg synes virkelig, jeg skulde kende hende, enten jeg nu har set hende eller læst om hende," sagde Redelig.

"Maaske begge Dele."

"Fru Tant? Er hun ikke en høj, fyldig Dame med en temmelig mørk Hudfarve?"

"Netop, saaledes ser hun ud."

"Taler hun ikke blødt og indsmigrende med sledske Lader og lokkende Smil?"

"Jo, det er hendes Sædvane."

"Har hun ikke en Pung ved sit Bælte, og stikker hun ikke jævnlig sin Haand ned i den og rasler med Pengene, som om de var hendes Hjertes Skat?"

"Du beskriver hende fuldstændigt, som om hun stod foran dig."

"Ja, den Mand, som malede hendes Billede, var en stor Kunstner, og den Mand, som skrev om hende, var af Sandhed," sagde Redelig.

"Hun er en afskyelig Kvinde, og det er hendes Skyld, at denne Mark er fortryllet. Man kan lige saa godt lægge sit Hoved paa Blokken som lægge det i hendes Skød. Det Menneske, som lader sig bedaare af hendes Skønhed, er en Fjende af vor Gud. Hun har draget mangen Pilegrim bort fra Vejen. En væmmelig Sladdertaske er hun, og baade hun og hendes Døtre er altid Pilegrimmene paa Nakken med deres djævelske Kunster. Hun søger at forføre alle. Ad den fattige haaner hun, og den rige hæver hun til Skyerne. Hvis der findes en rigtig Aagerkarl og Pengepuger, da fortæller hun hans "Dyder" fra Dør til Dør. Hun holder af Guld, af Morskab og af et veldækket Bord. Nogle Mennesker har hun bildt ind, at hun er en Gudinde, og de dyrker hende og bringer hende deres Sjæl som Offer. Hun bedrager Folk ved at sige, at intet i Verden kan maale sig med de Goder, hun vil give dem. Hun vil antage sig baade Børn og Børnebørn, blot de vil følge og tjene hende. Hun vil aabne sin Pung, og visse Tider og Steder vil hun strø Guldet ud med fulde Hænder. Hun holder af at være eftertragtet, sætter Pris paa et godt Omdømme og elsker at favnes af alle Mænd. Aldrig bliver hun træt af at anbefale sine Varers Fortræffelighed, og naar man synes om dem, er hun særdeles glad ved en. Hun lover gyldne Kroner og alle Verdens Riger og Lande til sine Tilbedere Trods disse gyldne Løfter har hun bragt mange i Galgen og endnu mange flere til Helvede."

"Hvilken vældig Naade at jeg slap fri," udbrød Standhaftig, "hvor vilde hun ellers have ført mig hen?"

"Ingen uden Gud ved, hvad du vilde komme til at gaa igennem, men hun vilde sikkert have fyldt dit Hjerte med Begærlighed og trukket dig ned i Ødelæggelse og Fordærvelse. Det var denne frække Skabning, som i sin Tid satte Absalom op mod sin Fader og Jeroboam mod sin Herre. Hun lokkede Judas til at sælge sin Frelser, og hun drog Demas bort fra den rette Vei. Utalte er de onde Gerninger, hun har gjort. Hun stifter Tvedragt mellem Herskab og Tyende, mellem Forældre og Børn, mellem Naboer, mellem Ægtefæller, ja, selv mellem det enkelte Menneskes Kød og Aand. Derfor, kære Standhastig, gid du altid maa svare til dit Navn og staa fast," sagde Frimodig. Under denne Samtale var Pilegrimmene som bedrøvede og dog glade. De sang nu:

Hvor farlig er en Pilgrims Vej
blandt mange Fjender vrede;
thi selv den bedste aner ej,
hvad ham til Synd kan lede.

Fra Asken og i Ilden vi
tidt kommer, før det sanses,
og den, der gik af Grøften fri,
i Mosens Dynd kan standses.

Jeg fulgte dem med Øinene, indtil de kom til Landet Beulah, hvor Solen skinner baade Nat og Dag. Da de nu var trætte, begav de sig til Ro her. Dette Land var fælles for alle Pilegrimme, og da alle de Vingaarde og Frugthaver, som fandtes her, tilhørte den himmelske Konge, havde de Lov til at tage og spise af Frugterne. Efter kort Tids Forløb var de kvikke og oplivede, og skønt Klokkerne ringede, saa at de ikke kunde sove, var de saa livlige, som om de havde faaet en styrkende Søvn. Man gik rundt i Gaderne og raabte: "Nu er der igen kommet mange Pilegrimme til Byen," "I Dag er der gaaet mange over Floden og gennem den gyldne Port," "Der er kommet mange Engle hertil." Heraf kunde man skønne, at der maatte være flere Pilegrimme underveis, thi Englene kom netop for at tjene saadanne og trøste dem efter al deres Sorg og Modgang.

Pilegrimmene stod nu op og gik omkring imellem de andre. Himmelske Toner lød i deres Øren, og himmelske Syner straalede for deres Øine Der var intet i dette Land, som kunde skade dem til Legeme eller Sjæl. Vandet i Floden rev dog lidt paa Tungen, naar de smagte paa det, men det var sødt, naar de sank det.

Her fandt de en Fortegnesfe over alle berømte Pilegrimme og en Beretning om disses store Handlinger. De hørte mange tale om Floden. Nogle havde Høivande, naar de gik over, mens andre kunde gaa næsten tørskoede.

Børnene der fra Byen gik ind i Kongens Haver og plukkede smukke Blomster, som de gav Pilegrimmene. I Haverne voksede Safran, Lavendel, Balsam og Kanel, mange vellugtende Træer; Myrra og mange velsmagende og dyre Krydderier, saa Pilegrimmenes Værelser var fulde af den kosteligste Vellugt. De blev ogsaa salvede som en Forberedelse til at gaa over Floden, naar deres Tid kom.

Mens de nu ventede her paa den lykkelige Stund, kom der en fra den himmelske Stad med et vigtigt Budskab til Kristine. Man ledte efter hende og fandt omsider det Hus, hvori hun boede. Budet viste hende et Brev, hvori der stod: "Hil dig, du gudfrygtige Kvinde! Jeg bringer dig det Budskab, at Mesteren kalder ad dig, og du skal staa for hans Ansigt inden ti Dage og være iført Udødelighedens hvide Klæder."

Som et Tegn paa, at hun var en sand Herrens Tjenerinde, viste Budet hende en Pil. Dens Spids var saa skarp af Kærlighed, at den let trængte ind i hendes Hjerte, hvor den frembragte en ubetvingelig Himmellængsel. Hun kunde nu forstaa, at hendes Time var kommen, og at hun var den første af dette Selskab, som skulde gaa over Floden. Derfor sendte hun Bud efter Frimodig og fortalte ham det. Han udtrykte sin hjertelige Glæde over dette Budskab og ønskede, at Turen snart maatte komme til ham. Kristine spurgte ham nu ud om, hvorledes hun bedst skulde forberede sig til Reisen, og det fortalte han hende.

Han sagde endvidere: "Vi, som overlever dig, vil ledsage dig til Flodbredden."

Hun sendte ogsaa Bud efter alle sine Børn og gav dem sin Velsignelse. Hun sagde, at det var hende en stor Glæde at se Tegnet paa deres Pande og at se, at de havde holdt deres Klæder saa rene og hvide. Sluttelig gav hun, hvad hun eiede, til de fattige, og anbefalede sine Børn at være rede, naar der kom Bud efter dem.

Efter at have talt disse Ord lod hun Sandhedskæmpen komme og sagde til ham: "Kære Ven, du har altid vist dig mandig og tro. Vær tro indtil Døden, saa vil min Konge give dig Livets Krone. Jeg beder dig have et Øje med mine Børn, og hvis de taber Modet, saa trøst dem. Hvad mine Svigerdøtre angaar, saa har de været tro, og alle de Forjættelser, som er givet dem, vil følge dem til deres sidste Stund."

Nu forærede hun Standhaftig en Ring.

Til gamle Redelig sagde hun: "Du er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig."

Han svarede: "Gud være med dig, naar du nu skal gaa herfra. Det vil glæde mig at se dig komme tørskoet over Floden."

"Om jeg skal blive vaad eller ej, saa længes jeg efter at komme af Sted. Hvorledes Veiret end bliver, saa faar jeg Tid nok til at faa mit Toj tørret, naar min Vandring først er endt."

Den kære Invalid kom nu hen for at se hende endnu en Gang, og hun sagde til ham: "Din Vandring har været saare besværlig, men Hvilen vil blive dig saa meget sødere. Vaag og vær rede, thi der kan komme Bud efter dig, naar du mindst venter det!"

Derefter kom Forsagt og hans Datter Meget-bange

Kristine sagde til dem: "Tænk altid med Tak paa eders Befrielse fra Kæmpen og fra Tvivlens Borg. At I er her, er en Følge af Guds store Naade. Vær vaagne og lad Frygten fare! Vær ædru og haab til eders sidste Stund!"

Til Svaghjertet sagde hun: "Du blev revet ud af den frygtelige Morders Hænder, for at du evig skulde vandre i Livets Lys og skue din Konge med Glæde. Jeg ønsker, at dit Hjerte maa fyldes med Anger over din Frygtsomhed og Tvivl, inden han sender Bud efter dig, at du ikke skal staa med Skam for hans Ansigt for denne Synds Skyld."

Endelig oprandt den Dag, da Kristine skulde afsted. Veien var fuld af Mennesker, som vilde se hendes sidste Reise. Paa den anden Flodbred var der Masser af Heste og Vogne, som var hidsendte for at ledsage hende til den himmelske Port. Hun gik nu ned i Floden og tilvinkede sine Ledsagere et Levvell. Hendes sidste Ord var: "Jeg kommer, Herre, for at være hos dig til evig Tid!"

Da hun nu var ude af Syne, vendte hendes Børn og Venner tilbage til deres Bopæl.

Kristine gik opad og bankede paa Porten. Hun gik ind igennem den og var Genstand for de samme Glædesudbrud, som tidligere havde mødt Kristen.

Paa den anden Side Floden græd hendes Børn, men Frimodig og Sandhedskæmpen spillede paa Harpe. Omsider skiltes de og gik hver til sit.

Kort efter kom der Bud efter Invalid. Budet sagde: "Jeg kommer til dig i hans Navn, som du har elsket og fulgt, selv om du har vandret med Krykker. Han venter dig Dagen efter Paaske ved sit Bord for at holde Maaltid med dig. "Gør dig derfor i Stand til Reisen."

Som Tegn paa, at han var et ærligt Bud, sagde han følgende Ord: "Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust."

Invalid sendte Bud efter sine Venner og sagde til dem: "Der er nu kommet Bud efter mig, og Gud vil ogsaa besøge eder." Han bad derpaa Sandhedskæmpen skrive hans Testamente, og da han intet efterlod sig undtagen Krykkerne, sagde han: "Disse Krykker skal min Søn arve. Jeg vil ønske, at han vil træde i mine Fodspor. Gid han dog maa blive en meget bedre Pilegrim!"

Han takkede Frimodig for hans Hjælp og Venlighed og gjorde sig færdig til Reisen . Da han kom ned til Flodbredden, sagde han: "Nu har jeg ikke Brug for disse Krykker mere, thi paa den anden Side Floden er der baade Heste og Vogne. Hans sidste Ord var: "Velkommen Liv!" Og dermed forsvandt han for deres Blikke.

Den næste var Svaghjertet. Kongens Udsending bankede paa hans Dør, traadte ind og sagde: "Jeg skal sige dig, at din Herre har Brug for dig. Om kort Tid skal du skue hans Aasyn i Lyset."

Som sædvanlig gav Budet ogsaa ham et Ord fra Herren: "De, som ser igennem Vinduerne, bliver dunkle."

Svaghjertet sendte Bud efter Vennerne, fortalte dem om Budskabet og om det Tegn, han havde faaet, og han sagde videre: "Da jeg intet ejer, behøver jeg jo ikke at gøre Testamente. Mit svage Hjerte har jeg ikke Brug for der, hvor jeg kommer hen, og det er for daarligt at give bort, selv til den fattigste Pilegrim. Derfor beder jeg dig om, kære Sandhedskæmpe, at du vil begrave det i en Mødding, naar jeg er borte."

Som de andre traadte han ud i Floden paa den opgivne Dag. Han sagde: "Vær udholdende, tro og vaer taalmodig!" Og med disse Ord gik han over paa den anden Side.

Efter en Tids Forløb kom der Bud efter Forsagt.

Budet sagde: "Du bange, skælvende Menneskebarn! Du stævnes frem for din Konges Trone, hvor du kan juble af Glæde over at være friet for al din Tvivl. Tag dette Ord som et Tegn paa, at jeg kommer fra ham: "Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar."

Da Datteren hørte dette, sagde hun, at hun vilde følge sin Fader. Forsagt sagde nu til Vennerne: "I ved, hvorledes vi begge har været, og hvorledes vi har voldt mange Besvær. Vi er begge besjælede af det Ønske, at ikke noget Menneske maa arve vor Frygt og vort Trældomssind, naar vi nu forlader eder. Disse to Ting vil nok byde sig frem til andre, thi de har fulgt os fra vor Vandrings første Dag, og vi har ikke kunnet blive dem kvit. De vil nu søge at faa Hjerterum hos Pilegrimme, men stæng endelig Dørene for dem."

De gik nu ned i Floden, og Forsagts sidste Ord var: "Far vel, du mørke Nat, velkommen, lyse Dag!" Meget-bange gik syngende igennem Floden, men man kunde ikke forstaa Sangens Ord.

Noget efter kom Sendebudet til gamle Redelig. Han fik et Brev, hvori der stod: "Det paalægges dig om otte Dage at fremstille dig for din Herre i hans Faders Hus. Og for at du kan se, at mit Budskab er sandt, giver jeg dig dette Ord: "Alle Sangens Døtre nedbøjes."

"Jeg skal dø," sagde Redelig til sine Venner, "men jeg gør intet Testamente, thi min Ærlighed beholder jeg selv. Sig dette til de Pilegrimme, som kommer efter mig."

Paa den bestemte Dag gjorde han sig færdig til at gaa over Floden. Da han skulde af Sted, var det Højvande, men Redelig havde aftalt med en, som hed God-Samvittighed, at denne skulde hjælpe ham over. Han rakte ogsaa sin Haand ud og fik den lovede Hjælp. Redelig sagde: "Naaden sejrer!" Og med disse Ord forlod han denne Verden.

Senere fik man at vide, at Sandhedskæmpen havde faaet samme Kaldelse som de andre, og det Tegn, han fik, var følgende Ord: "Krukken sønderbrydes ved Kilden." Han kaldte sine Venner sammen og fortalte dem det. "Jeg gaar til min Fader," sagde han, "og skønt Rejsen har været saare besværlig til denne Dag, angrer jeg dog ikke, at jeg har begyndt at vandre paa den gode Vei. Mit gode Sværd skænker jeg til den, som vil være min Efterfølger, og mit Mod og min Dygtighed kan den faa, som forstaar at bruge det. Mine Ar og Saar beholder jeg selv til et Vidnesbyrd om, at jeg har kæmpet for ham, som nu vil gøre vel imod mig for det alt sammen." Da Afskedstimen kom, ledsagede mange ham til Flodbredden. Han gik ud i Floden, idet han sagde: "Død, hvor er din Brod?" Og da Vandet blev dybere, sagde han: »Helvede, hvor er din Seir?" Saaledes gik han over, og han blev modtaget med Musik paa den anden Side Floden.

Turen kom nu til Standhaftig, som Pilegrimmene i sin Tid sandt paa den fortryllede Mark. Han fik et Budskab af følgende Indhold: Han maatte gøre sig rede til at tage Afsked med dette Liv, da hans Herre ikke vilde undvære ham længere.

Standhaftig blev forundret herover, men Budet sagde: "Du skal ikke tvivle om Budskabets Sandhed. Hermed et Tegn: "Hjulet sønderslaas ved Brønden."

Han kaldte nu paa Frimodig og sagde til ham: "Kære Ven, selv om vi ikke har været sammen ret lang Tid, saa har du dog været mig til stor Hjælp. Da jeg begav mig paa Rejse, efterlod jeg mig i mit Hjem min Hustru og fem smaa Børn. Nu vender du tilbage til din Herres Hus for at føre andre Pilegrimme hertil. Hør da min Bøn: Naar du kommer tilbage, send da Bud til min Familie og lad dem alle saa at vide, hvorledes det er gaaet mig hidtil, og hvorledes det vil gaa mig fremdeles. Fortæl dem om min lykkelige Tilstand og om min Ankomst til den himmelske Stad. Fortæl dem om vore Venner, Kristen og Kristine, og om, hvorledes hun og hendes Børn fulgte deres Mand og Fader. Fortæl om hendes salige Død og nuværende Opholdssted. Jeg kan kun sende min Familie Bønner og Taarer. Lad dem ogsaa faa dette at vide, Maaske det kan gøre Indtryk paa dem."

Efter at Standhastig havde ordnet alt, og da Tiden var kommen, gik han ned til Floden. Netop nu var Floden meget rolig og Vandstanden lav, og Standhaftig standsede derfor, da han var midt i Floden, og sagde til sine Ledsagere: "Denne Flod har været manges Skræk. Ogsaa mig har Tanken paa den gjort bange. Men nu har jeg det godt, og jeg staar saa sikkert. Min Fod staar paa den samme Grund, som Præsterne satte deres Fod paa, da de bar Pagtens Ark over Jordans Flod. Vandet smager vel bittert og er koldt, men naar jeg tænker paa det, som venter mig, gløder mit Hjerte. Nu ser jeg Maalet for min Vandring, og mine trælsomme Dage er tilbagelagte. Jeg skal se det Hoved, som bar Tornekronen, og det Ansigt, som blev bespyttet for min Skyld. Hidtil har jeg levet af at høre og tro. Men nu gaar jeg did op, hvor jeg skal leve af Beskuelse, og hvor jeg evig skal være hos ham, som er min Salighed. Jeg har elsket at høre om min Frelser, og det har været min Lyst og Længsel at sætte min Fod, hvor han sit Fodspor lod. Hans Navn har været mig en Vellugt, sødere end al Verdens kosieligste Salver og vellugtende Vande. Hans Røst har været mig den kæreste, og en Blind kan ikke længes mere efter Solens Lys, end jeg har længtes efter at skue hans Aasyn. Hans Ord var mit Mod og min Styrke i min Afmagt. Han har opholdt mig, mine Uretfærdigheder har han ikke tilregnet mig. Mine Fødder har han ført paa den rette Vej."

Mens han talede, forandredes hans Udseende, hans Styrke bøjede sig, og da han havde sagt: "Tag mig, thi jeg kommer til dig," forsvandt han for deres Øjne.

Det var vidunderlig skønt at se de mange Heste og Vogne i Himmelrummet, de mange Basum og Fløjteblæsere og Strengemusikere, som bød Pilegrimmene Velkommen, efterhaanden som de kom op af Floden og gik ind ad den himmellke Stads herlige Port.

Jeg blev ikke i den By, hvor Kristines fire Sønner med Hustruer og Børn opholdt sig, efter at de andre var komne over Floden, men jeg har siden hørt, at de lever endnu, og at de en Tid lang vil blive paa dette Sted for at tjene til den hellige Kirkes Vækst.

Hvis jeg paa ny skulde komme til den By, kan jeg maaske give dem, som ønsker det, en Beretning om, hvad jeg maa tie med denne Gang.

Indtil da byder jeg mine Læsere

Far vel!

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media