Sofie vaskekone - kaldet til at vaske og prædike

A. B. Simpson

"Undskyld hr., der er en kone ved døren, hun vil gerne tale med Dem. Hun siger, hun hedder Sofie og er prædikant. Hun er tysker. Jeg tænker, hun er ikke rigtig i hovedet, hun ser noget løjerlig ud." I forstuen traf jeg så den "løjerlige kone." Hun fortjente virkelig den betegnelse. Hun var høj og mager med fremstående kindben og strålende øjne. Hendes hat var lovlig stor og rigelig udstyret med ildrøde blomster. Over sin gammeldags påklædning havde hun en sort silkekåbe, som i fordums tid måtte have været højest elegant. Med den grønne parasol i hånden gjorde hun virkelig et pudsigt indtryk. Da jeg nærmede mig, smilte hun mig i møde over hele hovedet. Med stærkt tysk tonefald udbrød hun: "Å, broder, endelig har jeg fundet Dem. I går hørte jeg Dem tale om Deres missionsarbejde. Og med det samme sagde jeg til Herren: "Fader, jeg må tale med den broder." "Sofie," sagde han så til mig i dag, "i går tjente du jo en halv dollar, gå hen med den til den broder, og lad ham høre dig prædike!" "Ja, Fader," svarede jeg så, "men jeg har ingen prædiken." "Gå på dine ben," sagde han så, "for at du desuden kan give sporvognspengene, undervejs vil jeg så give dig prædiken." "Her er jeg, og værsgo, her er pengene." Hvad skulle jeg tænke om hende? Næsten en times gang havde hun haft for at overrække mig sin dagløn til mit missionsarbejde. Jeg havde følelsen af, at dersom hendes prædiken stod på højde med hendes gerning, ville det blive en glæde at høre den, og jeg bød hende indenfor. Ja, tak, det ville hun gerne, og smilet på hendes ansigt var stadig det samme. Idet jeg iagttog hende, fik jeg indtryk af, at det vidnede om en stor indre ro. Det gav hendes ellers ikke videre tiltalende ansigt et præg af hellig glæde, som vakte min opmærksomhed.

"Ja, jeg er kaldet til at vaske og at prædike. Jeg er den fødte prædikant, og eftersom jeg er fattig, har jeg lært at bestille noget. Jeg arbejder godt, og folk kan stole på mig, så mange vil gerne have mig. Men sammen med mit arbejde må de også høre mine prædikener. Ikke noget arbejde uden prædiken. De vil måske gerne vide, hvilket samfund jeg slutter mig til? Jeg tilhører vor Herre Jesus, og jeg stoler i et og alt på Gud. Han er det bedste arbejdsanvisningskontor. Det koster ingenting, og man behøver ikke at vente. Han sender en på arbejde med det samme. De spørger om min familie. Vi er fire, nemlig: Fader, Søn og Helligånd - og mig. Engang havde jeg sparet 300 dollars sammen. En slubbert opdagede det og overtalte mig til at gifte mig med ham. Jeg var dum nok til at gå med på det. I løbet af to uger havde han fået fingre i de 300 dollars og forsvandt med dem. Men jeg mener nu, jeg er sluppet billigt af med ham. Jeg havde ringeagtet budet: "Træk ikke i ulige åg med de vantro." (2. Kor. 6,14). Jesus siger: "Tag mit åg på jer" (Matt. 11,2-9). Man skal ikke give Djævelen lov til at sætte sig ved siden af en. Så er man ilde faren. Dengang forførte han mig til at tage helvedestoget. Men første gang det holdt, steg jeg af. Jeg har aldrig gået i skole. Den tid, jeg var gift, var min privatskole. Den varede tre uger. Skolepengene var 300 dollars. "Hvad vil du gøre, når jeg er væk?" spurgte min mand. "Gå du kun!" svarede jeg. "Jeg levede, før jeg kendte dig, jeg lever i tro." Siden har jeg aldrig set ham. Vil Gud endda frelse ham! Jeg gjorde min pligt og prædikede for ham. Jeg har ikke noget ønske om at se ham igen, medmindre han er blevet omvendt. Men nu ved jeg, hvordan jeg skal tale med kvinder, som er forladt af deres mænd. Det har jeg i hvert fald lært."

"Jeg ville slippe for vasketøjet og finde andet arbejde. Men det gik ikke. Mester sagde til mig: "Hvis De ikke bliver noget kvikkere til det her arbejde, så gjorde De bedre i at drukne Dem." "Nej, nej," svarede jeg, "jeg ved noget bedre end at kaste mig i havet. Jeg vil kaste mig i Jesus kærligheds arme." Derefter kom jeg i tjeneste hos en præstefamilie. Jeg kan godt sige med sandhed, det var en prøvelse. Ja, broder, man vil gøre noget for drankere. Med de troende skulle man begynde, det var det rette. Der er så mange triste kristne - "Kirkegårdskristne" kalder jeg dem. De sidder på gravene, klynker og græder og kommer aldrig ind i livet med den opstandne Kristus. Vi tilbeder ikke en død frelser, men en opstanden frelser. Og dog bliver så mange stående ved korset og er tilfreds med, at deres synder er forladt, i stedet for at gå ind i livs samfund med den opstandne herre. Nå, sådan var det netop hos den her præst. Herren brugte mig til at vejlede ham til lyset. En dag sagde han til mig: "Sofie, hvordan skal jeg bære mig ad med at få samme kraft i mine prædikener, som De har ved møderne?" Jo, det er meget lige til," svarede jeg, "De studerede en hel uge på Deres prædiken. Gennemlev hellere i forvejen, hvad De tænker Dem at prædike, så sigter De dybere, så skal De nok ramme nogen. Deres prædikener preller af mod væggen, De sigter altid for højt!" "Sofie, hos Dem flyder det altid over, hos mig står det så fattigt og kummerligt til." "Det er Deres egen fejl. Bordet står dækket, tag for Dem af retterne!" "Å, Sofie, gid jeg havde Deres udholdenhed og Deres ydmyghed. Men mine nerver er i den grad i uorden, at jeg snart går helt fra forstanden." "Ja, jeg har ingen at låne Dem, og på apoteket kan De ikke købe nogen. Men hvis De læser Det ny Testamente rigtigt, så får De bestemt, hvad De mangler." "Hvordan mener De? Jeg læser det jo rigtigt nok, på græsk og på tysk." "Nej, broder, De læser det ikke ret. Broder Paulus siger: Vi priser os også lykkelige over vore trængsler. Prise sig lykkelig betyder ikke at klage og jamre. Trænger De til udholdenhed, så må De prise Dem lykkelig over Deres trængsler. Paulus siger jo: Trængslen virker udholdenhed, og udholdenhed prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme (Rom. 5,3-5). Prøv nu, hvordan De kan komme op ad de trin til en større tryghed, når De vel at mærke begynder fra neden og priser Dem lykkelig i stedet for at jamre! Og hvad ydmyghed angår, så siger Peter: Ifør jer ydmyghed. (1. Peter 5,5). Den kan man ikke få i herremagasinet. Den artikel fører de ikke. Men i stedet for at misunde mig, skal De henvende Dem til vor fader i himlen og bede ham om en ydmyghedsklædning. Han bønhører Dem, hos ham er der ingen personanseelse."

"Ja, men, Sofie, hvad tøj angår, er jeg meget jævn, hvorimod De er elegant påklædt. Hvordan kan De tillade Dem det som vaskekone?" "Mit tøj koster mig slet intet! Jeg gør rent hos damer, der forærer mig deres tøj. Hvorfor skulle jeg ikke være velklædt? Jeg er konge-datter, og Gud er ikke nogen kludehandler! Han lover os en klædning, der varer. Når jeg trænger til noget, siger jeg: "Fader, jeg har brug for det og det." Og er det godt for mig, så giver han mig det. Men tit og ofte siger min fader til mig: "Sofie, det duer ikke for dig. Man giver ikke børn alt, hvad de græder for." Vi beder om så meget tosset. Hvis fik det, vidste vi slet ikke, hvad vi skulle stille op med det." Jeg har hørt om en mand, der kom til en by for første gang. Han gik ind i en beværtning og sagde til sig selv, at nu ville han unde sig noget godt, lige meget hvad det kostede. Han så en herre i nærheden, der tog noget sennep på tallerkenen, og tænkte, det måtte bestemt være særdeles godt og dyrt, siden vedkommende stak så småt til det. Og lige meget, hvor dyrt det er, tænkte han, jeg vil have det. Så bestilte han hos tjeneren for en hel dollar, og han fik en tallerkenfuld stillet foran sig. Han tog en skefuld, brændte sig på tungen, spyttede det ud - og siden spiste han aldrig mere sennep! Sådan forlanger vi også mangt og meget, som vi ville have skade af, hvis vores fader gav os det, og vi ville hurtigt blive lede ved det. Vi beder nemlig uden forstand. I tolv år bad jeg: "Fader, lad mig blive missionær i fremmede lande. Jeg vil så gerne bringe evangeliet til hedningerne."

En dag, jeg igen bad min Fader om det, sagde han til mig: "Sofie, hold op med det! Hvor er du født?" "I Tyskland, Fader." "Og hvor er du nu?" "I Amerika." "Nå, ja, men er du så ikke allerede missionær i et fremmed land?" "Jo, Fader." "Hvem bor oven over dig?" "En svensk familie." "Og oven over dem?" "Jeg tror, de er svejtsere. I næste hus er der italienere, og længere henne kinesere." "Og alle disse mennesker har du aldrig talt med om min søn. Tror du, jeg vil sende dig tusinder af kilometer væk, når du ikke bekymrer dig for de hedninger, der bor omkring dig, og aldrig har talt med dem om deres sjæles frelse."

"Så tog jeg snart fat på arbejdet, og jeg har opdaget, at når vi gør, hvad der ligger lige for, så giver Gud os opgaver videre ud. Jeg havde sparet noget sammen. Så hørte jeg en sige, at hvis jeg gav nogle dollar, så kunne en dreng i Japan komme til at gå i skole. Jeg gjorde det, og nu er han missionær i sit hjemland. Engang hørte jeg tale om de farvede i sydstaterne. "Så, Sofie," sagde Fader til mig, "du kan sikkert gøre noget for dem." Men jeg var stadig gerrig og klamrede mig til en halv dollar, så ørnen, der er afbildet på den, kunne have haft grund til at skrige om nåde. Jeg kom i uro og troede at høre Faders stemme: "Alt, hvad du har, er fra mig, og du vægrer dig ved at give mig noget af det tilbage?" Uroen tog til, indtil jeg gik hen til præsten og gav ham, hvad der behøvedes til uddannelse af en lærerinde for de farvede i syden. På den måde prædiker jeg nu i Japan, i syden og i New York, som om jeg var blevet tredoblet. Jeg siger Dem, broder, det er herligt at arbejde for Jesus."

Da følte jeg mig rigtig lille, da jeg så på Sofie, mærkede jeg ikke mere noget løjerligt ved hende, jeg så kun en kongedatter. Her var en kvinde, der tjente meget lidt, forkyndte Jesus og gav afkald på meget for at lade en missionær uddanne og lønne en lærerinde i syden. Hvilket beskæmmende eksempel for mange af os! "Hvordan er det Dem da muligt under Deres beskedne forhold at skaffe så meget?" spurgte jeg. "Å, jeg lever jævnt og tarveligt. Mit tøj koster mig så at sige intet. Om morgenen drikker jeg en kop kaffe med et rundstykke til. De øvrige måltider får jeg i de hjem, hvor jeg arbejder. Jeg har kun et lille kammer, det er nok for mig. Men Gud ske lov, jeg har en bolig i himlen. Min ældre broder gør den rede for mig og kommer snart for at hente mig. Det har han lovet. Og dersom jeg dør før han kommer igen, så flytter jeg bare fra stueetagen op i salen ovenover. Der behøver man ikke at betale leje, og man skal ikke være bange for at blive udplantet. Jeg kan stole på Fader. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden at han er med i det. Jeg er hans barn, så jeg er da mere værd. Vi glemmer, hvor dyrebare vi er for ham. Men han glemmer det aldrig. For nylig måtte jeg lære en lektie om det igen. Hver morgen læser jeg i min Bibel, den er jo Faders kærlighedsbrev. Ikke sjældent skænder han en del på mig, men det er for at sætte mig i rette, og det trænger vi sådan til." "En dag slog jeg min bibel op og kom til Fadervor, da sagde jeg: "Å, Fader, det kan jeg udenad, giv mig noget, der ikke er så gammelkendt!" og så læste jeg noget et andet sted. Den morgen havde jeg ingen penge til at købe kaffe og rundstykker for. Nå, tænkte jeg, jeg får morgenmad der, hvor jeg arbejder. Men da jeg kom derhen, var morgenmåltidet ovre. Så ventede jeg på middagsmad."

"Men fruen gik ud og glemte mig. Så jeg fik ingen middagsmad. Jeg var tidligt færdig med arbejde og kom hjem, og gråden nær. "Fader," sagde jeg, "hvad med det, du siger: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig? (Hebræerne 13,5). Jeg har arbejdet hele dagen og har ikke fået noget at spise!" sådan gav jeg mig til at klage. "Men, Sofie," svarede Fader, han talte i mit indre, så jeg næsten kunne høre det, "i morges læste du i min bog, og da du kom til 'giv os i dag vort daglige brød', forlangte du noget, der ikke var så gammelkendt! Er den bøn da blevet for gammeldags?" Jeg indså straks min fejl, faldt på knæ og sagde: Fader, tilgiv mig, giv mig i dag mit daglige brød, for dit barn er sulten." Da jeg rejste mig, hørte jeg, der blev banket på. Det var husværtens kone. Hun havde en kop kaffe og kiks med. "Jeg tænkte," sagde hun, "De måske var træt og ked af at skulle lave aftensmad, derfor har jeg det her med til Dem." Da takkede jeg Faderen og priste ham højt.

Broder, det vil jeg sige Dem, vi glemmer så let de mange velsignede gaver, vi modtager daglig. Der er en masse mennesker, der aldrig takker Herren for de utallige gaver, de får fra ham. Værten hørte om min takkebøn og ville vide, hvad der var hændt. Han er vantro, men han blev rørt, da jeg fortalte ham om bønhørelsen. Hans kone er katolik. Hun sagde til mig en dag: "Sofie, De priser altid Jesus og taler altid om Jesus. Hvorfor taler De aldrig om den hellige jomfru? Jeg beder til hende og håber på at mødes med hende i himlen." "Vel," svarede jeg hende, "hvis De gerne vil være sammen med Jesu moder engang, så må De først stifte bekendtskab med sønnen, ellers kommer De slet ikke i himlen." "Ja, men," ytrede hun, "det er da Peter, der har nøglerne til den!" "Mig er det da lige meget, hvem der har nøglerne," sagde jeg så, "for Jesus har sagt: Jeg er døren, om nogen går ind igennem mig, han skal blive frelst (Joh. 10,9). Eftersom jeg har en åben dør, behøver jeg ikke at vide, hvem der har nøglerne." Det er så vidunderligt at eje Jesus alene og leve for ham. Men broder, nu må jeg gå. Så kommer jeg igen, når Fader giver mig lov." Jeg fulgte hende ud, sagde farvel til hende og takkede Gud for den prædiken, jeg havde hørt. I hendes nærværelse følte jeg mig himlen nær i Jesus Kristus. Det var, som om en himmelsk luftning omgav denne jævne vaskekone, og den drog mig ind i et inderligere samfund med min Gud og Fader. Hvad jeg har lært af hende om tillid og kærlighed til Jesus, har hjulpet mig på vejen til den himmelske stad og ham, der er konge der. Jeg glæder mig til det øjeblik, da jeg igen skal få lov at høre en af Sofies prædikener."

Således skildrer dr. A. B. Simpson, præst ved "Gospel Tabernacle" i New York, hvordan han for mange år siden første gang mødte Sofie, denne originale vaskekone. Sofie var medlem af denne menighed og var en ivrig arbejder i Guds rige, en Kristi tjenestepige. Dagen igennem tjente hun sin Gud ved vaskebaljen, og om aftenen gik hun til de fattiges bydel for at bringe dem det glædelige budskab om forløsningen ved Jesus Kristus. Ved sin brændende kærlighed til sjæle, de stærke, indtrængende ord, hun rettede til de enkelte eller talte ved møder, blev Sofie i årenes løb en kendt skikkelse i New York. Vi lader hendes præst, pastor Simpson, fortæller videre: I lang tid har jeg nu kendt Sofie. Årene har ikke forandret hende ret meget. Hendes ansigt og hele væsen bærer stadig præg af samme tilfredshed og samme lykke. En dag sagde jeg til hende: "Sofie, De ser så godt ud. Jeg tror ligefrem, De har taget på siden sidst vi mødtes." "Ja, hvorfor ikke?" lød hendes svar. "Jesu Kristi religion er ikke en religion til at blive tynd af. Min morgenmad er kærlighed, min middagsmad er glæde, og min aftensmad er fred. Sidste år har jeg ikke spist for en øre kød, og da året var omme, havde jeg ikke des mindre taget ret ordentligt på, og desuden lønnet en missionær i Afrika for det, jeg havde sparet sammen." "Arbejder De stadig lige meget?" "Å, ja, De ved nok, mit kald er at vaske og prædike. Jeg er den fødte prædikant, og siden jeg er fattig, har jeg lært at arbejde. Der findes mennesker, som har overgivet sig helt til Gud, med undtagelse af hænderne - de arbejder nødigt. Jeg tænker mig Jesus som en arbejder. Han var ikke arbejdssky. Og når mine hænder bliver ru af det klaverspil (hun kaldte sit vaskebræt klaveret, red.), tænker jeg: sådan er det også gået vor Herre Jesus. At vaske tøj er rengøringsarbejde, og jo mere man renser sig, des større åndskraft får man. Jeg arbejder så hårdt, at Djævelen har læsset rygsmerter på mig. Han angriber overalt, hvor han kan komme til, i ryggen, i hovedet. De ved nok, at han slog Job med bylder over det hele, fra isse til fodsål. Engang anskaffede jeg mig en lænestol, men jeg havde aldrig tid til at hvile mig og stødte mig bestandig på den. Så sagde Fader til mig: "Giv din syge nabo lænestolen. Du kan læne dig til mig, jeg vil være din lænestol."

Jeg var hos en frue for at vaske, hun sagde til mig: "Sofie, vil De også vaske for mig i himlen?" Jeg svarede: "Søg De hellere for at blive vasket, før de kommer der!" Den frue har altid noget at klage over. Jeg kalder hende fru angst og hastværk. Det er en familie med en mængde medlemmer. De råber ustandselig: "Skynd Dem, Sofie, skynd Dem!" Jeg skal sige Dem, broder: angst og hastværk, det er noget, Djævelen lærer. Fred og ro kommer fra Herren. Jeg rejste med toget angst og hastværk, da jeg boede i Romerne 7. Men jeg tog omstigning i "Taksigelsesforstaden."

Nu udgår mit tog fra Romerne 8, hvor der ingen fordømmelse er mere. Jesus er togfører, på den linje sker der aldrig sammenstød. Men den dame sidder i "Hastværktoget" og har aldrig tid til at bede, før vasken er overstået. Om morgenen vender hun sig ikke til Gud. Men når natten kommer, bliver hun angst og forlanger, at Gud skal bevare hende. Så siger hun til mig: "Sofie, jeg tænker på, det ville være godt, om De ville bede." Men vi skal nu ikke se på de andres mangler, det bliver vi bare skeløjede af! Når denne er frue er mig til besvær, så siger jeg: "Herre, det er jo dig, der arbejder for den frue." Siger hun nok engang: "Skynd Dem da, her er seks store baljer fulde til vask!" så hæfter jeg mig ikke ved det, og så kan jeg bevare tålmodigheden. Mister man tålmodigheden, så mister man sin baggrund. Så er man ikke grundejer mere. Og man vil nødig af med det, man ejer."

"Det er så godt at vide, at Gud er over os, omkring os og under os. Det giver kølighed om sommeren og varme om vinteren. Jeg trænger ikke til at gå til vækkelsesmøder for at blive opvarmet eller nybagt. Jeg holder fast på Jesus, han er min helliggørelse. Der er nogle, der er så hellige, at de er snart ikke til at have med at gøre. I kirken er de engle, men hjemme er de djævle! Der er en gevaldig forskel på at være kirkegænger og en sand kristen. Mange er så søde, når de er i kirke, og så nederdrægtig sure, når de er hjemme. Jeg holder på hjemmekristendommen. Alle kristne bør være søde, for de er ligesom "syltede" i Kristus. Men der er nogle der må være faldet i en krukke med eddikeagurker, så sure er de. Jeg finder, at det eneste middel til daglig at leve det virkelige liv er bestandig at afdø fra sig selv. Vi må dø dag for dag og overvære vores egen begravelse. Først skal vi døde vort eget jeg, så vort gode jeg. Og jo før vi dør, des mere lever vi. Jeg har været til min egen begravelse, og bagefter var jeg helt elendig. Jeg blev begravet, men jeg dukkede op igen på den anden side. Nu lever jeg Opstandelseslivet.

En dag var der en mand, der sagde til mig: "Der er ikke noget liv efter dette!" "Vel," sagde jeg, "men der er en strålende nutid, når De vil tjene Jesus." "Hvad vil De helst have," fortsatte han, "en dårlig samvittighed og en million dollar eller en god samvittighed og ingen dollar?" Mit svar var: "Jeg er lykkelig, jeg har en god samvittighed, og desuden er jeg millionærdatter." Det er langt bedre end selv at eje en million. Så har man ingen bekymringer, og trænger man til et eller andet, så kan man bare sige: "Fader, jeg trænger til det eller det" - så får man det af ham. Tit og mange gange er min pengepung tom, men mit hjerte fuldt af glæde. Min Fader er rig. Der findes nogle kristne, de ligner børn, der græder, bare fordi man truer dem med stokken. Den slags mennesker kaster deres frimodighed bort i samme øjeblik, der er tegn til modgang. Det er "regn kristne," bygekristne, deres øjne dryppe altid med vand. Jeg gør altid umage for at have stråler hos mig. Vil man lyse for Kristus, så må han kunne sende sit solskin ind i vore hjerter. De unge piger i de hjem, hvor jeg arbejder, siger, når de ser mig: "Her kommer solstrålen, Sofie, giv os lige et af Deres halleluja!"

Selvfølgelig sætter Djævelen også mig på prøve. Det fik han jo endogså lov til med Job. Men Gud satte et gærde om Job, så Djævelen ikke fik lov til at komme ham for nær og blev den for lille, hvor meget han så forsøgte sig med. Han har også tilladelse til at sætte Sofie på prøve. Men når han ringer på hos mig, så beder jeg Jesus om at ordne ham.

"Kære Herre Jesus," siger jeg, "vil du ikke nok gå hen og give besked, den gamle gavtyv er ved døren. Du ved bedst, hvordan han skal behandles."

Han prøver godt nok på at overrække mig sit visitkort, men jeg tager det ikke. De ved nok, hans visitkort er modløshed. Altså væk med den! Nu til dags har de sukret Djævelen sådan ind, at man ikke kan kende ham, men i grunden er han altid den samme. Hvad han lover, er ligesom flødeboller uden fløde; pustet op, men tomme. Tit og ofte kommer han og spørger: "Nå, Sofie, hvordan går det? Hvordan er du til pas?" Jeg svarer: "Skrub af, jeg bygger ikke på følelser, jeg vandrer i tro." Så får jeg kraft som ørnen. Gud giver mig vinger, og jeg svæver over Djævelen. Så giver Gud mig også hjul til at fare af sted. Det er min cykel. Den vælter ikke, den løfter."

"For nylig sagde Fader til mig: "Tag en bibeltekst og læg den i blød. Først vil jeg prædike over den for dig, så kan du siden give den videre til andre." De indser nok, det er ikke altid os, der skal prædike, af og til må vi være mumier. En dag sagde jeg: "Fader, jeg har ikke fået bud om noget møde i aften, men du kender jo min adresse. Hvis du har brug for mig, så lad mig få bud." Da jeg kom hjem, lå der en indbydelse til et møde i Brooklyn, Så klædte jeg mig straks om. De må vide, broder, Gud er en ypperlig skrædder. Prøv ham blot en gang. Han er billig, og tøjet passer godt. Mit halsklæde, ser De, det var før i tiden en nathue. Fader gav mig den idé. - Nu går jeg om i hverdagstøj, men når jeg kommer i himlen, får jeg søndagstøj. Da jeg kom til Brooklyn, mistede jeg en skønne dag hukommelsen, jeg kunne ikke længere mindes gadenavnet. Jeg standsede og bad: "Fader, jeg har slidt i det hele dagen og kan ikke finde hjem, jeg har glemt min adresse. Du kender den jo, vil du ikke nok sige mig den." Gud smilte sikkert, da han så mig så forlegen. Men snart sagde han til mig: "Barn, det er Prospektplads, første gade efter svinget." Jeg takkede og gik. Jeg har en Gud, som jeg kan tale med på gaden, ikke blot til bønnemøder. Han er ikke kun en "Søndagsvorherre," men også en hverdags.

En italiener spurgte: "Hvorfor har i ingen billeder af Gud på væggene i jeres kirker?" Jeg svarede ham: "Jeg har min Gud i hjertet, det er bedre end på væggen. Jeres helgenbilleder kan ikke bønhøre jer, men min Gud, som bor i mit hjerte, han gør det." Hvert menneske har sin Gud. For en er det tøjet, for en anden maven, andre igen gør sig selv til en gud, som de tjener. Men det er ikke den levende Gud. Jeg har den levende Gud, og han bor i mig. Ser De, broder, et menneske uden den Helligånd, er et vandrende lig, ikke andet.

Efter et møde var der en dame, der indbød mig med sig hjem. Hun sagde: "Sofie, De må ær træt. De må endelig drikke lidt vin, den er hjemmelavet."

"Nej, tak," sagde jeg, "de hjemmelavede djævle er lige så slemme som de andre. Vi må tage os vel i agt! En dranker, forstår De, ham er der kun én politibetjent, der holder øje med. Men når et kristenmenneske kommer ud af kirken, så bliver man passet op af en halv snes folk." En dag spurgte den frue, jeg arbejdede hos: "Sofie, hvor var De i går aftes? Var De ude at fiske?" "Ja," svarede jeg, "jeg var i diamantgruben - sådan kalder jeg kineserkvarteret. Dér findes mange uslebne diamanter, som man kan slibe for Jesus. Dér er det godt at fiske, møderne varer til midnat. På den måde kan jeg arbejde for mig selv om dagen og for Herren om natten."

"En meget rig dame på 5th Avenue, som jeg arbejdede hos, gav mig en dag, jeg var ved at gå, en pakke med de ord: "Sofie, det kan spare Dem maden om søndagen." Jeg tog den, men hvad var der i den? Tre tørre brødskorper! De var lige hårde som damens hjerte. Ikke for noget i verden ville jeg ligne den dame! Jeg kunne regne ud, at spiste jeg de brødskorper, ville jeg bide mine sidste tænder itu, og det ville koste mig adskillige dollar at få nye. Nå, jeg brækkede skorperne i stykker og blødte dem op, og det sparede mig fem cents, og for dem kunne jeg tage sporvognen til gudstjenesten. Når jeg ingen aftensmad har, giver Jesus mig næring. Hans spisekammer står åbent nat og dag. I sporvognen sad der en rig mand. Jeg gav ham en traktat. "Tror De, De kan omvende mig?" spurgte han. "Det ville ikke skade Deres ansigtskulør, hvis De omvendte Dem," sagde jeg. "De er vel nok fin!" udbrød han. "Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det, eftersom Herren har slebet mig af i hele tredive år! Så er det på tide, at ujævnhederne forsvinder." Sådan burde man bruge enhver lejlighed til at aflægge sit vidnesbyrd. Jeg gør det og har gjort det i tredive år.

I vort kvarter kender de mig alle sammen. Unge mennesker siger somme tider til mig: "Hør, mutter, giver du ikke en kop kaffe?" Jeg siger: "Jo, drenge, men bagefter går i med mig til møde." Så kommer de med, men de stakkels fyre falder i søvn alle til hobe. Dog kan en sige til en anden: "Når Sofie skal tale, tag så lige og væk mig!" - og så kan man se, hvordan den ene vækker den anden med albue puf, når jeg rejser mig. De vil gerne høre mig, fordi de ved, at jeg holder af dem. Jeg elsker alle mennesker, ikke fordi de er så elskværdige, men fordi Jesus elsker dem. Jeg går i beværtningerne for at indbyde folk. Jeg kan forsikre Dem om, at de kristne er bagud i forhold til tiden. De sukker over udgifter til gas lys ved vækkelsesmøder, mens værterne nat efter nat lader tredive gas lys brænde; uden at klage sig. De ved, hvordan man trækker ungdommen til. Nå, men dem indbyder jeg til møde. "Jeg skal nok komme," sagde en vært til mig, "og jeg tager min ismaskine med for at afkøle forsamlingen." "Som De vil," sagde jeg, "men når De farer til helvede, kan De ikke tage den med for at blive afkølet." Ja, jeg kan forkynde Jesus for enhver. Og hvorfor skulle jeg ikke det? Han har da sagt; "Forkynd evangeliet for al skabningen!" (Markus 16,15). Man kan altså umuligt gå fejl. Der er nogle slemme nogen, der vil påstå, at de har set mig stå og fortælle om Jesus for en "træ-indianer," der er anbragt som skilt uden for en tobakshandel. Det kan være, jeg ved det ikke, mine øjne svækkes. Men det er langt værre selv at være en "trækristen," der aldrig siger nogen et ord om Jesus. Djævelen har jo sine tjenere, som arbejder for ham og ikke genere sig for at tale med folk. Hvorfor skulle vi så være så forsigtige?

En sen nat var jeg på vej hjem fra et møde. En mand, der røg på en cigaret, tiltalte mig: "Søde ven, må jeg følge Dem hjem?" "Nej," sagde jeg, "Jesus er hos mig, jeg har nok i ham." "Å, undskyld," sagde han, "De er ikke sådan en kvinde, som jeg antog." "Nej, men De er lige akkurat den mand jeg mener. Deres navn står i min bog.""Mit navn navn i Deres bog? Det må De dog lade mig få lov at se!" Han pulsede voldsomt på cigaretten. Så åbnede jeg min bibel og sagde: "Ja, Deres navn er Synder, De er på vej til at gå fortabt og går til et sted, hvor der er al den røg, De kan ønske Dem, dér, hvor der står om: Røgen fra deres pine stiger op i evigheders evigheder." (Åbenbaringen 14,11). Så bad han om undskyldning igen og havde travlt med at komme videre. "De skulle skynde Dem at søge frelsen!" råbte jeg efter ham. "De må meget undskylde," sagde han, "værsgo, her har De en dollar til de fattige." Han tog til hatten og gik. Klokken tre om morgenen var jeg hjemme. Da det nu var blevet så sent, satte jeg mig hen med en kop te, begyndte en samtale med Jesus, og over det samvær glemte jeg at gå i seng. - Pludselig udbrød jeg: "Ja, men, Herre, nu er det tid til at gå i seng, i dag har jeg syv store baljefulde, jeg skal vaske, så nu må du have godnat!" Men da jeg så på uret, var den allerede seks. Nuvel, Herren går aldrig i seng, hvorfor skulle jeg så ikke kunne våge for ham for en gangs skyld? Så sagde jeg til ham: "Herre, nu er det ikke tid til at gå i seng. Giv mig noget med på vejen for denne dag!" Og jeg fik det ord: "Som dine dage skal din styrke være." (5. Mos. 33,25), og "Han dækker dig med sine fjedre" (Salme 91,4). Så gik jeg på arbejde med lovsang. Jeg stod i gården og havde travlt med at vaske, da jeg hørte noget falde. I det samme råbte jeg: "Nu, Herre, dæk mig i en fart med dine fjedre!" Det var en vinduesskodde, men den ramte mig ikke. Den slog en stor urtepotte i stykker. Manden til fruen i det hjem sagde til mig: "Sofie, bed for min forretning, så jeg kan tjene end, hvad den urtepotte har kostet. Havde jeg nu bare de penge, så ville jeg give dem til missionen!" Den mand ville altid så gerne give de penge, han allerede havde givet ud. Jeg har glæde af at bringe Jesus det første offer, selv om det kun er så lidt. To cents fulgt af bøn når vidt."

"Jeg har kendt en mand, der nærede det ønske at komme til at forkynde evangeliet i Afrika. Han var fyldt af Guds Ånd og kærlighed til sjæle. Men missionsselskabets bestyrelse ville ikke udsende ham. De syntes, han var for gammel, der var heller ingen penge. Så talte Herren til mig: "Sofie, gør du det, bestyrelsen ikke vil. Send du ham ud, jeg vil sørge for, at du kan tjene de penge. Når bestyrelsen ikke tør, så skal dit vaskebræt klare det. Der er endnu penge skjult i det gamle bræt." Nogen tid efter talte Herren til mig: "Missionæren behøver et harmonium, og den eneste bestyrelse, der står bag ham, er dit vaskebræt. Jeg skaffer dig arbejde i tredive dage, og du køber et harmonium." Som sagt så gjort. Og nu, når jeg står her og spiller klaver på mit vaskebræt, så tænker jeg, at han spiller på harmoniet. Og er jeg træt, så tænker jeg på, hvor glade farvede er for at høre på det harmonium. For øvrigt, som broder Paulus siger, kommer Herren jo snart med stor magt og herlighed, og vi bliver bortrykket i luften for at møde ham. Broder, sørg for, at De til den tid har hånden på skulderen af en synder, for at De kan få ham med."

Sofie døde i oktober 1919, tre dage efter hendes præst, den pastor Simpson; som har fortalt om hende. "Det var, som en himmelsk luftning omgav denne jævne vaskekone, og den drog mig ind i et yderligere samfund med min Gud og Fader. Hvad jeg har lært af hende om tillid og kærlighed til Jesus har hjulpet mig..." Sådan skriver den amerikanske præst, A. B. Simpson, i sin sandfærdige beretning om Sofie, en original kvindeskikkelse, som tjente til livets ophold ved vaskebaljen, men i øvrigt altid var parat til at tjene den Herre, som hun skyldte alt.

Bogen er et gribende vidnesbyrd om, hvad helhjertet tjeneste i Guds Rige kan udrette